Moderne tyende?


Au-pair-ordningen har vakt fornyet debat. Nogle mener, at den er til gensidig nytte og gavn for de værtsfamilier, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, og de især filippinske kvinder, der i stort tal kommer hertil, og som for lommepenge, kost og logi hjælper til. Andre mener, at ordningen først og fremmest giver de bedrestillede familier adgang til billig hushjælp. Argumenterne er et ekko af en tilsvarende debat, der udfoldede sig i anden halvdel af 1800-tallet om, hvordan man skulle tolke relationen mellem tjenestefolk og deres arbejdsgivere eller rettere mellem tyende og husbond, som var den gængse betegnelse dengang.

Tyendet var en fællesbetegnelse for alle dem, der i en husstand stod i et tjenende og underordnet forhold til husstandens overhoved uden at være dennes familie. Husstanden var typisk både et hjem og en arbejdsplads. Det gjaldt i udpræget grad i landbruget, men også i byerne beskæftigede de store husholdninger kuske, oldfruer, linnedkarle, hovmestre, tjenere, kammer-, stue- og kokkepiger, som fik hverdagen til at fungere.

Ansættelsesforholdet var reguleret af Tyendeloven af 1854. For en nutidig betragtning kan det være forskrækkende at læse, hvor få rettigheder tyendet dengang havde. Et tyende var bundet til sin plads til skiftedag, som var 1. maj og 1. november, og i det hele underlagt husbondens myndighed. Men Tyendeloven kan også tolkes som det første forsøg på at ordne et forhold, der indtil da kun havde været nødtørftigt reguleret.
Arkitekten Aug. Kleins mønstergrundplan for en præstegård fra hans bog om 
landbrugsbygninger fra 1876 viser, hvor meget plads en landbohusholdning
skulle sætte af til at huse personalet.

Forfatterinden Fanny Tuxen udgav i 1886 en bog om husmødrenes forhold til tyendet. Heri gjorde hun sig til repræsentant for den opfattelse, at Tyendeloven ”fremmer et smukt Forhold mellem begge Parter, idet den gjennemgaaende stiller Tyendet, der altid tiltræder sin Tjenestetid i en meget tidlig Alder, ungt og uudviklet i Afhængighedsforhold af dem, der maa betragtes som skikkede til at yde det et Hjemliv med alle dettes uskatterlige Goder, Beskyttelse, Hjælp, Vejledning og Raad”. Tuxen mente, at tjenestefolk til gengæld for en arbejdsydelse nød hjemmets varme og gode påvirkning på samme måde som et barn naturligt finder sig til rette under forældrenes opdragelse og myndighed.

En anden forfatterinde, Sophie Helsted, udgav i 1893 en bog om tjenestepigers rettigheder. Helsted mente ikke, at en tjenestepige skulle undergive sig sit herskabs autoritet i et og alt. Derimod opfattede hun tjenestepigens gerning som hvilende på en overenskomst baseret på rettigheder og pligter. Helsted indtager ingen fremtrædende plads i kvindesagens historie, og det er ufortjent, for hendes fortolkning af tjenestepigen som udbyder af arbejdskraft i et kontraktligt forhold til arbejdsgiver peger frem mod det 20. århundrede, da der langsomt blev udviklet et egentligt reguleret arbejdsmarked for serviceydelser som f.eks. madlavning, rengøring og børnepasning. Det var dog en sendrægtig proces.

I 1921 blev Tyendeloven afløst af Medhjælperloven. Den betød et brud for så vidt den afskaffede husbondens revselsesret over sit tyende, men der gik stadig årtier, før tjenestefolk fik egentlige overenskomster og faste arbejdstidsbestemmelser.

Au-pair-ordningen hørte oprindeligt slet ikke til arbejdsmarkedsbestemmelserne. Den blev til i et europæisk samarbejde i efterkrigstiden og var i udgangspunktet tænkt som et instrument til kulturel udveksling i Europa. Som den består i dag, kan den ses som et kompromis mellem Helsteds og Tuxens fortolkning af tjenesteforholdet. En au-pair skal ifølge reglerne ”indtage en familiær stilling i en værtsfamilie”. Samtidig er der fastsat ret håndfaste regler om au-pair-personens rettigheder med hensyn til arbejdstider, økonomisk kompensation og kulturel udveksling. Denne klummeskribent har såmænd selv været au-pair i en præstegård i Hessen i midten af 1980erne og kan tale med om de uskatterlige goder, som et ungt menneske kan få med fra sådan en erfaring, når husbonden er et forstandigt og skønsomt menneske. Jeg føler mig ikke udnyttet. Det samme gælder givetvis mange af de filippinske kvinder, der fungerer som au-pairs i danske hjem. Spørgsmålet må være, hvordan man vurderer karakteren af den stilling, som en au-pair indtager mellem det familiære fortrolighedsforhold på den ene side og det professionelle udbud af serviceydelser på den anden. Det er det, der nu er til politisk forhandling.

(Kristeligt Dagblad 23. december 2019)

Tyverier fra Rigsarkivet

Historien i mandagens avis om de stjålne dokumenter fra Rigsarkivet giver anledning til en kommentar og et spørgsmål. For det første består Rigsarkivets fejl reelt kun i et tilfælde at have givet forældede oplysninger videre til offentligheden. Da daværende rigsarkivar Asbjørn Hellum i et interview i 2013 sagde, at alt stjålent materiale var fundet, skete det på et tidspunkt, da tyvekosterne endnu ikke var returneret til Rigsarkivet. Det skete først senere samme år.

