Er musik vigtigere end køer?

I juni er der to store begivenheder på en græsmark syd for Roskilde. Den første weekend i måneden er der fællesdyrskue, og den sidste weekend i måneden er der musikfestival.

De to begivenheder er foruden at være nogenlunde lige store også jævnaldrende. Dyrskuet blev afviklet første i 1969 som afløsning det, der var blevet holdt gennem mange år på Bellahøj i København. Musikfestivalen åbnede i 1971.

Festivalen har meget stor betydning, fordi overskuddet for en stor del går til det lokale foreningsliv, mens dyrskuet er et mødested for landbrugserhvervet og landboforeningerne for hele området øst for Storebælt.

Både dyrskue og festival tiltrækker i omegnen af 100.000 mennesker, afhængig af hvordan man tæller. Dyrskuet har i år haft mere end 97.000 betalende gæster på endagsbilletter fordelt på tre dage, mens der sælges 75.000 billetter til festivalen. De gælder så til gengæld alle festivalens fire dage.

Dertil kommer i begge tilfælde de mange ansatte, frivillige og så videre. Gæsterne på festivalen er hovedsageligt yngre mennesker fra Nordeuropa, mens dyrskuet tiltrækker børnefamilier og ældre, men til gengæld fra knap så stort et opland.

Den slående forskel mellem festival og skue er dækningen i tv og radio. Dyrskuet skal være heldigt at få et lille klip i slutningen af en nyhedsudsendelse som en af den slags lette historier med billeder af lille pige, der klapper ko - sådan noget, der letter overgangen til vejrudsigten.

Siden programmet ”Ud på landet med Bent Hansen" blev nedlagt kan dyrskuet ikke regne med omtale i landsdækkende medier. Roskilde Festival får derimod hvert år en dækning, så man skulle tro nationens skæbne afhang af det. Især Danmarks Radio stiller sendeflade til rådighed i et omfang, der stiller de omdiskuterede kongelige begivenheder fuldstændig i skyggen.

Den seneste barnedåb fik syv timers sendetid. Allerede i 2007 sendte DR sammenlagt 70 timer fra Roskilde Festival. På nettet har DR givet særlig plads til festivalen med dr. dk/ roskilde. Der findes for eksempel ikke en tilsvarende www.dr.dk/libyen.

Festivalen har virkelig formået at positionere sig. I alle medier er offentliggørelsen af programmet i løbet af vinteren en nyhedshistorie. Selv åbningen af teltpladsen mandagen før festivalens officielle indledning er blevet mediebegivenhed.

For to år siden indledte journalisternes fagblad, Journalisten, en berettiget diskussion af denne fantastiske eksponering af Roskilde Festival. På festivalpladsen findes en såkaldt medieby. Det er en fest midt i festen, som man får adgang til ved en såkaldt medieakkreditering. I 2009 var 2000 ( skriver to tusinde) journalister og i alt 5000 (skriver fem tusinde) mediearbejdere akkrediteret Roskilde Festival.

Det afspejler ikke en redaktionel prioritering. Det er udtryk for journalisters musiksmag og deres behov at holde fest uden at betale fuld pris. Man må betragte medieeksponeringen af festivalen som en bivirkning.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2011)

Uddannelsesrevolutionen har sin pris

Uddannelse er et fokusområde for regeringen. Målsætningerne for uddannelserne er udtrykt i SU-reformen, der i virkeligheden er en ambitiøs plan om at revolutionere uddannelsessystemet inden 2020. Det er blandt andet regeringens mål: 1. at en fjerdedel af en fødselsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse, 2. at den gennemsnitlige gennemførelsestid skal nedsættes med 4,7 måneder, og 3. at der skal en øget fleksibilitet i uddannelsessystemet, så kandidater fra de mellemlange videregående uddannelser, professsionsbachelorerne, skal kunne optages på universiteternes kandidatuddannelser.

