Håbets år

Engang var 2020 et år, der skulle opfylde en forfærdelig masse forventninger. Alle havde en 2020-plan. I 2010 lancerede Rigshospitalet sin vision for Danmarks internationale hospital i 2020. I 2012 præsenterede regeringen Thorning-Schmidt sin 2020-plan, der skulle øge beskæftigelsen og skaffe balance i de offentlige budgetter. I 2014 fik Danmark en 2020-plan for naturgenoprettelse. I 2015 introducerede Fredericia Kommune Vision2020. Der var ingen ende på alle de visioner, planer, målsætninger og ambitioner, der skulle virkeliggøres i 2020.

At året stod så godt for håb, skyldes måske blot rytmen. Årstallet ejer ikke 2002s eller 1991s palindromiske skønhed. Det er kun symmetrisk i afledt forstand. (Tyvetyve er deleligt med tyve 101 gange.) Det er den enkle retoriske gentagelse af et tostavelsesord, der appellerer. To snese. Det gjorde det på en eller anden måde tillokkende at sige, at ”i tyvetyve vil vi gøre sådan og sådan”.

Uanset hvilke håb der forud blev knyttet til året, blev det tidligt klart, at 2020 ikke blev opfyldelsens år. Det begyndte nedslående med de australske skovbrande. Siden kom de californiske, de brasilianske og så mange andre brande. Ja, og så kom den 11. marts.

Det politiske og medicinske beredskab blev stillet på en prøve. Men det viste sig, at det også var det kulturelle beredskab, der var afgørende. Var vi forberedt på indgrebene i kraft af kendskab til fortilfælde? For en stor del af befolkningen var den tilstand af fred, velstand og frihed, som havde eksisteret i hele deres levetid, en selvfølge, og ethvert afbræk herfra måtte derfor fortolkes som et brud på velerhvervede rettigheder og en selvfølgelig verdensorden. For de få, for hvem den 9. april 1940 endnu står i levende erindring, er friheden, freden og velstanden slet ikke så selvfølgelig. For de lidt flere, som har sat sig ind i historien, forholder det sig tilsvarende.

Det blev derfor også et fortolkningsopgør mellem generationer. Tålmodighed erhverves ved opsparing. Derfor har ungdommen mindre af den, og sådan er det. Vi andre, der for længst har krydset livets ækvator, ved godt, at der kommer et forår og en sommer igen, hvis dette forår eller denne sommer af en eller anden grund er blevet forsømt. Også selv om vi har færre forår og færre somre tilbage i det store regnskab. Den erfaring har de færreste unge i deres beredskab – i hvert fald indtil nu.

”Man binder os på mund og hånd”, skrev Poul Henningsen i 1940. Sammenhængen var en ganske anden, men alligevel er det påfaldende, at oplevelsen af mundbind og forsamlingsforbud i 2020 bygger en bro over en firsårig forståelseskløft.

Reaktionen i foråret 1940 på en udefrakommende og ukontrollerbar trussel virker påfaldende genkendelig. Meget få danskere er blevet syge, men alle er berørte af modforanstaltningerne. Meget få danskere kom dengang i direkte berøring med krigshandlinger, men til gengæld blev alle påvirket af omstændighederne.

Hal Koch satte ord på situationen, da han i september 1940 indledte en række forelæsninger for den studerende ungdom i København:

”Den største Del af vort Lands Ungdom er ikke faldet paa Slagmarkerne eller kaldt bort til Krigens Gerning, men møder – trods alt, hvad der er sket og sker ude i Europa – rede til at øve Fredens, Kulturens, Opbyggelsens Arbejde. Vi har Kaar, som næppe nogen anden Højskole [universitet] i Europa har dem i Øjeblikket. Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde.”

Hal Koch pegede netop på, at oplevelsen af ængstelse, bekymring og rådvildhed ikke var knyttet til nogen konkret fare for at dø i krig, men situationen som sådan. Krigen, der ikke var en krig, tog noget fra ungdommen, som den aldrig fik igen.

Dengang tog det 5 år at vende langsomt tilbage til noget, der ligner normaltilstanden. Med lidt held tager det denne gang kun et. Belært af erfaringerne skal vi ikke overbelaste et enkelt år med for mange ambitioner og forventninger. Befrielsessommeren 1945 var bestemt ikke kun solskin og lykke. Lidt håb kan der dog nok blive plads til i anledning af nytåret. Foreløbig omfatter min 2021-plan ikke de store visioner. Blot lidt mere normalitet, tak.

(Kristeligt Dagblad 30. dec. 2020. Avisen valgte en anden overskrift)

Grønlandske børn blev brugt som midler til et politisk formål

 Som man kunne læse i onsdagens avis er en historisk rapport, der udreder, hvorledes en snes grønlandske børn i 1951 blev bragt til Danmark, netop blevet offentliggjort. Rapportens offentliggørelse udløste straks et brev fra statsministeren til hver af de berørte, som stadig er i live, hvori hun beder om undskyldning for det skete. Det gør Mette Frederiksen på statsministeriets brevpapir og derfor på staten Danmarks vegne. Dermed opfyldes et længe næret ønske i Grønland, hvor ”forsøget”, som det blev kaldt, generelt opfattes som et overgreb begået af kolonimagten Danmark. Allerede dengang har den overordnede konklusion været, at forsøget ikke var vellykket, for det blev ikke gentaget eller omsat til gængs praksis.

