Da det var en skandale, at vi havde for mange vacciner

Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør. Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er som de var og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund derimod er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.

En sådan situation befinder vi os i lige nu. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.

Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.

De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem. Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithCline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig som så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.

Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra f.eks. den danske stat til GlaxoSmithCline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.
 
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de sidste 10 år. Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år. Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og f.eks. gøre det klart, om det overhovedet er en skandale at have for mange vacciner.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2020. Sidste sætning er redigeret.)

Svindsot


Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år. Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede i Danmark. I 1920erne døde årligt ca. 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv. I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i bl.a. Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle turberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter 2. Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres. Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot ca. 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen. Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb. Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2020)

Udsigten fra sanatoriet i Boserup ved Roskilde

Gær og toiletpapir


Hamstring er en relativt let mekanisme at forklare. Hvis der skabes forventning om, at adgangen til bestemte varer vil blive begrænset, vil forbrugerne være tilbøjelig til at anskaffe et lager af samme vare, så man har lidt at trække på. Der er tale om en klassisk selvopfyldende og selvforstærkende profeti, idet hamstringen skaber, hvad forventningen forudså. Detailhandelen er oven i købet mere følsom over for hamstring i dag end før i tiden, fordi de færreste dagligvarebutikker på grund af strømliningen af forsyningskæden selv har et lager. Hvad de har af varer, ligger allerede på hylderne. Selv en let øget og uventet forespørgsel på et produkt kan således føre til tomme hylder.

I en naturalieøkonomi, hvor husstandene i vid udstrækning er selvforsynende, er hamstring en dyd, om man så kan sige. At have et lager af mad er en nødvendig overlevelsesstrategi, fordi fødevareproduktionen er sæsonbetonet, mens behovet for at spise er konstant året rundt. Derfor er der blevet røget, saltet, speget, syrnet, syltet, henkogt, tørret, fermenteret og konserveret til den store guldmedalje i de gamle landbohusholdninger. Fadeburet var husmoderens stolthed og skat. I dag er det ikke nødvendigt for overlevelsen at have et spisekammer – eller en dybfryser for den sags skyld – men kradser man fernissen af en velfærdsdansker dukker der gerne en bondekone op, der føler sig tryggest, når der er lagt lidt til side til hårde tider.

Hamstring betragtes i dag med stor foragt, fordi det er en handling, der fortolkes som udtryk for egoisme, samtidig med at de negative samfundsmæssige konsekvenser kan være ret store. Den historiske modforanstaltning mod hamstring har været at begrænse forbrugernes indkøbsmuligheder. Under 1. Verdenskrig var der under indtryk af hamstring af blandt andet smør indført rationeringer. Og som foranstaltning mod den såkaldte vare-åger, altså at næringsdrivende udnyttede vareknaphed til uretmæssigt store avancer, blev der også indført priskontrol. Mange ældre kan stadig huske besættelsestidens rationeringsmærkerne, der først blev afskaffet i 1952. Men det betød ikke, at rationering blev opgivet som politisk værktøj. Under Suez-krisen i 1956 blev der genindført rationering af blandt andet benzin, brændselsolie og petroleum. Den ophævedes igen året efter.

Hamstring kan også ses som et fornuftigt svar på en erkendt trussel. Det er jo til at forstå, at folk gerne vil sikre et forråd til sig og sine i urolige tider. Men erfaringen viser, at folk ikke nødvendigvis handler rationelt og i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, når det strammer til. De fleste voksne kan huske den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1998, da danskerne hamstrede gær i stor stil, men tilsyneladende ikke mel.

I disse så forstyrrede dage i foråret 2020 er det hverken konserves eller langtidsholdbar mælk, der i Danmark købes stort ind af, men toiletpapir. Det samme har været tilfældet i andre lande. Der er et fortilfælde i USA under oliekrisen i december 1973. Den populære talkshow-vært Johnny Carson forsøgte sig med en vittighed om, at der var lige så stor mangel på toiletpapir som på olie. (Den kan ses på youtube. Søg: Johnny Carson toilet paper) Rigtig mange amerikanere tog Carson på ordet, og der fulgte en hamstringsbølge, som ryddede butikkernes hylder for toiletpapir i lang tid derefter. Det var muligvis den historie, der foresvævede Statsministeren, da hun ved pressemødet den 11. marts udtrykkeligt nævnte, at der ikke var mangel på toiletpapir. Det skulle hun nok ikke have sagt, selv om det var både sandt og rigtigt, da det blev sagt, for folk reagerede i hvert fald stik modsat af hensigten og tømte prompte butikkerne for netop toiletpapir.
(Kristeligt Dagblad 31. marts 2020. Avisens rubrik var en lidt anden)