Thyras betydning

 Man kan netop nu se to programmer på DR om dronning Thyra, kaldet Danebod, der var gift med Gorm, kaldet den Gamle, og som døde i midten af 900-tallet. Et forskningsprojekt med medvirken af bl.a. Nationalmuseet har ved hjælp af avanceret teknik kunnet identificere, hvem der har hugget Jellingestenene, eller for at være mere præcis, at Jellingestenene sandsynligvis er hugget af den samme, som også har gjort to andre sydjyske runesten, der også er opsat til minde om en, der hedder Thyra.

Der er flere grunde til, at de nye resultater er interessante. Den væsentligste er, at de knytter de fire runesten sammen, således at der nu er mindre tvivl end før om, at den Thyra, der omtales på dem, er den samme. Når Danmarks Radio hævder, at kongerækken må skrives om, eller at Thyra har være skrevet ud af historien, er der imidlertid nok tale om en redaktionel stramning.

Illustration af Gudmund
Hentze til 7. bd. af
Grundtvigs oversættelse
af Saxo, 1924

Der har været anlagt mange forskellige fortolkninger af dronning Thyra, men glemt kan hun næppe kaldes. Der er eksempler på, at Thyra er helt udeladt af historieskrivningen, f.eks. den danmarkshistorie i to bind, som udkom i 2017 i samarbejde mellem Gads Forlag og Danmarks Radio, hvor hun dårligt nok nævnes. På lex.dk kan man finde, hvad man næppe kan kalde andet end en minimalistisk artikel om hende på kun tre linjer.

Men ellers er hovedlinjen i danske historieskrivning at tildele dronning Thyra en hovedrolle. Saxo beskrev hende som en handlekraftig og selvstændig aktør, der forstod at stille betingelser og sige sin mand imod. Det er også Saxo, der berettede, at Thyra skulle have taget initiativet til at bygge Dannevirke for at beskytte Danmark mod angreb fra syd. Holberg kaldte hende i sin danmarkshistorie en ”meget god Dronning”. 

Især i det 19. århundredes historieskrivning blev Thyra fremhævet som noget særligt. Det hænger naturligvis sammen med de slesvigske krige og den skærpede nationale konflikt mellem dansk og tysk. I sine ”Fortællinger af Fædrelandets Historie” fra 1872 skrev Frederik Barfod i tidens stil, at Thyra ”var en Kvinde af den ypperste Art, hvem Naturen havde udstyret herlig baade paa Sjæl og Legeme.” Adam Fabricius skrev i sin danmarkshistorie, her citeret fra 4. udgave fra 1914, at kong Gorm var både ”uvirksom” og ”ikke synderlig kløgtig” i modsætning til sin dronning, hvis ”forstandige Raad” han gerne fulgte. Lorenz Frøhlichs fremstilling af Thyra, der overvåger opførelsen af Dannevirke blev standardillustration i lærebøgerne om Danmarks historie.

Historieskrivningen i det 20. århundrede har været mere kritisk over for traditionen fra Saxo, så forestillingen om dronning Thyra som værn mod fjenden fra syd er blevet nedtonet. Arkæologiske fund viste, at Dannevirke er væsentlig ældre end det 10. århundrede, så dronning Thyra kan ikke have været bygherre. Til gengæld har det ikke kunnet ignoreres, at hun nævnes på begge Jellingestenene, og det er væsentligt.

En runesten er ikke blot et mindesmærke, men også et juridisk dokument og en politisk erklæring, hvis det må være tilladt at lægge nogle nutidige begreber ned over fortiden. Den, der rejser en runesten over en person, erklærer sig dermed også som vedkommendes arvtager, gerne under påkaldelse af et vidne, runemesteren, en slags notar. Pointen her er, at afdøde var betydningsfuld nok til at nogen har villet gøre sig den ulejlighed at sætte en sten over vedkommende. Ud fra den forudsætning må Thyra have været temmelig betydningsfuld, eftersom både hendes mand og hendes søn ristede hende en rune. 

Denne allerede veletablerede pointe forstærkes nu af, at to andre jyske runesten i henholdsvis Bække og Læborg, der er sat over en ved navn Thyra, med større sikkerhed kan knyttes til Thyra Danebod. Så kongerækken skal ikke skrives om. Men den er fortsat åben for fortolkning. Som Cecilie Nielsen, Danmarks Radios historiker på opgaven, så rigtigt siger, er danmarkshistorien altid i bevægelse. Vi skal altid være parate til at stille spørgsmål til vedtagne opfattelser, være villige til at sætte accenten et andet sted eller bare at justere, hvad vi allerede mener at vide. Så der er grund til at hilse dette forskningsresultat velkomment, selv om Danmarks Radio i sin markedsføring som antydet nok oversælger pointen en anelse.

(Kristeligt Dagblad 29. sept. 2023. Avisen valgte en lidt længere rubrik)