Statsministerens brev gør målrettet brug af grammatisk passiv, der er et velegnet middel til at beskrive, at noget er hændt uden at man behøver at udpege, hvem der har gjort det. Rapporten har tilsvarende ingen retlig karakter, og det har ikke været dens formål at placere skyld. Den redegør for et kompliceret hændelsesforløb med en hel række aktører.

Efter krigen blev den danske offentligheds opmærksomhed rettet mod den omfattende sociale og sundhedsmæssige nød i Grønland. Landet var stærkt plaget af blandt andet tuberkulose, og middellevetiden for grønlandske mænd var på dette tidspunkt 32,2 år. 

”Grønlandske politikere og debattører ønskede ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt,” som det hedder i udredningen. Midlet til at opnå fremskridt skulle ikke mindst være uddannelse. Undervisningen i de grønlandske skoler foregik på grønlandsk, og manglende danskkundskaber blev set som en væsentlig hindring for, at grønlandske børn kunne fortsætte deres uddannelse ud over grundskoleniveau. 

De første initiativer til at skaffe grønlandske børn ophold i Danmark med henblik på at højne deres danskkundskaber kom fra privat hold. De drivende kræfter i processen var private organisationer som Red Barnet og Røde Kors. Det havde også andre årsager. Udredningen peger på, at disse organisationer søgte nye opgaver efter at arbejdet med afhjælpning af den nød, der var forårsaget af 2. Verdenskrig i Europa, var under afvikling, og de øjnede Grønland som en ny arbejdsmark for deres aktiviteter. 

Den danske stat repræsenteret af Grønlandsdepartementet under Statsministeriet tillod og overvågede forsøgets gennemførelse. Departementets kølige bureaukratiske og distancerede holdning til de berørte børn gengives med dokumentarisk ubarmhjertighed i udredningen. Forsøget blev også gennemført med tilslutning fra det øverste grønlandske politiske organ, landsrådene. 

I alt 22 børn i 7-årsalderen blev anvendt som forsøgskaniner. Nogle var forældreløse. De fleste havde kun en forælder. Nogle af dem blev adopteret af deres danske plejefamilier. Resten blev efter et år sendt tilbage til Grønland til et nyopført børnehjem i Godthåb/Nuuk, hvor de skulle opdrages videre i overensstemmelse med forsøgets hensigt. Det var et meget brugt middel i datidens børne- og ungdomsforsorg. Ifølge Danmarks Statistik var 10.004 danske børn anbragt på opdragelseshjem, skolehjem, optagelseshjem, børnehjem og tilsvarende i 1951. Det vil sige, at også tusindvis af danskere, der i dag er over 70 år gamle, har tilbragt dele af deres barndom på en institution.

Den historiske udredning balancerer mellem to relationer. Den ene er forholdet mellem Danmark og Grønland. Den anden er forholdet mellem danske og grønlandske myndigheder på den ene side og de berørte mennesker på den anden. Det er den sidste relation, der fremstår som den afgørende. Børnene blev brugt som midler til et politisk formål, og derfor giver det også mening, at statsministerens brev er rettet til dem personligt og ikke til det grønlandske samfund som sådan.

(Kristeligt Dagblad 12. dec. 2020)

Dansk Bibelskole

 

Dansk Bibelskole blev stiftet i 1912 som et kursus i bibelkundskab for lægmænd og -kvinder. Den var uden erklæret kirkeligt retningspræg. Dog tilhørte de væsentligste navne bag kredse med tilknytning til Københavns Indre Mission, der ved hjælp af opsøgende missionsvirksomhed, diakoni og filantropi søgte at drage de vildfarne københavnere op af verdslighedens søle.

Ved indvielsesfesten i KFUM’s lokaler den 10. januar 1912 talte stiftsprovst Henry Ussing om, at Bibelen som nådemiddel med tiden var kommet til at stå i skyggen af ”det stærke Lys over Daab og Nadver”. Det var et uforveksleligt hip til grundtvigianerne. Men hovedfjenden var den såkaldte liberale teologi, der gik historisk-kritisk til Bibelen og lagde vægt på en moralsk og etisk udlægning af evangelierne. Bibelskolen søgte derimod ”den opbyggelige Indtrængen i Guds Ord”. Om Bibelskolens oprettelse kan man læse i Carsten Bach-Nielsens bog om Bibelens historie i Danmark, udgivet af Bibelselskabet 2019.

Den væsentligste drivkraft bag skolen var Joachim Moltke (1857-1943). Han var en af flere velhavende adelige herrer og damer, der ivrigt støttede den københavnske kirkesag knyttet til Københavns Indre Mission og en kort overgang tillige hofmarskal for Frederik VIII. Han beklædte mange kirkelige tillidsposter. Han var blandt andet i flere år formand for Bibelselskabet og i næsten tredive år medlem af bestyrelsen for Bibelskolen.

Bibelskolen havde til huse i lejede lokaler, indtil man under Besættelsen iværksatte en indsamling med henblik på at erhverve en ejendom til brug for skolens aktiviteter. Indsamlingen blev dog indstillet, da Joachim Moltke døde ugift og barnløs i december 1943, og det kom for en dag, at Bibelskolen var indsat som hovedarving i testamentet. Det muliggjorde erhvervelsen af ejendommen beliggende på Frederiksberg Allé nr. 8-10, der siden har været centrum for et omfattende kristeligt, teologisk og religionspædagogisk oplysningsarbejde. Ejendommen husede fra 1956 tillige Materialecentralen, der var blevet til på privat initiativ af overlærer Kai Vardrup. Centralen udbød undervisningsmateriale til kristendomsundervisningen i Folkeskolen og blev siden suppleret med materiale til dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse.

