Samtaleværelset

Mie Mørkebjergs gruppeportræt af 30 væsentlige, kvindelige politikere er skabt til Samtaleværelset på Christiansborg. Opdraget var at tilvejebringe en pendant til Herman Vedels gruppeportræt af de 30 mænd, der stod bag grundlovsrevisionen i 1915, som gav kvinder valgbarhed og stemmeret til Rigsdagen. Mørkebjergs værk har fået en god modtagelse, mest fordi det hilses velkomment allevegne fra, at der nu gives mere plads til kvinder i Christiansborgs portrætsamling. Anmelderne er lidt mere runde i vendingerne, når det handler om billedets kvaliteter som repræsentativt kunstværk. 

Man kan diskutere udvalget af kvinder, for det kan man jo altid. De nulevende er overrepræsenterede. Mindst tre af de portrætterede hænger allerede på Christiansborg (Helle Thorning Schmidt, Pia Kjærsgaard og Nina Bang) Og hvis man fouragerer lidt i det glimrende værk Kvindebiografisk Leksikon, dukker de fraværende, betydningsfulde kvinder op. Hvor er den konservative Erna Sørensen, den radikale Grethe Philip, kommunisten Inger Merete Nordentoft, socialdemokraten Edel Saunte eller Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti?

Portrætligheden eller genkendeligheden på Mørkebjergs billede er ganske god. Man kan se, hvem det forestiller, men det er kun alt for tydeligt, at kunstneren har brugt fotografiske forlæg. Når det handler om de afdøde, er der ikke noget valg. Det bliver særlig tydeligt i portrættet af Nina Bang, der i sammenligning med de øvrige portrætterede nærmest fremstår i sort/hvid. 

Man kan omvendt også indvende, at billedet er meget spraglet, fordi kunstneren har gjort meget ud af at individualisere politikernes klædedragt i form og kulør. Det er en skarp kontrast til de øvrige gruppeportrætter i Samtaleværelset. Mændene er i henhold til tidens skik på de ældre billeder klædt ens i mørkt tøj, så opmærksomheden drages mod deres ansigter. Man kan spørge, hvad budskabet egentlig er, når et gruppeportræt af kvinder i så høj grad kommer til at handle om deres valg af påklædning? Drejer det sig om individualitet og frigørelse fra normerne eller om at kvinder stadig skal bedømmes på deres ydre fremtoning?

 

https://www.ft.dk/da/aktuelt/tema/samtalevaerelset_2022

Det virker som om Mørkebjerg har arbejdet individuelt med hver af de portrætterede, de fleste i hel- eller halvfigur, hvorpå de er blevet sat sammen i en todimensionel collage. Det afspejles også i lyssætningen, eller rettere fraværet af samme. Skyggerne falder hid og did for så vidt de kan identificeres. Der er ingen fornemmelse af orientering. Det må retfærdigvis nævnes, at det er en kritik, der også kan rettes mod Johannes Nielsens portræt af grundlovskommissionen af 1946 også i Samtaleværelset. 

Eftersom de fleste af de portrætterede i Mørkebjergs gruppeportræt aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, er der åbenlyst tale om en fiktion, men så meget desto større var muligheden for at komponere rummet frit. Den mulighed er ikke blevet grebet. Der er antydninger af en tredje dimension i sceneriet, men mere som på et dukketeater end i et egentligt samtaleværelse.

(k.dk 19. nov. 2024. Et enkelt ord er rettet og avisens rubrik var en anden)

Dankortet

I år kan det fælles, nationale betalingskort, Dankortet, fejre sin 40 års fødselsdag som elektronisk betalingskort. Kortet blev indført som et initiativ fra landets pengeinstitutter, der ønskede at skabe et alternativ til checken, som var meget omkostningstung. Derudover var der begyndende konkurrence fra udenlandske kreditkortselskaber og ikke mindst fra de såkaldte kontokort, der blev udbudt som betalings- og ikke mindst kreditkort af bl.a. handelsstandsforeninger, benzinstationer, rejseselskaber, indkøbscentre og stormagasiner. Det var på et tidspunkt, da det var normalt, at både varige og flygtige forbrugsgoder – møbler, tæpper, hårde hvidevarer, radio og fjernsyn, rejser o.s.v. – blev købt på afbetaling.