I dag har 8,7 procent af befolkningen en lang videregående uddannelse med en højere andel blandt de yngre årgange og 12,9 procent for de 30-39-årige. Når en fjerdedel af alle unge mennesker skal gennemføre en universitetsuddannelse, indebærer det en stærk forøgelse af antallet af færdiguddannede i disse år og dermed også, at rekrutteringsgrundlaget bliver væsentligt bredere. Det er ikke længere muligt kun at optage de allerdygtigste og bedst motiverede. Der vil komme flere studerende med dårligere forudsætninger og ringere motivation.

Denne større andel af en ungdomsårgang skal i tilgift gennemføre uddannelsen hurtigere. Det vil automatisk medføre et fald i den faglige standard. "Ingen har bedt institutionerne om at sænke barren," siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) ganske vist, men det er forkert. Institutionerne belønnes for at gøre det.

Hvis der skal være en faglig standard, må den give sig udtryk i det forhold, at ikke alle og enhver kan bestå eksamen. Den grundlæggende bevillingsstruktur i det meste af uddannelsessektoren er imidlertid bygget på et taxametersystem, som udløser midler efter den såkaldte studenterårsværksproduktion, STÅ, der er et mål for, hvor mange eksaminer, de studerende består i forhold til normeringen. Jo flere eksaminer, der bestås, desto flere penge får institutionen. Dette system udøver naturligvis et inflatorisk pres på de krav, der stilles til eksaminanderne. Hvis en institution belønnes for at lade de studerende bestå eksamen, må ingen undre sig over, at de studerende så også består eksamen.

Det udgør dog en form for modvægt mod dette pres, at den økonomiansvarlige ledelse på institutionerne sjældent eksaminerer eller censurerer og derfor ikke har direkte indflydelse på de faglige mål, der opstilles for de studerende.

Kvaliteten sikres af underviserne, censorkorpsene og studienævnene, der er kollegiale organer uden direkte forbindelse til ledelsen. Så længe denne uafhængighed findes, er der en form for garanti for fagligheden. Men fagligheden beror altså alene på personlig integritet. Den understøttes ikke strukturelt.

Det er en udbredt misforståelse i det uddannelsespolitiske system, at tværfaglighed er vejen frem. Det hænger antagelig sammen med, at det uddannelsespolitiske system i sig selv ansætter folk med vidt forskellige uddannelsesmæssige forudsætninger, som derfor lever i den tro, at deres virkelighed udgør normen for resten af arbejdsmarkedet.

Det konkrete ønske om en smidigere overgang fra en professionsbacheloruddannelse til en universitetskandidatgrad er dog nok motiveret af uddannelsespolitiske mål snarere end beskæftigelsespolitiske, for det vil måske nok medvirke til at give flere en længere videregående uddannelse, men det vil helt sikkert ske på bekostning af fagligheden.

Der er i realiteten store forskelle mellem uddannelserne af den simple grund, at en uddannelse typisk er målrettet nogle bestemte færdigheder og kundskaber. En læreruddannet har væsentligt dårligere forudsætninger for at følge kandidatuddannelsen i historie end en studerende med en afsluttet bachelorgrad i historie, og en sygeplejerske kan ikke bare opgraderes til at blive læge.

Der er ikke noget i vejen med tværfaglighed som sådan, men den skal være gennemtænkt, sammenhængende og målrettet, hvis den ikke bare skal blive til en undskyldning for ikke at ville gøre tingene ordentligt. Hele uddannelseslogikken går ud på, at jo mere man studerer et fag, desto bedre bliver man til det, og hvis tiden er begrænset, må man vælge.

Hvis ønsket er mere faglighed, kræver det ikke overraskende mere koncentration om et enkelt fag, og så er der ikke tid til at tilegne sig andre fag også. Det udelukker bestemt ikke en tværfaglighed på arbejdsmarkedet, men denne tværfaglighed har netop en uddannelsesmæssig faglighed som forudsætning, ikke en uddannelsesmæssig tværfaglighed.

At det samlede faglige niveau vil falde, når flere skal gennemføre længere uddannelser hurtigere og med mere tværfaglighed, kan der altså ikke herske tvivl om. Undervisningsministeren løber fra sit ansvar, når han påstår noget andet.