I maj måned 1989 fusionerede Materialecentralen og Dansk Bibelskole med forlaget Anis, der oprindeligt var et græsrodsforetagende baseret i det teologiske miljø i Aarhus. Fusionen fik navnet Religionspædagogisk Center. Dansk Bibelskole ændrede navn til Teologi Højskolen. I 2000 var økonomien så anstrengt, at et eksternt konsultentfirma blev indkaldt til at anbefale nogle nedskæringer, der førte til flere afskedigelser. I 2006, 2014 og 2016 solgte fonden lejligheder i ejendommen på Frederiksberg Allé for at dække et driftsunderskud. I 2016 blev KFUM og K’s forlag Unitas, forlagene Aros og Alfa samt Religionspædagogisk Forlag slået sammen med Anis under navnet Forlaget Eksistensen. Samtidig blev den bagvedliggende erhvervsdrivende fond Dansk Bibelskole omdøbt til Fonden Eksistensen, hvis formål ifølge den seneste årsberetning er ”at støtte arbejdet med at uddanne mennesker til arbejde i den kristne menigheds tjeneste, samt at hjælpe mennesker til et personligt og selvstændigt bibelsyn og indblik i Bibelens sammenhæng.”

(Kristeligt Dagblad 4. dec. 2020. Rubrikken og enkelte formuleringer er ændret)

Guds død var ikke Nietzsches opfindelse

 Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien, Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.

Selv om et begreb om en gud gerne forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”, som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen Langfredag uden Påskedag.

Da den unge Hegel tog temaet Guds død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det absolutte. ”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at Gud selv er død.” Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ Langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det stillede kristendommen?

For Hegels måske væsentligste danske discipel, Johan Ludvig Heiberg var det tydeligt, at det religiøse, der tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:

”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid fordetmeste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte”

Det 19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid også udnævne det til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister, mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere, grundtvigianere, indremissionske osv. osv. De byggede en kolossal mængde af kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet en serie artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om, at religionen i høj grad var til stede dengang.

Og Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem - ifølge Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2020)

Bondetog og traktortog

Hundredvis af landmænd var mødt frem med deres traktorer for at demonstrere i Aarhus og København den 21. november imod regeringen. Danmarks bondestand har en lang tradition for aktivisme. Den er ikke blevet bragt i anvendelse lige så ofte som tilfældet er for industriarbejdernes vedkommende, men den er dog nok så markant.

Sjællandske bønder mødtes i tusindvis på Holbækkanten i sommeren 1845 til et politisk møde, hvor der blev rejst krav om forbedringer af bøndernes forhold. Det førte til, at Christian VIII’s regering i det såkaldte bondecirkulære indførte forbud mod at bønder forsamledes uden for det sogn, de boede i, og at det i øvrigt krævede myndighedernes tilladelse. Det var og så upopulær en beslutning, at den blev trukket tilbage året efter.

Statsomvæltningen i 1848 havde ikke været mulig, hvis ikke det nationalliberale borgerskab havde indgået en alliance med de politisk aktive bønder. Her må man nok indskyde en bemærkning om bondestanden, idet det var betegnelsen for alle, der boede på landet, så både de jordløse landarbejdere, husmændene og bønder, fæstere og selvejere, mølleren og smeden hørte til bondestanden. Et af de væsentligste politiske resultater, som den politiske bondebevægelse opnåede, var at der ikke blev indført nogen formuegrænse for at opnå valgret og valgbarhed til Folketinget. Derfor kunne også besiddelsesløse vælge og vælges. Den første husmand, der blev valgt var L.A. Hækkerup fra Vetterslev syd for Ringsted. Hans bror blev stamfader til det politiske dynasti Hækkerup.

Borgerstanden var byboerne, der i overvejende grad udgjorde vælgergrundlaget for de nationalliberale. Den politiske alliance mellem borgerstand og bondestand var skrøbelig, ikke mindst fordi borgerskabet nærede en uskrømtet foragt for bønder. Man fandt dem udannede og primitive.

Bønderne svarede igen med at organisere sig økonomisk i andelsselskaber og landboforeninger, uddannelsesmæssigt i højskoler og politisk i partiet Venstre. Den indre spænding mellem gårdmænd og husmænd førte til en afskalning af partiet med Det radikale Venstres dannelse i 1905. Landbrugsrådet blev dannet som en paraplyorganisation for landboforeningerne i 1919 uden deltagelse af husmandsforeningerne. De var kortvarigt med i 1930erne og først permanent fra 1976.

Den økonomiske krise i 1930erne førte til dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning (LS), der blev en konkurrent til Landbrugsrådet. LS’ ledelse havde tætte forbindelser til både de danske nazister og det beslægtede parti Bondepartiet, der opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1935. LS organiserede på højden af sin virksomhed i 1940 godt 38.000 medlemmer. Til sammenligning var der samme år godt 96.000 medlemmer af husmandsforeningerne og 114.000 medlemmer af landboforeningerne (gårdmændene).

LS organiserede i 1935 det berømte ”bondetog” mod København i utilfredshed over landbrugets vilkår. Titusindvis af utilfredse bønder samledes den 29. juli på Amalienborg Slotsplads. Kongen tog sammen med statsminister Stauning imod en delegation, der dog ikke blev lovet mere støtte end der allerede var blevet aftalt ved Kanslergadeforliget to år tidligere.

