I et debatindlæg her i avisen stillede efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard for nylig på ungdommens vegne spørgsmålet ”Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø?” Det giver anledning til en historisk sammenligning mellem ungdommens muligheder for livsudfoldelse i dag og den gruppe af befolkningen, som er mest udsat for risiko under den nuværende pandemi. Lad os bare tage alle dem, der er født i 1930. Næsten ti tusind danskere kan fejre deres 90 års fødselsdag i år ifølge Danmarks Statistik. Tæller man de 89- og 91-årige med, giver det ca. lige så mange mennesker som der er hjemsendte efterskoleelever i Danmark.
Den 20-årige kunne i 1950 se tilbage på syv års skolegang. Måske havde hun taget realen med, hvis hun boede i byen. Studentereksamen tog kun ganske få procent af årgangen. Efter konfirmationen skulle der skaffes en plads, en læreplads for de heldige. Mange unge var ude at tjene enten i en husholdning som husassistent eller i landbruget som medhjælper, måske suppleret med et ophold på en landbrugs- eller husholdningsskole. En stor del af de unge mænd var også inde og springe soldat. Omkring 1950 ville den typiske 20-årige bo hjemme, på et lejet værelse, en belægningsstue eller et pige- eller karlekammer. Et veletableret hjem ville på dette tidspunkt have en radio, måske endda en radiogrammofon og et avisabonnement, men under halvdelen af hjemmene var forsynet med centralvarme, rindende varmt vand og bad. Titusindvis levede uden træk og slip.
I 1950 var der indregistreret 111.528 personbiler i Danmark, så der var da en chance for, at man kunne blive kørt til den ugentlige tur i biografen. Men langt de fleste cyklede eller spadserede naturligvis. I de største byer kunne man tage sporvognen. Da ”Far til Fire på Bornholm” havde premiere i 1959, kunne publikum se, hvordan familien fløj til solskinsøen, mens de sang en sang om det. Det var en luksus, der ikke normalt kunne lade sig betale af en funktionærløn. Det krævede at man vandt i Klasselotteriet – hvis man altså havde husket at forny sit lod hos den lokale kollektrice. Af fritidsfornøjelser kunne man gå til gymnastik i det lokale forsamlingshus eller spille fodbold. Om vinteren kunne man skøjte.
En af konsekvenserne af krigen var, at ungdommen var kommet på den politiske dagsorden. Selv var de unge sat uden for indflydelse. Valgretsalderen til Folketinget var 25 år, og en person født i 1930 kunne først forvente at få valgret til Landstinget i 1965. Da var det som bekendt for længst afskaffet. I 1945 blev der nedsat en kommission, der skulle se på ungdommens situation, bl.a. bolignøden, de elendige vilkår for de værnepligtige og de generelle ansættelsesforhold. I en af kommissionens betænkninger blev det foreslået, at landbrugets medhjælpere under 18 år fik nedsat den ugentlige arbejdstid til 45 timer, og at de skulle sikres fritid fra lørdag kl. 12 til mandag morgen. Det vakte stor modstand i landboorganisationerne. Ved et radiotransmitteret møde fra Hjørring i 1950 sagde formanden for den lokale landboforening:
”I ethvert ungt Menneske ligger de mange Muligheder i Svøb, og blandt disse er ogsaa Faren for at blive en Døgenigt og Slapsvans. Der findes vistnok intet bedre Middel herimod end sundt, metodisk, legemligt Arbejde.”
Den fremmødte forsamling tilsluttede sig synspunktet. Det var sådan årgang 1900 tænkte om årgang 1930. Årgang 1930 gik på pension i slutningen af 1990erne. På dette tidspunkt havde mange af dem haft hænderne oppe af lommen i et halvt hundrede år eller mere, og de kunne med glæde se, at deres børn og børnebørn ville få helt anderledes gode muligheder for at udfolde sig i livet end de selv havde haft som unge.
(Kristeligt Dagblad 20. maj 2020)
