Hvad laver en udviklingskonsulent egentlig?

Et af hovedargumenterne for kommunalreformen i 2006 var, at man ville opnå en rationaliseringsfordel til gunst for borgerne. Den er udeblevet. De fleste kan med deres egne øjne iagttage, hvorledes de kommunale forvaltninger vokser, mens kerneydelserne forsømmes. I Roskilde, hvor jeg selv bor, flyttede den nye sammenlagte kommune efter reformen ind i den gamle amtsgård, som hurtigt blev for lille og måtte udvides ganske betydeligt for at få plads til hele den kommunale forvaltning.

Denne iagttagelse understøttes af den officielle statistik fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (De kommunale nøgletal), ifølge hvilken den gennemsnitlige udgift pr. borger til administration i kommunerne i Region Sjælland er steget fra 5767 kroner i 2007 til 6531 i 2012.

Når rationaliseringsgevinsten udeblev, skyldes det antagelig en mekanisme, som normalt går under betegnelsen Parkinsons lov. Da marinehistorikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af The Royal Navy under og efter 1. Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Hvorfor førte så stor en reduktion af flåden ikke til et tilsvarende fald i antallet af bureaukrater, men tværtimod til en stigning?

Parkinson formulerede på baggrund af bl.a. denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver arbejdsopgave i forvaltningen tager den tid, der er sat af til dens fuldendelse. Det vil sige, at ingen har tid til overs, men altid føler sig presset til kapacitetsgrænsen. Derfor vil der være et konstant krav om, at staben udvides. Enhver administrativ medarbejder ser nyansættelser som en mulighed for at få flere underordnede og dermed som en direkte eller indirekte forfremmelse. Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave. Derudover skaber embedsmænd opgaver for hinanden ved hele tiden at kommunikere med og referere til hinanden, så en udvidelse af staben vil blot fortsætte.

Parkinsons artikel blev sammen med en række andre af hans meget vittige essays udgivet første gang på dansk i 1958. Jeg har dem stående på en hylde lige ved mit skrivebord på universitetet, og når jeg ikke sjældent er ved at fortvivle over uddannelses-og forskningsbureaukratiets asiatiske vælde, lader jeg mig trøste af Parkinsons afvæbnende humor.

Mens det er svært nok for folk i en parkinsonsk organisation at bevare overblikket, bliver det næsten umuligt for udenforstående at forstå, hvad der foregår. Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil. Her er et eksempel fra Sorø Kommune. Først fastlægges stillingskategorien:

"Sorø Kommunes Udviklings- og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver. Udviklings- og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion (et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet."

Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse:

"Projektledelse af udviklings- og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering."

Det første, man bemærker, er, at det ikke fremgår af annoncen, hvad en kommune egentlig er til for. Ganske vist står der i den generelle stillingsbeskrivelse, at formålet er, at borgerne "oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet", men hvis man ser på de konkrete opgaver, som skal løses, er det klart, at man vil ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater. Vedkommende skal ansættes i et sekretariat, der har til opgave"at understøtte og udvikle organisationen" og løse opgaver, som ingen forstår. Skatteborgerne tror jo, at kommunen skal vedligeholde veje, slå græsset i parken, passe børn, drive skoler, pleje ældre og den slags.

Kommunaldirektøren burde tvinges til at gå ned på Torvet i Sorø og forklare tilfældige forbipasserende hvad det vil sige at "tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver" eller hvad der menes med "ledelsesinformationsværktøjer" eller "facilitering af processer"? Han ville komme til kort, for skatteborgerne vil ikke "opleve" kommunen, og de interesserer sig ikke for "udviklings- og implementeringsprojekter". De vil have ældrepleje, børnepasning, græsslåning, kloakvedligeholdelse og den slags.

Man kan finde et fuldstændig tilsvarende opslag fra Stevns Kommunes nyetablerede stabsenhed, Udvikling og Digitalisering, som "understøtter direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde."Arbejdsopgaverne for den nye "projekt- og procesleder" beskrives som "Analyse-og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"specificeret som "opgaver indenfor Udvikling & Digitaliserings brede opgavefelt, specielt med fokus på analyser, projektledelse, udvikling af styring og organisation m.v."

Der er uden tvivl tænkt meget over disse formuleringer på direktionsgangen, og der er ingen tvivl om, at de kommunale direktioner mener, at det er vigtigt, at disse opgaver bliver løst, men de ansvarlige politikere bør hæve blikket et øjeblik og spørge sig selv, hvorfor det er vigtigt med "analyse- og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"? Er det en kommunal kerneydelse at "understøtte direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde"?

