Den 8. april var det 200-årsdagen for Christian IX’s fødsel.
Det er ikke et jubilæum, der giver anledning til nogen officiel fejring. Hvis
hver eneste danske konges runde fødselsdage skulle fejres, ville kalenderen da
også være stadig tættere besat. Der er nu alligevel grund til at hæfte sig ved
denne fødselsdag, for Christian IX fik på et afgørende tidspunkt i Danmarks
historie en væsentlig betydning.
Den senere danske konge blev født på Gottorp Slot som prins
af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Senere overtog hans far ved Frederik VI’s
mellemkomst titlen som hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, da den
oprindelige glücksborgske slægt uddøde. Begge fyrstehuse hørte til den
oldenborgske kongeslægts sidegrene, idet de var efterkommere efter Christian
III.
Prins Christians moster var Frederik VI’s dronning, og den
unge prins kom til København for at få en militær uddannelse, og han gjorde
siden tjeneste i den danske hær. Det fik betydning, da det slesvig-holstenske
spørgsmål rykkede op på den politiske dagsorden efter 1840. Det er et af de
mest sammensatte og omdiskuterede problemer i dansk historie. Et element af
problemet var de nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Forudsætningen
var det dynastiske spørgsmål. Det danske monarki, som foruden kolonier, bilande
og handelsstationer på dette tidspunkt bestod af det danske kongerige og
hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev holdt sammen af en fælles
fyrste. Det var kongen, der statsretligt var det samlende princip.
Allerede omkring 1840 stod det imidlertid klart, at kronprinsen,
den senere Frederik VII, ikke ville kunne levere en legitim arving, det vil
sige et barn – helst en søn – født i lovligt ægteskab af en ægtefælle af
fyrstelig byrd. Han endte med at danne par med en kvinde af borgerlig herkomst,
og selv hvis der var kommet et barn ud af dette forhold, ville det ikke være
arveberettiget til den danske trone. Det var blandt andet dette forhold, der
ansporede slesvig-holstenerne til at drømme om deres egen stat med egen fyrste
og egen forfatning.
Treårskrigen eller Den første slesvigske krig 1848-1850
endte med bevarelsen af Helstaten, som man var begyndt at kalde den. Det skete
ikke mindst fordi de europæiske stormagter ikke havde nogen interesse i, at der
skete en forskydning i magtforholdene ved indsejlingen til Østersøen. For at
sikre stabiliteten og det danske monarkis integritet, som det hed, samledes man
ved en konference i London for at løse tronfølgespørgsmålet. Man skulle finde
en arving, der kunne godkendes i både Kiel, København, Stockholm, Paris, Skt.
Petersborg, London, Wien og Berlin.
Valget faldt på den godt 30-årige prins Christian af
Glücksborg. Det var et godt, men ikke særligt indlysende valg. Han havde i
modsætning til sine ældre brødre deltaget på dansk side i Treårskrigen, og var
derfor spiselig for danskerne, selv om han var tysk. Han var gift med en
prinsesse af huset Hessen-Kassel, der også var tæt forbundet med det danske
kongehus, og det styrkede parrets dynastiske legitimitet. Han var desuden veluddannet
og kunne begå sig. Og så kunne han og Louise af Hessen-Kassel få børn til
gavns. Den fremtidige tronfølge var sikret.
Christian af Glücksborg tiltrådte som konge i november 1863,
da hans meget fjerne fætter Frederik VII døde. Hans adkomst til embedet, hele
begrundelsen for valget af ham som tronfølger var, at hans person i kraft af
herkomst og overenskomsten med stormagterne stod som garant for Helstatens
bevarelse. Den politiske situation i Danmark og den europæiske kontekst havde
imidlertid ændret sig betydeligt siden Treårskrigen. En af hans første
embedshandlinger blev at skrive under på en ny forfatning, der i realiteten
betød en opløsning af Helstaten. Kongen protesterede, men der var ikke meget
han kunne gøre. Krigen i 1864 fulgte som logisk konsekvens.
Christian af Glücksborg blev valgt som dansk tronfølger,
fordi han kunne bruges som det samlende princip for en dansk-tysk sammensat
stat. Det var ikke hans egen fortjeneste. Det skyldtes slægtskab og omstændighederne.
Efter Helstatens opløsning i 1864 lykkedes det imidlertid kong Christian IX og
hans dronning at redefinere den rolle, som de var blevet tildelt. I stedet for
at være den dansk-tyske helstats legitime fyrste endte Christian IX med at være
den danske nationalstats afholdte monark, en opgave som hans efterfølgere i
embedet har løftet med betydeligt held.
(Kristeligt Dagblad den 10. april 2018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar