I Danmark er jeg født

 Spørgsmålet om statsborgerskab har opnået politisk aktualitet både i Danmark og USA. Hvornår er man egentlig dansker henholdsvis amerikaner? I USA får et barn automatisk statsborgerskab, hvis det fødes i landet uanset at dets forældre ikke er statsborgere. Det kaldes som juridisk princip jus soli, altså en ret, der knytter sig til landet, også kaldet territorialprincippet. Det gælder i de fleste nord- og sydamerikanske stater. Det står i modsætning til jus sanguinis, der bogstaveligt betyder blodets ret, altså at statsborgerskab erhverves ved arv, også kaldet afstamningsprincippet. Det er det princip, der gælder i Europa. Man bliver dansk statsborger, hvis ens forældre er det. Det betyder også, at man kan opnå dobbelt statsborgerskab, hvis man f.eks. er født i et amerikansk land af danske forældre.

Dansk statsborgerskab tildeles i dag som udgangspunkt efter afstamningsprincippet, men lovgivningen bruger stadig begrebet indfødsret, der er afledt af territorialprincippet. Den første lov om indfødsret fejrede tidligere i år 250 års fødselsdag. Den handlede oprindeligt om en regulering af adgangen til offentlige embeder, der herefter skulle være forbeholdt den danske konges undersåtter. Politiske kræfter søgte at dæmpe indflydelsen fra tyske embedsmænd. Holstenere kunne naturligvis ikke nægtes ansættelse, for de var også den danske konges undersåtter, men Struensee ville som preusser have været udelukket.

Indfødsretten blev en integreret del af Junigrundloven af 1849. Udlændinge, der gerne ville opnå dansk indfødsret uden at være født her, kunne få det ved lov. Det stod og står stadig som et grundlovsfæstet princip. Opnåelse af dansk statsborgerskab er altså ikke en ret, der kan opnås ad juridisk vej, men et valg, der skal træffes af politikere.

Grundloven blev til, mens en krig blev udkæmpet om, hvem den samme grundlov skulle omfatte, altså hvem der kunne anses for at være danske, og hvem, der ikke kunne. Grundtvig skrev i den anledning sine berømte ord om, hvem der hører til et folk: ”Til et Folk de alle høre,/ som sig regne selv dertil,/ har for modersmålet øre,/ har for fædrelandet ild.” Til henholdsvis territorial- og afstamningskriteriet føjede han dermed det personlige valg som afgørende princip.

Man bliver ifølge Grundtvig ikke dansk blot fordi man er født i landet eller fordi ens forældre er danske. Det kræver, at man behersker sproget og har viljen til at kæmpe for sagen. Grundtvig var bestemt ikke ene om at bidrage til denne diskussion, men hans ord er blevet stående, fordi de i poetisk form kondenserer, hvad der også må være afgørende. Man er ikke dansk bare på grund af sin fødsel. Det kræver aktive valg efter hvad man kan kalde sindelagsprincippet.

Juridisk set forblev territorialprincippet også efter 1849 grundlaget for dansk indfødsret opnået ved fødsel. Imidlertid opstod der et problem med indfødsretten i Slesvig efter 1864, da hertugdømmerne blev afstået til Preussen. De dansksindede slesvigere fik mulighed for at fastholde deres danske statsborgerskab som såkaldte optanter. Imidlertid gjaldt i Preussen afstamningsprincippet Det vil sige, at børn af dansksindede slesvigere hverken blev danske eller preussiske statsborgere. De blev i praksis statsløse, for ifølge preussisk lov var de ikke preussere, og ifølge dansk lov var de ikke danskere.

Spørgsmålet blev afgjort ved en overenskomst i 1898. Den regulerede forholdene for optanterne og deres børn, og indebar også, at reglerne om dansk indfødsret blev grundlæggende ændret fra territorial- til afstamningsprincippet. Det skete med Lov om Erhvervelse og Fortabelse af Indfødsret af 19. marts 1898, der fastslog, at ægtefødte børn arvede deres fars statsborgerskab uanset fødested.

Efter Genforeningen i 1920 udestod spørgsmålet om de nationale mindretal på hver side af den nye grænse. Det forblev uafgjort i mange år. Først i 1955 blev mindretallenes politiske og kulturelle rettigheder reguleret ved gensidige erklæringer mellem København og Bonn, Forbundsrepublikkens daværende hovedstad. Herunder sorterede det meget vigtige spørgsmål om, hvem der kunne regnes til det tyske henholdsvis danske mindretal. Her så man helt bort fra både fødesteds- og afstamningskriterier og valgte at følge sindelagsprincippet, vel at mærke uden sindelagskontrol. Det var nok, at man erklærede sig som henholdsvis dansksindet tysk statsborger eller tysksindet dansk statsborger for at blive regnet som medlem af et mindretal.

