Nede i kommunen

Da historikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af den britiske flåde under og efter Første Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Parkinson formulerede på baggrund af blandt andet denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver forvaltningsorganisation har en tendens til at udvides, fordi embedsmænd søger at udvide antallet af undergivne, og fordi embedsmænd yderligere skaber arbejdsopgaver for hinanden.

Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave.

Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil.

Jeg faldt over et interessant eksempel på genren, som viser tingenes tilstand på Sorø Rådhus. Først fastlægges stillingskategorien: »Sorø Kommunes Udviklings-og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse-og udviklingsopgaver. Udviklings-og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion ( et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet.« Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse: »Projektledelse af udviklings-og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering.« Man vil altså ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater.

Det er ikke, fordi det står værre til i Sorø end i andre store offentlige institutioner. Parkinsons Lov virker overalt. Det er bare et konkret eksempel på en forvaltning, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at den skaber flere opgaver, end den løser, og at den forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen.

Det sker med uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på det uden tvivl meget flotte rådhus og holder retningsløse møder »på tværs af organisationen«, imens de egentlige opgaver forsømmes. Der er ansøgningsfrist den 7. marts.

Læserbrev i Weekendavisen den 22. februar 2013, forkortet af redaktionen. En længere version blev trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, 22. marts 2013

Skatteprodukt?

Skattesagen mod Troels Lund Poulsen bringer mange afsløringer og oplysninger for dagen. En af dem er, at Skatteministeriet har en »produktionsdirektør«. Man må spørge, hvad Skatteministeriet mon producerer, og hvorfor denne produktion har et omfang, der berettiger ansættelsen af en direktør? Mit gæt er, at der er tale om et udslag af en verserende uskik i den offentlige sektor, hvor man lader som om man er en virksomhed eller en koncern med en omsætning og »en produktion«. Det ser godt ud, når udviklingskontrakter skal genforhandles, men har i øvrigt ikke meget med virkeligheden at gøre.

Jeg går fuldt og helt ind for skattebetaling. Der kendes intet eksempel på et vellykket moderne samfund uden et velfungerende skattevæsen. Hvor der ikke foregår en effektiv, retfærdig, lovreguleret og gennemskuelig inddrivelse af skat, må folk erfaringsmæssigt leve med at betale vilkårlige dummebøder. Så kan man diskutere skattetrykket, byrdefordelingen osv., men ikke at der er brug for et skattevæsen. Et skattevæsen er imidlertid stadig et skattevæsen. Det tager folks penge. Det producerer ingenting. Kald en spade for en spade.

(Læserbrev i Berlingske 31. jan. 2013)

Nederlandene viser vejen

Det varslede tronskifte i Nederlandene er mere interessant end det er overraskende. Dronning Beatrix er den tredje i rækken af nederlandske regenter, der forlader tronen i levende live og den fjerde i rækken af regerende dronninger. Landets seneste konge, dronning Beatrix’ oldefar, Willem III, døde i 1890. Hendes mormor, dronning Wilhelmina, besteg tronen som 18-årig i 1898, men inden da havde enkedronningen regeret på sin datters vegne i 8 år. Uafbrudt i 123 år har Holland altså haft kvindelige statsoverhoveder. Dronning Wilhelmina trak sig i 1948 tilbage til fordel for sin datter, Juliana, der abdicerede i 1980, hvorefter Beatrix blev dronning.  At Beatrix ville trække sig var altså ventet.

Det interessante ved hendes abdikation er, at det er det første generationsskifte i de europæiske fyrstehuse i længere tid, hvis man ser bort fra de mikroskopiske klientstater Liechtenstein, Andorra, Monaco og Vatikanet.  De fleste monarker ville have været pensioneret, hvis de fulgte retningslinjerne på arbejdsmarkedet. Elisabeth II af Storbritannien er født 1926, Albert II af Belgien er født 1934, Harald V af Norge og Juan Carlos af Spanien er begge født 1937, Margrethe II af Danmark er født 1940, Carl XVI Gustaf af Sverige er født 1946. Alle har de siddet i embedet mere end en menneskealder. Kun storhertug Henri af Luxembourg, der er født i 1955 og regerende fyrste siden 2000, er under den normale pensionsalder.

Monarkiet er en statsform, der ret beset ikke burde eksistere, hvis man skal dømme efter de normer, der normalt gælder i et moderne samfund. Legitim magt, status og stilling kan man kun opnå meritokratisk eller demokratisk, altså ved enten at meritere sig gennem uddannelse og karriere eller ved at blive valgt. Kongehusene derimod er grundlæggende aristokratiske institutioner, det vil sige, at embedet som monark tilfalder den, hvis far og/eller mor har beklædt det tidligere. (Her ses bort fra Andorra og Vatikanstaten, der ikke er arvelige monarkier.)

