Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”

som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.

(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)

Asken efter Georg Brandes' ild

I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag.

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."

Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)