Ministerposten kan være en kort fornøjelse

Mia Wagner aftrådte den 7. december som minister i den nuværende regering efter blot 14 dage på posten. Nu siger mundheldet ganske vist, at en uge er lang tid i dansk politik, men det er unægtelig en hurtig exit for en minister. Historisk set er det dog slet ikke den hurtigste.

Den 29. marts 1920, mandagen efter Palmesøndag, afskedigede Christian X den radikale regering Zahle uden at nogen af dem havde tænkt på, at der skulle dannes et forretningsministerium. Socialdemokraterne benyttede lejligheden til at anklage kongen for statskup, men sagen var nok snarere den, at det parlamentariske demokratis principper endnu ikke lå på rygraden hos hverken konge eller statsminister. Det hjalp heller ikke, at kongen og Zahle ikke kunne fordrage hinanden.

Kristian Sindballe,
Danmarks kortest
siddende minister
(foto: KB)

Hvorom alting er, måtte Christian X stable en regering på benene, der i sagens natur måtte blive foreløbig. Højesteretssagfører Otto Liebe blev stillet i spidsen for en regering, der kun virkede en uge, og dens 9 ministre fungerede altså alle i kortere tid end Wagner. Liebe havde selv påtaget sig at være både stats- og justitsminister. Sidstnævnte post overdrog han den 2. april til professor Kristian Sindballe. Regeringen fik sin afsked den 5. april, så Sindballe er den minister, der har siddet i kortest tid.

Kortlivede regeringer var dengang som nu ikke utypiske. Faktisk havde Danmark fire forskellige regeringer i 1920. Efter 1945 har der været flere tilfælde af korte embedsperioder. De fleste skyldes ikke ministeren selv, men regeringsomlægninger. Jonas Dahl (SF) blev f.eks. skatteminister den 12. december 2013. Skatteministre kommer og går i forvejen med høj frekvens, og Dahl blev skiftet ind som afløser for Holger K. Nielsen (SF), der ved samme lejlighed blev udenrigsminister, en langt mere eftertragtet post. Begge måtte de dog træde ud af regeringen allerede den 3. februar året efter, da deres parti forlod regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og de radikale.

Et eksempel på en minister, der måtte forlade posten på grund af sin person er Alsing Andersen (S). Han blev den 13 november 1947 udnævnt til indenrigsminister, men blot 10 dage senere måtte han træde tilbage. Han nød ikke den tilstrækkelige tillid i Folketinget på grund af den rolle, han havde spillet som forsvarsminister 1935-40. I Jens Otto Krags anden regering, der tiltrådte 26 september 1964 fungerede H. Larsen-Bjerre (S) som fiskeriminister i få dage, indtil han måtte træde tilbage af helbredsgrunde den 8. oktober. Det er nok den situation, der kommer tættest på den aktuelle. At Larsen-Bjerre traf den rigtige beslutning på sit helbreds vegne, bevidnes af, at han levede mange år derefter. Han døde i 1999, 89 år gammel.

Bente Juncker (CD) blev socialminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering den 28. januar 1994, men måtte træde tilbage allerede den 10. februar samme år efter et hårdt pres, der først og fremmest viste, at Centrum Demokraterne var svækket. Den ydre anledning var en på det tidspunkt godt 3 år gammel sag. En gruppe udviklingshæmmede og nogle pædagoger var i september 1990 midlertidigt flyttet ind i et sommerhus på Møn. Juncker var ikke blot nabo men også næstformand i grundejerforeningen, der havde klaget over de nye naboer. I den forbindelse blev Juncker beskyldt for at have brugt et uheldigt ordvalg i omtalen af de udviklingshæmmede, men det var nok snarere hendes daværende samlever, Uffe Thorndahl, der var grov i munden. Han blev citeret for at sammenligne dem med svin. Han blev siden borgmester i Hørsholm for de konservative. Bente Juncker blev løsgænger og forlod politik ved Folketingsvalget i september 1994.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2023)