Strukturforandringerne i landbruget efter krigen førte til flere kriser. Bønderne tog i flere tilfælde en aktionsform i brug, som viste sig at være meget effektiv, nemlig at hælde mælk i kloakken for rullende kameraer. Det skete i 1961 i protest over de stigende lønudgifter til medhjælpere og i 2004 i protest over mælkekvoterne. Traktortog til hovedstaden har også været brugt bl.a. i 2011.

Under navnet Landbrug og Fødevarer er Landbrugsrådet i dag paraply- og interesseorganisation for både den primære og sekundære fødevareproduktion, der står for en samlet eksport for mere end 100 mia kroner årligt. Som en afskalning af Landbrug og Fødevarer dannedes i 2010 foreningen Bæredygtigt Landbrug, der bakkede op om traktortoget mod Aarhus og København den 21. november.

(Kristeligt Dagblad 24. nov. 2020. Den sidste sætning er rettet, så det fremgår mere præcist, at traktortoget var støttet af BL og ikke L&F)

Dekorum og metoo

De sidste dages debat i avisens spalter viser, hvor stor uenigheden er om, hvor grænserne går mellem god og dårlig opførsel. Man kunne godt få det indtryk, at der pludselig er dukket nye regler op, som ingen vidste, at de skulle rette sig efter før i forgårs, men der er fortilfælde, der ligner de sager, som netop i disse dage dukker op. I folkekirken kaldes den slags dekorumsager efter det latinske ord for sømmelighed.

Tjenestemandslovens § 10 tilsiger, at tjenestemanden skal overholde de regler, der gælder i embedet, "og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." Men for sognepræster gælder der udvidede regler, hvis begrundelse går tilbage til Danske Lov fra 1683, ifølge hvilken præsten ikke blot som prædikant, men også med sit eksempel skal være til opbyggelse og "uden Forargelse". Lignende formuleringer findes i præsteløftet fra 1870. Hvad der anses som sømmeligt afhænger naturligvis af tid og sted. Det kunne f.eks. tidligere vække forargelse i en menighed, hvis en præst blev skilt og måske endda gift igen, jf. Paulus' første brev til Timoteus, hvor det hedder, at menighedens ældste kun kan være en kvindes mand. Dekorumsager blev ofte afgjort diskret f.eks. ved at præsten blev overtalt til selv at tage sin afsked. Den første egentlige dekorumsag blev ført 1979-80 mod sognepræsten i Hune ved Blokhus, hvor det forargede, at præsten gik på værtshus. Det endte med, at præsten beholdt sit embede.

I 1996 fik en dekorumsag fra Nyborg omfattende omtale, bl.a. på Kristeligt Dagblads forside i flere dage i træk. Det vakte også opsigt, at avisen valgte at gengive nogle af sagens akter ordret, for det betød, at der optrådte udtryk i avisens spalter, som aldrig før var set på tryk i Kristeligt Dagblad.

Anledningen til sagen var en episode, hvor en nyansat sognepræst havde været på værtshus. Til en ung pige, der stod med en billardkø i hånden, havde han sagt: ”Du kan godt lide store kø’er.” Det resulterede i, at pigens mand slog præsten ned. Præsten blev blandt meget andet også beskyldt for, at han var fremkommet med sjofle bemærkninger over for både sognebørn og medarbejdere i kirken, herunder upassende komplimenter til kordegnens 16-årige datter.

Sognepræsten forsvarede sig med, at han blot ”afprøvede grænser”. Det fik provsten, Niels Carl Lilleør, til at bemærke, at han nu foretog en indberetning, således at det kunne stå klart for sognepræsten, ”hvor den grænse er, som han så ihærdigt søger efter.” Præsten blev fritaget fra tjeneste af Fyns biskop Drejergaard med den begrundelse, at han havde forbrudt sig mod sømmeligheden.

Sagen mod sognepræsten i Nyborg blev dengang kategoriseret som seksuel chikane, og der blev lagt op til en tjenestemandssag efter tjenestemandslovens § 10 med henblik på afskedigelse, men sognepræsten indgav selv sin afskedsbegæring, inden sagen kunne finde sin afgørelse.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)

Fordømmelse af eftermælet


Omstyrtelse af statuer er en næsten fast bestanddel af omstyrtelse af samfund på samme måde som militære erobringer ofte indebærer en temmelig voldsom ommøblering af mindesmærker i det offentlige rum. ”Så spiller de skak med de småbitte stumper/ af det der engang var en stor præsident”, som Inger Christensen skrev i 1969 i tidens revolutionære tone.

I Romerriget kunne man for højforræderi idømmes en straf, som siden er blevet kaldt ”Damnatio Memoriae” eller fordømmelse af eftermælet. Det indebar blandt andet, at den dømte skulle slettes fra erindringen og at mindesmærker i det offentlige rum over ham blev fjernet eller ændret. Det gik ud over kejsere som Nero og Commodus, der fik deres billedstøtter hugget om eller revet ned. Dem husker vi dog stadig. Hvor mange eller hvor få tilfælde der har været af vellykket og fuldbyrdet ”Damnatio Memoriae” ved vi i sagens natur ikke, for fuldstændig glemsel er jo netop fuldstændig. Men forsøg på aktiv glemsel har det med at afsætte sig som lag af fortolkning, der føjer sig til de allerede eksisterende. Således er et af de få vidnesbyrd om de slaviske venderes gudsdyrkelse Saxos beretning om bisp Absalon og kong Valdemar, der i 1168 erobrede Arkona på Rügen og væltede statuen af den vendiske gud Svantevit. Havde det ikke været for Saxo, ville vi have vidst endnu mindre om Svantevit. Guden er fastholdt i erindringen takket være beretningen om gudestøttens fald.
Statuen af Hans Egede ved
Marmorkirken blev bemalet
med graffiti i juni 2020.
eget foto

