Har sjældne sprogblomster fortjent at uddø?

Jeg har en forkærlighed for sjældne ord og vendinger. Mine kuldslåede redaktører på avisen bemærker rutinemæssigt om mit sprog, at det er lidt gammeldags. Det gør de naturligvis ud fra den betragtning, at en tekst er til for at blive forstået af den almindelige læser. Det er dem meget om ikke at støde læserne bort. ”Det er der da ingen der forstår, Jes!” sagde en af dem til mig om en tekst, hvori ordet ’venalitet’ indgik. Mit svar var, at så kan de slå det op. Den helt fortryllende grundige Ordbog over Det danske Sprog (ODS), der i papirudgaven er på 28 bind, er frit tilgængelig på nettet. Og hvis læserne ikke kan finde ud af at slå op i en ordbog, må de tage skade for hjemgæld.

Selvfølgelig er der ord for fænomener, som ikke længere findes. Smørlykke tror ingen rigtig længere på. Det var i det gamle landbosamfund betegnelsen for det held, der var påkrævet for en vellykket smørkærning. Det kunne man sikre sig f.eks. ved hjælp af en sebedeje, en tordensten, i dag bedre kendt som forstenet søpindsvin. Grundtvig fik i foråret 1811 udskrevet en recept på dyvelsdræk, der blev betragtet som virksomt imod bl.a. dårlige nerver. Det er en harpiks udvundet af en skærmplante, der er hjemmehørende i bl.a. Iran. 

Moderne medicin er heldigvis nået lidt længere i dag, men medikamenterne har væsentligt kedeligere navne med enkelte påfaldende undtagelser. Lægemidlet ’Gangiden’ virker afførende. ’Propiden’ har den modsatte virkning.

Mange nutidige fænomener har navne, som de færreste kender. Har man valgt at tilbringe sommeren 2025 på landet i Danmark, er der på grund af den megen regn lejlighed til at studere fænomenet lejesæd, altså korn- eller frøafgrøder, der er lagt ned af hård nedbør. Den vindskibelige sommerhusejer er naturligvis altid opmærksom på sine vindskeders tilstand. Og når aftenen falder på, finder man gerne stunder til at nyde det borgerlige tusmørke.

De fleste sprogbrugere tænker som mine redaktører på sproget som en dynamisk størrelse, hvilket jo ikke er forkert, men på den anden side heller ikke er en fyldestgørende karakteristik, fordi man dermed tager for givet, at sproget med tiden bevarer sin styrke, sin bredde og dybde, bare på en ny måde.  Den grundlæggende antagelse er, at der sker en stadig berigelse af sproget. Det sker med en uudtalt accept af, at sproget samtidig udsættes for en sanering, der indebærer, at ord og vendinger løbende tages ud af brug, fordi de betragtes som ’forældede’.

Selv er jeg skeptisk over for de fleste fornyelser, fordi de som regel og i stadig stigende grad består af tankeløse anglicismer, misforståede forholdsordsforbindelser og det, der er værre. Et af problemerne er, at den sproglige bevidsthed er i aftagende, herunder ikke mindst grundlæggende kendskab til grammatik. Når jeg diskuterer ønsket om at blive omtalt med særlige pronomener med unge mennesker, efterlades jeg med den klare mistanke, at de ikke rigtig er klar over, hvad et stedord overhovedet er. Jeg har forsøgt mig med følgende udfordring: ”Hvis du kan fortælle mig, hvad det personlige pronomen i 2. person ental akkusativ er, vil jeg gerne diskutere spørgsmålet med dig.” Spørgsmålet blev taget ret ilde op. Det var muligvis også en unødvendig anstødelig tilgang til samtalen, må jeg indrømme.

For at vise min gode vilje til fornyelse har jeg dog optaget ’surlten’ i mit ordforråd, en oversættelse af det engelske ’hangry’, altså at være i dårligt humør fordi man har sprunget et måltid for meget over. Bortset fra enkeltstående tilfælde som dette, må de fleste berigelser af sproget komme fra det sproglige forråd, som vi så uforsigtigt har smidt i skarnkassen. Men det sker kun i begrænset omfang.

Bliver man i den økonomiske metafor, kan man sige, at vi med åbne øjne indrømmer, at sproget hele tiden bliver fattigere. Vi har taget af hovedstolen i en sådan grad, at de fleste i dag antagelig betragter ODS som en museumskatalog (ja, katalog kan godt være fælleskøn.) snarere end som et forråd af sproglig rigdom, som blot venter på at blive oparbejdet. Men hvis vi nu ser på sproget som et økosystem, anskueliggør det udfordringen med større klarhed. Er vi parate til at lade sprogblomster uddø med den ene begrundelse, at de er sjældne?