Fødested, afstamning og sindelag præger stadig den nuværende debat om statsborgerskab og danskhed. Mange mener for eksempel, at H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” egentlig burde være vores nationalsang. Den er som Grundtvigs ovenfor citerede linjer skrevet under indtryk af Den første slesvigske Krig, 1848-50. Andersens digt angiver fødestedet som det afgørende kriterium for at være dansk. Andersen kunne jo ikke forestille sig en situation, da så stor en del af befolkningen er født uden for landets grænser, hvad enten de er adopterede eller indvandrede.  Også Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” hæfter sig som Andersen ved geografien, men hylder også enhver borger, ”som virker, hvad han kan!” Grundtvig lægger ganske vist vægt på sindelaget, men udelukker heller ikke afstamning som kriterium. Johannes Ewalds ”Kong Christian” lægger stor vægt på den ild, som også Grundtvig omtaler, men forbliver ret krigerisk. Under alle omstændigheder kan Ewalds, Oehlenschlägers, Grundtvigs og Andersens digte alle findes i Højskolesangbogen sammen med mange andre poetiske udtryk for, hvad det vil sige at være dansk. Hermed anbefalet til gennemlæsning og gennemsyngning.

(Kristeligt Dagblad 11. april 2026. Redaktionen udelod enkelte formuleringer)

Amalienborgrunden

For første gang siden Dronning Margrethes abdikation skal der dannes en ny regering. Kongens rolle i regeringens dannelse er beskrevet i Grundlovens § 14: ”Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.” Det er en formulering, der har overlevet siden Junigrundloven fra 1849. Dengang skulle ordlyden tages mere bogstavelig. Ikke at kongen kunne vælge sine ministre uafhængigt af den politiske kontekst, men han havde faktisk den udøvende magt, således som det stadig står anført i den nugældende grundlovs § 3. Det betød, at kongen kunne vælge en regering, der ikke nød opbakning i Rigsdagen, hvad Christian IX, der blev konge i 1863, også gjorde i de første fire årtier af sin regeringstid.

Fra 1870erne arbejdede partiet Venstre for indførelsen af parlamentarisme, altså at regeringen skulle dannes ud fra det parlamentariske flertal, som Venstre tilfældigvis også sad inde med. Christian IX bøjede sig for det politiske pres i 1901 og udpegede den første Venstre-regering. Det kaldes ’Systemskiftet’, men det betød ikke, at parlamentarismen blev indført fra den ene dag til den anden. Både Frederik VIII, der var konge fra 1906 til 1912, og efterfølgeren Christian X forstod sig selv som politiske aktører med afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Den politiske kultur, der omgav dem, bekræftede dem i høj grad i denne tro. Det egentlige brud skete i påsken 1920, da Christian X udløste en forfatningskrise, idet han afskedigede regeringen Zahle uden at der var konstateret et flertal imod regeringen i Folketinget. Det er en af de mest omdiskuterede episoder i Danmarks historie. At den ikke førte til indførelsen af republik, skyldes i høj grad Thorvald Stauning, der etablerede en aldrig nedskrevet aftale mellem statsoverhoved og regeringschef. Den går ud på, at statsministeren står som garant for monarkiet, så længe monarken holder sig ude af politik. Det er den ordning, der består endnu i dag.

Parlamentarismen, der blev grundlovsfæstet i 1953, indebærer, at ingen regering kan sidde med et folketingsflertal imod sig. Det kræver efter et valg en sondering, som vi i et halvt hundrede år har kaldt en dronningerunde. Den ældste forekomst af begrebet er fra regeringsdannelsen i 1975, altså dronning Margrethes tidligste år som monark. Hvem der fandt på det, vides ikke, for interessant nok brugte man ikke begrebet ’kongerunde’ om den samme proces i Frederik IX’s tid.

Den er en sjælden gang blevet kaldt Amalienborgrunden. Selv om monarken i dag ikke har nogen politisk magt, spiller Amalienborgrunden stadig en vigtig rolle, for den giver regeringsdannelsen en scenografi og en koreografi. Den giver processen form, leder politikerne ud af Christiansborgs korridorer og opfordrer dem til i få ord at gøre deres synspunkt gældende om den kommende regeringsdannelse.

