Fagforeningerne og helligdagslovgivningen


Bestemmelser om at der skal være en dag i ugen, hvor visse aktiviteter ikke tillades, går tilbage til Moselovene. Men det er i ældre dansk lovgivning ikke helligdagen selv, der er beskyttet, men den gudstjeneste, som hører til dagen.

I Danske Lov fra 1683 forbydes det under bødestraf at arbejde, sælge varer eller foretage udskænkning i kirketiden. Denne bestemmelse hang sammen med, at der var tvungen kirkegang, og menigheden måtte altså ikke distraheres fra denne pligt. Den tvungne kirkegang, der aldrig var blevet overholdt eller håndhævet med synderlig nidkærhed, blev afskaffet i 1845 ved ”Forordning angaaende Søn- og Hellig-Dagenes vedbørlige Helligholdelse”. Hovedformålet med denne lov var stadig at forbyde unødvendigt arbejde søndag formiddag, så alle, ”der have Myndighed over en Andens Person give deres Læredrenge, Tyende eller andre Underordnede Tid og Leilighed til flittig at kunne besøge Gudstjenesten”. Det betød også, at ”Kjøben og Sælgen saavel paa Gader og andre offentlige Steder, som i de Handlendes og andre Næringsbrugeres Boutiker” ikke kunne finde sted i kirketiden. Dog var salg af enkelte fødevarer tilladt indtil kl. 9, men ingen udskænkning, forlystelse eller i det hele taget støjende adfærd måtte finde sted. Allerede i 1845 gjaldt der dog også et hensyn til dagen som fridag i det hele taget, fordi det var formålet ”at bruge Søn- og Helligdagene i Overensstemmelse med deres velgjørende Øiemed, at give Menneskene den Hvile fra deres Hverdagsarbeide, hvortil de trænge, og hendrage Sindet til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes flittigen og med christeligt Sind ville samles i Herrens Huus.”

Kræmmersjæle har altid følt sig fristet til at tjene en skilling ved at overtræde loven. I december 1896 skrev en forarget læser til Kristeligt Dagblad og gjorde opmærksom på, at Københavns hovedkirke forbrød sig mod helligdagsloven, idet ”der hidtil har fundet den forargelige Uskik Sted i Frue Kirke paa de store Helligdage og Juleaften, at man falbyder Teksten til Litaniet, som synges i Kirken, ved denne Indgangsdør”. Indtægten tilfaldt kirkens kantor.

I 1904 blev der vedtaget en lukkelov, der overhovedet forbød butikker at holde åbent på søn- og helligdage. Den var imidlertid ikke tænkt som en helligdagslovgivning. Hensynet bag den lov gjaldt personalets ret til fritid. Den blev revideret i 1908 til også at omfatte butikkers åbningstider på hverdage.

Helligdags- og lukkeloven blev revideret både i 1922 og 1936. I 1963 blev der indført en bestemmelse, der direkte forbød forstyrrelse af gudstjenesten. Det var en liberalisering i den forstand, at profane aktiviteter – 1845-loven forbød f.eks. jagt i kirketiden – nu principielt var tilladte, så længe de ikke greb direkte ind i gudstjenesten. Denne lov fastholdt dog forbud mod offentlige forlystelser på enkelte helligdage, Juledag, Pinsedag, Langfredag og Påskedag. Siden er lukkeloven blev revideret adskillige gange, og dispensationerne er blevet stadig flere. Den nugældende lov er fra 2005, revideret i 2012. Gudstjenesten er i dag beskyttet af forsamlingsfriheden og de mere generelle bestemmelser om den offentlige orden.

Der har altid været stærk modstand mod helligdagsbestemmelser fra liberale politikere, mens kirkelige og i nogen grad også politisk konservative kredse har forsvaret dem. Det kirkelige argument er imidlertid i dag sjældent den beskyttelse af gudstjenesten, som var begrundelsen i ældre lovgivning, men typisk mere generelt hensynet til den betydning som en fælles hviledag har, en slags funktionalistisk tolkning af det tredje bud. Den mest effektive beskyttelse af søndagen som hvile- og helligdag er dog kommet fra decideret kirkefremmede kredse, nemlig fagforeningerne, der i forlængelse af ideen fra 1904 har haft magten til at gøre arbejdskraften på helligdage så dyr, at det kun for de færreste arbejdspladser kan betale sig at holde åbent om søndagen.

(Kristeligt Dagblad 15. jan. 2019)

Amdi bliver 80


Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder og er vokset op i Ringe på Fyn, hvor hans far var en respekteret skoleinspektør, der stod for sin tids mere autoritære pædagogiske idealer. Nogle har villet tolke Amdi Petersens levnedsløb som resultat af et opgør med faderen og en vilje til at forny pædagogikken. De mener også gerne, at der oprindeligt var noget sundt og noget rigtigt i Amdi Petersens bestræbelser, og at det først sidenhen gik galt for ham og hans projekt, Tvind.