Hvis sproget ikke skal svinde ind til et funktionelt minimum, må og skal vi holde fast i, at ’forældede’ ord og vendinger pr. definition kun er forældede, hvis de ikke længere bliver bragt i anvendelse. Så det er bare med at komme i gang. Arbejdsredskaberne ligger på den åbne hånd. Hvis man ikke bryder sig om ordbøger, kan man finde guld i litteraturen. Skønlitteraturens klassikere kan man oplede på ethvert folkebibliotek. Selv er jeg glad for Pontoppidan, vel at mærke Knud Pontoppidan, psykiater og bror til ham med romanerne. De var begge fremragende stilister. Og nu må jeg vist hellere se at få en bid brød.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2025. Avisens rubrik varierede lidt.)

Valggeometri

I USA pågår der en strid om, hvordan valgene til de repræsentative forsamlinger afvikles. Det handler om det, der kaldes ’gerrymandering’, et udtryk af lidt usikkert ophav, der handler om arrondering af valgkredse, således at et parti uforholdsmæssigt favoriseres. Amerikanerne benytter stadig i overvejende grad et valgsystem, der bygger på flertalsvalg i enkeltmandskredse. Landet er sammensat af valgdistrikter, og hvert distrikt stiller med en repræsentant. Kun de stemmer, der er faldet på vinderen af det pågældende distrikt, bliver omsat i politisk indflydelse. Stemmerne på den tabende part bliver dermed spildt. Den myndighed, der bestemmer, hvordan disse valgdistrikter sammensættes, har derfor en enorm indflydelse på valgets udfald. Reglerne i USA er forskellige fra delstat til delstat.

Museumsinspektør på Museum Sønderjylland, Rene Rasmussen, har for nylig gjort opmærksom på et parallelt historisk eksempel på, hvad man dengang på dansk kaldte valggeometri. Da Slesvig efter 1864 blev preussisk, blev slesvigerne også del af det, der fra 1867 først blev det nordtyske forbund og fra 1871 det tyske rige. Begge dele var mere demokratiske end deres eftermæle oftest lader forstå, og det gav altså et – ganske vist begrænset – udvalg af slesvigerne stemmeret til de kompetente forsamlinger. Ved det første valg i februar 1867 blev Slesvig delt i fire valgdistrikter, der gav valg til to dansksindede og to tysksindede repræsentanter. Den ene dansker blev valgt i en sikker kreds, der omfattede store dele af det nordligste Slesvig, mens den anden blev valg i en kreds, der omfattede Flensborgs udvidede opland, der var blandet dansk og tysk, samt Sundeved og Als, der var stort set rent dansk. Det var nok til at give flertal til den danske kandidat. De to øvrige kredse i Vest- og Sydslesvig gav valg til tyske repræsentanter. Ved et valg senere samme år, havde preusserne imidlertid slået Sundeved og Als sammen med det nordligste Slesvig. Det gav et selvfølgeligt valg til en dansk kandidat i den kreds, mens der blev valgt tyske kandidater i både den reviderede Flensborgkreds og i den vest- og sydslesvigske kreds. Dermed var den danske repræsentation i Slesvig reduceret fra 50 til 25 %, alene på grund af en teknisk ændring af valgdistrikter.

Valgdistrikstsinddelingen februar 1867, 
Gengivet efter Vilh. la Cour, Sønderjyllands Historie, Bd. 5, 1933

Valggeometri er et fænomen, der trives bedst i et system, der bygger på binære valg, altså valg mellem blot to muligheder, først og fremmest i form af flertalsvalg i enkeltmandskredse som det også var tilfældet i Slesvig. Det var det system, som også blev indført i Danmark i 1848. Det er et system, der kun vanskeligt indrømmer en tredje mulighed adgang til politisk repræsentation. Det har indtil i dag været meget tydeligt i for eksempel britisk politik, hvor de konservative og arbejderpartiet skiftevis har domineret, mens alternative partidannelser har været henvist til statistroller, selv om de ikke sjældent sammenlagt har fået mange stemmer på landsplan.

Valgdistrikstsinddelingen august 1867, 
Gengivet efter Vilh. la Cour, Sønderjyllands Historie, Bd. 5, 1933

I Danmark har vi siden 1915 haft forholdstalsvalg. Tanken bag dette princip er at tilvejebringe så bred en repræsentation som mulig og at reducere stemmespild og sørge for, at så mange af vælgernes synspunkter nyder retvisende repræsentation i den lovgivende forsamling. Valgsystemerne er løbende blevet raffineret, men det er stadig ikke uden problemer. Spærregrænsen på to procent til folketingsvalgene udgør for eksempel en kilde til stemmespild. Hvis et parti opnår 1,99 % af stemmerne, er de spildte. Ved kommunalvalg kan partier dog indgå tekniske valgforbund, der reducerer dette spild.

