Nytårsaften og Den Store Synkronisering

Nytårsaften bliver vi alle kronologiske pedanter. De fleste af os lægger vægt på præcision i hverdagen. Det er tillidsvækkende at kunne møde til tiden, men hvis man er tilsagt til kl. 15, regnes det ikke for en forsinkelse, selv ikke for de mest øjeregnende, at møde et minut eller to senere. Anderledes er det nytårsaften. Vi skåler og ønsker tillykke på slaget 12. De mest sendrægtige kan godt finde på at vente både 5 og 10 sekunder med at reagere på Københavns rådhusurs første slag, men det må tilskrives sprituspåvirkningen. Anstændige mennesker handler straks.

I sig selv er Nytårsaften ikke en begivenhed, der indebærer andet end at vi skal have ny kalender, hvis man da stadig bruger papirkalender. Man kunne lige så godt have lagt nytåret på en hvilken som helst anden dato. Kineserne fejrer nytår i februar. Kirkeåret begynder den første søndag i advent, medmindre man er russisk ortodoks og stadig følger den julianske kalender, som er stadig mere forsinket i forhold til den gregorianske, som er vores. Ferieåret begynder 1. maj og skoleåret den 1. august.

Normalt tænker vi os historiske begivenheder strøet ud på en tidslinje, som udgør den faste målestok for afstande i tid. Imidlertid er enhver tidsregning selv historisk betinget. Et af de bedste eksempler på dette forhold er, at to af den europæiske litteraturs største skikkelser, Cervantes og Shakespeare, døde med godt en uges mellemrum, men begge på den samme dato, den 23. april 1616. Forklaringen er den, at mens Spanien var gået over til den gregorianske kalender, betjente englænderne sig endnu af den julianske. Tid er ikke overraskende relativ.

Af samme årsag er tidspunktet for Jesu fødsel ret usikkert. Det er en svaghed ved Vor Tidsregning, som matematikhistorikeren Chr. M. Teisbak har noteret, at den ikke var opfundet, da den begyndte. Det var munken Dionysios, der i det 6. århundrede begyndte med at regne årstal ab incarnatione Jesu Christi. Tidligere havde man brugt f.eks. ab urbe condita, altså fra Roms grundlæggelse.

Hvis vi nu ser bort fra nutidens pedantiske historikere, der peger på, at Quirinius' folketælling først fandt sted flere år efter kong Herodes' død, kan vi ud fra en rent logisk betragtning konstatere, at Vor Tidsregning ikke hænger sammen. Jesus er født julenat, en uge før nytårsnat, altså i år 1 før Kristi fødsel eller muligvis år 1 efter Kristi fødsel. (År 0 findes som bekendt ikke. Det er et tidspunkt, ikke et tidsrum. Man tæller år som man tæller bolsjer eller æbler, og det første tælles altså ikke som det nulte.)

Hvorom alting er, kan man betegne Nytårsaften som en konvention. At hele verden bruger den samme tidsregning blev faktisk vedtaget ved en international konference i Washington i 1884. Herefter bestemmes alle klokkeslæt i verden efter hvad klokken er i Greenwich ved London. Alle andre tidsregninger er ikke forsvundet, men de har underordnet sig denne konvention. Nytårsaften er blevet en i sandhed global begivenhed, der forskyder sig gennem nytårsdøgnet over klodens 24 tidszoner efter fælles global overenskomst. Det er Den Store Synkronisering af kloden. Den højtideligholder vi ved at være særligt nøjeregnende med sekunderne omkring midnat.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 31. dec. 2012)

Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)

En rejse i tiden

Fornemmelsen af at være født i gamle dage er begyndt at dukke op med foruroligende hyppighed. Det begyndte for fem-syv år siden, da det gik op for mig, at flere og flere af mine studerende på universitetet ikke selv havde nogen erindring om Murens fald i 1989. De var blot små børn dengang, da jeg selv som ungt menneske på 23 år læste på Freie Universität i Berlin i vinteren 1989-90. Nu møder jeg også førsteårsstuderende, der ikke har nogen personlig erindring om 11. september 2001.