Dankortet blev introduceret i 1983 af det til formået oprettede selskab PKK, Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab. Betaling blev i begyndelsen afviklet med en såkaldt fluesmækker, der ved hjælp af karbonpapir tog et aftryk af kortet, hvis betalingsoplysninger var trykt i relief. Den betalende skulle derefter verificere transaktionen med sin underskrift. Men planen var, at kortet skulle fungere elektronisk. I udgangspunktet var det tænkt som både et købe- og kreditkort, men det endte som et rent betalingskort, i dag kaldet et debetkort, og det blev derfor ikke en umiddelbar konkurrent til de mange eksisterende afbetalingsordninger.

Der var en omfattende debat om Dankortet, der foragteligt blev kaldt ’plastikpenge’. Det vakte bekymring hos Danske Bankfunktionærers Landsforening, der frygtede, at selvbetjening og automatisering ville koste arbejdspladser. Den frygt viste sig ubegrundet. Andre stillede spørgsmålet, om det ville medføre det pengeløse samfund? Når det ikke længere var nødvendigt med kontanter eller checks, hvad ville det så gøre ved økonomien? Var der en risiko forbundet med at skabe et betalingsmiddel med monopollignende status? Hvordan sikrede man sig imod svindel med det nye betalingsmiddel? Kritikken kom både fra de klassiske kapitalismekritikere på venstrefløjen og fra dem, der var bekymret for de frie markedskræfters velfærd.

Annonce i Bornholms Tidende
28. juni 1985

Der var fra begyndelsen også heftig diskussion mellem aktørerne – detailhandelen, pengeinstitutterne og forbrugerne – om hvem der skulle betale for omkostningerne. Forbrugerrådet mente, at udgifterne måtte afholdes af den rationaliseringsgevinst, som bankerne høstede i kraft af afviklingen af checkhæfterne. Forbrugerne endte med at slippe for at betale gebyr.

I efteråret 1984 blev Vejle og Helsingør forsøgsbyer for de elektroniske betalingsterminaler i detailbutikkerne. Men allerede tidligere på året var de såkaldte pengeautomater til brug for kontanthævninger blevet introduceret rundt omkring i landet, blandt andet i Nykøbing Falster og Bjerringbro. Den Aalborgbaserede kæde af benzinstationer Metax var blandt de første med elektronisk betaling med dankortet. Det betød også, at danskerne for første gang blev introduceret for pinkoden, et begreb der dog først slog igennem nogle år senere.

Samtidig skulle forbrugerne vænne sig til andre nyskabelser som stregkoder på varerne, og med nye elektroniske kasseterminaler kunne butikkerne også tilbyde udspecificerede købskvitteringer, der mere præcist angav varens navn og pris. 

Allerede i 1985 var der udstedt ca. en halv million dankort. I 1987 kunne direktøren for det, der nu hed Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, Jens Christian Lorenzen, med stolthed meddele, at der var udstedt 820.000 dankort, der i løbet af året ville blive brugt i alt 20 millioner gange i de 22.000 forretninger, der tog imod dankort på det tidspunkt, eller i de 150 udendørs hæveautomater, ”DK-Kontanten”. I 2013 oversteg antallet af dankortbetalinger for første gang en milliard. I 2015 blev den kontaktløse funktion introduceret.

Dankortet er stadig i dag en af de vigtigste betalingsformer, men har fået konkurrence fra ikke alene andre betalings- og kreditkort, men også løsninger som Mobile Pay. Historisk set er det interessant, at ældre teknologier relativt sjældent forsvinder helt, når nye kommer til. Når det handler om betalingsløsninger, er det påfaldende, at antallet af kontanter i cirkulation fortsat er meget højt. Butikker er stadig forpligtet af Lov om betalinger til at modtage kontanter, og nogle befolkningsgrupper har af forskellige grunde vanskeligt ved at anvende de elektroniske betalingsformer, så i den almindelige handel udgør kontantbetalinger ifølge Nationalbanken stadig cirka en tiendedel. Det er dog den almindelige mistanke, at den relativt store mængde kontanter i omløb især anvendes i den sorte økonomi.

(Skrevet til denne blog, nov. 2024)