Julelandene


I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.
Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Identitetspolitik som aristokratisk princip


Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Når afviste asylansøgere indtager Lindholm, lukkes et kapitel


Som et led i den netop vedtagne finanslov er det blevet besluttet, at øen Lindholm, der ligger mellem Sjælland og Møn, skal være hjemsted for afviste, kriminelle asylansøgere. Sidst øen var på forsiden af avisen, var i sommeren 1938, da en epidemi af mund- og klovesyge hærgede landbruget. Øen husede det, der dengang hed Statens veterinære Forsøgsstation for Virussygdomme. Kristeligt Dagblad bragte en reportage fra øen den 6. juli 1938. Journalisten kunne berette, at øen var delt i to dele, et iagttagelsesdistrikt og et afspærringsdistrikt. På iagttagelsesdistriktet boede medarbejderne med deres familier og man holdt også nogle køer dér for at iagttage, om at der fra afspærringsdistriktet udgik smitte. I afspærringsdistriktet blev der arbejdet med smittede dyr. Avisen var imponeret over forholdsreglerne:

”Til Afspærringsomraadet er der kun een Indgang. Enhver, der passerer den, maa klæde sig af til Skindet. Ikke engang et Armbaandsur eller en Ring maa han beholde paa sig. Nøgen maa han gennem Badeværelset begive sig ind i Afspærringsomraadets andet Rum. Straks han har passeret Badeværelset, ifører han sig et specielt Sæt Laboratorietøj. Og så kan Arbejdet begyndes. Naar Manden atter skal forlade Laboratoriet, tager han Laboratorietøjet af, desinficerer Hænder og Arme ved at dyppe dem i Citronsyre og afsæbes endelig under et Brusebad, inden han igen kan trække i sine Gangklæder og begive sig ud i Iagttagelsesdistriktet.”

Lindholm indtager i ældre tid en temmelig beskeden rolle i Danmarks historie, ja slet ingen faktisk. Den er ikke identisk med den ø af samme navn i Smålandsfarvandet nord for Lolland, der lagde grund til Jakob Ellehammers berømte forsøg med en flyvemaskine i 1906. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var øen ubeboet, og man må formode, at den har været anvendt til græsning eller høslæt. En driftig skibsinspektør, A.C. Brorsen erhvervede øen i 1913, gravede en brønd, plantede træer og byggede en villa.  Han solgte øen til staten i 1925. Her grundlagdes de følgende år et forsøgslaboratorium til bekæmpelse af smitsomme sygdomme blandt dyr. Forbilledet har antagelig været det i 1910 grundlagte tilsvarende institut på øen Riems ved Greifswald. Danmark havde med jævne mellemrum været ramt af mund- og klovesyge, og det havde kostet landbruget store millionbeløb. Forsøgsstationen på Lindholm blev blandt de førende i Europa i udviklingen af en effektiv vaccine mod den frygtede husdyrsygdom, og netop i 1938 indledte man også en egentlig produktion af vaccine.
Fra forsiden af Kristeligt Dagblad den 6. juli 1938

Seneste udbrud af mund- og klovesyge i Danmark var i 1983, og vaccination mod sygdommen blev forbudt i 1992. På Statens veterinære Institut for Virusforskning, som det nu hedder, er der også blevet forsket i mange andre sygdomme som f.eks. rabies. I 2007 blev forskningen på øen lagt under Danmarks Tekniske Universitet. Men nu er det altså slut. En institution, der har været afgørende for bekæmpelse af sygdomme i dansk landbrugs husdyrbestand og væsentlig for udviklingen af fødevaresikkerheden lukker. Det skal ses i sammenhæng med den omfattende omlægning af forskningen i og kontrollen med husdyrs sygdomme og fødevaresikkerhed, der har fundet sted siden årtusindskiftet, og som blev beskrevet af professor i veterinærmedicin Jens Laurits Larsen i en kronik her i avisen den 1. november 2016. Han konkluderede, at vi i modsætning til andre EU-lande ikke har et sammenhængende og samarbejdende veterinærområde til skade for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden. Man kan så håbe, at det beredskab, som nu ikke længere skal være at finde på Lindholm, opbygges andetsteds.

(Kristeligt Dagblad 4. december 2018)