Håbets år

Engang var 2020 et år, der skulle opfylde en forfærdelig masse forventninger. Alle havde en 2020-plan. I 2010 lancerede Rigshospitalet sin vision for Danmarks internationale hospital i 2020. I 2012 præsenterede regeringen Thorning-Schmidt sin 2020-plan, der skulle øge beskæftigelsen og skaffe balance i de offentlige budgetter. I 2014 fik Danmark en 2020-plan for naturgenoprettelse. I 2015 introducerede Fredericia Kommune Vision2020. Der var ingen ende på alle de visioner, planer, målsætninger og ambitioner, der skulle virkeliggøres i 2020.

At året stod så godt for håb, skyldes måske blot rytmen. Årstallet ejer ikke 2002s eller 1991s palindromiske skønhed. Det er kun symmetrisk i afledt forstand. (Tyvetyve er deleligt med tyve 101 gange.) Det er den enkle retoriske gentagelse af et tostavelsesord, der appellerer. To snese. Det gjorde det på en eller anden måde tillokkende at sige, at ”i tyvetyve vil vi gøre sådan og sådan”.

Uanset hvilke håb der forud blev knyttet til året, blev det tidligt klart, at 2020 ikke blev opfyldelsens år. Det begyndte nedslående med de australske skovbrande. Siden kom de californiske, de brasilianske og så mange andre brande. Ja, og så kom den 11. marts.

Det politiske og medicinske beredskab blev stillet på en prøve. Men det viste sig, at det også var det kulturelle beredskab, der var afgørende. Var vi forberedt på indgrebene i kraft af kendskab til fortilfælde? For en stor del af befolkningen var den tilstand af fred, velstand og frihed, som havde eksisteret i hele deres levetid, en selvfølge, og ethvert afbræk herfra måtte derfor fortolkes som et brud på velerhvervede rettigheder og en selvfølgelig verdensorden. For de få, for hvem den 9. april 1940 endnu står i levende erindring, er friheden, freden og velstanden slet ikke så selvfølgelig. For de lidt flere, som har sat sig ind i historien, forholder det sig tilsvarende.

Det blev derfor også et fortolkningsopgør mellem generationer. Tålmodighed erhverves ved opsparing. Derfor har ungdommen mindre af den, og sådan er det. Vi andre, der for længst har krydset livets ækvator, ved godt, at der kommer et forår og en sommer igen, hvis dette forår eller denne sommer af en eller anden grund er blevet forsømt. Også selv om vi har færre forår og færre somre tilbage i det store regnskab. Den erfaring har de færreste unge i deres beredskab – i hvert fald indtil nu.

”Man binder os på mund og hånd”, skrev Poul Henningsen i 1940. Sammenhængen var en ganske anden, men alligevel er det påfaldende, at oplevelsen af mundbind og forsamlingsforbud i 2020 bygger en bro over en firsårig forståelseskløft.

Reaktionen i foråret 1940 på en udefrakommende og ukontrollerbar trussel virker påfaldende genkendelig. Meget få danskere er blevet syge, men alle er berørte af modforanstaltningerne. Meget få danskere kom dengang i direkte berøring med krigshandlinger, men til gengæld blev alle påvirket af omstændighederne.

Hal Koch satte ord på situationen, da han i september 1940 indledte en række forelæsninger for den studerende ungdom i København:

”Den største Del af vort Lands Ungdom er ikke faldet paa Slagmarkerne eller kaldt bort til Krigens Gerning, men møder – trods alt, hvad der er sket og sker ude i Europa – rede til at øve Fredens, Kulturens, Opbyggelsens Arbejde. Vi har Kaar, som næppe nogen anden Højskole [universitet] i Europa har dem i Øjeblikket. Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde.”

Hal Koch pegede netop på, at oplevelsen af ængstelse, bekymring og rådvildhed ikke var knyttet til nogen konkret fare for at dø i krig, men situationen som sådan. Krigen, der ikke var en krig, tog noget fra ungdommen, som den aldrig fik igen.