Man skal huske, at hvert eneste ark papir i Rigsarkivet ikke er registreret for sig. Man kan ikke bare trykke på en knap og få en oversigt over mangler i arkivbestanden. Det kræver, at sagkyndige gennemser hver eneste af mange hundreder arkivæsker og sammenligner indholdet med det hos tyvene beslaglagte materiale for at kunne anlægge et skøn over, hvad der hører til hvor og hvor meget der muligvis stadig mangler. Og så kan der i øvrigt erfaringsmæssigt af mange andre årsager end tyveri være mangler i en arkivsag. Det er et enormt manuelt arbejde, der vel at mærke skulle udføres på et tidspunkt, da Rigsarkivet havde gennemgået den ene nedskæring og fyringsrunde efter den anden. Året efter gentog Hellum sin udtalelse, men da var hans medarbejdere imidlertid kommet nærmere et skøn, der pegede i en anden retning. Rigsarkivet har erkendt fejlen, og så er spørgsmålet, hvad der kan gøres mere ved den sag?

For det andet må man spørge til Martin Q. Magnussens rolle i sagen. Vi skylder ham tak for at have afsløret tyvene. Men det må også tilføjes, at det er hans arbejde, eftersom han er politibetjent. Han får løn og tjenestemandspension for at forebygge, forhindre og opklare forbrydelser. Det står imidlertid også klart, at han ikke er noget dydsmønster. Af den redegørelse om tyverisagen, som Folketingets Kulturudvalg modtog 7. oktober og som ligger på Kulturudvalgets hjemmeside, fremgår det, at Magnussen bl.a. har overtrådt arkivlovens adgangsregler og har undladt at melde en mistænkt forbryder til politiet. Og under hele sagen har han løbende givet oplysninger videre til pressen, selv om man må formode, at han som betjent har almindelig tavshedspligt. Men det må blive en sag mellem ham og hans foresatte.

Magnussens fejltrin ufortalte må man ikke glemme, at de egentlige syndere i denne sag er de to tyve, der for længst har fået deres domme. Rigsarkivet har i et åbent samarbejde med Kulturministeriet lagt mange ressourcer i sagens opklaring og har truffet mange foranstaltninger, der skal forhindre en gentagelse. En enkelt uheldig udtalelse til en journalist i den proces bør ikke skygge for en generel anerkendelse af en væsentlig indsats under vanskelige forhold.

Kristeligt Dagblad 16. oktober 2019. Det var svar på en helsidesartikel den 14. oktober. Magnussens replik fra den 17. oktober lyder:

Efter at have læst Jes Fabricius Møllers debatindlæg den 16. oktober får man den fornemmelse, at han ikke har læst min nye bog, ”De forsvundne nazidokumenter”, men blot bygger sine holdninger på den nyeste redegørelse fra Rigsarkivet. Dermed går der også mange mellemregninger tabt, og man får et indtryk af, at Rigsarkivet nærmest har gjort kulturministeren, journalister og befolkningen en tjeneste.

Men det er dog sundt med en god debat i denne sag, for der er tale om uvurderlig dansk kulturarv, der er forsvundet. Jeg vil også give Møller ret i, at dokumenter sagtens kan forsvinde fra arkivet, uden det skyldes tyveri. Men i Rigsarkivets redegørelse fra december 2018, udgivet en måned efter at rigsarkivar Asbjørn Hellum gik på pension, erkendte Rigsarkivet selv, at der fortsat mangler tusindvis af dokumenter som følge af tyveri. Der er dermed tale om en tilståelsessag.

Kulturminister Rasmus Prehn (S) har i øvrigt været ude og kræve en ny redegørelse, idet den første, som Jes Fabricius Møller henviser til, ikke var god nok. Kulturministeren er også kaldt i samråd om sagen, så det sidste punktum er nok ikke sat. Kulturministeren udtalte i forbindelse med den fejlbehæftede redegørelse: ”Det er en kritisabel håndtering af sagen fra Rigsarkivets side. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.”

Når Jes Fabricius Møller skriver, at jeg har overtrådt arkivloven, så mangler han enhver form for dokumentation. Jeg er aldrig blevet hverken sigtet eller dømt for sådan en overtrædelse. Om Rigsarkivets ageren udtalte kulturministeren i øvrigt, at han fandt det ”uacceptabelt”, at Rigsarkivet i et brev til politiet havde forsøgt at beklikke forfatteren bag bogen, altså mig. Skandalen omkring tyverierne fra Rigsarkivet kan ikke reduceres til en uheldig udtalelse fra rigsarkivaren, som Jes Fabricius Møller ellers forsøger at gøre sagen til. Der er i stedet tale om fejl på fejl og måske løgne og fortielser.