Disse jobopslag er meget tydeligt tegn på, at der er nogen på Stevns og i Sorø, der for alvor har tabt overblikket, symptomer på forvaltninger, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at de skaber flere opgaver end de løser, og at de forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen ved hjælp af uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på de uden tvivl meget store og flotte rådhuse og holder retningsløse møder "på tværs af organisationen", imens de egentlige opgaver forsømmes.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 22. marts 2013)

Prins Henrik er allerede ligestillet

Når man spørger efter ligestilling for prins Henrik, skal man være opmærksom på, hvad man mener. En regent kan aldrig være ligestillet med sin ægtefælle, for der er kun ét statsoverhoved. Ægtefællen skal naturligvis forlenes med en værdighed, men der er aldrig tvivl om, hvem der står øverst i rangordenen.

Mere præcist handler det nok om, hvorvidt en mand gift med en regent kan sidestilles med en kvinde gift med en regent. Først og fremmest handler det om ord, der stammer fra en gammel og i overvejende grad mandsdomineret kultur. Dronning er traditionelt, hvad man bliver, når man gifter sig med en konge. Først med Margrethe II er dronning også blevet betegnelse for en regent. Dronning Margrete I kaldtes »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«, fordi dronningeværdigheden i sig selv ikke indeholdt regent myndigheden. Konge derimod er identisk med regent.

Det er i den bestemte betydning, ordet optræder i grundloven. Der er altså en asymmetri mellem begreberne konge og dronning, men ikke noget der i sig selv indeholder en diskrimination af dem, der bærer titlen.

Det er snarere i titulaturen, at man skal søge humlen. Skal det være H. M. eller H. K. H.? Majestæt er kun regenten. En kvinde gift med en konge tituleres traditionelt Hendes Majestæt. Det er ikke udtryk for, at hun er regenten, men at hendes mand er det og at hendes titel og status er afledt af mandens. For to generationer siden kunne man stadig træffe på kvinder, der uden at blinke kaldte sig »fru højesteretssagfører Alfred Hansen«. Det har vi naturligvis forladt, fordi vi har ligestilling. Nu har en tilsvarende kvinde ikke alene sin egen jobtitel, men sandsynligvis også sit eget efternavn, og det er kun godt sådan.

Skal vi med andre ord overføre denne ligestilling til kongehuset, må vi altså ophøre med at kalde kvinden gift med kongen for Hendes Majestæt og i stedet - sådan som det er med prins Henrik - kalde hende kongelig højhed. Helt moderne bliver det jo aldrig i det glücksborgske hus, men der er dog en pointe i, at dronningens funktion som regentens ægtefælle er selvstændig, om end underordnet.

Skal prins Henrik med andre ord ligestilles i bare tilnærmelsesvis overensstemmelse med moderne normer, skal han altså bevare sin nuværende titulatur.

(debatindlæg i Berlingske Tidende 12. juni 2009)

Nede i kommunen

Da historikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af den britiske flåde under og efter Første Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Parkinson formulerede på baggrund af blandt andet denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver forvaltningsorganisation har en tendens til at udvides, fordi embedsmænd søger at udvide antallet af undergivne, og fordi embedsmænd yderligere skaber arbejdsopgaver for hinanden.

Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave.

Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil.

Jeg faldt over et interessant eksempel på genren, som viser tingenes tilstand på Sorø Rådhus. Først fastlægges stillingskategorien: »Sorø Kommunes Udviklings-og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse-og udviklingsopgaver. Udviklings-og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion ( et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet.« Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse: »Projektledelse af udviklings-og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering.« Man vil altså ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater.

Det er ikke, fordi det står værre til i Sorø end i andre store offentlige institutioner. Parkinsons Lov virker overalt. Det er bare et konkret eksempel på en forvaltning, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at den skaber flere opgaver, end den løser, og at den forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen.

Det sker med uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på det uden tvivl meget flotte rådhus og holder retningsløse møder »på tværs af organisationen«, imens de egentlige opgaver forsømmes. Der er ansøgningsfrist den 7. marts.

Læserbrev i Weekendavisen den 22. februar 2013, forkortet af redaktionen. En længere version blev trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, 22. marts 2013

Skatteprodukt?

Skattesagen mod Troels Lund Poulsen bringer mange afsløringer og oplysninger for dagen. En af dem er, at Skatteministeriet har en »produktionsdirektør«. Man må spørge, hvad Skatteministeriet mon producerer, og hvorfor denne produktion har et omfang, der berettiger ansættelsen af en direktør? Mit gæt er, at der er tale om et udslag af en verserende uskik i den offentlige sektor, hvor man lader som om man er en virksomhed eller en koncern med en omsætning og »en produktion«. Det ser godt ud, når udviklingskontrakter skal genforhandles, men har i øvrigt ikke meget med virkeligheden at gøre.

