Sognet vender tilbage

I de seneste uger er sognet blevet en relevant administrativ enhed i en anden end kirkelig henseende, fordi registreringen af corona-smitte nu foretages for hvert sogn, og i tilfælde af smitteopblomstring kan der nu iværksættes karantænebestemmelser og andre modforanstaltninger på sogneniveau. Historisk set er det en interessant genopvækkelse af sognet som administrativ enhed.

Sognet som den nederste del af den romersk-katolske kirkes omfattende administrative hierarki blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 12. århundrede. Allerede på dette tidspunkt var der en sammenfletning af kirkelig og verdslig myndighedsudøvelse. Efter Reformationen i 1530erne blev det kirkelige hierarki underordnet kongens myndighed. Det gjaldt også kirkens diakonale og filantropiske virksomhed. Det har fået nogle historikere til at udvikle den teori, at kimen til velfærdsstaten skal søges i den lutherske reformation.

Fra slutningen af 1700-tallet skete der en udbygning af den enevældige stats kontrol med undersåtterne på decentralt niveau. Embedet som sognefoged blev indført i 1791 til udøvelse af lokal retshåndhævelse. Embedet blev afskaffet i 1970 undtagen på nogle af mindre øer, hvor der stadig udnævnes sognefogeder.

Historikere anlægger meget forskellige betragtninger på Frederik VI’s tid som kronprinsregent og konge (1784-1839). Nogle fortolker ham som tyrannisk, mens andre lægger vægt på, at styret omfattede en omsorg for borgernes helbred og velfærd. Hvorom alting er, blev sognepræsten en central aktør i denne proces, og sognet blev dermed et væsentligt redskab for den decentrale, statslige, verdslige forvaltning. Præsten, der i et århundrede havde været tilsynsførende for almueskolen, fik derudover opsyn med bl.a. jordemødrene, koppevaccinationer og fattigvæsenet.

Denne proces førte til oprettelsen af sognekommunen som verdslig, administrativ enhed i begyndelsen af 1840’erne. Den samlede forvaltningen af vejvæsenet, fattigforsorgen og almueskolen under en administrativ enhed. Sognekommunen fulgte som regel pastoratets grænser, og sognepræsten havde stadig en rolle som født medlem af sogneforstanderskabet. Bortset fra skolevæsenet gled sognepræsten dog hurtigt ud af den kommunale administration.

Med kommunalreformen i 1970 skete der på papiret et opgør med sogne- eller rettere pastoratskommunen, men kun for så vidt at det skete som en sammenlægning af kommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret fra over 1000 til under 300. Oprindelige sognegrænser var stadig genkendelige på det kommunale landkort, og der var stadig i økonomisk og social henseende forskel på landkommuner og bykommuner.

Denne forskel blev i vid udstrækning ophævet med den kommunalreform, der trådte i kraft 1. januar 2007. Den betød dannelsen af nye storkommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret yderligere til knap 100. Dog var det københavnske opland en væsentlig undtagelse. En kommune som Glostrup har overlevet begge kommunalreformer næsten uforandret og svarer i udstrækning til Glostrup sogn.

Glostrup Kirke med den gamle præstegård til
højre. Det lille gule hus til venstre for kirken
husede oprindeligt Den nissenske Stiftelse.
Det blev revet ned i 2020.

Til trods for den fornyelsestrang, der lå til grund for denne centralisering, er de historiske spor i denne omfattende omlægning af det offentlige administrative hierarki meget påfaldende. En kommune består i dag af typisk af en købstad med rødder i Middelalderen plus et opland bestående af tidligere landkommuner. De fleste – men langt fra alle – kommuner har i dag navn efter en gammel købstad.

Nogle kommuner kommer tæt på at omfatte andre historiske administrative enheder som f.eks. herredet, der var en retskreds. Odsherred Kommune har ganske enkelt taget navn efter det. I kirkelig henseende er det påfaldende, at der i dag i høj grad er sammenfald mellem kommunerne og provstierne. Også det har historiske rødder. Da kirkeskatten blev indført i de første år af det 20. århundrede, skete det med forbillede i den på det tidspunkt netop indførte kommunale ligning, og eftersom den kirkelige økonomis tyngdepunkt i dag er provstiet, er det hensigtsmæssigt at lade provstigrænserne følge kommunernes grænser. Og så kan man jo altid diskutere, hvad der er årsag og virkning. Under alle omstændigheder kan man se, at meget gamle administrative grænser har det med at forblive gyldige. Og en sidste rest af sognepræstens funktion som administrator er bevaret i form af civilregistreringen, der med Sønderjylland som undtagelse stadig varetages af den kirkebogsførende sognepræst eller kordegn. Det er antagelig også grunden til, at man i dag kan registrere smittespredning helt ned på sogneniveau.