I forbundsrepublikken Tyskland er spærregrænsen på 5 %. Det medfører i sagens natur et større stemmespild end i Danmark og dermed også et større demokratisk problem. Interessant nok er nationale mindretal undtaget fra denne bestemmelse. Det betyder, at det parti, der repræsenterer både det danske og det frisiske mindretal i Slesvig-Holsten, Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW, har opnået repræsentation ikke alene i Landdagen i Kiel, men også i Forbundsdagen i Berlin, selv om de har fået mindre end 5 % af stemmerne.

(Kristeligt Dagblad 26. aug. 2025. Enkelte redaktionelle ændringer og rubrikken var en anden.)

Tvekamp og tusindkamp

Kirkeministeren har sat gang i en debat om krig og kristendom, og det er anledning til at undersøge, hvad Danmarks måske mest betydningsfulde teolog, Grundtvig, mente om den sag. 

Man kan i Grundtvigs historiske forfatterskab finde positiv omtale af korstogene, altså krig for kristendommen, men som han skrev i sin reviderede Haandbog i Verdenshistorien fra 1832, måtte man bemærke, hvor meget hans egen samtid adskilte sig fra Middelalderens korsriddere, fordi ” vi selv i Fienden ære Mennesket og aldrig over Kampen glemme Kiærligheden.” Når Kristus selv udgød sit blod, idet han gik i forbøn for sine fjender, var det soleklart for Grundtvig, hvad der var kristeligt, nemlig mildhed mod fjenden. Det var imidlertid i menneskelig forstand at betragte som slaphed og fejhed at skåne samfundets fjender. På den måde skelnede Grundtvig mellem det, der lod sig legitimere kristeligt, og det, der lod sig retfærdiggøre i borgerlig forstand. Det er da også synd at sige, at Grundtvig var pacifist.

Som søn af en præst havde han ikke værnepligt. Han meldte sig som teologistuderende ikke desto mindre som frivillig til Københavns forsvar i 1801. Han kom dog ikke i kamp. I 1808 skrev han en bandbulle mod de blødagtige danskere, der hellere ville more sig end hvæsse sværdet for ”Bretlands Skjold at kløve!”, altså kæmpe mod briterne, der på det skammeligste havde bombet København og ranet flåden.

Da han i 1813 vendte tilbage til København, stillede han sig på opfordring i spidsen for en frivillig mobilisering af studenterne på universitetet. Fredsslutningen i Kiel i begyndelsen af 1814 satte dog en stopper for den ambition. Norges afståelse til Sverige i den anledning blev af Grundtvig oplevet som et stort tab, som han i grunden aldrig forvandt. Det førte dog ikke til noget egentligt had mod svenskerne, blot en påfaldende ligegyldighed. I de mere end 60 år han boede i København besøgte han aldrig Sverige. Muligvis var han på en dagsudflugt til Hven, men det var så også det. Han blev meget optaget af England, som han besøgte hele fire gange, og han nåede også et enkelt besøg i Norge, der udformede sig som et egentligt triumftog, da han dér havde mange tilhængere. Til gengæld blev han især i løbet af 1840erne stadig mere antitysk. Han mente at det tyske sprog var at ligne med gift. Derfor var han også under forhandlingerne om en ny grundlov i 1848-49 imod de nationalliberales ejderpolitik, der ville indebære, at de tysktalende i Sydslesvig ville blive en del af den danske rigsdag. Enkelte udtalelser kan fortolkes som om han gik ind for en deling af Slesvig allerede i 1848, men den modsiges af så mange andre samtidige udsagn fra hans hånd.

Grundtvigs sønner, Johan og Svend, meldte sig som frivillige til den danske hær i 1848, da borgerkrigen brød ud, og de udmærkede sig i felten på en sådan måde, at de begge fik Dannebrogordenens ridderkors. Det var deres far ret stolt over. Han var som medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling og derefter som folketingsmedlem fortaler for en offensiv dansk krigsførelse. Han havde nogle få år før gjort sig bemærket ved offentligt at forsvare duellen som en gyldig afgørelse af en tvist. ”Tvekampen”, mente Grundtvig, kan ligesom ”Tusindkampen” – altså krig – være løsningen, fordi kun den ”paa ærefuld Viis kan jævne en for Menneske-Aanden eller Menneske-Hjertet stor og vigtig Trætte.”

Lorenz Frøhlichs skildring af Uffe hin Spages
tvekamp. SMK Open.