Jeg går fuldt og helt ind for skattebetaling. Der kendes intet eksempel på et vellykket moderne samfund uden et velfungerende skattevæsen. Hvor der ikke foregår en effektiv, retfærdig, lovreguleret og gennemskuelig inddrivelse af skat, må folk erfaringsmæssigt leve med at betale vilkårlige dummebøder. Så kan man diskutere skattetrykket, byrdefordelingen osv., men ikke at der er brug for et skattevæsen. Et skattevæsen er imidlertid stadig et skattevæsen. Det tager folks penge. Det producerer ingenting. Kald en spade for en spade.

(Læserbrev i Berlingske 31. jan. 2013)

Nederlandene viser vejen

Det varslede tronskifte i Nederlandene er mere interessant end det er overraskende. Dronning Beatrix er den tredje i rækken af nederlandske regenter, der forlader tronen i levende live og den fjerde i rækken af regerende dronninger. Landets seneste konge, dronning Beatrix’ oldefar, Willem III, døde i 1890. Hendes mormor, dronning Wilhelmina, besteg tronen som 18-årig i 1898, men inden da havde enkedronningen regeret på sin datters vegne i 8 år. Uafbrudt i 123 år har Holland altså haft kvindelige statsoverhoveder. Dronning Wilhelmina trak sig i 1948 tilbage til fordel for sin datter, Juliana, der abdicerede i 1980, hvorefter Beatrix blev dronning.  At Beatrix ville trække sig var altså ventet.

Det interessante ved hendes abdikation er, at det er det første generationsskifte i de europæiske fyrstehuse i længere tid, hvis man ser bort fra de mikroskopiske klientstater Liechtenstein, Andorra, Monaco og Vatikanet.  De fleste monarker ville have været pensioneret, hvis de fulgte retningslinjerne på arbejdsmarkedet. Elisabeth II af Storbritannien er født 1926, Albert II af Belgien er født 1934, Harald V af Norge og Juan Carlos af Spanien er begge født 1937, Margrethe II af Danmark er født 1940, Carl XVI Gustaf af Sverige er født 1946. Alle har de siddet i embedet mere end en menneskealder. Kun storhertug Henri af Luxembourg, der er født i 1955 og regerende fyrste siden 2000, er under den normale pensionsalder.

Monarkiet er en statsform, der ret beset ikke burde eksistere, hvis man skal dømme efter de normer, der normalt gælder i et moderne samfund. Legitim magt, status og stilling kan man kun opnå meritokratisk eller demokratisk, altså ved enten at meritere sig gennem uddannelse og karriere eller ved at blive valgt. Kongehusene derimod er grundlæggende aristokratiske institutioner, det vil sige, at embedet som monark tilfalder den, hvis far og/eller mor har beklædt det tidligere. (Her ses bort fra Andorra og Vatikanstaten, der ikke er arvelige monarkier.)

Ikke desto mindre er de europæiske monarker som helhed væsentlig mere populære end de demokratisk valgte regeringschefer, der har den egentlige politiske magt i de respektive lande. På højden af sin exceptionelle popularitet kunne den norske statsminister Stoltenberg f.eks. rose sig af, at han var næsten lige så populær som den norske konge. Det er et grundlæggende paradoks i de moderne konstitutionelle monarkier, at vælgerne bedst kan lide dem, der ikke er på valg.
Monarkiernes legitimitet hviler på traditionens karisma og genkendelighedens stabiliserende magt. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de gamle ansigter udskiftes? Blæses tryllestøvet bort? Forsvinder magien? Nederlandene viser vejen.

Kronprins Willem-Alexander, der overtager regentskabet i slutningen af april, er jævnaldrende med de fleste tronfølgere i Europa, der rutinemæssigt beskyldes for at være forkælede døgenigte, overbetalte bistandsklienter, dovne festaber og hvad folkeviddet og tabloidpressen ellers kan mønstre af almindelige bebrejdelser. Indvendingerne er bestemt ikke helt uberettigede. Kronprinser synes nærmest født til at feste igennem og køre galt i hurtige biler. Kronprinser synes imidlertid også at være født til at vokse med opgaven, og det skal blive interessant at se, hvordan Willem-Alexander håndterer kongegerningen.

Han har som alle sine europæiske kollegaer giftet sig borgerligt. Det er af mange blevet betragtet som det første skridt mod monarkiets forfald. Det har vakt yderligere opsigt, at den kommende nederlandske dronning, prinsesse Maxima, er datter af en politiker, som blandt andet en kort tid tjente som landbrugsminister under militærdiktaturet i Argentina omkring 1980. Men Maxima synes at klare skærene. Noget tyder på, at den gamle formel, der lader en frø blive til en prins, henholdsvis en prinsesse, stadig er gyldig.