Der er dog ingen grund til at ønske sig tilbage til gamle dage. På universiteterne ville vi naturligvis allerhelst bare have de allerdygtigste studerende, men den tid er forbi, da universiteterne kunne tillade sig denne luksus. Den havde nemlig også sin pris.

Når universitetsuddannede for et par generationer siden var så dygtige, som de var, skyldtes det, at de havde været gennem en brutal sorteringsmekanisme.

Undervisningen var meget sparsom, dens kvalitet beroede på professorens luner, og kun de dygtigste, heldigste og mest ihærdige nød den opmærksomhed og vejledning, der var forudsætning for en vellykket kandidateksamen. I det akademiske år 1963-64 var der 1002 studerende indskrevet på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet. Af dem tog 13 den afsluttende eksamen som cand. mag. det år.

Universitetet blev i løbet af 1960' erne og 1970' erne i realiteten et masseuniversitet. Mange holdt i mange år fast ved, at universitetet kun var for eliten, men vi er blevet væsentligt bedre til at håndtere den udfordring, at vi skal være universitet for både eliten og bredden, og hvis andre dele af den offentlige sektor skal effektivisere, må vi naturligvis også gøre det. Vi har løbende forbedret gennemførelsestiden.

Vi har på historieuddannelsen i København for eksempel på få år afskaffet " specialesumpen" og nedsat den samlede studietid væsentligt. Det samme gælder mange andre af de humanistiske uddannelser.

Det er vel at mærke sket, uden at vi har mistet evnen til at identificere de fremragende studerende og understøtte dem på deres vej.

Vi bliver nu stillet over for endnu større krav om effektivisering. Det kræver ikke mindst en øget pædagogisk indsats. Universiteterne får øgede bevillinger, men vi er langt fra at have beredskabet til at håndtere kravene.

På historiestudiet i København er vi omkring 30 fastansatte undervisere. Vi skal bruge halvdelen af vores tid på forskning, fordi forskning og undervisning hører sammen på universitetet, og det betyder, at der er 15 undervisningsårsværk til en bestand på cirka 1000 historiestuderende.

Heldigvis har vi et korps af dygtige eksterne lektorer, der dog ikke belønnes efter fortjeneste. De får kun betaling for at undervise og ikke for at forske, selvom de faktisk lever op til kravet om at levere forskningsbaseret undervisning.

Vi kan ikke med de eksisterende undervisningsressourcer give alle studerende den undervisning og vejledning, de har behov for. Men man må også pege på, at det måske ikke er en fjerdedel af alle unge, der er egnede til at tage en akademisk uddannelse.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 9. juli 2013)

Krasnik og Hedegaard

Kristian Ditlev Jensen udtrykker sin skarpe fordømmelse af Martin Krasniks behandling af Lars Hedegaard. Jensen mener, at Krasnik indirekte har retfærdiggjort attentatet mod Hedegaard og gradbøjet ytringsfriheden, fordi Krasnik i interviewet både udspurgte Hedegaard om attentatet og på en meget kontant facon stillede ham til regnskab for hans synspunkter. Dermed gentager Kristian Ditlev Jensen et argument, som har været meget brugt blandt Hedegaards tilhængere, nemlig at hvis man antyder, at der er en sammenhæng mellem Hedegaards udtalelser om islam og attentatet mod ham, gør man fælles sag med attentatmanden eller islamisterne. Argumentet har tjent Hedegaards meningsfæller som et skjold, idet det indebærer, at enhver kritik af Hedegaards synspunkt er et angreb på ytringsfriheden.