Mens han i sin ungdom – når han selv skulle sige det – havde været tæt på at drikke sig en fordærvelig rus til, da han udbragte ”Asernes Skaal”, altså simpelthen stod i fare for at blive hedning, forblev den nordiske mytologi helt til hans alderdom et kar, hvoraf han i litterær og historisk forstand øste i bredfuldt mål. Det var denne forståelse, der førte ham til at forbinde fysisk styrke med den åndelige, således at tvekamp og tusindkamp, duel og krig ikke blot skulle forstås som den stærkeres ret, men også som et redskab til at tilvejebringe retfærdighed. Denne udlægning af Nordens ånds levende virke er vel næppe udtrykt med større patos end i Grundtvigs digt om slaget ved Isted i 1850, ”Det var en sommermorgen”, der stadig står i Højskolesangbogen. Det var netop dette digt, som Christian X med brudt stemme citerede i sin tale ved Rigsdagens åbning den 9. maj 1945: ”Guds fred med vore døde,/ i Danmarks urtegård./ Guds fred med dem som bløde/ af dybe hjertesår.”

Efter nederlaget i 1864 blev også Grundtvig mindre martialsk og mere mindelig i det slesvigske spørgsmål. Han tilsluttede sig det, der også fra 1866 var officiel dansk politik, nemlig ”Gjenforeningen med de trofaste danske Brødre i Nordslesvig”, altså den løsning, der blev virkelighed i 1920.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2025)

Kvinders adgang til universitetet

 Kvinders adgang til universitetet

I åbningsscenen i Henri Nathansens skuespil ”Indenfor Murene” samles familien Levin for at fejre Sabbath. Fraværende er datteren Esther, som ’er paa Forelæsning’, hvad der tydeligvis ikke bekommer den gamle Levin vel. Det viser sig da også, at netop Esther Levins ønske om at lade sig oplyse, hænger sammen med en forelskelse i forelæseren, Jørgen Herming, der ikke er jøde, og så har vi balladen: frigørelse fra traditionen og den fædrene autoritet.

I 1912, da Nathansen skrev sit stykke, havde kvinder haft adgang til forelæsninger på universitetet i mange år. Adam Oehlenschlaeger beretter i sine erindringer om, hvordan han som professor i æstetik holdt forelæsninger for både damer og herrer. Også Grundtvig havde damer som tilhørere til sine forelæsninger om græsk og nordisk mytologi på Borchs Kollegium i 1843-44. Grundtvig var ganske vist ikke professor, og forelæsningerne havde derfor karakter af foredrag, men de mandlige tilhørere var for de flestes vedkommende akademikere.

Men havde kvinder adgang til at overvære forelæsninger i 1800-tallet, var de ikke desto mindre afholdt fra at tage akademiske grader. Det ændrede sig for nu præcis 150 år siden, da kvinder fik adgang til at tage studentereksamen og at blive optaget på universitetet.

Nielsine Nielsen blev sammen med Marie Gleerup som den første optaget på universitetet i 1877 med henblik på at aflægge medicinsk embedseksamen. Nielsen er blevet et ikon for kvinders kamp for ligestilling, fordi hun med sin ihærdighed brød en væsentlig barriere. Men som historikeren Pelle O. Larsen har vist, mødte hun og den første generation af kvindelige universitetsstuderende lige så megen med- som modgang. Der var mange kræfter, der understøttede de første kvindelige akademikere moralsk og økonomisk.

Vejen til egentlig ligestilling var dog stadig lang. Studenterkollegierne var f.eks. i udgangspunktet for mænd. Hagemanns Kollegium, der blev oprettet i 1908, var det første til at tilbyde kvindelige studerende husly. Kvinderegensen på Amager blev indviet i 1932. I anden halvdel af det 20. århundrede blev det normen, at både kvinder og mænd fik adgang til kollegieværelser – også på Kvinderegensen.

En anden væsentlig hindring for kvinder var adgangen til statsligt embede. Rigmor Larsen blev som den første kvinde cand.theol. allerede i 1916. Larsen endte med at drive landbrug i Ledøje. For medicinere, tandlæger og jurister var der mulighed for privat praksis. Det blev også Marie Gleerups og Nielsine Nielsens vej. I 1921 blev der i princippet givet lige adgang til offentlige embeder for både mænd og kvinder, dog med undtagelse af officerer og præster.

