Statsborgerskab

Spørgsmålet om de danske statsborgere, der er fanget i Syrien, har aktualiseret diskussionen om, hvad statsborgerskabet overhovedet indebærer af forpligtelser og rettigheder. Historisk set er statsborgerskabet i sin nuværende udformning et relativt nyt fænomen.

Statsborgerskabet som begreb har kun godt 100 år på bagen i almindeligt brug. I tidligere århundreder var alle, der var bosat i den danske konges riger og lande, at betegne som kongens undersåtter. Efter Reformationen var det kongens primære rolle at beskytte den rette tro, og i overensstemmelse hermed blev der i lovgivningen lagt bånd på adgangen til riget for medlemmer af andre trossamfund. På samme måde var adgangen til at nyde rettigheder som myndig person knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Det blev formaliseret med indførelsen af tvungen konfirmation i 1736.

I 1776 skete det første afgørende brud med dette princip, idet der var en stigende utilfredshed med, at gode statslige embeder gik til udlændinge, især folk fra tyske lande. Det førte til loven om indfødsret, der gav indfødte i den danske konges riger og lande eneret til at beklæde offentligt embede, altså også nordmænd, holstenere og slesvigere. Med indførelsen af religionsfriheden i 1849 ophørte den principielle sammenkædning mellem religiøst og statsligt tilhørsforhold.

I Junigrundloven blev valgretten og valgbarheden til Rigsdagen knyttet til indfødsretten, men det gjorde værnepligten ikke. Endvidere blev den oprindelige indfødsretslov videreført i den bestemmelse, at ingen kan beskikkes til embedsmand, som ikke har indfødsret. Det gælder endnu i princippet for alle statslige tjenestemænd, f.eks. sognepræster, officerer eller politibetjente, om end udlændinge kan ansættes på tjenestemandslignende vilkår. Som hovedregel gælder også, at man skal have statsborgerskab for at kunne stille op på et landshold i f.eks. fodbold – med mindre man spiller for f.eks. det færøske landshold, for der findes ikke noget selvstændigt færøsk statsborgerskab. Det indebar også for nylig, at danske håndboldspillere med amerikansk statsborgerskab blev inviteret til at spille for USA under det nyligt afholdte VM. Deltagelsen blev dog aflyst af andre årsager.

Anden halvdel af det 19. århundrede var kendetegnet ved en udpræget rejsefrihed. Tidligere tiders pastvang ved ind- og udrejse af Danmark blev afskaffet i 1862 for indlændinge og i 1875 for udlændinge. I 1898 ændredes indfødsrettens princip om fødested til, at statsborgerretten erhverves ved afstamning, således at det er forældrenes tilhørsforhold, der er afgørende for, hvor et barn bliver statsborger.

Første Verdenskrig bevirkede en brat afslutning på rejsefriheden. Rejsepas og viseringer, som vi kender dem i dag, blev indført, og det har siden da været et fundamentalt redskab i det mellemfolkelige samkvem. Desuden skulle udlændinge nu have tilladelse til at opholde sig længere tid i landet og kunne under særlige omstændigheder udvises. Landets egne statsborgere derimod havde en grundlæggende ret til at opholde sig i landet. Landsforvisning af egne borgere forekom ikke, fordi det blev betragtet som i uoverensstemmelse med folkeretten at overføre sine forbrydere til andre lande. Landsforvisning var blevet afskaffet som strafform endeligt i 1866 i Danmark. Således blev danske statsborgere, der var gået i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, også dømt og straffet i Danmark efter krigen.

Afståelsen eller erhvervelsen af territorier – f.eks. De vestindiske Øer 1917 eller Nordslesvig 1920 – betød, at store grupper måtte skifte statsborgerskab. Principielt blev statsborgerskabet opfattet som eksklusivt, altså at man kun kunne være statsborger i et enkelt land, men i praksis måtte myndighederne leve med, at det kunne være delt. Først for nylig blev dobbelt statsborgerskab officielt anerkendt i Danmark. Afhængig af lovgivningen i de enkelte lande er der i ægteskaber mellem statsborgere fra to forskellige lande den mulighed, at børnene får dobbelt statsborgerskab. Fordi USA stadig har et fødestedskriterium, kan børn født af danske forældre i USA regnes som både amerikanere og danskere.