For nylig var min familie og jeg i Paris. Med sin rige fortid bød byen på mange kulturhistoriske oplevelser, men den stærkeste oplevelse af historiens gang kom fra den medbragte parlør, Berlitz' reviderede udgave af " Fransk til rejsebrug" fra 1983, som jeg oprindeligt anskaffede, da jeg i min ungdom første gang besøgte Frankrig for mere end 25 år siden.

Oplevelsen af forandring begynder allerede på bogens første opslag, hvor forlaget reklamerer for sine øvrige parlører og rejseguider. Man kan for eksempel lære at begå sig på serbo-kroatisk ( med tilhørende kassettebånd), hvis man vil rejse til Jugoslavien, et ikke længere eksisterende sprog fra et ikke længere eksisterende land.

Parlørens råd om, hvordan man skal forholde sig i paskontrollen, er for en dansk statsborger i dag helt over-flødige. Det samme kan man sige om anvisningerne på, hvordan man tilkalder en drager til sin bagage, hvordan man telegraferer eller tiltaler telefonisten på centralen, eller hvor man med fordel kan veksle til den lokale valuta.

Heldigvis er ikke alting forandret. Der tales stadig fransk i Paris, men ikke med den samme chauvinisme som før. Den berygtede parisiske arrogance så vi ikke meget til. Tålsomheden over for turistens malebariske skolefransk er høj, og hvis turisten har brug for supplerende at forklare sig på engelsk, møder man ingen modstand, men derimod venlig forståelse. Det var ingen selvfølge for 25 år siden.

En 20-årig på rejse i Paris i dag ville antagelig have en helt anden oplevelse. Han er opvokset med engelsk som selvfølgeligt, men eneste fremmedsprog. Han ville tage for givet, at man taler engelsk, når man er i udlandet, og måske endda undre sig over, at franskmænd alligevel ikke er bedre til det. At forklare et ungt menneske af i dag, at det kunne være taktfuldt eller endda nødvendigt at lære sig lidt fransk for at begå sig i Frankrig, er kun blevet vanskeligere.

Det er jo ikke, fordi jeg føler mig gammel. Det er blot fornemmelsen af at have været vidne til et epokeskift, at have en erfaring, som man kun deler med sine jævnaldrende og ældre, ikke med de yngre. Jeg kan for eksempel huske, dengang fremtiden tilhørte kassettebåndet.

Mens man selv kan opfatte denne erfaring som en rigdom, er den i realiteten udmøntet i en valuta under stærkt inflatorisk pres. Erfaring kan for eksempel i dag kun vanskeligt omsættes i myndighed. Få lytter til dem, der kender fortiden, mens flere søger råd hos dem, der hævder at kende fremtiden, de såkaldte " first movers".

De kaldtes før i tiden med et fransk udtryk avantgarden, de retningsgivende for fremskridtet. Forgæves peger historikeren på, at ingen kender fremtiden, ja, at al erfaring viser, at fremtiden er lige så vanskelig at forudsige, som den altid har været.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 16. nov. 2012)

Vand i hovedet er bedre end maling

Det er i den forløbne uge kommet frem, at en gruppe nazister under krigen tænkte på at forøve et brandattentat mod arkitekten Poul Henningsens hjem. Det er ikke så overraskende, at også han var et mål. De danske nazister var bestemt ikke kræsne, når det handlede om at udpege fjender, og de var indstillet på at bruge vold.

Det var de ikke ene om. Tiden var en anden, og attentatplaner var talrigere og voldsberedskabet højere dengang, og ikke blot fordi der var krig. Volden var også en arv fra 1930' erne. Socialdemokraten K. K. Steincke oplevede det for sin tid trods alt ret sjældne at være udsat for hele to skudattentater. Det første indtraf i december 1930. Steincke var som ordfører i gang med en længere udredning om offentlig forsorg.

Ifølge det stenografiske referat hedder det: " Der høres et Skud fra Tilhørerpladsen og Raabet: ' Paa de arbejdsløse Organisationers Vegne'..." Steincke kommenterede nonchalant afbrydelsen med bemærkningen " det var kun en Kineser" og fortsatte ret uforstyrret sine redegørelser.