Min duplik den 22. okt. ligeledes i KD:

Martin Q. Magnussen mener 17/10, at jeg burde læse hans bog. Det burde jeg ganske givet. I mellemtiden kunne han jo kaste et blik i Rigsarkivets egen redegørelse til Folketingets kulturudvalg. Heraf fremgår det tydeligt, at han i strid med arkivloven har ladet personfølsomme oplysninger gå videre til pressen, og at Rigsarkivet efter rådgivning fra Kammeradvokaten den 20. oktober 2017 valgte ”at tildele Martin Q. Magnussen en administrativ indskærpelse vedr. overtrædelse af vilkår fastsat i hans adgangstilladelse af 25. august 2016.”

Derudover fremgår det, at Magnussen over for Rigsarkivet har givet til kende, at han var vidende ”om ulovlig besiddelse af offentlige arkivalier, men alene ønskede at oplyse nærmere herom under særlige omstændigheder og ikke direkte til politiet.” Med andre ord har han tilbageholdt oplysninger om ulovligheder for sin egen arbejdsgiver, politiet. Hvor hensigtsmæssigt det er, må politiet jo afgøre.

Den ”tilståelsessag” og de ”fejl på fejl”, som han nævner, får det til at lyde som om Rigsarkivet har begået en række ulovligheder. Det er ikke tilfældet, og i virkeligheden kan han kun finde en fejl, nemlig at Rigsarkivet længere tid end godt var lod offentligheden uvidende om, at omfanget af tyveriet var større end først antaget.

I højden at blive det tjener os bedst

Den 3. oktober 1969 indviedes i Østberlin det 365 meter høje TV-tårn, som står endnu og altså kan fejre sin 50 års fødselsdag. Det blev bygget for at fejre DDR’s 20-årige beståen, og selv Kristeligt Dagblad, der bestemt ikke var nogen tilhænger af det ukristelige østtyske regime, kaldte bygningsværket ”imponerende”, selv om tårnets formål var at ”drive propaganda for DDR.” Det var ikke uden en vis tilfredshed, at avisen kunne tilføje: ”Men Vorherre har også sin måde at drive propaganda på. Når solen skinner, danner dens stråler det dejligste lysende kors på kuglen.”

TV-tårnet på Alexanderplatz i Berlin hører til en række af tårne verden over, der på denne tid blev opført som prestigeprojekter. Fra 1889 og næsten 70 år frem var Eiffeltårnet den højeste menneskeskabte konstruktion i verden. Men i 1958 blev der i Tokyo opført et TV-tårn, som var endnu højere, og det satte gang i et verdensomspændende kapløb om at besidde det højeste tårn, ikke mindst i Central- og Østeuropa. TV-tårnet i Vilnius i Litauen, opført 1981, indskrev sig i historien, da sovjetiske tropper her skød og dræbte flere demonstranter i januar 1991. Tårnet indtager nu en plads som litauisk frihedsmonument.

Opførelsen af fjernsynstårnet i Berlin i 1969 skal især ses i lyset af den tysk-tyske rivalisering. Østtyskerne ønskede at hævde sig økonomisk og teknisk. Et TV-tårn repræsenterer kontrol med både materie og ånd, en teknologisk evne til at bygge højt og en vilje til at gøre sin indflydelse gældende gennem den funktion, som tårnet har, nemlig statslig TV-spredning. Det østtyske tårn, der stadig er Tysklands højeste, overgik dengang to nyopførte tårne i Hamborg og München i Vesttyskland.

Fjernsyn var et grænseoverskridende fænomen. Det havde særlig betydning for tysk fjernsyn, fordi tysk var det eneste sprog, der blev talt som første- eller andetsprog i både NATO og Warszawa-pagten. Store dele af det sydøstlige Danmark kunne se østtysk TV, der i øvrigt også fra den 3. oktober 1969 havde to kanaler. Programmet for østtysk TV blev aftrykt i danske aviser, herunder Kristeligt Dagblad.

Mange østtyskere så til gengæld også vesttysk TV, hvor de kunne følge med i en samfunds- og forbrugsudvikling, der stod i en stadig større afstand til en oplevet østtysk hverdag. Det bidrog til utilfredsheden og udlængslen i øst. I enkelte egne kunne man dog ikke modtage vestfjernsyn, f.eks. i og omkring Dresden, som folkeviddet døbte ”Tal der Ahnungslosen”, de uvidendes dal.

Tilsynekomsten af de rent kommercielle TV-stationer i Europa i 1980erne undergravede de statslige TV-monopoler i både øst og vest. Samtidig skiftede fjernsyn karakter fra at være et grænseoverskridende til at blive et egentligt internationalt fænomen. De nye kanaler undergravede også funktionen og symbolværdien af de store TV-tårne, fordi de nye TV-kanaler sendte via satellitter. Det krævede særlige parabolantenner at modtage dem. Disse antenner blev udbredt også i DDR. Overalt forsøgte de gamle statslige monopoler at bevare kontrollen med TV-spredningen. I Danmark var det oven i købet forbudt for private at opsætte parabolantenner, hvad det faktisk ikke var i DDR. Det danske forbud blev først ophævet samtidig med Murens fald og Tysklands genforening.

I dag betyder kontrollen med informationsspredningen stadig meget for både autoritære og demokratiske stater. Det indebærer også ønsket om kontrol med den teknologi, der tjener til udbredelsen af information. Den ser meget anderledes ud end i 1969, så det er en helt anden historie. Men fjernsynstårnet i Berlin kan passende tjene som en 365 meter høj påmindelse om, hvor meget informationsteknologi betyder.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2019)

Præstegårde og kulturarv


Onsdag den 18. september udløb fristen for indsigelser mod planerne om at nedrive præstegården i Viby ved Aarhus. Kommunen vil antagelig skulle tage stilling til adskillige protester, for præstegården er blevet erklæret bevaringsværdig og er et markant byggeri i lokalområdet. I en tilsvarende sag fra Rødby på Lolland var de folkelige protester markante.

