Au-pair-ordningen har vakt fornyet debat. Nogle mener, at den er til gensidig nytte og gavn for de værtsfamilier, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, og de især filippinske kvinder, der i stort tal kommer hertil, og som for lommepenge, kost og logi hjælper til. Andre mener, at ordningen først og fremmest giver de bedrestillede familier adgang til billig hushjælp. Argumenterne er et ekko af en tilsvarende debat, der udfoldede sig i anden halvdel af 1800-tallet om, hvordan man skulle tolke relationen mellem tjenestefolk og deres arbejdsgivere eller rettere mellem tyende og husbond, som var den gængse betegnelse dengang.
Tyendet var en fællesbetegnelse for alle dem, der i en husstand stod i et tjenende og underordnet forhold til husstandens overhoved uden at være dennes familie. Husstanden var typisk både et hjem og en arbejdsplads. Det gjaldt i udpræget grad i landbruget, men også i byerne beskæftigede de store husholdninger kuske, oldfruer, linnedkarle, hovmestre, tjenere, kammer-, stue- og kokkepiger, som fik hverdagen til at fungere.
Ansættelsesforholdet var reguleret af Tyendeloven af 1854. For en nutidig betragtning kan det være forskrækkende at læse, hvor få rettigheder tyendet dengang havde. Et tyende var bundet til sin plads til skiftedag, som var 1. maj og 1. november, og i det hele underlagt husbondens myndighed. Men Tyendeloven kan også tolkes som det første forsøg på at ordne et forhold, der indtil da kun havde været nødtørftigt reguleret.
 |
Arkitekten Aug. Kleins mønstergrundplan for en præstegård fra hans bog om
landbrugsbygninger fra 1876 viser, hvor meget plads en landbohusholdning
skulle sætte af til at huse personalet.
|
Forfatterinden Fanny Tuxen udgav i 1886 en bog om husmødrenes forhold til tyendet. Heri gjorde hun sig til repræsentant for den opfattelse, at Tyendeloven ”fremmer et smukt Forhold mellem begge Parter, idet den gjennemgaaende stiller Tyendet, der altid tiltræder sin Tjenestetid i en meget tidlig Alder, ungt og uudviklet i Afhængighedsforhold af dem, der maa betragtes som skikkede til at yde det et Hjemliv med alle dettes uskatterlige Goder, Beskyttelse, Hjælp, Vejledning og Raad”. Tuxen mente, at tjenestefolk til gengæld for en arbejdsydelse nød hjemmets varme og gode påvirkning på samme måde som et barn naturligt finder sig til rette under forældrenes opdragelse og myndighed.
En anden forfatterinde, Sophie Helsted, udgav i 1893 en bog om tjenestepigers rettigheder. Helsted mente ikke, at en tjenestepige skulle undergive sig sit herskabs autoritet i et og alt. Derimod opfattede hun tjenestepigens gerning som hvilende på en overenskomst baseret på rettigheder og pligter. Helsted indtager ingen fremtrædende plads i kvindesagens historie, og det er ufortjent, for hendes fortolkning af tjenestepigen som udbyder af arbejdskraft i et kontraktligt forhold til arbejdsgiver peger frem mod det 20. århundrede, da der langsomt blev udviklet et egentligt reguleret arbejdsmarked for serviceydelser som f.eks. madlavning, rengøring og børnepasning. Det var dog en sendrægtig proces.
I 1921 blev Tyendeloven afløst af Medhjælperloven. Den betød et brud for så vidt den afskaffede husbondens revselsesret over sit tyende, men der gik stadig årtier, før tjenestefolk fik egentlige overenskomster og faste arbejdstidsbestemmelser.
Au-pair-ordningen hørte oprindeligt slet ikke til arbejdsmarkedsbestemmelserne. Den blev til i et europæisk samarbejde i efterkrigstiden og var i udgangspunktet tænkt som et instrument til kulturel udveksling i Europa. Som den består i dag, kan den ses som et kompromis mellem Helsteds og Tuxens fortolkning af tjenesteforholdet. En au-pair skal ifølge reglerne ”indtage en familiær stilling i en værtsfamilie”. Samtidig er der fastsat ret håndfaste regler om au-pair-personens rettigheder med hensyn til arbejdstider, økonomisk kompensation og kulturel udveksling. Denne klummeskribent har såmænd selv været au-pair i en præstegård i Hessen i midten af 1980erne og kan tale med om de uskatterlige goder, som et ungt menneske kan få med fra sådan en erfaring, når husbonden er et forstandigt og skønsomt menneske. Jeg føler mig ikke udnyttet. Det samme gælder givetvis mange af de filippinske kvinder, der fungerer som au-pairs i danske hjem. Spørgsmålet må være, hvordan man vurderer karakteren af den stilling, som en au-pair indtager mellem det familiære fortrolighedsforhold på den ene side og det professionelle udbud af serviceydelser på den anden. Det er det, der nu er til politisk forhandling.
(Kristeligt Dagblad 23. december 2019)