Historie, jura og medicin var blandt de fag, der tidligt bragte kvinder til tops. Historikeren Anna Hude blev i 1887 som den første kvinde cand.mag. og siden også dr.phil. Den første kvindelige minister, Nina Bang, var også historiker, og den første kvindelige professor på Københavns Universitet, Astrid Friis, var også historiker. Blandt prominente læger tæller Eli Møller, der i 1906 blev den første kvindelige dr.med. Juristen Helga Pedersen blev som den første kvinde justitsminister i 1950. Samme år blev juristen Ingeborg Hansen formand for Landstinget. Bodil Dybdal blev i 1953 den første kvindelige højesteretsdommer. Cand.polit. Bodil Begtrup blev den første kvindelige ambassadør i 1949.

I 1948 blev de første kvinder ordineret som præster, men det gik langsomt med ligestillingen. I 1964 var der stadig kun 14 ordinerede kvinder. I 1974 fik kvinder adgang til officersuddannelsen i forsvaret. Siden har udviklingen taget fart. I dag udgør de kvindelige studerende på de videregående uddannelser over en kam et flertal. Det dækker over store variationer. I de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering og Mathematics) er der stadig et flertal af mandlige studerende. Lærer-, sygeplejerske- og pædagoguddannelserne domineres af kvinder. Flere traditionelle, akademiske mandefag som gymnasielærere, læger og præster har nu også et overtal af kvinder. Jura vil følge efter. To tredjedele af de jurastuderende er kvinder.

Pallas Athene, gudinde for videnskaben,
i Københavns Universitets
hovedbygning, Frue Plads (eget foto)

Historien er ikke slut

Sidste år udkom professor Rasmus Mariagers bog om Den kolde Krigs kulturhistorie, "Sjælekampen", hvis konklusion er, at danskerne og Danmark i årtierne efter Anden Verdenskrig blev så tæt forbundet med USA, at vi blev ’ameridanere’, som han skriver. Pointen er, at den transatlantiske forbindelse ikke kun handlede om sikkerhedspolitik og økonomi, krudt og kugler, stål og kryolit. Der var tale om et værdifællesskab. Bag alt det støv, som konflikterne mellem venstre- og højrefløjen kunne hvirvle op, var der en bred enighed om, at græsset nok var betydeligt grønnere på denne side af Jerntæppet. De, der var uenige i den udlægning, repræsenterede et forsvindende mindretal.

Fjender fremkalder naturligvis konflikt, men også noget andet, som er ganske efterspurgt, nemlig entydighed. Ved Muren Fald i 1989 blev vi frataget den luksus, som Den kolde Krigs binære forståelsesramme også var. Sagt på en anden måde blev vi tvunget til at forstå, hvem vi er og hvad vi vil, uden at have den kommunistiske verden at spejle os i.

To fortolkninger bød sig til, og de var begge amerikanske. Den første skyldtes en dengang yngre embedsmand af japansk herkomst, Francis Fukuyama (f. 1952), der i tidsskriftet The National Interest i sommeren 1989 offentliggjorde en artikel med den dristige konklusion, at historien nærmede sig sin afslutning, ”The End of History”. Med de kommunistiske regimers sammenbrud sporede han en universel drift i retning mod markedsøkonomi og det liberale demokrati, for det er det eneste samfundssystem, der kan tilfredsstille alle menneskers grundlæggende trang til frihed og anerkendelse. Når alle lande har nået den styreform, vil der ikke længere opstå konflikter, og historien vil dermed gå i stå.

Det foranledigede Samuel Huntington (1927-2008), der også havde været Fukuyamas vejleder på Harvard, til at formulere et svar, hvis hovedpointe var, at det ikke var politiske ideer, der var hoveddrivkraften i international politik, men derimod kulturen. Han delte verden op i 9 civilisationer eller kulturkredse og forudså, at de alvorlige konflikter i verden ville opstå på grænsen mellem disse, ”Civilisationernes sammenstød”, som også var titlen på den bog, der udkom i 1996.

Begge stod de i modsætning til den skole i studiet af udenrigspolitik, som kaldes den realistiske, altså at udenrigspolitik først og fremmest er drevet af økonomiske interesser og sikkerhedspolitiske kalkuler. Både Huntington og Fukuyama lagde vægt på værdiernes betydning, men på en markant forskellig måde. Mens Fukuyama grundlæggende tænkte liberalt, appellerede Huntington især til mere konservative gemytter.

Det kom inden for få år til at stå klart, at Huntington var tættere på en forståelsesmodel, der var svarede til udviklingen end Fukuyama. Hvor meget man end ville ønske, at Fukuyama har ret, kan man ikke tage for givet, at markedsøkonomi og demokrati er en så attraktiv model, at alle vil stræbe efter den. I det, som Huntington betegner som henholdsvis den ortodokse eller slaviske og den muslimske civilisation, blev autokrati og/eller religiøs fundamentalisme den dominerende styreform. Interessant nok karakteriserede Huntington Ukraine som delt mellem den vestlige og den ortodokse civilisation, men konkluderede, at Rusland og Ukraine er ”den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden”. Netop i spørgsmålet om Ukraine fik Fukuyama ret, fordi ukrainerne kæmper for deres ret til at være et europæisk land med europæiske værdier.