Præstegården i Viby blev opført 1880-81 efter tegninger af den lokale arkitekt Carl Steinbrenner, der også stod bag den nærliggende og for længst nedlagte Viby Højskole, som er blevet lidt glemt i den almindelige højskolehistorie, fordi den tilhørte en pædagogisk linje, der var stærkt kritisk over for de dominerende grundtvigske folkehøjskoler. Præstegården er som højskolen opført i en neo-gotisk stil under anvendelse af de fineste detaljer, som murerhåndværket dengang kunne opvise, og det var ikke så lidt mere end hvad det kan i dag.

Mange menighedsråd over hele landet står med en vedligeholdelseskrævende tjenestebolig på flere hundrede kvadratmeter hærget af råd og svamp. De har naturligvis et ansvar for, at præstefamilien har en bolig, der ikke er sundhedsskadelig, og den billigste løsning er ofte at rive ned og opføre en helt ny tjenestebolig efter gældende regler. I de større byer kan det hele oven i købet finansieres med frasalg eller udstykning af den ofte centralt beliggende og store præstegårdsgrund. Man kan ikke fortænke et trængt menighedsråd i at se velvilligt på en sådan løsning, der er blevet hjulpet på vej af en liberalisering, som gør afvikling og salg af embedsboliger nemmere.
Tegninger af Henrik Steffens Sibbern til Herfølge præstegård 1859.
Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger

Menighedsrådene står imidlertid også med et ansvar for kulturarven ikke alene repræsenteret af kirkebygningen, men også i mange tilfælde præstegården. Præstegårdene var førhen centrale kulturinstitutioner. Det blev dokumenteret i en antologi redigeret af Niels Thomsen og Eberhard Harbsmeier, udgivet på Eksistensen og anmeldt her i avisen 14. juli 2017. Når Vedersø præstegård er interessant, skyldes det at den var Kaj Munks tjenestebolig. Udby præstegård på Sydsjælland er ikke kun interessant, fordi Grundtvig er født dér og en overgang også var præst dér, men også fordi præstegårdens ældste dele går tilbage til det 17. århundrede.

Præstegården var oprindeligt en landbrugsbedrift. Mange steder tog bortforpagtningen af jorden allerede fart i det 19. århundrede, og præstegårdsavlen ophørte helt med eksproprieringen af det meste af præstegårdsjorden i begyndelsen af det 20. århundrede. Meget få steder er avlslængerne bevaret i deres helhed. De gamle præstegårde i dag består ofte af den gamle beboelsesfløj suppleret med en enkelt kørestald eller lade, der typisk er bygget om til konfirmandstue, mødelokaler, graverkontor osv.

Som det øvrige landbrug undergik præstegårdene i anden halvdel af det 19. århundrede en transformation, der gjorde det økonomisk muligt de fleste steder at afløse de gamle undersætsige bindingsværkshuse med mere repræsentative og grundmurede ejendomme opført i tidens smag, som på dette tidspunkt var meget historiserende. I Viby skyldtes behovet for en ny præstegård, at den gamle var brændt ned.

Nogle af nybyggerierne antog nærmest karakter af små herregårde som det er tilfældet i Herfølge ved Køge. Det var selvfølgelig i sig selv en modernisering, der ødelagde gammel kulturarv, men på den anden side er disse ejendomme efterhånden selv gået hen og blevet historisk værdifulde, fordi de repræsenterer en epoke, der for en generation siden ikke nød indfødsret i arkitekternes katalog over den gode smag, men som nu i stadig højere grad anerkendes som både historisk og æstetisk værdifulde også blandt mange arkitekter.

Som nævnt er sagen fra Viby J. ikke enestående. Også i Hals ved Aalborg, Hadsund, Flødstrup på Fyn eller Thorning syd for Viborg kendes tilsvarende tilfælde. Listen kunne med lethed forlænges. Ansvaret for bevarelsen og vedligeholdelsen af præstegårdene påhviler naturligvis ejerne, men i lyset af den økonomiske tvang, som menighedsrådene er underlagt, må spørgsmålet være, om der fra politisk hold kan gives en håndsrækning, der sætter menighedsrådene bedre i stand til at balancere forpligtelsen for kulturarven med ansvaret for sognets budget.

(Kristeligt Dagblad 19. sep. 2019)

Er Frederik VII's mor forsvundet?



Kristeligt Dagblad kunne fredag berette om, hvordan en politiefterforskning i Rom førte til, at to grave på den tyske kirkegård ved Peterskirken blev åbnet. Man ledte efter liget af en formodet dræbt pige. Hende fandt man ikke. Det mest overraskende var imidlertid, hvad man heller ikke fandt, nemlig de jordiske rester af de to kvinder, til hvem gravene oprindeligt var indrettet.