 Dobbelt statsborgerskab har skabt en række spørgsmål om rettigheder – som f.eks. valgret eller offentlig forsørgelse – og pligter – som f.eks. værnepligten. Et aktuelt eksempel er herboende mænd med tyrkisk statsborgerskab, der skal aftjene værnepligt i Tyrkiet. Det betyder, at de kan blive sendt i krig i Syrien. Mange herboende tyrkere har også valgret i Tyrkiet. Ved det seneste tyrkiske valg fik den siddende præsident et flertal af de her i landet afgivne stemmer. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet har i udgangspunktet ikke stemmeret i Danmark.

(Kristeligt Dagblad den 19. feb. 2021. Avisen valgte en anden rubrik.)

Det jyske parti

Efter at Inger Støjberg har forladt Venstre og dannet sit eget parti, har hun ofte omtalt forskellen mellem Jylland og København og i den forbindelse fremhævet de kvaliteter, der er ved at have ”fødderne plantet solidt i den jyske muld”. Dermed spiller hun på strenge, der har dyb resonans i partiets historie.

Venstre fejrede forrige år sin 150 års fødselsdag. Det blev til under det, der blev en meget langtrukken kamp om fortolkningen af Grundloven.  Christian IX udpegede i de sidste årtier af det 19. århundrede den ene konservative Højre-regering efter den anden med et stadig svagere parlamentarisk grundlag. Den politiske uenighed med Venstre handlede ikke mindst om forsvarspolitikken. Fra midten af 1880’erne spidsede konflikten til. Regeringen betragtede det som udsigtsløst at opstille et militært forsvar for Jylland og ville i stedet bygge en bekostelig befæstning omkring København. Venstreflertallet i Folketinget ville dog ikke stemme for den finanslov, der skulle skaffe midler til byggeriet. Hvorfor skulle jyske skattepenge gå til at forsvare hovedstaden? Det førte til, at regeringen i flere år fungerede videre på provisoriske finanslove. Da Venstres leder, Chresten Berg, en indfødt vestjyde, døde i 1891 overtog en anden vestjyde, Jens Christian Christensen, bedre kendt som ”I.C.”. Han var som sin forgænger skolelærer og regnes blandt de mest betydningsfulde danske politikere. I sine erindringer skrev præst i Christiansborg Slotskirke Oscar Geismar om et møde med Christensen på Storebæltsfærgen, at man kunne imponeres af hans intelligens eller hvad han havde udrettet, men at han først og fremmest gjorde indtryk, ”fordi Naturen i ham var saa almægtig stærk.” Christensens skikkelse overstrålede alle omkring ham, ”fordi det var selveste Jylland, som dér kom vandrende.”

Christensen var hovedarkitekt bag dannelsen af den første Venstre-regering i 1901. I 1905 blev han konseilspræsident (statsminister). Forsvarspolitikken var stadig et brandvarmt emne, og Christensen måtte balancere mellem sine vælgeres ønsker og en mere gedulgt tilpasning til de sikkerhedspolitiske realiteter. Der måtte indgås et kompromis, der bl.a. indebar, at vestdanske garnisoner måtte flyttes til Sjælland.

For at sælge oplægget til et nyt forsvarsforlig trak Christensen en stor kanin op af hatten. Han fik i sommeren 1908 den nye konge, Frederik VIII, med på at foretage en omfattende rundrejse i Jylland. Kulminationen på den store jyllandsrejse var, da J.C. Christensen var vært for kongeparret ved en jævn frokost i sit hjem i Hee ved Ringkøbing. Presseopbuddet var omfattende, og det var klart, at der skulle sendes et budskab om, at der nu var bygget bro mellem København og Vestjylland. Ved en efterfølgende middag i Ringkøbing med lokale honoratiores holdt kongen en tale til vestjyderne: ”Vi har nu sluttet et urokkeligt Forbund med Dem, og jeg vil ønske, at denne Rejse har knyttet os end nærmere til de kære Jyder, som ogsaa min højt elskede Fader satte saa stor Pris paa, og paa hvis Trofasthed og Kærlighed han har set saa mange Beviser.” Også for nogle af de samtidige iagttagere af rejsen var budskabet lidt for overtydeligt.

Overordnet var Jyllandsrejsen i 1908 en succes, der imidlertid få uger senere blev overskygget af afsløringen af tidligere justitsminister P.A. Albertis bedragerier i - af alle ting - Den sjællandske Bondestands Sparekasse. Han trak J.C. Christensen med sig i faldet. De blev begge stillet for Rigsretten. Københavneren Alberti blev dømt, og jyden Christensen frifundet. Andre Venstrefolk måtte tage over og lande et forsvarsforlig, der fungerede mens Danmark blev holdt ude af 1. Verdenskrig. J.C. Christensen fortsatte som sit partis grå eminence i mange år derefter, hvor han bl.a. fik gennemført en række reformer af Folkekirken.