(Kristeligt Dagblad 19. april 2021. Avisen valgte en anden rubrik og redigerede lidt i teksten)

Skal Estrup have en statue?

En lokal konservativ politiker og en inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har stillet forslag om at rejse en statue af J.B.S. Estrup (1825-1913). Det er ikke første gang forslaget er fremme. Som det stilles nu kan man ikke undgå at se det i lyset af den bølge af protester, som i flere lande har rejst sig mod statuer af magtfulde, hvide mænd. I København har det resulteret i graffitihærværk mod statuen af Hans Egede ved Marmorkirken, og Kunstakademiets gipsbuste af Frederik V blev som bekendt smidt i havnen og ødelagt.

Estrup repræsenterede en kongetro konservatisme og var den længst siddende konseilspræsident, svarende til vore dages statsminister, efter 1849. Han sad i næsten tyve år fra 1875 til 1894. I den tid gennemførte han flere provisoriske finanslove, det vil sige opstillede et statsbudget uden Rigsdagens samtykke. Selv om Grundloven også dengang fastslog, at statens indtægter og udgifter afgøres ved lov, var der undtagelsesbestemmelser, der gjorde det muligt. Estrup er blevet kaldt meget, herunder diktator, og selv om denne betegnelse nok kan diskuteres, er der ingen tvivl om, at den folketingsparlamentarisme, som blev indført i det 20. århundredes første årtier, bestemt ikke var hans kop te.

Derfor vil et mindesmærke for Estrup også være en provokation for de selvudnævnte progressive kræfter, som bekæmper statuer af mænd, som repræsenterer værdier, der har haft deres storhedstid. Deres protest bliver mødt med protest. Så der er blæst til værdikamp i Esbjerg.

Det er skam ikke fordi en statue af Estrup i netop Esbjerg er uden saglig begrundelse. Før han blev konseilspræsident fungerede han som indenrigsminister 1865-69, i hvilken egenskab han tilvejebragte forudsætningerne for skabelsen af havnen i Esbjerg og den dertil hørende jernbaneforbindelse tværs over den jyske halvø. Det forvandlede på få årtier en lille ubetydelig fiskerflække til den driftige og vindskibelige by, som Esbjerg stadig er. Lokalt betragtes Estrup som byens egentlige grundlægger.

En anden grund til, at Estrup nyder større opmærksomhed er en forskydning i den politiske idéhistorie. Tidligere var der en tendens til, at politiske bevægelser blev målt på, hvor vidt de levede op til nutidige demokratiske idealer, som om de er evige og universelle. Det er de naturligvis ikke. Den politiske kultur har forandret sig over tid, og en del af øvelsen som historiker består blandt andet i at kunne sætte sig ind i noget, som er fremmed for en selv. Idéhistorien består ikke i at identificere, hvad man selv synes er gyldige idéer, men at se på, hvilke idéer der har gjort sig gældende. Det har blandt andet bragt konservatismen tilbage i fokus, også i sine mere klassiske former, således at politiske tænkere, der forekommer os fremmedartede eller byder os imod, kan sættes i kontekst. Heller ikke Estrup fungerede i et ideologisk eller politisk vakuum. Ganske vist blev han udnævnt af kongen, Christian IX, egenhændigt, men det udtømte bestemt ikke hans politiske mandat. De ledende skikkelser i Højre, som det konservative parti dengang kaldtes, var enten adelige eller godsejere – og hyppigt begge dele – men det overses ofte, at partiet nød en betydelig bredere opbakning i vælgerbefolkningen end Det konservative Folkeparti f.eks. gør i dag.

Skal man bringe et argument til torvs imod opstillingen af en statue af Estrup, kan man hente det i Estrups egen konservatisme. Han var ganske vist en uhyre effektiv politiker, men i sin selvforståelse var han ingen magthaver. Han forstod sig som en tjener for sin konge og sit fædreland. I den ånd har Esbjerg allerede et Estrupmonument, nemlig rytterstatuen af Christian IX, i hvis navn Estrup udøvede sin politiske magt.