Der er imidlertid tale om en fejlslutning. At koble Hedegaards virke i offentligheden med attentatet er ikke ensbetydende med, at man retfærdiggør vold eller er imod ytringsfriheden. Faktisk var Hedegaard den første til selv at pege på sit eget virke som årsag eller anledning til attentatet. Meget taler for, at Hedegaard har ret i denne antagelse, altså at nogen ønsker at gøre ham tavs for hans meningers skyld. At konstatere denne sammenhæng er ikke ensbetydende med, at man også mener, at Hedegaard selv bærer skylden for det, der er overgået ham. At identificere en årsag eller et motiv til en forbrydelse fritager ikke gerningsmanden for skyld. I nogle tilfælde kan der være tale om formildende omstændigheder, men netop i dette tilfælde er det værd at bemærke, at politisk eller ideologisk motivation i almindelighed regnes til de skærpende omstændigheder. Det er netop dette element, der adskiller almindelig kriminalitet fra terror. Angrebet mod Hedegaard kan meget vel have haft til hensigt at sprede frygt blandt hans meningsfæller, og så er der pr. definition tale om et terroranslag. Det må gælde, uanset om man er enig med Hedegaard eller ej.

Man kan altså godt mene, at Hedegaard har ”sagt totalt langt ud ting” uden at man dermed retfærdiggør overfaldet på ham. På samme måde kan man også mene, at Hedegaard er en meget modig mand uden at man af den grund også mener, at han er en meget klog mand. Pointen er, at et retfærdigt samfund er kendetegnet ved, at det yder beskyttelse til alle uanset forstand eller holdning.

Lars Hedegaard har en akademisk uddannelse og omfattende erfaring med offentlig debat, journalistik og medier. Så meget desto mere påfaldende er det, at han klarede sig så dårligt i konfrontationen med Krasnik. Krasnik var ganske rigtigt ikke flink mod Hedegaard. Men hvornår har Hedegaard selv stillet krav om at blive behandlet med fløjlshandsker i den offentlige debat? Han har et helt selvfølgeligt krav på ikke at blive overfaldet korporligt. For så vidt han er udsat for trusler for sine synspunkters skyld, har han endda krav på udvidet beskyttelse. Men der kan ikke med rimelighed stilles krav om redaktionel særbehandling af Lars Hedegaard. Han må svare for sig, så godt han kan, og det er han efter alt at dømme ikke særlig god til. Krasniks interview er blevet kaldt et karaktermord. Der er snarere tale om et karakterselvmord.

(læserbrev i Weekendavisen 5. april 2013. Redaktionens titel var "Ditlev Jensen III")

Hvad laver en udviklingskonsulent egentlig?

Et af hovedargumenterne for kommunalreformen i 2006 var, at man ville opnå en rationaliseringsfordel til gunst for borgerne. Den er udeblevet. De fleste kan med deres egne øjne iagttage, hvorledes de kommunale forvaltninger vokser, mens kerneydelserne forsømmes. I Roskilde, hvor jeg selv bor, flyttede den nye sammenlagte kommune efter reformen ind i den gamle amtsgård, som hurtigt blev for lille og måtte udvides ganske betydeligt for at få plads til hele den kommunale forvaltning.

Denne iagttagelse understøttes af den officielle statistik fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (De kommunale nøgletal), ifølge hvilken den gennemsnitlige udgift pr. borger til administration i kommunerne i Region Sjælland er steget fra 5767 kroner i 2007 til 6531 i 2012.

Når rationaliseringsgevinsten udeblev, skyldes det antagelig en mekanisme, som normalt går under betegnelsen Parkinsons lov. Da marinehistorikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af The Royal Navy under og efter 1. Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Hvorfor førte så stor en reduktion af flåden ikke til et tilsvarende fald i antallet af bureaukrater, men tværtimod til en stigning?

Parkinson formulerede på baggrund af bl.a. denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver arbejdsopgave i forvaltningen tager den tid, der er sat af til dens fuldendelse. Det vil sige, at ingen har tid til overs, men altid føler sig presset til kapacitetsgrænsen. Derfor vil der være et konstant krav om, at staben udvides. Enhver administrativ medarbejder ser nyansættelser som en mulighed for at få flere underordnede og dermed som en direkte eller indirekte forfremmelse. Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave. Derudover skaber embedsmænd opgaver for hinanden ved hele tiden at kommunikere med og referere til hinanden, så en udvidelse af staben vil blot fortsætte.