Jerichaus gravmæle over prinsesse
Charlotte Frederikke. 
Kilde: Wikimedia Commons
Den tyske kirkegård eller Camposanto Teutonico rummer hovedsageligt gravene over pilgrimme og andre tilrejsende fra tyske og nederlandske lande, som er døde i Rom. En af dem var prinsesse Charlotte Friederike af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), og hendes var den ene af de to tomme grave.

Prinsesse Charlotte Frederikke, som hun hedder på dansk, spillede en kortvarig, men betydningsfuld rolle i Danmarks historie, idet hun ægtede sin fætter prins Christian Frederik (1786-1848) i 1806. I ægteskabet fødtes en søn, prins Frederik Carl Christian (1808-1863). Både hendes mand og søn blev konger af Danmark og regerede som henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. Imidlertid blev hun grebet i at have en affære, og ægteskabet blev opløst i 1810. Efter nogle år i indre eksil i Horsens, rejste hun til Rom, hvor hun konverterede til den romersk-katolske kirke. Hun er en spændende skikkelse, som man kan læse om i en glimrende biografi om hende af Birgitte Nyborg, udkommet på Forlagt Falcon i 2015.

Prinsessens gravmæle består af en marmorsarkofag stillet op mod en marmorgavl med en indskrift og en skulptur af en engel. Efter pressens rapporter er det denne sarkofag, der er åbnet og altså fundet tom. Spørgsmålet er imidlertid, om man burde have forventet at finde prinsessens jordiske rester i denne sarkofag?

Det var efter prinsessens eget ønske at hun blev begravet på den tyske kirkegård i 1840. Der blev taget initiativ til at udfærdige et gravmæle for hende. Bertel Thorvaldsen, som havde kendt prinsessen godt, udfærdigede et udkast og arbejdet blev sat i værk. Hvordan det så ud, ved man ikke. I 1844 besøgte prinsessens plejedatter, Charlotte Wigand, f. Harboe, gravstedet og klagede til prinsessens søn, kronprins Frederik, over, at gravmælet endnu ikke var gjort færdig. Thorvaldsen var netop død, og kronprinsen overdrog det til den kendte billedhugger J.A. Jerichau til at skabe en ny udsmykning. Jerichaus arbejde stod færdig i 1848, og af indskriften fremgår det, at det er udtryk for, at kronprinsen, der nu var blevet konge, ønskede at mindes sin mor.

Der er varslet en undersøgelse for at løse mysteriet om de tomme grave, og meget kan endnu komme for en dag, når arkiverne studeres og kirkegården undersøges. Ud fra de allerede kendte oplysninger, må det imidlertid indtil videre antages, at tingene er gået for sig på følgende måde: Prinsessen er efter sin død blevet jordbegravet på den tyske kirkegård, hvorpå arbejdet med at forsyne graven med et gravmæle blev påbegyndt, men ikke fuldendt. Derefter blev Jerichau sat på opgaven, og han valgte at udsmykke graven med bl.a. en sarkofag, der teknisk set ikke er en sarkofag, men derimod en kenotaf, altså et gravmæle, der ikke rummer afdøde. Prinsessen ligger antagelig, hvor hun hele tiden har ligget, nemlig i jorden under Jerichaus gravmæle.

(Kristeligt Dagblad 17. juli 2019)



Åbningen af den marmorkiste, der udgør en del af udsmykningen af prinsessens grav. Kilde:
https://www.vaticannews.va/it/vaticano/news/2019-07/tombe-vuote-cimitero-teutonico-orlandi-vaticano-fare-chiarezza.html

Flaglov og bekendtgørelse


Det er i dag ikke lovligt uden særlig tilladelse at flage med andre landes flag i Danmark. Opmærksomheden blev senest rettet mod dette spørgsmål i forbindelse med det tyske mindretals årlige fest på Knivsbjerg midt i juni. Arrangørerne er nødt til hvert år at søge særlig tilladelse til at hejse det tyske flag. Tilladelsen bliver givet af politiet uden problemer, men især i lyset af at det danske mindretal syd for grænsen uden ansøgning kan flage med Dannebrog ved enhver given lejlighed, forekommer forholdene i Danmark meget restriktive, lyder argumentet.
Reglerne for flagning i Danmark er strengere end i de fleste andre lande, men samtidig har vi faktisk ingen samlet lovgivning vedrørende flagning. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der nedsat hele to kommissioner, der skulle give forslag til en samlet flaglov, men de arbejdede forgæves. De nuværende regler består af brudstykker af enevældig lovgivning suppleret af senere bestemmelser.

Det nuværende forbud mod at flage med fremmede landes flag stammer således ikke fra en lov, men fra en bekendtgørelse fra Justitsministeriet af 10. april 1915. Konteksten var naturligvis Danmarks status som neutral magt under verdenskrigen, og at der ikke skulle gives nogen mulighed for symbolske loyalitetstilkendegivelser over for nogen af de krigsførende parter.

I Nordslesvig, der på dette tidspunkt stadig var tysk, var der på sin side forbud mod at flage med det danske flag. Efter delingen af Slesvig i 1920 og indlemmelsen af Nordslesvig i kongeriget anskaffede alle dansksindede sønderjyder sig en flagstang for at kunne glæde sig over endelig at kunne lade Dannebrog vaje. Var et hus uden flagstang, blev det automatisk sat under mistanke for at være tysksindet.