I praksis betyder det, at repræsentanter fra alle partier i rad og følge møder i audiens hos kongen på Amalienborg, hvor de fremsætter deres ønsker og krav, og kongen vil på det grundlag anvise, hvem der skal forestå forhandlingerne om en ny regering. Processen er ikke beskrevet i nogen særskilt lovgivning. Den er baseret på erfaring, sædvane og konduite. Kongen er rådgivet af sin kabinetssekretær, typisk en erfaren jurist med omfattende indsigt i statsforfatningsret, og det sker i tæt koordination med statsministeriets departementschef. Det politiske ansvar påhviler i overensstemmelse med princippet om ministeriel kontrasignatur den afgående statsminister, der i overgangen fungerer som leder af et forretningsministerium. Monarken har selvfølgelig ingen politisk indflydelse, men tilvejebringer i kraft af Amalienborgrunden en nødvendig platform for den afgørende proces, som regeringsdannelsen udgør. Det er ikke kun en formel opfyldelse af Grundlovens ordlyd. Den har historisk set vist sig at være et tjenligt instrument i det parlamentariske demokratis tjeneste.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2026)

Mindanao

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 stod Danmark tilbage som en forkrøblet europæisk småstat. Det eneste, der var tilbage af fordums storhed, var de nordatlantiske besiddelser og de vestindiske øer. Færøerne var integreret i kongeriget som et amt. Island havde allerede på dette tidspunkt en vis grad af politisk selvstændighed, der blev udbygget i de følgende årtier. Grønland og de vestindiske øer derimod var kolonier. Der foregår en diskussion om den økonomiske værdi for Danmark af disse kolonier, som er for omfattende til at blive refereret her. Dette købmandsregnskab er heller ikke lige så afgørende som den omstændighed, at man dengang betragtede fjerne landområder og de ’vilde’ folk, der beboede dem, som gyldige handelsobjekter.

USA købte Alaska af Rusland i 1867, hvilket i øvrigt gør USA til en tættere nabo til Rusland end Danmark er. Beringstrædet er væsentligt smallere end afstanden fra Bornholm til Kaliningrad. Allerede fra 1850erne havde der været tale om et muligt salg af de danske kolonier i Caribien til amerikanerne. Det blev fremsat også i 1867, men det strandede i den amerikanske kongres. I 1902 var det lige ved at gå igennem igen, men denne gang mislykkedes det på grund af modstand i Landstinget, den danske rigsdags daværende andetkammer.

I 1907 blev Maurice Francis Egan af præsident Theodore Roosevelt udnævnt til amerikansk ambassadør i København. Egan skrev den 20. september 1910 et brev til det amerikanske udenrigsministerium med et forslag, der indebar amerikansk overtagelse af både Grønland og De dansk vestindiske øer til gengæld for den filippinske ø Mindanao. Det var et temmelig ugenerøst tilbud, eftersom Mindanao på dette tidspunkt var genstand for flere forskellige parters krav. Amerikanerne havde få år før erobret Filippinerne – og Cuba – fra Spanien, så der var tale om omstridt territorium.

Men det var heller ikke tanken fra Egans side, at Danmark skulle forblive fjernøstlig koloniherre, for Danmark skulle ifølge hans forslag have retten til at mageskifte Mindanao med Nordslesvig. Tyskland havde i forvejen en række kolonier i Fjernøsten.

Fra amerikansk side var der nok tale om, at man hellere så en udvidelse af tysk indflydelse i en i forvejen uregerlig del af Stillehavet end en tysk overtagelse af nogle øer i USA's egen baghave. De dansk vestindiske øer lå lige i sejlruten til og fra den nyligt åbnede Panamakanal. Amerikanerne måtte imidlertid nøjes med lidt mindre end Egan havde håbet på. Resultatet af hans bestræbelser blev, at den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing som en tillægsdeklaration til salget af de dansk vestindiske øer, underskrevet den 4. august 1916, ikke havde noget at indvende imod, at den danske regerings udstrakte sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland. Den erklæring er et væsentligt folkeretligt grundlag for det dansk-amerikanske mellemværende om Grønland – for så vidt amerikanerne stadig anerkender folkeretten. De vestindiske øers overdragelse til USA, kendt som ’transfer day’, fandt sted den 31. marts 1917. Mindre end en uge senere gik USA ind i 1. Verdenskrig. Godt halvandet år senere sluttede krigen med Tysklands nederlag, der muliggjorde Nordslesvigs forening med kongeriget, mens Grønland forblev under dansk overhøjhed.

