Vil den kommende tyske regering se mod nord?

Kører man fra Danmark til Tyskland, hvad enten det er over landegrænsen eller med færgen til Puttgarten, bliver man mødt med delstaten Slesvig-Holstens slogan: ”Der echte Norden” [NB til korrekturlæseren: det er imod al intuition maskulinum], ”Det ægte Norden”.

At en delstat bruger dette udtryk, siger to ting om Tyskland. For det første knyttes der positive værdier til det nordiske. Der er konkurrence om at være mest nordisk. I 2014, da sloganet blev lanceret, blev det da også bemærket med en vis forurettelse i bl.a. Mecklenburg-Vorpommern, at Slesvig-Holsten således mente at være mere ”nordisk” end de øvrige nordlige delstater. For det andet viser det, at slesvig-holstenerne har opmærksomheden rettet mod syd. For at de kan regnes som de nordligste, kræver det, at de vender ryggen mod nord. For os skandinaver forekommer det unægtelig lidt komisk at rejse sydpå for at komme til ”det ægte Norden”. Som et vink med en vognstang bliver tyskere, der rejser nordpå, da også mødt ved den danske landegrænse af alle de fem nordiske flag som et symbol på, at her begynder Norden.

Historisk set hører Slesvig og Holsten tæt til Danmark – Slesvig siden Middelalderen og Holsten siden 1460. Grænsedragningen mellem den danske konges riger og Tyskland har i det meste af Danmarks historie været et altdominerende spørgsmål og årsag til talløse konflikter. Den nuværende grænse er som bekendt blot 100 år gammel. Forholdet til Forbundsrepublikken fandt imidlertid først sit nuværende stabile leje ved afgivelsen af de såkaldte København-Bonn-erklæringer i 1955. Efter indlemmelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken i 1990 kunne den fredelige relation udbredes til det, der indtil da som en del af Warzawa-pagten havde været en erklæret fjende. Danmark med Bornholm i spidsen ophørte for 30 år siden med at være en frontlinjestat.

Fra Hamborgs hovedbanegård. Eget foto.

Efter at – i det mindste den vestlige del af – Østersøen er blevet et Fredens Hav, er historikerne blevet stadig mere opmærksomme på, at dette europæiske indhav ikke kun har været skueplads for krig og konflikt, men også en sammenbindende kraft for hele Nordeuropa siden Middelalderen. Floder, der afvander betydelige dele af Central- og Østeuropa og Den skandinaviske Halvø, har deres udløb i Østersøen, som dermed blev det naturlige knudepunkt for en vidtstrakt skibstrafik og handel fra Novgorod i øst til London i vest. En hel række havnebyer i Nordeuropa voksede sig store og rige i løbet af den sene Middelalder. Mange af dem sluttede sig sammen i det såkaldte Hanseforbund. Går turen til Hansestædernes Dronning, Lübeck, en god times kørsel fra færgelejet i Puttgarten, kan man i den bevarede del af den historiske bykerne se den velstand bevidnet, som handelen bragte med sig, og Hanseforbundets historie er flot formidlet i byens nyeste museum, der bærer det sigende navn Europäisches Hansemuseum.

Tyskland har også i dag mange opmærksomhedskrævende naboer at tage sig af, og Danmark er ikke den mest besværlige af dem. Vi er bestemt heller ikke den største. Hvis Danmark var en tysk delstat, ville vi blot være den sjettestørste, placeret mellem Hessen og Rheinland-Pfalz og kun et par pladser foran Slesvig-Holsten. Så vi hører stadig til i småtingsafdelingen.

Men måske vil en kommende regering i Berlin med socialdemokraten Olaf Scholz i spidsen være mere nordvendt end den nuværende. Scholz selv har en fortid som borgmester i Hamborg. Den danske opmærksomhed vil dog ikke mindst blive rettet mod Robert Habeck (Die Grünen/Bündnis 90), der taler dansk, har studeret i Danmark og bor i Flensborg, hvor hans børn har gået i dansk skole. Han har en fortid som stedfortrædende ministerpræsident i Slesvig-Holsten og står til en fremtrædende ministerpost i den kommende forbundsregering. Og måske kræver det en dansktalende tysker for at skabe bedre forbindelse til Tyskland, for det står skralt til med danskernes tyskkundskaber, og ingen vil tilsyneladende lære det. I 2021 blev der på danske universiteters i alt 5 uddannelser i tysk sprog kun optaget i alt 100 studerende.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2021)