Parkinsons artikel blev sammen med en række andre af hans meget vittige essays udgivet første gang på dansk i 1958. Jeg har dem stående på en hylde lige ved mit skrivebord på universitetet, og når jeg ikke sjældent er ved at fortvivle over uddannelses-og forskningsbureaukratiets asiatiske vælde, lader jeg mig trøste af Parkinsons afvæbnende humor.

Mens det er svært nok for folk i en parkinsonsk organisation at bevare overblikket, bliver det næsten umuligt for udenforstående at forstå, hvad der foregår. Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil. Her er et eksempel fra Sorø Kommune. Først fastlægges stillingskategorien:

"Sorø Kommunes Udviklings- og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver. Udviklings- og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion (et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet."

Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse:

"Projektledelse af udviklings- og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering."

Det første, man bemærker, er, at det ikke fremgår af annoncen, hvad en kommune egentlig er til for. Ganske vist står der i den generelle stillingsbeskrivelse, at formålet er, at borgerne "oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet", men hvis man ser på de konkrete opgaver, som skal løses, er det klart, at man vil ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater. Vedkommende skal ansættes i et sekretariat, der har til opgave"at understøtte og udvikle organisationen" og løse opgaver, som ingen forstår. Skatteborgerne tror jo, at kommunen skal vedligeholde veje, slå græsset i parken, passe børn, drive skoler, pleje ældre og den slags.

Kommunaldirektøren burde tvinges til at gå ned på Torvet i Sorø og forklare tilfældige forbipasserende hvad det vil sige at "tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver" eller hvad der menes med "ledelsesinformationsværktøjer" eller "facilitering af processer"? Han ville komme til kort, for skatteborgerne vil ikke "opleve" kommunen, og de interesserer sig ikke for "udviklings- og implementeringsprojekter". De vil have ældrepleje, børnepasning, græsslåning, kloakvedligeholdelse og den slags.

Man kan finde et fuldstændig tilsvarende opslag fra Stevns Kommunes nyetablerede stabsenhed, Udvikling og Digitalisering, som "understøtter direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde."Arbejdsopgaverne for den nye "projekt- og procesleder" beskrives som "Analyse-og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"specificeret som "opgaver indenfor Udvikling & Digitaliserings brede opgavefelt, specielt med fokus på analyser, projektledelse, udvikling af styring og organisation m.v."

Der er uden tvivl tænkt meget over disse formuleringer på direktionsgangen, og der er ingen tvivl om, at de kommunale direktioner mener, at det er vigtigt, at disse opgaver bliver løst, men de ansvarlige politikere bør hæve blikket et øjeblik og spørge sig selv, hvorfor det er vigtigt med "analyse- og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"? Er det en kommunal kerneydelse at "understøtte direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde"?

Disse jobopslag er meget tydeligt tegn på, at der er nogen på Stevns og i Sorø, der for alvor har tabt overblikket, symptomer på forvaltninger, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at de skaber flere opgaver end de løser, og at de forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen ved hjælp af uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på de uden tvivl meget store og flotte rådhuse og holder retningsløse møder "på tværs af organisationen", imens de egentlige opgaver forsømmes.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 22. marts 2013)

Prins Henrik er allerede ligestillet

Når man spørger efter ligestilling for prins Henrik, skal man være opmærksom på, hvad man mener. En regent kan aldrig være ligestillet med sin ægtefælle, for der er kun ét statsoverhoved. Ægtefællen skal naturligvis forlenes med en værdighed, men der er aldrig tvivl om, hvem der står øverst i rangordenen.

Mere præcist handler det nok om, hvorvidt en mand gift med en regent kan sidestilles med en kvinde gift med en regent. Først og fremmest handler det om ord, der stammer fra en gammel og i overvejende grad mandsdomineret kultur. Dronning er traditionelt, hvad man bliver, når man gifter sig med en konge. Først med Margrethe II er dronning også blevet betegnelse for en regent. Dronning Margrete I kaldtes »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«, fordi dronningeværdigheden i sig selv ikke indeholdt regent myndigheden. Konge derimod er identisk med regent.