Samtidig var det uklart, i hvor høj grad betænkningen af 1915 skulle gøres gældende i den nye landsdel. For at undgå at hidse gemytterne opfordrede Justitsministeriet allerede kort tid efter Genforeningen til en lempeligere tolkning af reglerne i Sønderjylland end i det øvrige land. I en fortrolig instruks til de sønderjyske politimestre af 11. juni 1928 påbød, som historikeren Peter Fransen har vist, Justitsministeriet endda ikke at gribe ind over for flagning med tyske flag, hvis det kunne undgås.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev de nationale konflikter i Grænselandet skærpet. Blandt de tysksindede i Slesvig var der et stærkt ønske om at gøre grænserevisionen af 1920 ugjort, men fra Berlin blev et krav om dette aldrig fremsat officielt. Fra dansk side forsøgte man i overvejende grad fortsat at undgå direkte konfrontationer af frygt for at fremkalde en konflikt, der kunne tjene Berlin som undskyldning for at få Nordslesvig ”heim ins Reich”. I 1936 skrev amtmanden i Tønder Amt O.D. Schack, at det måtte være hensigten ”at behandle det tyske Mindretal saa imødekommende, som Forholdene til enhver Tid under Hen­syn til Statens Interesser og til Opret­holdelse af Offentlig Ro og Orden, tilla­der det, og derved bidrage til at skabe et Tillidsforhold mellem Mindretallet og den danske Stat.”
Efter krigen blev forholdene i grænselandet ordnet i henhold til aftaler mellem den daværende forbundstyske hovedstad Bonn og København i 1955. Samtidig synes de i det øvrige Danmark gældende flagregler at være blevet bragt i anvendelse i Sønderjylland og altså også bekendtgørelsen af 1915. Men som højesteretsdommer Jens Peter Christensen for nylig har gjort opmærksom på, er det tvivlsomt, om denne bekendtgørelse fortsat udgør et hensigtsmæssigt grundlag for flagreglerne i Danmark. Konteksten er i hvert fald i dag en helt anden end i 1915, 1920 eller 1933, ikke mindst i Sønderjylland.

Forholdene i grænselandet er stabile og fredelige. Ingen af mindretallene gør krav på en grænserevision. Forbundsrepublikkens flag - Schwarz-Rot-Gold-  kan ikke som det kejserlige Tysklands eller Nazitysklands fane forbindes med fare for dansk sikkerhed. Amtmand Schacks ord har under disse forhold ikke mistet deres værdi.

(Kristeligt Dagblad, 2. juli 2019. Rubrikken var en lidt anden)

Da frk. Nordentoft skulle have et barn

Det har vakt en del opsigt, at Roskildes borgmester Joy Mogensen har valgt at få et barn ved hjælp af en anonym sæddonor. Af konservative debattører og såmænd også af en partifælle er hun blevet kritiseret for at være umoralsk og egoistisk, fordi hun – som det hedder – sætter sine egne ønsker over det forpligtende fællesskab, som en familie er.

En lignende diskussion udspandt sig for over 70 år siden, da folketingsmedlem for kommunisterne og skoleinspektør på Katrinedalsskolen i København, den ugifte Inger Merete Nordentoft (1903-1960), i efteråret 1945 meddelte, at hun var gravid og at hun ikke havde til hensigt at gifte sig med barnets far, der i øvrigt forblev anonym.


Det vakte stærk kritik af hende for at sætte sin egen frihed over ansvarsfølelsen, som højskoleforstander C.P.O. Christiansen formulerede det. Det var et angreb på ægteskabet som central samfundsinstitution, et forsøg ”fra en af den danske Skoles mest begavede og mest moderne Kvinder paa at rokke ved en af Samfundets Grundpiller, Ægteskabets tusindaarige Stilling i vor Kultur.”  
Spørgsmålet blev naturligvis drøftet ivrigt i Kristeligt Dagblad, der også behandlede frk. Nordentoft på lederplads den 11. dec. 1945:
”Vi forstaar godt, at en Kvinde kan ønske selv at faa Børn. Det er og bliver noget naturligt og for baade hende selv og andre ogsaa en glædelig Begivenhed, naar det vel at mærke sker i Tugt og Ære, ligesom det i saa Fald ogsaa er hendes private Sag; men naar hun hverken er gift eller agter at gifte sig med den, der skal være Fader til hendes Barn – den virkelige Begrundelse for denne Beslutning behøver i det konkrete Tilfælde for resten ikke at ligge i Mangel paa Vilje dertil - saa kommer Sagen andre end hende selv ved; for ved en saadan Stillingtagen ringeagter hun principielt Ægteskabet,
hvis Opretholdelse som Institution det danske Samfund maa være livsinteresseret i, hvis det skal bevare sin hidtidige Opbygning. Hvis det nu var en af Gadens Piger, der offentligt lagde en saadan Despekt for Ægteskabet for Dagen, var der næppe tilstrækkelig Grund til, at Offentligheden skulde gøre nogen større Historie ud deraf; men det stiller sig nægtelig anderledes, naar det er en Skoleleder, der gør det, et Menneske, som et Utal af Forældre i en hel Menneskealder skal have Tillid til og Agtelse for, og af hvem de skal have Hjælp til at opdrage deres Børn, saa disse bl.a. faar lært at have Respekt for Samfundets vigtigste Institutioner.”