Mindetavle, Plöck 50,
Heidelberg. Fukuyama
bygger sine overvejelser
på de tanker hos
Hegel, der kaldes
anerkendelsens dialektik.
(eget foto)

Fælles for Huntington og Fukuyama er deres forståelse af, at USA og Europa udgør en enhed bygget på et fasttømret værdifællesskab, for Huntington betinget af et fælles kulturelt og religiøst fundament, for Fukuyama bestemt af en overordnet enighed om den politiske og økonomiske ramme. Sådan blev det også forstået af langt de fleste. Uanset om man havde et liberalt, konservativt eller socialdemokratisk syn på politik, uanset om den amerikanske præsident hed Reagan, Bush, Clinton eller Obama, var der ingen tvivl om, at den transatlantiske forbindelse bestod med NATO som den væsentligste institution og handelssamkvemmet som motoren. I 2019 overhalede USA Tyskland som Danmarks vigtigste handelspartner. 

I amerikansk selvforståelse er De forenede Stater – med et billede hentet fra Bjergprædikenen – den strålende by på bjerget, hvis lys kastes ud på verden. Det er et billede, som ikke alle i hele verden kan genkende, men for os har de stærke bånd til USA medvirket til, at næsten alle nulevende danskere i hele deres voksenliv har levet i fred, frihed og en stadig voksende velstand, og USA er blevet verdens mægtigste og rigeste land med et demokrati forankret i stærke politiske institutioner - troede vi. På ganske få uger er der sået tvivl om stort set alt, der har båret den transatlantiske forbindelse, USA's placering i hele verden, ja den amerikanske stat selv. Institutioner, alliancer, traktater, aftaler, loyalitetsbånd smuldrer. Af skytsherren på bjerget er der blevet en anløben og troløs krejler. Historien slutter ikke i kedsomhed, som Fukuyama spåede. Den fortsætter.

(Kristeligt Dagblad 6. marts 2025)

Brændte broer

I forlængelse af sikkerhedskonferencen i München deler fortolkningerne af amerikansk udenrigspolitik sig i to. Den ene siger, at Trump bare i rene ord siger til europæerne, hvad vi har vidst hele tiden. Vi har sovet i timen. Vi har kørt på frihjul. Nu må vi også tage os sammen. Den anden siger, at det er noget nyt.

Jeg hælder mest til den anden fortolkning. Det har - også før Trumps første embedsperiode - stået klart, at USA retter stadig mere af sin opmærksomhed mod Stillehavet, og at den atlantiske alliance derfor bliver af mindre betydning og at Europa skal stå for stadig mere af sin egen sikkerhed. Den tanke blev forstærket af Ruslands krigsførelse. Så vidt er det rigtigt, at Trump bare påpeger det indlysende.

Men det er først og fremmest nyt, fordi den amerikanske regering også brænder sine broer på en måde og i en hastighed, der ikke alene er til ugunst for USA's allierede, men også for USA selv. Det hænger sammen med, at Trump ikke tænker i reciprocitet. For ham er alle relationer et nulsumsspil. I økonomisk forstand gør det ham til merkantilist eller kameralist. Sikkerhedspolitisk er han isolationist. Når USA indtil nu har garanteret vores sikkerhed, er det ifølge Trump noget, som USA har foræret os uden at få noget igen. Vi skylder ham noget. Vi skal 'betale' mere til NATO. 

USA er verdens rigeste og mægtigste land. Alene af den grund er det absurd at ville gøre landet 'great again'. Jeg ved godt, at det har noget at gøre med den indenrigske fordelingspolitik, som Trump selvfølgelig ikke har tænkt sig at gøre noget ved, tværtimod.  Så lad det ligge.

USA er blevet rig og mægtig på grund af militær overlegenhed i kombination med alliancer og et internationalt system af organisationer og traktater (Bretton Woods, NATO, FN, NAFTA osv.), der på den ene side har garanteret, at USA altid var den førende magt, men på den anden side også har sikret, at det har været mere attraktivt at være med i klubben end ikke. Det amerikanske imperium var "an empire by invitation", som Geir Lundestad kaldte det. Det har sikret, at dollaren altid er penge værd og at USA altid har fået sin vilje, hvor det var afgørende. Hvis kineserne forsøger at møve sig ind på en lufthavn i Grønland eller telenettet på Færøerne, ringer Washington til København og siger, at det er en dårlig idé og vupti er kineserne ude. Tag ikke fejl. Amerikanerne havde en interesse i at være de overlegne. Det var aldrig meningen, at danskerne skulle opstille et troværdigt forsvar af Grønland, for det ville anfægte amerikansk overlegenhed. Sådan fungerede det.