Siden er brobygningen mellem Jylland og øerne fortsat, men det er stadig som om Jylland i politisk forstand stadig ikke er helt landfast med Slotsholmen.

(Kristeligt Dagblad 9. aug. 2022. Avisens rubrik var en anden.)

Tvang og frihed

Spørgsmålet om påbud og tvang i forbindelse med modforanstaltningerne mod spredning af virus har ført til en omfattende diskussion om, hvilken pris både samfundet og den enkelte er villig til at betale for sikkerhed og sundhed. 

Prisen for sikkerhed er ofte opgivelse af frihed. Det mente i hvert fald nogle af kritikerne af fornyelsen af færdselsloven i begyndel sen af 1970erne. I 1973 blev det vedtaget at genindføre generelle hastighedsgrænser i by og på lande- og motorvej. Den umiddelbare anledning var oliekrisen, men især det meget høje antal trafikdrab. Danmarks Statistik opgjorde antallet af dræbte ved motorkøretøjulykker i 1971 til 868 danskere. Forenede danske Motorejere var modstander af hastighedsbegrænsning. ”Vi har det standpunkt, at der ikke er ført bevis for at fartgrænser herhjemme har nogen virkning,” sagde FDM’s talsmand Leon Østergaard til Kristeligt Dagblad. Omtrent samtidig lancerede FDM’s søsterorganisation ADAC i Vesttyskland sloganet ”Freie Fahrt für freie Bürger” mod planlagte hastighedsbegrænsninger på motorvejene dér.

Lektor i sammenlignende litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet Niels Egebak mente i et læserbrev i dagbladet Politiken i 1973, at fortalerne for faste hastighedsgrænser var hysteriske, og at de savnede sans for ”grundlæggende demokratiske forestillinger som f.eks. respekten for den personlige frihed og integritet.” Hvad blev det næste, spurgte Egebak retorisk, ”totalforbud mod tobaksrygning, selv inden for hjemmets fire vægge!”

Allerede fra 1969 skulle alle nye biler været forsynet med en sikkerhedssele, og i 1976 blev det lovpligtigt at bruge sele, hvis bilen var udstyret med en. Der var en omfattende debat om selepligten. Mens Kristeligt Dagblad havde støttet indførelsen af fartbegrænsninger, var avisen mere skeptisk over for selepligten, som den i en redaktionel kommentar betragtede som et indgreb i den personlige frihed. FDM derimod støttede forslaget.

I dagbladet Aktuelt tordnede en læser mod lovgivningsmagtens formynderi: ”Hvis jeg havde den faste  overbevisning, at en sikkerhedssele i netop det trafikuheld, jeg kommer ud for, vil betyde sværere kvæstelser, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om og i givet fald hvornår – jeg vil benytte sikkerhedssele? Fordi et folketingsflertal har påtaget sig at spille vorherre for min stakkels sjæl.”

På Christiansborg markerede medlem af Fremskridtspartiet Mogen Voigt sig som en stærk modstander af den tvungne sikkerhedssele. Han betragtede den endda som farlig for bilisten: 

”Jeg vil ikke være med til at medvirke til unødvendige menneskelige tragedier ved at tvinge folk ind i en sikkerhedssele, hvorved dødsfald og alvorlige kvæstelser kunne tilskrives den tvungne brug. Det dyrebareste vi har her i denne verden, det er livet, og vil skal ikke gøre os til herre over livet her fra lovgivernes side. Vi må ikke lave så mange formynderier og forbud, at det efterhånden ikke er til at være her.”

Voigt mente ikke, at lovgiverne havde ret til at blande sig i, hvad den enkelte borger mente, var mest sikkert for ham selv. Det var nu, mente Voigt, på tide, at folketingsmedlemmerne lyttede til deres arbejdsgiver, vælgerne, for at bekæmpe den umyndiggørelse, som tvungen sikkerhedssele udgjorde. Voigts partifælle, Kresten Poulsgaard, mente ligefrem, at spørgsmålet skulle sendes ud til folkeafstemning, hvad han dog ikke havde held med.

I begyndelsen af 1970’erne indførtes endvidere tvungen brug af styrthjelm for førere af knallerter og motorcykler samt en fast promillegrænse. Ifølge Danmarks Statistik var der 589 dræbte i motorkøretøjsulykker i 1976. Det var et fald på 32 procent på fem år.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2021. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)