Dengang tog det 5 år at vende langsomt tilbage til noget, der ligner normaltilstanden. Med lidt held tager det denne gang kun et. Belært af erfaringerne skal vi ikke overbelaste et enkelt år med for mange ambitioner og forventninger. Befrielsessommeren 1945 var bestemt ikke kun solskin og lykke. Lidt håb kan der dog nok blive plads til i anledning af nytåret. Foreløbig omfatter min 2021-plan ikke de store visioner. Blot lidt mere normalitet, tak.

(Kristeligt Dagblad 30. dec. 2020. Avisen valgte en anden overskrift)

Grønlandske børn blev brugt som midler til et politisk formål

 Som man kunne læse i onsdagens avis er en historisk rapport, der udreder, hvorledes en snes grønlandske børn i 1951 blev bragt til Danmark, netop blevet offentliggjort. Rapportens offentliggørelse udløste straks et brev fra statsministeren til hver af de berørte, som stadig er i live, hvori hun beder om undskyldning for det skete. Det gør Mette Frederiksen på statsministeriets brevpapir og derfor på staten Danmarks vegne. Dermed opfyldes et længe næret ønske i Grønland, hvor ”forsøget”, som det blev kaldt, generelt opfattes som et overgreb begået af kolonimagten Danmark. Allerede dengang har den overordnede konklusion været, at forsøget ikke var vellykket, for det blev ikke gentaget eller omsat til gængs praksis.

Statsministerens brev gør målrettet brug af grammatisk passiv, der er et velegnet middel til at beskrive, at noget er hændt uden at man behøver at udpege, hvem der har gjort det. Rapporten har tilsvarende ingen retlig karakter, og det har ikke været dens formål at placere skyld. Den redegør for et kompliceret hændelsesforløb med en hel række aktører.

Efter krigen blev den danske offentligheds opmærksomhed rettet mod den omfattende sociale og sundhedsmæssige nød i Grønland. Landet var stærkt plaget af blandt andet tuberkulose, og middellevetiden for grønlandske mænd var på dette tidspunkt 32,2 år. 

”Grønlandske politikere og debattører ønskede ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt,” som det hedder i udredningen. Midlet til at opnå fremskridt skulle ikke mindst være uddannelse. Undervisningen i de grønlandske skoler foregik på grønlandsk, og manglende danskkundskaber blev set som en væsentlig hindring for, at grønlandske børn kunne fortsætte deres uddannelse ud over grundskoleniveau. 

De første initiativer til at skaffe grønlandske børn ophold i Danmark med henblik på at højne deres danskkundskaber kom fra privat hold. De drivende kræfter i processen var private organisationer som Red Barnet og Røde Kors. Det havde også andre årsager. Udredningen peger på, at disse organisationer søgte nye opgaver efter at arbejdet med afhjælpning af den nød, der var forårsaget af 2. Verdenskrig i Europa, var under afvikling, og de øjnede Grønland som en ny arbejdsmark for deres aktiviteter. 

Den danske stat repræsenteret af Grønlandsdepartementet under Statsministeriet tillod og overvågede forsøgets gennemførelse. Departementets kølige bureaukratiske og distancerede holdning til de berørte børn gengives med dokumentarisk ubarmhjertighed i udredningen. Forsøget blev også gennemført med tilslutning fra det øverste grønlandske politiske organ, landsrådene. 

I alt 22 børn i 7-årsalderen blev anvendt som forsøgskaniner. Nogle var forældreløse. De fleste havde kun en forælder. Nogle af dem blev adopteret af deres danske plejefamilier. Resten blev efter et år sendt tilbage til Grønland til et nyopført børnehjem i Godthåb/Nuuk, hvor de skulle opdrages videre i overensstemmelse med forsøgets hensigt. Det var et meget brugt middel i datidens børne- og ungdomsforsorg. Ifølge Danmarks Statistik var 10.004 danske børn anbragt på opdragelseshjem, skolehjem, optagelseshjem, børnehjem og tilsvarende i 1951. Det vil sige, at også tusindvis af danskere, der i dag er over 70 år gamle, har tilbragt dele af deres barndom på en institution.