Endnu i levende erindring hos de fleste er Murens og Lenin-statuernes fald efter 1989. Mange af dem var faktisk faldet en gang før, nemlig i 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I en leder i Kristeligt Dagblad den 27. juli 1941 beskrev redaktør Gunnar Helweg-Larsen, hvorledes statuerne af Stalin og Lenin blev revet ned i tyskernes kølvand:

”Fra de af Tyskerne besatte Dele af Sovjetrusland kommer Billeder af omstyrtede Gudestøtter. Der ligger Stalin i tusind Stykker og Skaar. En Kæmpestatue, der truende rakte sin Knytnæve mod Himlen, men viste sig at være af Gips. Et Par Børn har moret sig med at sætte nogle af Smaastumperne sammen. Som man leger med et Puslespil. Tyske Soldater ser velvilligt til. Og der ligger Lenin. Han har været støbt af solidere Materiale. Han har Samling paa sig selv endnu efter Faldet. Statuen har øjensynligt gengivet ham som Taler og Agitator. Han ser i sin liggende Stilling ud, som om han sov med aaben Mund. Et Par fangne sovjetrussiske Soldater stirrer nysgerrigt ind i det opspilede Gab. Idet de bøjer sig over Kolossens Ansigt, støtter de sig respektløst til hans Næse.”

Hvad han mente var, at storhed står for fald; den, der omstyrter statuer, vil selv blive omstyrtet. Meget af det, som Helweg-Larsen skrev i avisen, blev påtalt af den tyske besættelsesmagt, men netop denne leder fik mærkværdigvis lov til at passere, selv om den sluttede med i omskrevet form at forudse Hitlers fald:

”Tiden og Menneskene gør sig bestandigt nye Guder. De faar sjældent Lov at dø af Ælde. Undertiden er det de samme Hænder, der rejser Altrene og nedbryder dem. Vi har jo saa mange Sind og kan overkomme saa meget, vi Mennesker. Og de sejrende Propaganda-bureauer sender os Billeder af de styrtede Guder. Der ligger de med meningsløst opspilede Munde. Uskyldige Børn leger frygtløst med Stumperne af en knyttet Næve. Læren er gammel som Historien selv, og vi kan aldrig helt fatte den. Vi stirrer hver Gang paany med undrende Blikke paa disse knuste Gudebilleder: Er det ham, nej, er det virkelig ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve.”

(Den sidste linje var et citat fra Esajas kap. 14). Helweg-Larsen fik ret. Hitler faldt. Men det er en interessant omstændighed ved Hitler-regimets fald, at det ikke kan illustreres med omstyrtningen af statuer af Hitler. Når der i den nutidige diskussion om nedrivning af statuer optræder argumenter om, at man skal forestille sig statuen af denne eller hin fortidige person som om den var en statue af Hitler, er der tale om en tænkt sammenligning, for overraskende nok fandtes der ingen. Det er en særhed ved den nazistiske personkult, at den i modsætning til stort set alle andre diktaturer i det 20. århundrede ikke resulterede i opsætningen af helfigursstatuer af diktatoren. Hitler lagde i sin levetid navn til mange gader og pladser, som naturligvis er blevet omdøbt siden, og der kendes buster af ham, men altså ingen statuer, som man kunne have revet ned, hvor meget man end gerne ville have gjort det.

(Kristeligt Dagblad 7. juli 2020)

Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.
En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.
Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:
”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”
som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.
Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.
Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.
(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)

Asken efter Georg Brandes' ild



I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,
der blegned for Danmarks Sag!
Hæder og Pris for hver Ungersvend,
der segned paa Kampens Dag.
Danske Pige! Hvert ædelt Navn
staa præget dybt i din Hu!
Kjendte du ikke den Faldne før,
saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."



Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)

I 1950 var de unge sat uden for indflydelse


I et debatindlæg her i avisen stillede efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard for nylig på ungdommens vegne spørgsmålet ”Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø?” Det giver anledning til en historisk sammenligning mellem ungdommens muligheder for livsudfoldelse i dag og den gruppe af befolkningen, som er mest udsat for risiko under den nuværende pandemi. Lad os bare tage alle dem, der er født i 1930. Næsten ti tusind danskere kan fejre deres 90 års fødselsdag i år ifølge Danmarks Statistik. Tæller man de 89- og 91-årige med, giver det ca. lige så mange mennesker som der er hjemsendte efterskoleelever i Danmark.

Den 20-årige kunne i 1950 se tilbage på syv års skolegang. Måske havde hun taget realen med, hvis hun boede i byen. Studentereksamen tog kun ganske få procent af årgangen. Efter konfirmationen skulle der skaffes en plads, en læreplads for de heldige. Mange unge var ude at tjene enten i en husholdning som husassistent eller i landbruget som medhjælper, måske suppleret med et ophold på en landbrugs- eller husholdningsskole. En stor del af de unge mænd var også inde og springe soldat. Omkring 1950 ville den typiske 20-årige bo hjemme, på et lejet værelse, en belægningsstue eller et pige- eller karlekammer. Et veletableret hjem ville på dette tidspunkt have en radio, måske endda en radiogrammofon og et avisabonnement, men under halvdelen af hjemmene var forsynet med centralvarme, rindende varmt vand og bad. Titusindvis levede uden træk og slip.