Beatrix er en pioner i kunsten at gøre det ikke-kongelige til noget kongeligt. Hun var den første blandt sine samtidige kollegaer, der giftede sig under sin stand. Hun ægtede i 1966 den tyske, adelige diplomat, Claus von Amsberg, der klarede transformationen til prins og prinsgemal fortræffeligt. Den danske tronfølger giftede sig som bekendt året efter med en fransk, adelig diplomat. Det næste skridt blev taget af daværende kronprins Harald af Norge, der giftede sig borgerligt i 1968. Hans søn, kronprins Haakon, tog det følgende skridt ved i 2001 at gifte sig med en enlig mor af den borgerlige stand.

Indtil videre har de nationale monarkier vist sig robuste nok til at tåle disse fortsatte brud med de traditionelle dynastiske principper. Faktisk er der en udbredt accept af den mekanisme, at en borgerlig kan ophæves til prins eller prinsesse ved ægteskab. Det synes indtil videre ikke at fortynde den kongelige karisma, at kongelige gifter sig med ikke-kongelige, men medvirker derimod til styrkelse af fascinationen af monarkiet og til forstærkelse af den følelse af identifikation med kongehuset, som så mange nærer. Om denne iagttagelse har gyldighed for de konstitutionelle monarkier i fremtiden, må det nederlandske eksempel vise.

(Kristeligt Dagblad 30. jan. 2013)

Nytårsaften og Den Store Synkronisering

Nytårsaften bliver vi alle kronologiske pedanter. De fleste af os lægger vægt på præcision i hverdagen. Det er tillidsvækkende at kunne møde til tiden, men hvis man er tilsagt til kl. 15, regnes det ikke for en forsinkelse, selv ikke for de mest øjeregnende, at møde et minut eller to senere. Anderledes er det nytårsaften. Vi skåler og ønsker tillykke på slaget 12. De mest sendrægtige kan godt finde på at vente både 5 og 10 sekunder med at reagere på Københavns rådhusurs første slag, men det må tilskrives sprituspåvirkningen. Anstændige mennesker handler straks.

I sig selv er Nytårsaften ikke en begivenhed, der indebærer andet end at vi skal have ny kalender, hvis man da stadig bruger papirkalender. Man kunne lige så godt have lagt nytåret på en hvilken som helst anden dato. Kineserne fejrer nytår i februar. Kirkeåret begynder den første søndag i advent, medmindre man er russisk ortodoks og stadig følger den julianske kalender, som er stadig mere forsinket i forhold til den gregorianske, som er vores. Ferieåret begynder 1. maj og skoleåret den 1. august.

Normalt tænker vi os historiske begivenheder strøet ud på en tidslinje, som udgør den faste målestok for afstande i tid. Imidlertid er enhver tidsregning selv historisk betinget. Et af de bedste eksempler på dette forhold er, at to af den europæiske litteraturs største skikkelser, Cervantes og Shakespeare, døde med godt en uges mellemrum, men begge på den samme dato, den 23. april 1616. Forklaringen er den, at mens Spanien var gået over til den gregorianske kalender, betjente englænderne sig endnu af den julianske. Tid er ikke overraskende relativ.

Af samme årsag er tidspunktet for Jesu fødsel ret usikkert. Det er en svaghed ved Vor Tidsregning, som matematikhistorikeren Chr. M. Teisbak har noteret, at den ikke var opfundet, da den begyndte. Det var munken Dionysios, der i det 6. århundrede begyndte med at regne årstal ab incarnatione Jesu Christi. Tidligere havde man brugt f.eks. ab urbe condita, altså fra Roms grundlæggelse.

Hvis vi nu ser bort fra nutidens pedantiske historikere, der peger på, at Quirinius' folketælling først fandt sted flere år efter kong Herodes' død, kan vi ud fra en rent logisk betragtning konstatere, at Vor Tidsregning ikke hænger sammen. Jesus er født julenat, en uge før nytårsnat, altså i år 1 før Kristi fødsel eller muligvis år 1 efter Kristi fødsel. (År 0 findes som bekendt ikke. Det er et tidspunkt, ikke et tidsrum. Man tæller år som man tæller bolsjer eller æbler, og det første tælles altså ikke som det nulte.)

Hvorom alting er, kan man betegne Nytårsaften som en konvention. At hele verden bruger den samme tidsregning blev faktisk vedtaget ved en international konference i Washington i 1884. Herefter bestemmes alle klokkeslæt i verden efter hvad klokken er i Greenwich ved London. Alle andre tidsregninger er ikke forsvundet, men de har underordnet sig denne konvention. Nytårsaften er blevet en i sandhed global begivenhed, der forskyder sig gennem nytårsdøgnet over klodens 24 tidszoner efter fælles global overenskomst. Det er Den Store Synkronisering af kloden. Den højtideligholder vi ved at være særligt nøjeregnende med sekunderne omkring midnat.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 31. dec. 2012)

Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)