Man skal huske, at hvert eneste ark papir i Rigsarkivet ikke er registreret for sig. Man kan ikke bare trykke på en knap og få en oversigt over mangler i arkivbestanden. Det kræver, at sagkyndige gennemser hver eneste af mange hundreder arkivæsker og sammenligner indholdet med det hos tyvene beslaglagte materiale for at kunne anlægge et skøn over, hvad der hører til hvor og hvor meget der muligvis stadig mangler. Og så kan der i øvrigt erfaringsmæssigt af mange andre årsager end tyveri være mangler i en arkivsag. Det er et enormt manuelt arbejde, der vel at mærke skulle udføres på et tidspunkt, da Rigsarkivet havde gennemgået den ene nedskæring og fyringsrunde efter den anden. Året efter gentog Hellum sin udtalelse, men da var hans medarbejdere imidlertid kommet nærmere et skøn, der pegede i en anden retning. Rigsarkivet har erkendt fejlen, og så er spørgsmålet, hvad der kan gøres mere ved den sag?
For det andet må man spørge til Martin Q. Magnussens rolle i sagen. Vi skylder ham tak for at have afsløret tyvene. Men det må også tilføjes, at det er hans arbejde, eftersom han er politibetjent. Han får løn og tjenestemandspension for at forebygge, forhindre og opklare forbrydelser. Det står imidlertid også klart, at han ikke er noget dydsmønster. Af den redegørelse om tyverisagen, som Folketingets Kulturudvalg modtog 7. oktober og som ligger på Kulturudvalgets hjemmeside, fremgår det, at Magnussen bl.a. har overtrådt arkivlovens adgangsregler og har undladt at melde en mistænkt forbryder til politiet. Og under hele sagen har han løbende givet oplysninger videre til pressen, selv om man må formode, at han som betjent har almindelig tavshedspligt. Men det må blive en sag mellem ham og hans foresatte.
Magnussens fejltrin ufortalte må man ikke glemme, at de egentlige syndere i denne sag er de to tyve, der for længst har fået deres domme. Rigsarkivet har i et åbent samarbejde med Kulturministeriet lagt mange ressourcer i sagens opklaring og har truffet mange foranstaltninger, der skal forhindre en gentagelse. En enkelt uheldig udtalelse til en journalist i den proces bør ikke skygge for en generel anerkendelse af en væsentlig indsats under vanskelige forhold.
Kristeligt Dagblad 16. oktober 2019. Det var svar på en helsidesartikel den 14. oktober. Magnussens replik fra den 17. oktober lyder:
Efter at have læst Jes Fabricius Møllers debatindlæg den 16. oktober får man den fornemmelse, at han ikke har læst min nye bog, ”De forsvundne nazidokumenter”, men blot bygger sine holdninger på den nyeste redegørelse fra Rigsarkivet. Dermed går der også mange mellemregninger tabt, og man får et indtryk af, at Rigsarkivet nærmest har gjort kulturministeren, journalister og befolkningen en tjeneste.
Men det er dog sundt med en god debat i denne sag, for der er tale om uvurderlig dansk kulturarv, der er forsvundet. Jeg vil også give Møller ret i, at dokumenter sagtens kan forsvinde fra arkivet, uden det skyldes tyveri. Men i Rigsarkivets redegørelse fra december 2018, udgivet en måned efter at rigsarkivar Asbjørn Hellum gik på pension, erkendte Rigsarkivet selv, at der fortsat mangler tusindvis af dokumenter som følge af tyveri. Der er dermed tale om en tilståelsessag.
Kulturminister Rasmus Prehn (S) har i øvrigt været ude og kræve en ny redegørelse, idet den første, som Jes Fabricius Møller henviser til, ikke var god nok. Kulturministeren er også kaldt i samråd om sagen, så det sidste punktum er nok ikke sat. Kulturministeren udtalte i forbindelse med den fejlbehæftede redegørelse: ”Det er en kritisabel håndtering af sagen fra Rigsarkivets side. Man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.”
Når Jes Fabricius Møller skriver, at jeg har overtrådt arkivloven, så mangler han enhver form for dokumentation. Jeg er aldrig blevet hverken sigtet eller dømt for sådan en overtrædelse. Om Rigsarkivets ageren udtalte kulturministeren i øvrigt, at han fandt det ”uacceptabelt”, at Rigsarkivet i et brev til politiet havde forsøgt at beklikke forfatteren bag bogen, altså mig. Skandalen omkring tyverierne fra Rigsarkivet kan ikke reduceres til en uheldig udtalelse fra rigsarkivaren, som Jes Fabricius Møller ellers forsøger at gøre sagen til. Der er i stedet tale om fejl på fejl og måske løgne og fortielser.
Min duplik den 22. okt. ligeledes i KD:
Martin Q. Magnussen mener 17/10, at jeg burde læse hans bog. Det burde jeg ganske givet. I mellemtiden kunne han jo kaste et blik i Rigsarkivets egen redegørelse til Folketingets kulturudvalg. Heraf fremgår det tydeligt, at han i strid med arkivloven har ladet personfølsomme oplysninger gå videre til pressen, og at Rigsarkivet efter rådgivning fra Kammeradvokaten den 20. oktober 2017 valgte ”at tildele Martin Q. Magnussen en administrativ indskærpelse vedr. overtrædelse af vilkår fastsat i hans adgangstilladelse af 25. august 2016.”
Derudover fremgår det, at Magnussen over for Rigsarkivet har givet til kende, at han var vidende ”om ulovlig besiddelse af offentlige arkivalier, men alene ønskede at oplyse nærmere herom under særlige omstændigheder og ikke direkte til politiet.” Med andre ord har han tilbageholdt oplysninger om ulovligheder for sin egen arbejdsgiver, politiet. Hvor hensigtsmæssigt det er, må politiet jo afgøre.
Den ”tilståelsessag” og de ”fejl på fejl”, som han nævner, får det til at lyde som om Rigsarkivet har begået en række ulovligheder. Det er ikke tilfældet, og i virkeligheden kan han kun finde en fejl, nemlig at Rigsarkivet længere tid end godt var lod offentligheden uvidende om, at omfanget af tyveriet var større end først antaget.