Ikke desto mindre er de europæiske monarker som helhed væsentlig mere populære end de demokratisk valgte regeringschefer, der har den egentlige politiske magt i de respektive lande. På højden af sin exceptionelle popularitet kunne den norske statsminister Stoltenberg f.eks. rose sig af, at han var næsten lige så populær som den norske konge. Det er et grundlæggende paradoks i de moderne konstitutionelle monarkier, at vælgerne bedst kan lide dem, der ikke er på valg.
Monarkiernes legitimitet hviler på traditionens karisma og genkendelighedens stabiliserende magt. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de gamle ansigter udskiftes? Blæses tryllestøvet bort? Forsvinder magien? Nederlandene viser vejen.

Kronprins Willem-Alexander, der overtager regentskabet i slutningen af april, er jævnaldrende med de fleste tronfølgere i Europa, der rutinemæssigt beskyldes for at være forkælede døgenigte, overbetalte bistandsklienter, dovne festaber og hvad folkeviddet og tabloidpressen ellers kan mønstre af almindelige bebrejdelser. Indvendingerne er bestemt ikke helt uberettigede. Kronprinser synes nærmest født til at feste igennem og køre galt i hurtige biler. Kronprinser synes imidlertid også at være født til at vokse med opgaven, og det skal blive interessant at se, hvordan Willem-Alexander håndterer kongegerningen.

Han har som alle sine europæiske kollegaer giftet sig borgerligt. Det er af mange blevet betragtet som det første skridt mod monarkiets forfald. Det har vakt yderligere opsigt, at den kommende nederlandske dronning, prinsesse Maxima, er datter af en politiker, som blandt andet en kort tid tjente som landbrugsminister under militærdiktaturet i Argentina omkring 1980. Men Maxima synes at klare skærene. Noget tyder på, at den gamle formel, der lader en frø blive til en prins, henholdsvis en prinsesse, stadig er gyldig.

Beatrix er en pioner i kunsten at gøre det ikke-kongelige til noget kongeligt. Hun var den første blandt sine samtidige kollegaer, der giftede sig under sin stand. Hun ægtede i 1966 den tyske, adelige diplomat, Claus von Amsberg, der klarede transformationen til prins og prinsgemal fortræffeligt. Den danske tronfølger giftede sig som bekendt året efter med en fransk, adelig diplomat. Det næste skridt blev taget af daværende kronprins Harald af Norge, der giftede sig borgerligt i 1968. Hans søn, kronprins Haakon, tog det følgende skridt ved i 2001 at gifte sig med en enlig mor af den borgerlige stand.

Indtil videre har de nationale monarkier vist sig robuste nok til at tåle disse fortsatte brud med de traditionelle dynastiske principper. Faktisk er der en udbredt accept af den mekanisme, at en borgerlig kan ophæves til prins eller prinsesse ved ægteskab. Det synes indtil videre ikke at fortynde den kongelige karisma, at kongelige gifter sig med ikke-kongelige, men medvirker derimod til styrkelse af fascinationen af monarkiet og til forstærkelse af den følelse af identifikation med kongehuset, som så mange nærer. Om denne iagttagelse har gyldighed for de konstitutionelle monarkier i fremtiden, må det nederlandske eksempel vise.

(Kristeligt Dagblad 30. jan. 2013)

Nytårsaften og Den Store Synkronisering

Nytårsaften bliver vi alle kronologiske pedanter. De fleste af os lægger vægt på præcision i hverdagen. Det er tillidsvækkende at kunne møde til tiden, men hvis man er tilsagt til kl. 15, regnes det ikke for en forsinkelse, selv ikke for de mest øjeregnende, at møde et minut eller to senere. Anderledes er det nytårsaften. Vi skåler og ønsker tillykke på slaget 12. De mest sendrægtige kan godt finde på at vente både 5 og 10 sekunder med at reagere på Københavns rådhusurs første slag, men det må tilskrives sprituspåvirkningen. Anstændige mennesker handler straks.

I sig selv er Nytårsaften ikke en begivenhed, der indebærer andet end at vi skal have ny kalender, hvis man da stadig bruger papirkalender. Man kunne lige så godt have lagt nytåret på en hvilken som helst anden dato. Kineserne fejrer nytår i februar. Kirkeåret begynder den første søndag i advent, medmindre man er russisk ortodoks og stadig følger den julianske kalender, som er stadig mere forsinket i forhold til den gregorianske, som er vores. Ferieåret begynder 1. maj og skoleåret den 1. august.