Vigtige episoder i Amdi Petersens liv understøtter denne tolkning. Han gik på Odense Katedralskole, hvor han oplevede at en dygtig lærer blev afskediget for sine venstreorienterede synspunkters skyld. Sidenhen blev han selv uddannet lærer fra Haderslev Seminarium. Efter endt værnepligt søgte han stilling på Kroggårdsskolen nord for Odense, hvor inspektøren, Henrik Sidenius, var erklæret venstreorienteret. I 1965 havde Amdi Petersen været ansat i 2 år på skolen, og dermed udløb hans aspiranttid, og Næsbys skolekommission skulle tage stilling til, om han kunne fastansættes. Det blev en skelsættende begivenhed i dansk skolehistorie, da formanden for skolekommissionen, malermester Helge Andersen, kunne meddele, at Mogens Amdi Petersen ikke kunne fortsætte som lærer i kommunen, fordi han var langhåret. Det var den udtrykkelige begrundelse.

Sagen blev landskendt, fordi den allerede dengang forekom så åbenlyst uretfærdig, og skolekommissionen i Næsby havde dermed foræret Mogens Amdi Petersen et martyrium og en platform for hans fremtidige virksomhed. Hans afskedigelse var for mange et bevis på, at systemet var grundlæggende fejlbehæftet, og at der var brug for en ny begyndelse. Mogens Amdi Petersens karriere bygger på den omstændighed, at det lykkedes ham at iscenesætte sig selv som den, der kunne iværksætte denne fornyelse, fordi han havde oplevet systemets uretfærdighed på egen krop. Problemet er, at der er lidt mere ved den historie end som så.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2007 kunne Ole Hansen og Carsten Ringsmose, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, imidlertid afsløre, at der var en anden grund til, at han blev nægtet fast ansættelse. Han ”plejede meget nære personlige relationer til de piger, han underviste”, som Hansen og Ringsmose skriver. Det var bare ikke en grund, som man kunne offentliggøre dengang, og derfor måtte man hjælpeløst ty til hårlængde som begrundelse.
Mogens Amdi Petersen er også en pioner. Han var medstifter af Danmarks første kollektiv, ”Huset” på Hunderupvej i Odense, flere år før nogen fik ideen til ”Maos Lyst” på det ydre Østerbro i København. Han var med på ideen om en jordomsejling som dannelsesprojekt, længe før Troels Kløvedal tog den op. På det grundlag skabte han Den rejsende Højskole i 1970. I 1972 oprettede højskolen hovedkvarter i nærheden af Ulfborg i Vestjylland, et sted kaldet Tvind. Herfra voksede Amdi Petersens imperium inklusiv en læreruddannelse under navnet Det nødvendige Seminarium. Her står også et af Tvindkoncernens væsentligste monumenter, Danmarks første megawatt-vindmølle. Hvad Tvind selv ofte fortier er, at den aldrig ville være kommet i drift uden bistand fra Danmarks Tekniske Højskole, og at det dér med megawatt nok mest er en brøk af samme.

Mogens Amdi Petersen er nærmest definitionen på en karismatisk leder. Han kan få folk til at gøre det mest utrolige i tillid til hans personlige egenskaber. Det er en væsentlig forklaring på den bemærkelsesværdige succes, som Tvindkoncernen har haft. Mange har ladet sig forføre af ham. Mange har også gerne villet læse de bedste intentioner ind i projektet, således at det forstås som godt nok fra begyndelsen, men at det med tiden løb af sporet. Den teori kan næppe opretholdes. Der var noget anløbent ved det fra begyndelsen.

Den retssag, der nu næsten på tyvende år føres mod Tvinds ledelse, herunder Amdi Petersen, og som stadig afventer sin afslutning, har afdækket en økonomisk struktur, der er bygget på en systematisk udnyttelse af offentlige tilskud, love og regler til Tvinds fordel. Dokumenter, der er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved ikke mindst Frede Farmands mellemkomst, viser, at det er en struktur, som har været på plads fra begyndelsen. Amdi Petersen har systematisk udnyttet ikke alene lovgivningen, men alle, der har været indfanget af hans tryllekreds. Det er ikke det økonomiske aspekt, der vil fylde i Amdi Petersens eftermæle. Indtil videre er han endda frikendt i byretten for de anklager, der er rettet imod ham. Det væsentlige er, at han altid skamløst har udnyttet de mennesker, hvis tillid han så dygtigt har vundet.

(Indlæg på Facebook 8. januar 2019)