 I 1950 var der indregistreret 111.528 personbiler i Danmark, så der var da en chance for, at man kunne blive kørt til den ugentlige tur i biografen. Men langt de fleste cyklede eller spadserede naturligvis. I de største byer kunne man tage sporvognen. Da ”Far til Fire på Bornholm” havde premiere i 1959, kunne publikum se, hvordan familien fløj til solskinsøen, mens de sang en sang om det. Det var en luksus, der ikke normalt kunne lade sig betale af en funktionærløn. Det krævede at man vandt i Klasselotteriet – hvis man altså havde husket at forny sit lod hos den lokale kollektrice. Af fritidsfornøjelser kunne man gå til gymnastik i det lokale forsamlingshus eller spille fodbold. Om vinteren kunne man skøjte.

En af konsekvenserne af krigen var, at ungdommen var kommet på den politiske dagsorden. Selv var de unge sat uden for indflydelse. Valgretsalderen til Folketinget var 25 år, og en person født i 1930 kunne først forvente at få valgret til Landstinget i 1965. Da var det som bekendt for længst afskaffet. I 1945 blev der nedsat en kommission, der skulle se på ungdommens situation, bl.a. bolignøden, de elendige vilkår for de værnepligtige og de generelle ansættelsesforhold. I en af kommissionens betænkninger blev det foreslået, at landbrugets medhjælpere under 18 år fik nedsat den ugentlige arbejdstid til 45 timer, og at de skulle sikres fritid fra lørdag kl. 12 til mandag morgen. Det vakte stor modstand i landboorganisationerne. Ved et radiotransmitteret møde fra Hjørring i 1950 sagde formanden for den lokale landboforening:

”I ethvert ungt Menneske ligger de mange Muligheder i Svøb, og blandt disse er ogsaa Faren for at blive en Døgenigt og Slapsvans. Der findes vistnok intet bedre Middel herimod end sundt, metodisk, legemligt Arbejde.”

Den fremmødte forsamling tilsluttede sig synspunktet. Det var sådan årgang 1900 tænkte om årgang 1930. Årgang 1930 gik på pension i slutningen af 1990erne. På dette tidspunkt havde mange af dem haft hænderne oppe af lommen i et halvt hundrede år eller mere, og de kunne med glæde se, at deres børn og børnebørn ville få helt anderledes gode muligheder for at udfolde sig i livet end de selv havde haft som unge.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2020)

Da det var en skandale, at vi havde for mange vacciner

Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør. Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er som de var og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund derimod er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.

En sådan situation befinder vi os i lige nu. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.

Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.

De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem. Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithCline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig som så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.

Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra f.eks. den danske stat til GlaxoSmithCline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.
 
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de sidste 10 år. Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år. Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og f.eks. gøre det klart, om det overhovedet er en skandale at have for mange vacciner.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2020. Sidste sætning er redigeret.)

Svindsot


Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år. Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede i Danmark. I 1920erne døde årligt ca. 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv. I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i bl.a. Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle turberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter 2. Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres. Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot ca. 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen. Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb. Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2020)

Udsigten fra sanatoriet i Boserup ved Roskilde

Gær og toiletpapir


Hamstring er en relativt let mekanisme at forklare. Hvis der skabes forventning om, at adgangen til bestemte varer vil blive begrænset, vil forbrugerne være tilbøjelig til at anskaffe et lager af samme vare, så man har lidt at trække på. Der er tale om en klassisk selvopfyldende og selvforstærkende profeti, idet hamstringen skaber, hvad forventningen forudså. Detailhandelen er oven i købet mere følsom over for hamstring i dag end før i tiden, fordi de færreste dagligvarebutikker på grund af strømliningen af forsyningskæden selv har et lager. Hvad de har af varer, ligger allerede på hylderne. Selv en let øget og uventet forespørgsel på et produkt kan således føre til tomme hylder.

I en naturalieøkonomi, hvor husstandene i vid udstrækning er selvforsynende, er hamstring en dyd, om man så kan sige. At have et lager af mad er en nødvendig overlevelsesstrategi, fordi fødevareproduktionen er sæsonbetonet, mens behovet for at spise er konstant året rundt. Derfor er der blevet røget, saltet, speget, syrnet, syltet, henkogt, tørret, fermenteret og konserveret til den store guldmedalje i de gamle landbohusholdninger. Fadeburet var husmoderens stolthed og skat. I dag er det ikke nødvendigt for overlevelsen at have et spisekammer – eller en dybfryser for den sags skyld – men kradser man fernissen af en velfærdsdansker dukker der gerne en bondekone op, der føler sig tryggest, når der er lagt lidt til side til hårde tider.

Hamstring betragtes i dag med stor foragt, fordi det er en handling, der fortolkes som udtryk for egoisme, samtidig med at de negative samfundsmæssige konsekvenser kan være ret store. Den historiske modforanstaltning mod hamstring har været at begrænse forbrugernes indkøbsmuligheder. Under 1. Verdenskrig var der under indtryk af hamstring af blandt andet smør indført rationeringer. Og som foranstaltning mod den såkaldte vare-åger, altså at næringsdrivende udnyttede vareknaphed til uretmæssigt store avancer, blev der også indført priskontrol. Mange ældre kan stadig huske besættelsestidens rationeringsmærkerne, der først blev afskaffet i 1952. Men det betød ikke, at rationering blev opgivet som politisk værktøj. Under Suez-krisen i 1956 blev der genindført rationering af blandt andet benzin, brændselsolie og petroleum. Den ophævedes igen året efter.

