Det russiske forsøg på at erobre Ukraine har chokeret mange. Men hvad er det egentligt, der gør russernes angreb på Ukraine den 24. februar så skelsættende? Mange mener, at der er tale om ”krig for første gang på europæisk jord siden Anden Verdenskrig”, som en iagttager har formuleret det. Det udtrykker i kort form, hvad mange os føler, men det er på den anden side heller ikke helt præcist.
Krigshandlingerne i Europa sluttede ikke i foråret 1945. Den indre konflikt i Grækenland mellem sovjetisk støttede kommunister og den især af USA hjulpne regering indebar en voldsom og blodig borgerkrig, der først blev bragt til afslutning i 1949.
De sejrende parter efter 2. Verdenskrig havde truffet aftale om at dele Europa mellem sig, og den aftale blev overordnet set holdt. Danmark blev befriet af briterne, undtagen Bornholm, der blev indtaget af Den røde Hær i maj 1945 efter nogle af verdenskrigens allersidste krigshandlinger i Nordeuropa, bombardementet af Rønne og Nexø for netop 77 år siden. Russerne forlod øen efter nogen tøven året efter og efterlod den i en tilstand af uafgjorthed, der har trukket spor i det diplomatiske forhold mellem Moskva og København helt frem til i dag.
Den Kolde Krig kaldes kold, fordi de stridende stormagter ikke udløste deres militære potentiale mod hinanden på europæisk grund. De udkæmpede flere særdeles blodige stedfortræderkrige i andre verdensdele, ikke mindst i Asien. I de første efterkrigsår mødte Sovjetunionen indre modstand fra flere partisanbevægelser i de baltiske randstater og Ukraine. Moskva anvendte desuden kampvogne til at nedkæmpe opstande i Østberlin i 1953, i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet 1968. Dertil kom en række aktive handlinger fra de stridende parters efterretningstjenester. I den aktuelle situation er det værd at erindre, at da den ukrainske nationalist Stefan Bandera blev fundet død i sit vesttyske eksil i 1959, er det mistanken, at KGB havde en finger med i spillet.
Heller ikke Vesteuropa var fri for væbnede konflikter. I bl.a. Nordirland, Baskerlandet, Sydtyrol og på Korsika var der gennem årtier oprørsbevægelser, der med bl.a. håndvåben og bomber kæmpede for regional selvstændighed. Terrorbevægelser i Italien og Vesttyskland brugte i 1970erne og 1980erne samme midler til at forsøge at omstøde den vestlige samfundsorden som sådan.
Få måneder efter det franske nederlag ved Dien Bien Phu i Vietnam udbrød der i 1954 oprør i Algeriet mod den franske kolonimagt. Den efterfølgende meget blodige krig varede i over syv år og foregik ganske vist ikke i Europa, men havde en dyb indvirkning på det franske samfund. Den medførte bl.a. indførelsen af den nuværende franske forfatning.
Fra 1958 til 1976 udkæmpedes de såkaldte torskekrige mellem Island og Storbritannien om fiskerettighederne i Nordatlanten. De indebar ingen egentlige krigshandlinger, men briterne satte betydelige flådestyrker ind for at beskytte britisk fiskeri.
En egentlig europæisk invasionskrig fandt sted i 1974, da tyrkiske styrker erobrede den nordlige del af Cypern som svar på det, som tyrkerne betragtede som en græsk provokation. Denne meget komplicerede konflikt er nu næsten et halvt århundrede senere ikke blevet løst. Nordcypern er stadig besat af Tyrkiet, mens Cypern har været medlem af EU i næsten tyve år.
Falklandskrigen, der blev udkæmpet for netop 40 år siden, fandt ganske vist ikke sted i Europa, men var ikke desto mindre betydningsfuld for Margaret Thatchers regerings popularitet. Det var sidste gang briterne egenhændigt med held projicerede deres militære magt oversøisk, et sidste ekko fra det 19. århundredes imperiebyggeri. Eftersom denne konflikt endnu er i mands minde, er den ikke uden betydning for den især engelske tro på, at UK kan gå enegang i verden, og den erfaring er så ganske forskellig fra den franske fra Vietnam og Algier.
Efter afslutningen af Den kolde Krig udløstes en række små konflikter i og omkring Kaukasus. En anden udløber af Murens fald var Den jugoslaviske Borgerkrig, der var nationalt motiveret og i høj grad handlede om erobring af territorium. Med mandat fra FN blev tropper fra mange europæiske lande indsat til at standse konflikten med skiftende held. Det indebar bl.a., at danske kampvogne var involveret i aktive krigshandlinger i 1994, nu kendt som ”operation bøllebank”.
Putin har i sin regeringstid gjort aktivt brug af russiske våbenmagt til at fremme politiske formål. Han har grebet ind militært i bl.a. Tjetjenien, Georgien og Syrien for at gøre sin indflydelse gældende. Den hybride krigsførelse i det østlige Ukraine og anneksionen af Krim i 2014 optrappede konfliktniveauet, fordi Ukraine i lang tid har været bufferstat mellem EU og Rusland. Også i Østersøen har russerne gjort sig meget synlige.
Den 24. februar 2022 skete der imidlertid noget, som ikke er blevet set i Europa i mere end 75 år. Det er som nævnt ikke det, at der ikke har været brugt panservåben eller er blevet ført erobringskrig på europæisk grund siden 1945. Den afgørende forskel er kvantitativ mere end kvalitativ. Det er den største europæiske stat, der med hele sin konventionelle militære styrke har valgt at føre erobringskrig mod sin nabo, den næststørste stat i Europa. Antallet af kampvogne, kanoner og tabte menneskeliv tælles i tusinder.
 |
| Både offentlige institutioner som fx DSB og private har demonstreret deres sympati med Ukraine ved at flage med det ukrainske flag. Dette billede er fra en beboelsesejendom på Vesterbrogade i København. (eget foto) |
At Ukraine har vist sig mere modstandsdygtig end forventet, bringer det sovjetiske overfald på Finland i 1939 i erindring. Med samme selvfølge som danskerne dengang under Vinterkrigen holdt med finnerne, har vi i dag erklæret vores solidaritet med ukrainerne. At mere end fem millioner mennesker i løbet af blot to måneder er flygtet fra Ukraine er et omfang, der ikke er set siden Den røde Hærs fremfærd på den europæiske krigsskueplads’ østfront i vinteren 1944-45. Det er krigens omfang, dens uindskrænkede dimensioner, som vi troede var europæisk fortid.
(Kristeligt Dagblad 22. maj 2022. Avisens rubrik var en anden. Klummen blev trykt dagen efter at forsvarsminister Morten Bødskov i en tale i Esbjerg udtalte, at "der er krig for første gang i 70 år i Europa."