Attentatmanden, en kommunist, blev hurtigt pågrebet. Det andet tilfælde fandt sted i 1938, da en nazist løsnede skud mod Steincke, igen i folketingssalen. Han blev også pågrebet og straffet for overfald og ulovlig våbenbesiddelse. I dag ville det være så godt som umuligt at få et skydevåben smuglet ind på Christiansborg.

Den gamle hovedindgang i Rigsdagsgården med den store trappe er kun til festlig brug. Gæster bliver ledt igennem en omfattende sikkerhedssluse under trappen. Forskellen til tilstanden for bare 20 år siden er markant. En form for uskyld er gået tabt, og afstanden til politikerne er blevet større. Det må man naturligvis beklage.

Men udviklingen er ikke sket, fordi vi har fået mere politisk vold, men fordi politisk vold i stadig ringere grad bliver tolereret.

Udfordringen består naturligvis i, at modforholdsreglerne ikke i sig selv må bidrage til forøgelsen af usikkerhed og uretfærdighed i samfundet. Denne meget vanskelige opgave står PET for at løse.

Overfaldene med rød maling mod statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V) og udenrigsminister Per Stig Møller ( K) i 2003 har i høj grad medvirket til, at sikkerheden er blevet skærpet. Gerningsmændene, der blev fanget og straffet, tilhører den ydre venstrefløj. En af dem var i forrige uge gæst i radioprogrammet " Krause på tværs". Direkte adspurgt ville han ikke tage afstand fra sine gerninger for 10 år siden. Det fik studieværten, Niels Krause-Kjær, til at tage sit vandglas og tømme det i ansigtet på sin gæst, og han fulgte sin handling op med spørgsmålet, om det ikke var en sær måde at argumentere på at kaste ting i hovedet på folk? Gæsten tog det pænt, må man sige, men han ville stadig ikke tage afstand fra sine metoder.

Man kan selvfølgelig godt bebrejde Krause-Kjær, at han ikke er bedre end venstre-fløjsaktivisterne, men med sin relativt uskyldige demonstration sætter han netop fingeren på et ømt sted i den politiske kultur på yderfløjene, hvor had betragtes som en legitim politisk drivkraft, og hvor der stadig findes mennesker, der mener, at en politisk sag kan berettige en voldshandling. Så længe de findes, bliver der brug for PET og sikkerhedssluser.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 19. okt. 2012)

Sekretariatet for dårlige vaner

Organisationen ”Aktiv rundt i Danmark” står i disse uger for en sundhedskampagne målrettet mod grundskoleelever. Foretagendet er et partnerskab mellem University College Syddanmark og mejeriselskabet Arla. Projektet har kørt siden 2007 og nyder stadig større opbakning i skolerne. Over 120.000 skoleelever er tilmeldt.

Temaet i år er dårlige vaner. Et af tiltagene er, at deltagerne i projektet skal selvangive deres dårlige vaner og sende dem til ”Sekretariatet for Dårlige Vaner”. Ja, det hedder det altså. I pressematerialet formuleres det således:

”Under mottoet ’For lidt er for lidt og for meget er for meget’ sætter Aktiv Rundt i Danmark i år fokus på dårlige vaner, og alle 125.000 deltagende børn og deres familier bliver opfordret til at skrive deres dårlige vaner ned og sende dem ind til Sekretariatet for Dårlige Vaner, der i anledning af kampagnen holder til på UC Syddanmark i Haderslev. Her vil vanerne blive optalt og grupperet, og på skolernes motionsdag vil vanerne blive sprængt i luften ved en kontrolleret sprængning på Lindevangskolen på Frederiksberg.”

Filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen trækker det tunge retoriske skyts frem i en kommentar på en blog på Berlingske.dk. Han anser projektet for ”statssanktioneret sundhedspædofili” og omtaler Aktiv rundt i Danmark som ”sundhedsfascisterne” og ” totalitære sundhedsapostle”. Det er skudt væsentligt over målet.

Men selv om der ikke er tale om hverken seksualforbrydere eller totalitære fascister, kan metoderne jo godt være kritisable. Kampagnen introducerer nogle fremgangsmåder, der ligger fjernt fra den palet af pædagogiske virkemidler, der betragtes som acceptable i den danske folkeskole.