Hamstring kan også ses som et fornuftigt svar på en erkendt trussel. Det er jo til at forstå, at folk gerne vil sikre et forråd til sig og sine i urolige tider. Men erfaringen viser, at folk ikke nødvendigvis handler rationelt og i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, når det strammer til. De fleste voksne kan huske den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1998, da danskerne hamstrede gær i stor stil, men tilsyneladende ikke mel.

I disse så forstyrrede dage i foråret 2020 er det hverken konserves eller langtidsholdbar mælk, der i Danmark købes stort ind af, men toiletpapir. Det samme har været tilfældet i andre lande. Der er et fortilfælde i USA under oliekrisen i december 1973. Den populære talkshow-vært Johnny Carson forsøgte sig med en vittighed om, at der var lige så stor mangel på toiletpapir som på olie. (Den kan ses på youtube. Søg: Johnny Carson toilet paper) Rigtig mange amerikanere tog Carson på ordet, og der fulgte en hamstringsbølge, som ryddede butikkernes hylder for toiletpapir i lang tid derefter. Det var muligvis den historie, der foresvævede Statsministeren, da hun ved pressemødet den 11. marts udtrykkeligt nævnte, at der ikke var mangel på toiletpapir. Det skulle hun nok ikke have sagt, selv om det var både sandt og rigtigt, da det blev sagt, for folk reagerede i hvert fald stik modsat af hensigten og tømte prompte butikkerne for netop toiletpapir.
(Kristeligt Dagblad 31. marts 2020. Avisens rubrik var en lidt anden)

Epidemier har betydning for økonomien

Forekomsten af en ny, potent influenzalignende smitte, kaldet coronavirus, har ført til det største fald i den økonomiske aktivitet i verden i flere år. Med en metafor yndet på avisernes redaktioner viser aktiemarkederne blodrøde tal.

Epidemiske sygdomme har altid haft betydelige økonomiske konsekvenser. Den sorte Død i det 14. århundrede kostede en meget stor andel af den eurasiske og afrikanske befolkning livet. Det betød, at man måtte opgive at dyrke store jordarealer, men også at de overlevende kunne sælge deres arbejdskraft til en højere pris. Historikere diskuterer stadig, hvordan og hvorledes det fik betydning. To konklusioner kan drages til brug for den historiske betragtning af spørgsmålet, nemlig at smitsomme sygdomme allerede dengang havde global rækkevidde, og at handelsveje var smitteveje. Pesten ankom via de travleste havne.

Industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet medførte en øget forekomst af kolera. Den ramte Danmark senest i 1853. Koleraen var genstand for en intens debat blandt medicinere, fordi der var uenighed om sygdommens årsager. I dag ved vi, at den oftest skyldes forurenet vandforsyning, men så længe der ikke herskede enighed om den indsigt, var der åbnet for andre fortolkninger og derfor også andre forholdsregler. Diskussionen stod mellem de såkaldte contagionister, der mente at sygdommen er smitsom, og de såkaldte miasmatikere, der mente, at smittekim opstår spontant i gærende organisk materiale som f.eks. latrin. Contagionisterne mente, at karantæne var den bedste forholdsregel, mens miasmatikerne ønskede at forbedre kloakeringen og vandforsyningen. Begge parter havde fat i noget rigtigt. Ikke mindst miasmatikernes ønske om en effektiv adskillelse af vandforsyning og kloakering har været til velsignelse for folkehelsen, et eksempel på, at forkerte teorier kan føre til rigtige løsninger.

Tilhængere af de forskellige sygdomsteorier fordelte sig også over politisk-økonomiske skillelinjer. Miasmatikerne var ofte liberale tilhængere af frihandel. Det gjaldt f.eks. den fremtrædende tyske læge Max von Pettenkofer. Han mente, at karantænebestemmelser, der satte grænser for bevægeligheden, var en stor ulykke. Selv efter at Robert Koch havde identificeret kolera-bakterien (vibrio cholerae) ændrede Pettenkofer ikke holdning. Samtidig med et af de sidste store tilfælde af kolera i Europa, den voldsomme epidemi i Hamborg 1892, rekvirerede Pettenkofer en prøve på bakterien fra Kochs laboratorium, som han indtog. Det er det måske mest berømte eksempel på heroisk rethaveriskhed i videnskabshistorien. Pettenkofer overlevede uden alvorlige symptomer og anså dette forhold som bevis på, at han havde ret.

Der er i dag udviklet effektive vacciner mod mange virulente sygdomme, og på den måde har vi undgået forholdsregler som karantæne og rejseforbud. Hvis man lader sig vaccinere mod relevante sygdomme, kan man rejse overalt i verden i dag. Af og til dukker der dog nye sygdomme op, og indtil der foreligger en effektiv vaccine, der kan masseproduceres, må myndighederne gribe til de gammelkendte forholdsregler, der lægger bånd på den frie bevægelighed. Som ved alle ukendte og uberegnelige trusler hersker der en vis asymmetri mellem truslen selv og forholdsreglerne imod den, for der må anvendes meget vidtfavnende helgarderinger, der betyder, at langt flere berøres af forholdsreglerne end af faren selv.

