Journalisten er ikke historien

Danmarks Radios P1 har foretaget en omfattende omlægning af sin programflade i et forsøg på at tilpasse sig en ny tids lyttevaner. Det betyder, at alle programmer ikke kun kan høres på FM-båndet, men systematisk gøres tilgængelige på nettet, hvilket man kun kan synes godt om. Det betyder imidlertid også, at stadig flere programmer tilpasses podcasten som genre.

For nyhedsprogrammernes vedkommende betyder det, at klassiske journalistiske formater som reportage og interview må vige pladsen for en fortællestruktur, der gør journalisten til hovedpersonen.

Man kunne tage programmet ”Genstart” fra den 5. maj som eksempel. Det handler om ’Skyggekrigen’, russiske efterretningsaktiviteter i Norden. Eller det gør programmet faktisk ikke. Det meste af tiden går med, at lytteren introduceres til de journalister, der arbejder med sagen. De kører i bil og ringer til hinanden, taler engelsk, fortæller om sig selv, sammenligner lister og tænker højt.

Formatet er bygget op om en dramaturgisk model, en spændingskurve, der kommer til at handle om, hvordan journalisterne er kommet på sporet af den pågældende historie, og ikke om historien selv.

Journalistik handler ikke om journalister. Ikke desto mindre skal jeg høre om, hvordan journalisterne er klædt eller hvordan de har fået deres redaktionschef til at bevilge en ekstra kollega til at deltage i undersøgelsen. Det er som et teaterstykke, hvor man ikke alene får alle regibemærkningerne læst højt, men også instruktørens kommentarer og revisionsprotokollatet fra teatrets årsregnskab.

Fra TV-versionen: Journalist kører bil

Det format, som nyhedsformidlingen på P1 tidligere har været bygget på – og, indrømmet til dels stadig er bygget på – er magasinprogrammet, hvor journalisterne ganske vist er tydeligt til stede som værter, interviewere og reportere, men det er ikke, hvad de selv gør, der er historien. Historien er historien.

Podcastformatet er imidlertid blevet en invasiv art, der gør den redaktionelle proces til en stadig større del af historien. Hvis journalisten i forbindelse med sit arbejde har gjort sig en eller anden form for ulejlighed, skal det med djævelens vold og magt meddeles lytteren. Det betyder så, at hvis jeg vil vide noget om de russiske aktiviteter i Norden, skal jeg nu bruge en halv time på at få informationer, der i et klassisk journalistisk format kunne være blevet formidlet på max 10 minutter. Det er spild af min – og journalisternes – tid.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 6. juni 2023)