Indberetningen til organisationen af egne forsyndelser mod det opstillede sundhedskodeks skal ske sammen med familien. Har man tænkt over, hvad det egentlig er, man beder barnet om? Hvem bemyndiges til hvad af hvem? Skal barnet være sundhedsopdrager i eget hjem? Skal det til at bære ansvaret for, at far og mor nu motionerer og spiser sundt? Hvordan registreres oplysningerne, og hvad skal de bruges til?

Projektet slutter med, at de indsamlede indberetninger destrueres ved en sprængning. Denne måde at identificere og destruere dårlige vaner, slette tanker og ødelæggende adfærdsmønstre ved hjælp af en rituel handling ligner de metoder, der bruges inden for coaching, som indebærer forestillingen om, at man kan fremkalde et bedre jeg ved at kaste det gamle jeg bort. Det er ikke bare en uskyldig selvhjælpsteknik, men bærer med sig et menneskesyn rundet af fremgangsteologi, new-age-holisme og mentale træningsteknikker fra elitesporten. Det er jo nærmest en autodafé, en rituel renselse for synd ved hjælp af ild.

Aktiv Rundt i Danmark nyder stor opbakning på skolerne, og der er ingen tvivl om, at de gør et stort og vigtigt arbejde. Man kan ikke have noget imod, at der gives skolebørn flere muligheder for at dyrke sport og idræt eller at lære om sund mad, men det er ikke ligegyldigt, hvilken pædagogisk form, man giver de gode hensigter.

(Debatindlæg i Kristeligt Dagblad 10. okt. 2012)

At arbejde for det daglige udkomme

Hvorfor skal man egentlig gå på arbejde? Det er spørgsmålet i den værdikamp, der er blevet rejst af to konkrete eksempler på mennesker på offentlig forsørgelse, der er slået stort op i medierne: " fattige Carina" og " dovne Robert". Selv ikke nok så mange finanslovsdebatter og arbejdsløshedsstatistikker har kunnet skabe en opmærksomhed om spørgsmålet som disse to tilfælde.

Svaret på spørgsmålet har for mange af os været hentet i teorien om den lutherske arbejdsetik, som oprindelig blev præsenteret af sociologen Max Weber for hundrede år siden. Den går ud på, at en oprindelig religiøst - især calvinsk - begrundet kaldsetik i Nordvesteuropa og Nordamerika i løbet af det 17. og 18. århundrede forvandlede sig til en i kulturen grundfæstet moralsk forpligtelse til at arbejde for arbejdets egen skyld.

Webers omdiskuterede tese har siden stået centralt i fortolkningen af kapitalismens og industrialismens opkomst i Europa, og den har med mellemregninger betydet, at vi ofte tillader os at sige: " Jeg arbejder, fordi det giver mening og identitet." Den nuværende værdikamp skyldes, at de materielle betingelser for arbejdsmarkedet har ændret sig væsentligt.

Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, er der løbet meget vand i åen, siden Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget i 1994 på at være bevidst arbejdssky. Robert stiller faktisk også op til folketingsvalg for Nihilistisk Folkeparti, men han bliver næppe valgt.

Den globale konkurrence har medført, at fattigdom, helt konkret og gammeldags armod, er rykket væsentligt nærmere som en mulighed. Rumænske tiggere fylder i vores gader. Vores lønniveau er ikke længere dikteret af, hvad danske fagforeninger kan kæmpe sig til nationalt, men er i stadig stigende grad afhængig af, hvad en inder, brasilianer eller kineser skal have i løn. Det forspring, vi tidligere havde i uddannelsesniveau, er hurtigt ved at blive indhentet.

Kravet om øget produktivitet og effektivitet nåede allerede til den offentlige sektor, da den såkaldte " new public management" blev introduceret i Mogens Lykketofts tid som finansminister. Ingen på arbejdsmarkedet er undtaget for konkurrencepresset, og derfor smitter det også af på vores syn på dem, der lever af overførselsindkomster.