Det er det, der har umiddelbar effekt på økonomien. Hvis kinesiske arbejdere bliver hjemme på grund af smittefare, går det ud over produktionen af forbrugsvarer. Når folk bliver bange for at rejse, går det ud over flybranchen og turistindustrien. Olieprisen falder, og så falder også den norske krone osv. osv. Andre faktorer spiller for tiden også en rolle for, at verdensøkonomien trækker sig sammen. Og nu som før forsvarer økonomiske og politiske kræfter interesser, der ikke nødvendigvis samstemmer med de nødvendige hensyn til almenvellet og folkehelsen. Men generelt synes verdenssamfundet indstillet på, at midlertidig recession er en pris, der er værd at betale for at inddæmme akutte trusler som f.eks. corona-virus. Historisk set er det opløftende. De globale epidemier – de såkaldte pandemier – har i århundreder været en stor udfordring. Hvad vi ser i dag, er en troværdig diskussion om, hvor vidt løsningerne på globale problemer af denne karakter for første gang i historien også skal være globale.

(Kristeligt Dagblad 4. marts 2020)

Hotellificeringen af det historiske København


Det netop gennemførte indgreb mod kortsigtede spekulation i danske, det vil sige i praksis hovedsageligt københavnske, udlejningsejendomme har haft til formål at forhindre udenlandske kapitalfonde i at lave nogle hurtige penge på lejernes bekostning.

Den første huslejelov er fra 1916 og blev vedtaget på grund af stejlt stigende huslejer som følge af krigens højtryksøkonomi. Siden dengang har lejeloven været en af de klassiske kamppladser mellem de venstreorienteredes ønske om at beskytte lejernes interesser og de højreorienteredes ønske om at beskytte ejernes interesser.

København er et interessant sted at investere for udenlandsk kapital. Der var engang, da det ikke var tilfældet, og det var heller ikke nødvendigvis særlig godt. Det går godt for dansk økonomi i disse år, byen er i vækst og den rangerer generelt højt i internationale sammenligninger for livskvalitet, kulturtilbud, trivsel, børnevenlighed osv.

Det betyder også, at antallet af rejsende til byen og dermed antallet af hoteller stiger. Hotel- og restaurationspersonalets fagforening regner med en vækst på 40 % i antallet af hotelværelser i København alene i perioden 2018-2022. Det betyder nybyggerier bl.a. på Amager og det gamle godsbaneterræn, men det sætter også sit præg på det historiske København. Hiltonkæden har overtaget ”Ørkenfortet” på Christianshavn. Det er københavnerviddets øgenavn for det store betonskrummel, der oprindelig blev opført som administrationsbygning for B&W i 1962. Mange havde nok håbet at se den revet ned, men må i stedet håbe på nogle formildende omstændigheder ved den omfattende ombygning, som de nye ejere har iværksat og som stadig pågår.
Efter at klummen blev skrevet, blev jeg gjort opmærksom på,
at Hilton-kæden har opgivet sit projekt på Christianshavn.
ATP-ejendomme indretter ørkenfortet til kontorer. (eget foto)


Det svenske ejendomsselskab Balder købte i 2015 det gamle musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. Det blev oprindelig opført til Forsikringsselskabet Danmark i 1903 i tidens historiserende monumentalstil. Nu er det et hotel, der indgår i den svenske kæde Nobis.

Den norske rigmand Petter A. Stordalen åbner senere i år et hotel i Københavns statelige gamle hovedpostkontor, opført i neobarok stil i 1912, lige ved Hovedbanegården. Stordalen ejer i forvejen Hotel St. Petri, der er indrettet i det tidligere Daells Varehus i Krystalgade i det indre København.
Det gamle hovedpostkontor, februar 2020. Eget foto.


I 2018 købte den finske kapitalfond Capman et ejendomskompleks tæt på Rådhuspladsen, herunder en af Københavns oversete perler, Grundtvigs Hus. Studiestræde 36-40. Det blev opført på opdrag af Kirkeligt Samfund og stod færdigt i 1909 efter tegninger af arkitekten Rolf Schroeder. For udsmykningen stod blandt andre Niels Skovgaard. Det rummer blandt meget andet en stor sal, hvor der er blevet holdt betydningsfulde offentlige møder og foredrag. Grundtvigs Hus er i slægt med de store borglignende bygninger, som bl.a. KFUM lod opføre i landets større byer for godt 100 år siden. De var udtryk for de kirkelige bevægelsers ønske om at generobre terræn de steder, hvor verdsligheden var mest fremskreden. Grundtvigs Hus var tilsvarende tænkt som en bastion for det grundtvigske arbejde i hovedstaden.

Omkring 1970 blev det solgt til Københavns Kommune, der har brugt det til bl.a. at huse administration af almennyttige boliger. Den nuværende ejer har – ikke overraskende – planer om at indrette ejendommen som hotel.

Både når det handler beboelsesejendomme og erhvervsejendomme overtaget af udenlandsk kapital har opmærksomheden været rettet mod de kulturhistoriske værdier, som bygningerne rummer. Mens beboelsesejendomme ofte udsættes for en hårdhændet modernisering, ser tendensen blandt hotellerne ud til at være, at de nye ejere har valgt netop disse bygninger, fordi de rummer arkitektoniske kvaliteter, som også har en markedsværdi. Den historiske atmosfære sælger, og der er derfor et vist sammenfald mellem hensynet til bevaring på den ene side og forretningsinteresser på den anden. Udenlandske investeringer er ikke kun af det onde. Men det kunne jo også være spændende, hvis Grundtvigs Hus kunne undgå hotelificering og gendannes i overensstemmelse med sit oprindelige formål som et almennyttigt københavnsk forsamlingshus.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2020. Avisens rubrik var en anden.)