Den historiske udredning balancerer mellem to relationer. Den ene er forholdet mellem Danmark og Grønland. Den anden er forholdet mellem danske og grønlandske myndigheder på den ene side og de berørte mennesker på den anden. Det er den sidste relation, der fremstår som den afgørende. Børnene blev brugt som midler til et politisk formål, og derfor giver det også mening, at statsministerens brev er rettet til dem personligt og ikke til det grønlandske samfund som sådan.

(Kristeligt Dagblad 12. dec. 2020)

Dansk Bibelskole

 

Dansk Bibelskole blev stiftet i 1912 som et kursus i bibelkundskab for lægmænd og -kvinder. Den var uden erklæret kirkeligt retningspræg. Dog tilhørte de væsentligste navne bag kredse med tilknytning til Københavns Indre Mission, der ved hjælp af opsøgende missionsvirksomhed, diakoni og filantropi søgte at drage de vildfarne københavnere op af verdslighedens søle.

Ved indvielsesfesten i KFUM’s lokaler den 10. januar 1912 talte stiftsprovst Henry Ussing om, at Bibelen som nådemiddel med tiden var kommet til at stå i skyggen af ”det stærke Lys over Daab og Nadver”. Det var et uforveksleligt hip til grundtvigianerne. Men hovedfjenden var den såkaldte liberale teologi, der gik historisk-kritisk til Bibelen og lagde vægt på en moralsk og etisk udlægning af evangelierne. Bibelskolen søgte derimod ”den opbyggelige Indtrængen i Guds Ord”. Om Bibelskolens oprettelse kan man læse i Carsten Bach-Nielsens bog om Bibelens historie i Danmark, udgivet af Bibelselskabet 2019.

Den væsentligste drivkraft bag skolen var Joachim Moltke (1857-1943). Han var en af flere velhavende adelige herrer og damer, der ivrigt støttede den københavnske kirkesag knyttet til Københavns Indre Mission og en kort overgang tillige hofmarskal for Frederik VIII. Han beklædte mange kirkelige tillidsposter. Han var blandt andet i flere år formand for Bibelselskabet og i næsten tredive år medlem af bestyrelsen for Bibelskolen.

Bibelskolen havde til huse i lejede lokaler, indtil man under Besættelsen iværksatte en indsamling med henblik på at erhverve en ejendom til brug for skolens aktiviteter. Indsamlingen blev dog indstillet, da Joachim Moltke døde ugift og barnløs i december 1943, og det kom for en dag, at Bibelskolen var indsat som hovedarving i testamentet. Det muliggjorde erhvervelsen af ejendommen beliggende på Frederiksberg Allé nr. 8-10, der siden har været centrum for et omfattende kristeligt, teologisk og religionspædagogisk oplysningsarbejde. Ejendommen husede fra 1956 tillige Materialecentralen, der var blevet til på privat initiativ af overlærer Kai Vardrup. Centralen udbød undervisningsmateriale til kristendomsundervisningen i Folkeskolen og blev siden suppleret med materiale til dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse.

I maj måned 1989 fusionerede Materialecentralen og Dansk Bibelskole med forlaget Anis, der oprindeligt var et græsrodsforetagende baseret i det teologiske miljø i Aarhus. Fusionen fik navnet Religionspædagogisk Center. Dansk Bibelskole ændrede navn til Teologi Højskolen. I 2000 var økonomien så anstrengt, at et eksternt konsultentfirma blev indkaldt til at anbefale nogle nedskæringer, der førte til flere afskedigelser. I 2006, 2014 og 2016 solgte fonden lejligheder i ejendommen på Frederiksberg Allé for at dække et driftsunderskud. I 2016 blev KFUM og K’s forlag Unitas, forlagene Aros og Alfa samt Religionspædagogisk Forlag slået sammen med Anis under navnet Forlaget Eksistensen. Samtidig blev den bagvedliggende erhvervsdrivende fond Dansk Bibelskole omdøbt til Fonden Eksistensen, hvis formål ifølge den seneste årsberetning er ”at støtte arbejdet med at uddanne mennesker til arbejde i den kristne menigheds tjeneste, samt at hjælpe mennesker til et personligt og selvstændigt bibelsyn og indblik i Bibelens sammenhæng.”

(Kristeligt Dagblad 4. dec. 2020. Rubrikken og enkelte formuleringer er ændret)