Systemet var baseret på, at en aftale er en aftale. Derfor var forskydningen fra Atlanten til Stillehavet så træg, for det handlede ikke mindst om ikke brænde broerne til Europa. Det er kun et par år siden amerikanerne demonstrerede, at de kan landsætte et Himars-batteri på Bornholm. Så blev man lidt tryggere. Europa, herunder ikke mindst Italien, Frankrig og Spanien, har ganske rigtigt været ganske fodslæbende, når det har handlet om at overtage større dele af ansvaret for egen sikkerhed. Deres bidrag til Ukraine har fx været helt utilstrækkelige. Af en eller anden grund har alle været enige om i den anledning at skælde ud på Tyskland, for det kan man jo bare gøre.

Bortset fra de omfattende konsekvenser for europæisk sikkerhed er Trump-regeringen i færd med at undergrave fundamentet for det amerikanske imperium. Garantierne, aftalerne, traktaterne, alliancerne må indtil videre betragtes som ugyldige. Den amerikanske regering er ikke længere den ædle skytsherre fra den strålende by på bjerget, men en mafiøs plattenslager fra Manhattan, hvis princip er at tage røven på folk eller deromkring. Det er begyndelsen på slutningen af det amerikanske imperium, hvis I spørger mig. At han dertil temmelig konsekvent går Putins ærinde, gør det bare endnu værre - ja egentlig fuldstændig uforståeligt.

Jeg synes, at det er interessant, at gruppen af Trump-Versteher i hans af encyclopædisk ukendskab til alting prægede ordsalat stadig leder efter tegn på den geniale plan, der må ligge derinde et sted under hentehåret. Mig forekommer det at være det pureste idioti. Han handler på det samme instinkt, der har kørt hans virksomheder bankerot flere gange uden at han blev klogere. Han spiller mikado med en forhammer, matador med en løvblæser, stratego med en møggreb. Han løber i nærmeste bogstaveligste forstand storm mod demokratiet.

"Jamen, han gør jo op med woke, Jes!" siger du. Ja, det svarer vel omtrent til, at han brænder dit hus ned til grunden og trøster dig med, at han har reddet dine næstbedste grydelapper ud af ruinerne.

De sidder i Tokyo, Seoul, Taipei og overvejer, om det i lyset af amerikanernes mulighed for at afdrage på deres statsgæld ikke er på tide at sælge ud af amerikanske statsobligationer, og i Frankfurt tæller de på knapper, om et støtteopkøb kan svare sig. I den norske oliefond overvejer de, om det med udsigt til en mere lukket amerikansk økonomi er klogt at være så eksponeret mod Wall Street.

Og næste gang de ringer fra Washington og beder København om en tjeneste, kan det være at vi begynder at overveje, om det kan svare sig at tage telefonen eller måske ligefrem ringe til nogle andre?

Så ja, det er nyt. Det er et forræderi mod det system, der har forsynet os med mere frihed, fred og rigdom end nogensinde før, og amerikanerne mest af alle. Det tragiske er som sagt, at Trump antagelig ikke aner, hvad han har gang i. 

Men så skal vi altså til at lære det på den hårde måde. Vores sønner skal aftjene værnepligt. Vi skal leve i en krigsøkonomi og opbygge nye alliancer. Vores pensionsopsparinger bliver væsentlig mindre værd. Bornholmerne kan ikke længere sove trygt.

(Facebook-opslag 15. feb. 2025. Indledningen er justeret)

Hotel Bayerischer Hof anno 1841 i München, hvor 
den årlige sikkerhedskonference finder sted.
Fra hotellets hjemmeside.

Margarine

 Margarinens genkomst

Flere produkter, der skal erstatte smør, er i de seneste år blevet markedsført under betegnelser som ”Vegan Block”, ”Organic Block” eller ”smørbar plantebaseret”. De er et af en hel bølge af nye produkter, der er målrettet forbrugere, som enten er veganere eller ikke ønsker at understøtte kvægbrug af hensyn til klimaet. Men nye er de ikke, for der er bare tale om veganske versioner af det klassiske industriprodukt margarine. Medicinsk Museion i København satte i efteråret en lille særudstilling op om margarinens historie.

Margarine eller kunstsmør, som det også blev kaldt, blev opfundet af en fransk kemiker, Hippolyte Mège-Mouriès, i 1870. Hovedingrediensen var planteolier, men også oksetalg, hval- eller svinefedt kunne indgå sammen med syrnet skummetmælk. Margarine vandt vid udbredelse som surrogat for det dyrere smør.

