Guds død var ikke Nietzsches opfindelse

 Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien, Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.

Selv om et begreb om en gud gerne forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”, som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen Langfredag uden Påskedag.

Da den unge Hegel tog temaet Guds død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det absolutte. ”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at Gud selv er død.” Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ Langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det stillede kristendommen?

For Hegels måske væsentligste danske discipel, Johan Ludvig Heiberg var det tydeligt, at det religiøse, der tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:

”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid fordetmeste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte”

Det 19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid også udnævne det til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister, mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere, grundtvigianere, indremissionske osv. osv. De byggede en kolossal mængde af kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet en serie artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om, at religionen i høj grad var til stede dengang.

Og Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem - ifølge Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2020)

Bondetog og traktortog

Hundredvis af landmænd var mødt frem med deres traktorer for at demonstrere i Aarhus og København den 21. november imod regeringen. Danmarks bondestand har en lang tradition for aktivisme. Den er ikke blevet bragt i anvendelse lige så ofte som tilfældet er for industriarbejdernes vedkommende, men den er dog nok så markant.

Sjællandske bønder mødtes i tusindvis på Holbækkanten i sommeren 1845 til et politisk møde, hvor der blev rejst krav om forbedringer af bøndernes forhold. Det førte til, at Christian VIII’s regering i det såkaldte bondecirkulære indførte forbud mod at bønder forsamledes uden for det sogn, de boede i, og at det i øvrigt krævede myndighedernes tilladelse. Det var og så upopulær en beslutning, at den blev trukket tilbage året efter.

Statsomvæltningen i 1848 havde ikke været mulig, hvis ikke det nationalliberale borgerskab havde indgået en alliance med de politisk aktive bønder. Her må man nok indskyde en bemærkning om bondestanden, idet det var betegnelsen for alle, der boede på landet, så både de jordløse landarbejdere, husmændene og bønder, fæstere og selvejere, mølleren og smeden hørte til bondestanden. Et af de væsentligste politiske resultater, som den politiske bondebevægelse opnåede, var at der ikke blev indført nogen formuegrænse for at opnå valgret og valgbarhed til Folketinget. Derfor kunne også besiddelsesløse vælge og vælges. Den første husmand, der blev valgt var L.A. Hækkerup fra Vetterslev syd for Ringsted. Hans bror blev stamfader til det politiske dynasti Hækkerup.

Borgerstanden var byboerne, der i overvejende grad udgjorde vælgergrundlaget for de nationalliberale. Den politiske alliance mellem borgerstand og bondestand var skrøbelig, ikke mindst fordi borgerskabet nærede en uskrømtet foragt for bønder. Man fandt dem udannede og primitive.

Bønderne svarede igen med at organisere sig økonomisk i andelsselskaber og landboforeninger, uddannelsesmæssigt i højskoler og politisk i partiet Venstre. Den indre spænding mellem gårdmænd og husmænd førte til en afskalning af partiet med Det radikale Venstres dannelse i 1905. Landbrugsrådet blev dannet som en paraplyorganisation for landboforeningerne i 1919 uden deltagelse af husmandsforeningerne. De var kortvarigt med i 1930erne og først permanent fra 1976.

Den økonomiske krise i 1930erne førte til dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning (LS), der blev en konkurrent til Landbrugsrådet. LS’ ledelse havde tætte forbindelser til både de danske nazister og det beslægtede parti Bondepartiet, der opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1935. LS organiserede på højden af sin virksomhed i 1940 godt 38.000 medlemmer. Til sammenligning var der samme år godt 96.000 medlemmer af husmandsforeningerne og 114.000 medlemmer af landboforeningerne (gårdmændene).

LS organiserede i 1935 det berømte ”bondetog” mod København i utilfredshed over landbrugets vilkår. Titusindvis af utilfredse bønder samledes den 29. juli på Amalienborg Slotsplads. Kongen tog sammen med statsminister Stauning imod en delegation, der dog ikke blev lovet mere støtte end der allerede var blevet aftalt ved Kanslergadeforliget to år tidligere.

Strukturforandringerne i landbruget efter krigen førte til flere kriser. Bønderne tog i flere tilfælde en aktionsform i brug, som viste sig at være meget effektiv, nemlig at hælde mælk i kloakken for rullende kameraer. Det skete i 1961 i protest over de stigende lønudgifter til medhjælpere og i 2004 i protest over mælkekvoterne. Traktortog til hovedstaden har også været brugt bl.a. i 2011.

Under navnet Landbrug og Fødevarer er Landbrugsrådet i dag paraply- og interesseorganisation for både den primære og sekundære fødevareproduktion, der står for en samlet eksport for mere end 100 mia kroner årligt. Som en afskalning af Landbrug og Fødevarer dannedes i 2010 foreningen Bæredygtigt Landbrug, der bakkede op om traktortoget mod Aarhus og København den 21. november.

(Kristeligt Dagblad 24. nov. 2020. Den sidste sætning er rettet, så det fremgår mere præcist, at traktortoget var støttet af BL og ikke L&F)