Den blev opstillet på byens centrale torv i 1899 og indviet den 28. juni 1900 under overværelse af alle byens og stiftets honoratiores, adskillige medlemmer af kongehuset, flere ministre og repræsentanter for Rigsdagen, herunder venstrehøvdingen J.C. Christensen, der blev hovedarkitekten bag den sidste højreregerings fald året efter. Byfoged Jespersen holdt hovedtalen over et tema, som var i overensstemmelse med indskriften på statuens sokkel: ”Til Ære for Byens Grundlægger Kong Christian den Niende reiste Borgere i Esbjerg dette Mindesmærke i 1899”. Kongens ydmyge tjener, J.B.S. Estrup, blev ikke nævnt, og det ville også have været i uoverensstemmelse med hans selvforståelse. Han lagde siden navn til en vej, der i dag tjener som en forlængelse af motorvej E20 på vej mod Esbjergs centrum. Det kan synes unødvendigt prosaisk, men er for så vidt en påmindelse om, at konservatismen også i Estrups aftapning slet ikke var fremmed for moderne infrastruktur – tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 8. april 2021)

Bornholms befrielse - og bombningen af Esbjerg

Den 5. april i år markerer 75-årsdagen for Den røde Hærs rømning af Bornholm. Af mange bornholmere fejres dagen som øens egentlige befrielsesdag, knap et år efter resten af Danmark. Den 5. maj 1945 overgav de tyske tropper i Danmark sig til de britiske styrker. Problemet var, at Den Røde Hær nåede frem til Bornholm før briterne, og øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. For at fremtvinge en overgivelse blev Rønne og Nexø af det sovjetiske luftvåben udsat for to bombardementer den 7. og 8. maj 1945. De kostede et ukendt antal tyske soldater og 10 civile bornholmere livet. Den 9. maj gik sovjetiske tropper i land på Bornholm. Officielt er det også datoen for øens befrielse, for Sovjetunionen var på dette tidspunkt allieret med briterne og amerikanerne i kampen mod Tyskland.

Kampen om Bornholm i foråret 1945 handlede ikke mindst om beskyttelsen af den enorme strøm af flygtninge, som Den Røde Hær skubbede foran sig. Bornholm var dengang – og er stadig – en strategisk vigtig brik, når det handler om kontrollen med trafikken i Østersøen. I de tidlige måneder af 1945 blev strømme af civile sammen med sårede soldater fra værnemagten sejlet i overfyldte skibe fra øst mod vest. Over en kvart million af disse flygtninge endte i Danmark i en elendig tilstand. Tusinder af dem døde efter ankomsten som følge af sult, sygdom og manglende lægebehandling.

Flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer indtraf i farvandet omkring Bornholm, da nogle af disse overfyldte flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske u-både med tusindvis af civile tab til følge. Prøv at google ”M/S Goya” eller ”M/S Wilhelm Gustloff”.

I denne slutkamp måtte ti bornholmere lade livet som en del af Den 2. Verdenskrigs allersidste civile ofre for et luftangreb i Europa. Det har forståeligt nok ikke efterladt det bedste indtryk af Den røde Hær på øen, selv om de sovjetiske styrkers knap 11 måneders tilstedeværelse på øen i øvrigt tilsyneladende indebar ganske få konflikter med lokalbefolkningen eller danske myndigheder. Det står i en skarp kontrast til Den røde Hærs fremfærd i Tyskland, der var præget af både vilkårlige og systematiske overgreb mod civilbefolkningen.

Krigen i Europa var begyndt godt 5½ år tidligere. Den 1. september 1939 foretog Tyskland – dengang i alliance med Sovjetunionen – et kynisk angreb på Polen. Det blev indledning til det, der på engelsk er kendt som ”The Phoney War”, en ikke-krig. Briterne havde udstedt sikkerhedsgarantier for Polen, som de ikke var i nærheden af at kunne honorere. I forening med Frankrig erklærede de krig mod Tyskland den 3. september, men det blev indledningsvis ved små angreb mod blandt andet tyske nordsøhavne.

Et af de allerførste af disse angreb gik galt, da en britisk bombemaskine fejlnavigerede på vej over Nordsøen og kastede fire bomber over Esbjerg den 4. september 1939. En enkelt person blev dræbt ved angrebet, en ung mor, Edel Hansen, som dermed blev det måske første civile offer for et luftangreb under Anden Verdenskrig i Europa. Angrebet udstillede Danmarks militære sårbarhed, og dødsfaldet blev årsag til en diplomatisk krise mellem London og København, som Berlin naturligvis søgte at udnytte.

I verdenskrigens store moralske og militære regnskab er episoderne i Esbjerg i september 1939 og på Bornholm i maj 1945 at regne for småting. For ofrene var der naturligvis tale om alting. I Esbjerg måtte en lille dreng ved navn Leif f.eks. vokse op uden sin mor. Tilsvarende tragedier lader sig opremse for Bornholms vedkommende.

At nogle af de første og sidste civile tab på den europæiske krigsskueplads under den 2. Verdenskrig var danske, kan afskrives som en tilfældighed. Men det tjener derfor også os som en påmindelse om, at krig set fra den enkeltes standpunkt ofte rammer tilfældigt, vilkårligt og uretfærdigt.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2021. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave. Rubrikken er en anden end avisens)