Det er blevet vanskeligere at forsvare, at en skattefinansieret, arbejdsfri indkomst overstiger, hvad en jordbærplukker eller et avisbud tjener, eller at den overhovedet udbetales, så længe der er uplukkede jordbær og uomdelte aviser tilbage.

Fronten i værdikampen har i politisk forstand rykket sig væsentligt mod venstre, og dens aktuelle stridspunkt, som kan aflæses i valget til formandsposten i SF, er dagpengereformen. Til venstre lyder synspunktet, at arbejde skal være meningsfuldt, og at overførselsindkomster skal tildeles af menneskelige hensyn.

Det aktuelle flertal i befolkningen og Folketinget giver et andet svar på spørgsmålet: "Jeg arbejder for livets ophold." Hvis det i tilgift giver mening at arbejde for det daglige udkomme, er det en luksus, som man skal vide at skønne på.

(klumme i Kristeligt Dagblad 28. sep. 2012)

For mange brande

NATTEN TIL DEN 12. september blev der sat ild til et pizzeria i Aalborg ved hjælp af molotovcocktail. Det samme skete for et pizzeria i Nørregade i Odense i marts i år.

Kun få dage forinden havde en eksplosionsagtig brand hærget et pizzeria på Skibhusvej, også i Odense. En brand i et pizzeria på Råholtvej i Frederikshavn i april i år betragtes som mistænkelig, men er indtil videre uopklaret.

I september 2011 udbrændte et pizzeria i Hvide Sande. I juni 2011 udbrændte et pizzeria i Humlebæk. I maj 2011 udbrændte et pizzeria i Christiansfeld.

I juni 2010 udbrændte en sandwichbar i Roskilde. I oktober 2009 udbrændte et pizzeria i Viby Sjælland, kun få måneder efter at det havde været udsat for hærværk. Det er blot enkelte eksempler på mistænkelige brande i den billige ende af restaurationsbranchen.

En almindelig søgning på danske mediers fælles søgetjeneste, Infomedia, viser, at der de seneste 10 år har været gennemsnitlig en håndfuld mistænkelige brande hvert år i restauranter, kiosker og lignende. Det er flere, end selv en meget skødesløs omgang med friture kan forklare. I flere af tilfældene har der været rejst mistanke om forsikringssvindel.

I andre tilfælde er beskyldningerne blevet rettet mod konkurrerende virksomheder, der formodes at ville sikre sig en markedsposition ved hjælp af hærværk og ildspåsættelse.

DER ER FALDET DOM i en sag fra Mørkøv på Sjælland, hvor en pizzeriaejer i 2002 betalte gerningsmænd for at sætte ild til en konkurrerende virksomhed.

Et par sager er endt tragisk. En påsat brand i et pizzeria i Odense i 1999 kostede to mennesker livet. I Bramming døde en kvinde som følge af en påsat brand i et pizzeria i 2008. Man kan ikke udelukke, at disse alt for mange tilfælde af påsatte brande er tilfældigheder, men hvad hvis de nu ikke er? Branchen er i forvejen kendt for udbredt anvendelse af sort arbejde samt afgiftsog momsunddragelse. Det har også ofte nok været beskrevet i pressen.

Men overhyppighed af brande har indtil nu ikke været genstand for systematisk opmærksomhed. Det er egentlig besynderligt, fordi de jo tyder på, at branchen ikke blot befinder sig i en økonomisk gråzone, men at den er præget af en skrupelløs mentalitet, som kendes fra organiseret kriminalitet, hvor vold og hærværk er en fast bestanddel af de midler, som bliver bragt i anvendelse i en mafiøs paralleløkonomi.

Likvideringen på åben gade af en kioskejer på Vesterbro i København natten til den 12. september i år vækker foruroligende associationer. Foruden forsikringssvindel og forsøg på at monopolisere et marked falder mistanken på de såkaldte " beskyttelsespenge", der opkræves hos næringsdrivende, til gengæld for at de beskyttes mod vold og hærværk fra dem, der indkræver pengene.

Alt dette er naturligvis spekulation, fordi ingen som sagt har sat sig ned og undersøgt emnet. Man skulle da ellers mene, at mistanken ligger på den åbne hånd.

(læserbrev i Kristeligt Dagblad 18. sep. 2012)