(Kristeligt Dagblad 23. januar 2026. Redaktionen valgte en anden rubrik.)

Uterlighed på Fejø

Mens diskussionen om Thomas Bobergs beskrivelse af Fejø fortsætter, kan vi kaste blikket 100 år tilbage, da en anden forfatter, Achton Friis, beskrev øen. Han beskrev faktisk de fleste af de beboede danske småøer i trebindsværket ”De Danskes Øer”, der udkom i årene 1926-1928. Friis var uddannet kunstmaler og deltog i ”Danmarksekspeditionen” til Grønland 1906-08 som tegner. Han ønskede at tage på flere opdagelsesrejser til fjerne mål, men Jeppe Aakjær fik ham overbevist om, at det var en bedre idé at besejle de danske småøer. Det gjorde han så helt systematisk tre somre i træk. Værket vandt stor udbredelse og står endnu i mange hjem. Men det skal bestemt læses med de historiske briller på. Friis var barn af sin tid og for eksempel optaget af den fysiske antropologi, en biologiserende forståelse af menneskets natur. ”Menneskenes Typer, racemæssigt set, aflokker ham let Betragtninger”, som Kristeligt Dagblads anmelder skrev. De mange nærmest fotografiske portrætter, han tegnede af øboerne, har karakter af fysiognomiske studier.

I september 1922 kom Friis til Fejø i Smålandshavet, og han strøede om sig med vurderinger. Kirken er gammel og fin, men ”mishandlet med Restaureringer” og landskabet ”virker forstemmende på Sindet”. Øen havde dengang to kroer, der ifølge Friis var ivrigt besøgt af ungdommen, ”der her som andre Steder maaber i Biografteatrene eller gribes af Dansedelirium, naar blot en Grammofon spiller en Negermelodi – ganske som i vor fortrinlige, højt kultiverede Hovedstad.” Eftersætningen skal forstås ironisk.

Friis tegnede også et portræt af en ældre mand, en af øens ædle vilde, ”en ret utilgængelig og kantet Mand, tavs som Graven, men af en egen, stejl Skønhed, stræng som en nordamerikansk Indianer i sine Træk med den mærkelig tilbagefaldende, høje Pande og med det stolte, stille Smil. Jeg har set adskillige af denne Type her paa Øen.”

Friis noterede sig, at øens præst netop var blevet afhentet af sin provst og en politibetjent, fordi han var under anklage for sædelighedsforbrydelser. Det var nu ikke injurier fra Friis’ side, for præsten blev faktisk senere idømt 4 måneders fængsel for at have forgrebet sig på nogle konfirmander, et vidnesbyrd om, at sådanne sager faktisk blev taget alvorligt dengang.

Det følgende forår genoptog Friis sin ekspedition og besøgte blandt andet Agersø i Storebælt. Det siges, at man på øen endnu bærer nag mod ham, og det er der ikke noget at sige til, for han har ikke meget godt at sige om den og dens beboere. Kirken på Agersø brød han sig slet ikke om. Den var ham som et ”Tredjerangs-Biografteater.” Bønderne på øen havde ifølge Friis i indretningen af deres boliger mistet forbindelsen med den gamle almuekultur og erstattet den med uskønt ”tysk Fabriksarbejde”. I de fleste hjem fandtes der, ifølge Friis, ”saa godt som intet, der kan tilfredsstille de simpleste Krav til Skønhed.” Godt var det ifølge Friis dog, at øen for en menneskealder siden havde fået fast dampskibsforbindelse til Skælskør, for samkvemmet med omverdenen blev dermed øget, og det satte en stopper for den indavl, der ellers havde ført til degeneration på øen.

Johannes Larsen fulgtes med
Achton Friis på hans rejse i det
danske arkipelag. Her hans tegning
af en allé på Agersø. SMK

Det er ikke kun tiden, der er løbet fra Achton Friis. Hans grundindstilling må allerede i hans samtid have stødt folk fra sig. Han var selv fra en landsby på Djursland og ville tydeligvis gerne give indtryk af en rustik djærvhed, men han savnede solidariteten med de øboere, hvis verden han beskrev. Bøgerne er skrevet med flanørens lune og verve. Blikket kom imidlertid umiskendeligt udefra, og hans tekst kan kun være skrevet af en, der ikke havde tænkt sig at vende tilbage til hverken Agersø eller Fejø.

(skrevet til denne blog i december 2025)