Normalt tænker vi os historiske begivenheder strøet ud på en tidslinje, som udgør den faste målestok for afstande i tid. Imidlertid er enhver tidsregning selv historisk betinget. Et af de bedste eksempler på dette forhold er, at to af den europæiske litteraturs største skikkelser, Cervantes og Shakespeare, døde med godt en uges mellemrum, men begge på den samme dato, den 23. april 1616. Forklaringen er den, at mens Spanien var gået over til den gregorianske kalender, betjente englænderne sig endnu af den julianske. Tid er ikke overraskende relativ.

Af samme årsag er tidspunktet for Jesu fødsel ret usikkert. Det er en svaghed ved Vor Tidsregning, som matematikhistorikeren Chr. M. Teisbak har noteret, at den ikke var opfundet, da den begyndte. Det var munken Dionysios, der i det 6. århundrede begyndte med at regne årstal ab incarnatione Jesu Christi. Tidligere havde man brugt f.eks. ab urbe condita, altså fra Roms grundlæggelse.

Hvis vi nu ser bort fra nutidens pedantiske historikere, der peger på, at Quirinius' folketælling først fandt sted flere år efter kong Herodes' død, kan vi ud fra en rent logisk betragtning konstatere, at Vor Tidsregning ikke hænger sammen. Jesus er født julenat, en uge før nytårsnat, altså i år 1 før Kristi fødsel eller muligvis år 1 efter Kristi fødsel. (År 0 findes som bekendt ikke. Det er et tidspunkt, ikke et tidsrum. Man tæller år som man tæller bolsjer eller æbler, og det første tælles altså ikke som det nulte.)

Hvorom alting er, kan man betegne Nytårsaften som en konvention. At hele verden bruger den samme tidsregning blev faktisk vedtaget ved en international konference i Washington i 1884. Herefter bestemmes alle klokkeslæt i verden efter hvad klokken er i Greenwich ved London. Alle andre tidsregninger er ikke forsvundet, men de har underordnet sig denne konvention. Nytårsaften er blevet en i sandhed global begivenhed, der forskyder sig gennem nytårsdøgnet over klodens 24 tidszoner efter fælles global overenskomst. Det er Den Store Synkronisering af kloden. Den højtideligholder vi ved at være særligt nøjeregnende med sekunderne omkring midnat.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 31. dec. 2012)

Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)

En rejse i tiden

Fornemmelsen af at være født i gamle dage er begyndt at dukke op med foruroligende hyppighed. Det begyndte for fem-syv år siden, da det gik op for mig, at flere og flere af mine studerende på universitetet ikke selv havde nogen erindring om Murens fald i 1989. De var blot små børn dengang, da jeg selv som ungt menneske på 23 år læste på Freie Universität i Berlin i vinteren 1989-90. Nu møder jeg også førsteårsstuderende, der ikke har nogen personlig erindring om 11. september 2001.

For nylig var min familie og jeg i Paris. Med sin rige fortid bød byen på mange kulturhistoriske oplevelser, men den stærkeste oplevelse af historiens gang kom fra den medbragte parlør, Berlitz' reviderede udgave af " Fransk til rejsebrug" fra 1983, som jeg oprindeligt anskaffede, da jeg i min ungdom første gang besøgte Frankrig for mere end 25 år siden.

Oplevelsen af forandring begynder allerede på bogens første opslag, hvor forlaget reklamerer for sine øvrige parlører og rejseguider. Man kan for eksempel lære at begå sig på serbo-kroatisk ( med tilhørende kassettebånd), hvis man vil rejse til Jugoslavien, et ikke længere eksisterende sprog fra et ikke længere eksisterende land.

Parlørens råd om, hvordan man skal forholde sig i paskontrollen, er for en dansk statsborger i dag helt over-flødige. Det samme kan man sige om anvisningerne på, hvordan man tilkalder en drager til sin bagage, hvordan man telegraferer eller tiltaler telefonisten på centralen, eller hvor man med fordel kan veksle til den lokale valuta.

Heldigvis er ikke alting forandret. Der tales stadig fransk i Paris, men ikke med den samme chauvinisme som før. Den berygtede parisiske arrogance så vi ikke meget til. Tålsomheden over for turistens malebariske skolefransk er høj, og hvis turisten har brug for supplerende at forklare sig på engelsk, møder man ingen modstand, men derimod venlig forståelse. Det var ingen selvfølge for 25 år siden.

En 20-årig på rejse i Paris i dag ville antagelig have en helt anden oplevelse. Han er opvokset med engelsk som selvfølgeligt, men eneste fremmedsprog. Han ville tage for givet, at man taler engelsk, når man er i udlandet, og måske endda undre sig over, at franskmænd alligevel ikke er bedre til det. At forklare et ungt menneske af i dag, at det kunne være taktfuldt eller endda nødvendigt at lære sig lidt fransk for at begå sig i Frankrig, er kun blevet vanskeligere.