I Danmark var den aarhusianske købmand Otto Mønsted pioner. Han var allerede en betydningsfuld eksportør af smør, da han i 1883 grundlagde Danmarks første margarinefabrik i sin hjemby. Det vakte en del uro blandt bønder, der opfattede den billigere margarine som en ublu konkurrent til ægte smør, og spørgsmålet fik hurtigt politisk bevågenhed.

I det vigtigste opslagsværk for detailhandlere, Meyers Vareleksikon, kan man om margarine læse om den omfattende lovgivning, der regulerede produktionen, distributionen og mærkningen af margarine. For at forhindre forfalskning af smør ved opblanding var det f.eks. påbudt at tilsætte sesamolie til margarinen, fordi den var relativt let at spore også i små mængder, når uhæderlige købmand forhandlede blandingsprodukter. Dertil kom en bekymring for befolkningens ernæringstilstand, så det blev lovpligtigt at tilsætte vitaminer.

Sidenhen udbyggede Mønsted produktionen med fabrikker ved Manchester og London i England. Han ejede også en fabrik i Rusland, der dog blev beslaglagt efter den russiske revolution. Han blev styrtende rig og var Aarhus Kommunes suverænt største skatteyder. I 1899 flyttede han til København, hvor blandt andet en plads og et kollegium er opkaldt efter ham. Han opførte den store villa, der nu er Ruslands ambassade. Hans Margarine solgtes dog stadig under varemærket OMA, et anagram for Otto Mønsted, Aarhus. Mønsted anså ikke margarinen som en konkurrent til ægte smør. Hans hensigt var, at hele Danmark skulle spise margarine, således at det gode danske smør kunne gå til eksport og dermed være en indtægtskilde for nationen.

I 1912 blev der ifølge Danmarks Statistik konsumeret godt 41 mio. kg. margarine i Danmark eller godt 14 kg. pr. indbygger, hvoraf langt størstedelen var indenlandsk produceret. Ikke mindst bønderne efterspurgte kunstsmør. Samme år eksporterede Danmark 85 mio. kg. smør, så for så vidt forbruget af margarine erstattede smørret, holdt Mønsteds forudsigelse stik.

Otto Mønsted var også en pioner inden for reklame. Firmaet fortsatte også efter stifterens død i 1916 med at gå forrest i markedsføringen. Berømt er den film, som skuespilleren Liva Weel indspillede i 1936, hvor dansk revys grande dame stegte koteletter i rigelig OMA margarine, mens hun sang ørehængeren ”Lad det boble”. En anden dygtig købmand var Carl Schepler, der markedsførte en margarine under navnet ”Irma”, som siden også blev navnet på den kæde af butikker, han grundlagde.

Den danske margarineproduktion blev udsat for udenlandsk konkurrence efter 1945 i form af blandt andet den store fødevarekoncern Unilever, hvis ophav i øvrigt skyldes fusionen mellem en britisk sæbefabrik og en hollandsk margarineproducent. Unilever trængte ved opkøb ind på det danske marked og forsøgte at opnå monopol, men fik stadig konkurrence af især margarinefabrikken Alfa, der var blevet grundlagt i Vejen i 1897. I 1970erne og 1980erne blev Johnny Vang-Lauridsen kendt som ”margarinedronningen”, fordi hun repræsenterede det danskejede Alfa Margarine over for Unilevers dominans på markedet, men hun måtte i 1995 strække våben i det, der blev kendt som ”Margarinekrigen”.

Udsnit af rubrikannoncerne i Slagelse-Posten 1901. 

Siden gerådede margarine i vanry som produkt, især på grund af indholdet af transfedtsyrer, der bliver betragtet som skadelige. Danmark gik enegang i EU ved at indføre en lov om begrænsning af transfedtsyrer i 2004. Margarine har siden tabt markedsandele. Et blandingsprodukt af smør og margarine, som tidligere faktisk ville være at betragte som en forfalskning, har dog været en bastion for kunstsmørret på markedet for fedtstoffer til husholdningen. Ellers har danskerne vænnet sig til at bruge planteolier i madlavningen. Til de hårdnakkede margarinetilhængere, der gerne går over åen efter vand, tilbyder fødevareindustrien ”flydende margarine”.  Den suverænt største producent af mejeriprodukter, Arla, er nu også gået ind på det veganske marked med et smøragtigt vegetabilsk produkt, altså plantemargarine, under det klassiske varemærke for smør ’Lurpak’.

(k.dk, 4. feb. 2025)