Lederen krævede som så mange andre, at frk. Nordentoft tog sin afsked fra skolen, og hvis hun ikke ville gå frivilligt, måtte hun fyres. Nogle af konfliktlinjerne fra andre af tidens store debatter trak ind i Nordentoft-sagen, blandt andet kommunisternes stilling under og efter besættelsen. Hun havde været aktiv i den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Hun endte dog med at melde sig ud af partiet efter opstanden i Ungarn i 1956.
Nordentoft-sagen bliver ofte fremhævet som et af de sidste tilfælde, hvor forbindelsen mellem kirke, skole og den traditionelle kønsmoral blev hævdet med en vis styrke. Skolens religionsundervisning var dengang stadig forkyndende, og derfor var kirken og dermed kirkens syn på ægteskab og dyd også bestemmende for folkeskolens værdigrundlag. Men denne alliance mellem skole og kirke var også på retræte til fordel for kvindens ret til selv at træffe valg i spørgsmål om seksualitet og familiedannelse.
Nordentoft fødte en datter i marts måned 1946. Tre fjerdedele af forældrene til børnene i hendes skole udtrykte deres opbakning til hende, og hun forblev i sin stilling.
(Kristeligt Dagblad den 10. maj 2019)

Fagforeningerne og helligdagslovgivningen


Bestemmelser om at der skal være en dag i ugen, hvor visse aktiviteter ikke tillades, går tilbage til Moselovene. Men det er i ældre dansk lovgivning ikke helligdagen selv, der er beskyttet, men den gudstjeneste, som hører til dagen.

I Danske Lov fra 1683 forbydes det under bødestraf at arbejde, sælge varer eller foretage udskænkning i kirketiden. Denne bestemmelse hang sammen med, at der var tvungen kirkegang, og menigheden måtte altså ikke distraheres fra denne pligt. Den tvungne kirkegang, der aldrig var blevet overholdt eller håndhævet med synderlig nidkærhed, blev afskaffet i 1845 ved ”Forordning angaaende Søn- og Hellig-Dagenes vedbørlige Helligholdelse”. Hovedformålet med denne lov var stadig at forbyde unødvendigt arbejde søndag formiddag, så alle, ”der have Myndighed over en Andens Person give deres Læredrenge, Tyende eller andre Underordnede Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstjenesten”. Det betød også, at ”Kjøben og Sælgen saavel paa Gader og andre offentlige Steder, som i de Handlendes og andre Næringsbrugeres Boutiker” ikke kunne finde sted i kirketiden. Dog var salg af enkelte fødevarer tilladt indtil kl. 9, men ingen udskænkning, forlystelse eller i det hele taget støjende adfærd måtte finde sted. Allerede i 1845 gjaldt der dog også et hensyn til dagen som fridag i det hele taget, fordi det var formålet ”at bruge Søn- og Helligdagene i Overensstemmelse med deres velgjørende Øiemed, at give Menneskene den Hvile fra deres Hverdagsarbeide, hvortil de trænge, og hendrage Sindet til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes flittigen og med christeligt Sind ville samles i Herrens Huus.”

Kræmmersjæle har altid følt sig fristet til at tjene en skilling ved at overtræde loven. I december 1896 skrev en forarget læser til Kristeligt Dagblad og gjorde opmærksom på, at Københavns hovedkirke forbrød sig mod helligdagsloven, idet ”der hidtil har fundet den forargelige Uskik Sted i Frue Kirke paa de store Helligdage og Juleaften, at man falbyder Teksten til Litaniet, som synges i Kirken, ved denne Indgangsdør”. Indtægten tilfaldt kirkens kantor.

I 1904 blev der vedtaget en lukkelov, der overhovedet forbød butikker at holde åbent på søn- og helligdage. Den var imidlertid ikke tænkt som en helligdagslovgivning. Hensynet bag den lov gjaldt personalets ret til fritid. Den blev revideret i 1908 til også at omfatte butikkers åbningstider på hverdage.

Helligdags- og lukkeloven blev revideret både i 1922 og 1936. I 1963 blev der indført en bestemmelse, der direkte forbød forstyrrelse af gudstjenesten. Det var en liberalisering i den forstand, at profane aktiviteter – 1845-loven forbød f.eks. jagt i kirketiden – nu principielt var tilladte, så længe de ikke greb direkte ind i gudstjenesten. Denne lov fastholdt dog forbud mod offentlige forlystelser på enkelte helligdage, Juledag, Pinsedag, Langfredag og Påskedag. Siden er lukkeloven blev revideret adskillige gange, og dispensationerne er blevet stadig flere. Den nugældende lov er fra 2005, revideret i 2012. Gudstjenesten er i dag beskyttet af forsamlingsfriheden og de mere generelle bestemmelser om den offentlige orden.

Der har altid været stærk modstand mod helligdagsbestemmelser fra liberale politikere, mens kirkelige og i nogen grad også politisk konservative kredse har forsvaret dem. Det kirkelige argument er imidlertid i dag sjældent den beskyttelse af gudstjenesten, som var begrundelsen i ældre lovgivning, men typisk mere generelt hensynet til den betydning som en fælles hviledag har, en slags funktionalistisk tolkning af det tredje bud. Den mest effektive beskyttelse af søndagen som hvile- og helligdag er dog kommet fra decideret kirkefremmede kredse, nemlig fagforeningerne, der i forlængelse af ideen fra 1904 har haft magten til at gøre arbejdskraften på helligdage så dyr, at det kun for de færreste arbejdspladser kan betale sig at holde åbent om søndagen.