Det er jo ikke, fordi jeg føler mig gammel. Det er blot fornemmelsen af at have været vidne til et epokeskift, at have en erfaring, som man kun deler med sine jævnaldrende og ældre, ikke med de yngre. Jeg kan for eksempel huske, dengang fremtiden tilhørte kassettebåndet.

Mens man selv kan opfatte denne erfaring som en rigdom, er den i realiteten udmøntet i en valuta under stærkt inflatorisk pres. Erfaring kan for eksempel i dag kun vanskeligt omsættes i myndighed. Få lytter til dem, der kender fortiden, mens flere søger råd hos dem, der hævder at kende fremtiden, de såkaldte " first movers".

De kaldtes før i tiden med et fransk udtryk avantgarden, de retningsgivende for fremskridtet. Forgæves peger historikeren på, at ingen kender fremtiden, ja, at al erfaring viser, at fremtiden er lige så vanskelig at forudsige, som den altid har været.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 16. nov. 2012)

Vand i hovedet er bedre end maling

Det er i den forløbne uge kommet frem, at en gruppe nazister under krigen tænkte på at forøve et brandattentat mod arkitekten Poul Henningsens hjem. Det er ikke så overraskende, at også han var et mål. De danske nazister var bestemt ikke kræsne, når det handlede om at udpege fjender, og de var indstillet på at bruge vold.

Det var de ikke ene om. Tiden var en anden, og attentatplaner var talrigere og voldsberedskabet højere dengang, og ikke blot fordi der var krig. Volden var også en arv fra 1930' erne. Socialdemokraten K. K. Steincke oplevede det for sin tid trods alt ret sjældne at være udsat for hele to skudattentater. Det første indtraf i december 1930. Steincke var som ordfører i gang med en længere udredning om offentlig forsorg.

Ifølge det stenografiske referat hedder det: " Der høres et Skud fra Tilhørerpladsen og Raabet: ' Paa de arbejdsløse Organisationers Vegne'..." Steincke kommenterede nonchalant afbrydelsen med bemærkningen " det var kun en Kineser" og fortsatte ret uforstyrret sine redegørelser.

Attentatmanden, en kommunist, blev hurtigt pågrebet. Det andet tilfælde fandt sted i 1938, da en nazist løsnede skud mod Steincke, igen i folketingssalen. Han blev også pågrebet og straffet for overfald og ulovlig våbenbesiddelse. I dag ville det være så godt som umuligt at få et skydevåben smuglet ind på Christiansborg.

Den gamle hovedindgang i Rigsdagsgården med den store trappe er kun til festlig brug. Gæster bliver ledt igennem en omfattende sikkerhedssluse under trappen. Forskellen til tilstanden for bare 20 år siden er markant. En form for uskyld er gået tabt, og afstanden til politikerne er blevet større. Det må man naturligvis beklage.

Men udviklingen er ikke sket, fordi vi har fået mere politisk vold, men fordi politisk vold i stadig ringere grad bliver tolereret.

Udfordringen består naturligvis i, at modforholdsreglerne ikke i sig selv må bidrage til forøgelsen af usikkerhed og uretfærdighed i samfundet. Denne meget vanskelige opgave står PET for at løse.

Overfaldene med rød maling mod statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V) og udenrigsminister Per Stig Møller ( K) i 2003 har i høj grad medvirket til, at sikkerheden er blevet skærpet. Gerningsmændene, der blev fanget og straffet, tilhører den ydre venstrefløj. En af dem var i forrige uge gæst i radioprogrammet " Krause på tværs". Direkte adspurgt ville han ikke tage afstand fra sine gerninger for 10 år siden. Det fik studieværten, Niels Krause-Kjær, til at tage sit vandglas og tømme det i ansigtet på sin gæst, og han fulgte sin handling op med spørgsmålet, om det ikke var en sær måde at argumentere på at kaste ting i hovedet på folk? Gæsten tog det pænt, må man sige, men han ville stadig ikke tage afstand fra sine metoder.

Man kan selvfølgelig godt bebrejde Krause-Kjær, at han ikke er bedre end venstre-fløjsaktivisterne, men med sin relativt uskyldige demonstration sætter han netop fingeren på et ømt sted i den politiske kultur på yderfløjene, hvor had betragtes som en legitim politisk drivkraft, og hvor der stadig findes mennesker, der mener, at en politisk sag kan berettige en voldshandling. Så længe de findes, bliver der brug for PET og sikkerhedssluser.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 19. okt. 2012)