(Kristeligt Dagblad 15. jan. 2019)

Amdi bliver 80


Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder og er vokset op i Ringe på Fyn, hvor hans far var en respekteret skoleinspektør, der stod for sin tids mere autoritære pædagogiske idealer. Nogle har villet tolke Amdi Petersens levnedsløb som resultat af et opgør med faderen og en vilje til at forny pædagogikken. De mener også gerne, at der oprindeligt var noget sundt og noget rigtigt i Amdi Petersens bestræbelser, og at det først sidenhen gik galt for ham og hans projekt, Tvind.

Vigtige episoder i Amdi Petersens liv understøtter denne tolkning. Han gik på Odense Katedralskole, hvor han oplevede at en dygtig lærer blev afskediget for sine venstreorienterede synspunkters skyld. Sidenhen blev han selv uddannet lærer fra Haderslev Seminarium. Efter endt værnepligt søgte han stilling på Kroggårdsskolen nord for Odense, hvor inspektøren, Henrik Sidenius, var erklæret venstreorienteret. I 1965 havde Amdi Petersen været ansat i 2 år på skolen, og dermed udløb hans aspiranttid, og Næsbys skolekommission skulle tage stilling til, om han kunne fastansættes. Det blev en skelsættende begivenhed i dansk skolehistorie, da formanden for skolekommissionen, malermester Helge Andersen, kunne meddele, at Mogens Amdi Petersen ikke kunne fortsætte som lærer i kommunen, fordi han var langhåret. Det var den udtrykkelige begrundelse.

Sagen blev landskendt, fordi den allerede dengang forekom så åbenlyst uretfærdig, og skolekommissionen i Næsby havde dermed foræret Mogens Amdi Petersen et martyrium og en platform for hans fremtidige virksomhed. Hans afskedigelse var for mange et bevis på, at systemet var grundlæggende fejlbehæftet, og at der var brug for en ny begyndelse. Mogens Amdi Petersens karriere bygger på den omstændighed, at det lykkedes ham at iscenesætte sig selv som den, der kunne iværksætte denne fornyelse, fordi han havde oplevet systemets uretfærdighed på egen krop. Problemet er, at der er lidt mere ved den historie end som så.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2007 kunne Ole Hansen og Carsten Ringsmose, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, imidlertid afsløre, at der var en anden grund til, at han blev nægtet fast ansættelse. Han ”plejede meget nære personlige relationer til de piger, han underviste”, som Hansen og Ringsmose skriver. Det var bare ikke en grund, som man kunne offentliggøre dengang, og derfor måtte man hjælpeløst ty til hårlængde som begrundelse.
Mogens Amdi Petersen er også en pioner. Han var medstifter af Danmarks første kollektiv, ”Huset” på Hunderupvej i Odense, flere år før nogen fik ideen til ”Maos Lyst” på det ydre Østerbro i København. Han var med på ideen om en jordomsejling som dannelsesprojekt, længe før Troels Kløvedal tog den op. På det grundlag skabte han Den rejsende Højskole i 1970. I 1972 oprettede højskolen hovedkvarter i nærheden af Ulfborg i Vestjylland, et sted kaldet Tvind. Herfra voksede Amdi Petersens imperium inklusiv en læreruddannelse under navnet Det nødvendige Seminarium. Her står også et af Tvindkoncernens væsentligste monumenter, Danmarks første megawatt-vindmølle. Hvad Tvind selv ofte fortier er, at den aldrig ville være kommet i drift uden bistand fra Danmarks Tekniske Højskole, og at det dér med megawatt nok mest er en brøk af samme.

Mogens Amdi Petersen er nærmest definitionen på en karismatisk leder. Han kan få folk til at gøre det mest utrolige i tillid til hans personlige egenskaber. Det er en væsentlig forklaring på den bemærkelsesværdige succes, som Tvindkoncernen har haft. Mange har ladet sig forføre af ham. Mange har også gerne villet læse de bedste intentioner ind i projektet, således at det forstås som godt nok fra begyndelsen, men at det med tiden løb af sporet. Den teori kan næppe opretholdes. Der var noget anløbent ved det fra begyndelsen.

Den retssag, der nu næsten på tyvende år føres mod Tvinds ledelse, herunder Amdi Petersen, og som stadig afventer sin afslutning, har afdækket en økonomisk struktur, der er bygget på en systematisk udnyttelse af offentlige tilskud, love og regler til Tvinds fordel. Dokumenter, der er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved ikke mindst Frede Farmands mellemkomst, viser, at det er en struktur, som har været på plads fra begyndelsen. Amdi Petersen har systematisk udnyttet ikke alene lovgivningen, men alle, der har været indfanget af hans tryllekreds. Det er ikke det økonomiske aspekt, der vil fylde i Amdi Petersens eftermæle. Indtil videre er han endda frikendt i byretten for de anklager, der er rettet imod ham. Det væsentlige er, at han altid skamløst har udnyttet de mennesker, hvis tillid han så dygtigt har vundet.

(Indlæg på Facebook 8. januar 2019)