Det er i den bestemte betydning, ordet optræder i grundloven. Der er altså en asymmetri mellem begreberne konge og dronning, men ikke noget der i sig selv indeholder en diskrimination af dem, der bærer titlen.

Det er snarere i titulaturen, at man skal søge humlen. Skal det være H. M. eller H. K. H.? Majestæt er kun regenten. En kvinde gift med en konge tituleres traditionelt Hendes Majestæt. Det er ikke udtryk for, at hun er regenten, men at hendes mand er det og at hendes titel og status er afledt af mandens. For to generationer siden kunne man stadig træffe på kvinder, der uden at blinke kaldte sig »fru højesteretssagfører Alfred Hansen«. Det har vi naturligvis forladt, fordi vi har ligestilling. Nu har en tilsvarende kvinde ikke alene sin egen jobtitel, men sandsynligvis også sit eget efternavn, og det er kun godt sådan.

Skal vi med andre ord overføre denne ligestilling til kongehuset, må vi altså ophøre med at kalde kvinden gift med kongen for Hendes Majestæt og i stedet - sådan som det er med prins Henrik - kalde hende kongelig højhed. Helt moderne bliver det jo aldrig i det glücksborgske hus, men der er dog en pointe i, at dronningens funktion som regentens ægtefælle er selvstændig, om end underordnet.

Skal prins Henrik med andre ord ligestilles i bare tilnærmelsesvis overensstemmelse med moderne normer, skal han altså bevare sin nuværende titulatur.

(debatindlæg i Berlingske Tidende 12. juni 2009)

Nede i kommunen

Da historikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af den britiske flåde under og efter Første Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Parkinson formulerede på baggrund af blandt andet denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver forvaltningsorganisation har en tendens til at udvides, fordi embedsmænd søger at udvide antallet af undergivne, og fordi embedsmænd yderligere skaber arbejdsopgaver for hinanden.

Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave.

Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil.

Jeg faldt over et interessant eksempel på genren, som viser tingenes tilstand på Sorø Rådhus. Først fastlægges stillingskategorien: »Sorø Kommunes Udviklings-og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse-og udviklingsopgaver. Udviklings-og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion ( et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet.« Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse: »Projektledelse af udviklings-og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering.« Man vil altså ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater.

Det er ikke, fordi det står værre til i Sorø end i andre store offentlige institutioner. Parkinsons Lov virker overalt. Det er bare et konkret eksempel på en forvaltning, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at den skaber flere opgaver, end den løser, og at den forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen.

Det sker med uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på det uden tvivl meget flotte rådhus og holder retningsløse møder »på tværs af organisationen«, imens de egentlige opgaver forsømmes. Der er ansøgningsfrist den 7. marts.

Læserbrev i Weekendavisen den 22. februar 2013, forkortet af redaktionen. En længere version blev trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, 22. marts 2013

Skatteprodukt?

Skattesagen mod Troels Lund Poulsen bringer mange afsløringer og oplysninger for dagen. En af dem er, at Skatteministeriet har en »produktionsdirektør«. Man må spørge, hvad Skatteministeriet mon producerer, og hvorfor denne produktion har et omfang, der berettiger ansættelsen af en direktør? Mit gæt er, at der er tale om et udslag af en verserende uskik i den offentlige sektor, hvor man lader som om man er en virksomhed eller en koncern med en omsætning og »en produktion«. Det ser godt ud, når udviklingskontrakter skal genforhandles, men har i øvrigt ikke meget med virkeligheden at gøre.

Jeg går fuldt og helt ind for skattebetaling. Der kendes intet eksempel på et vellykket moderne samfund uden et velfungerende skattevæsen. Hvor der ikke foregår en effektiv, retfærdig, lovreguleret og gennemskuelig inddrivelse af skat, må folk erfaringsmæssigt leve med at betale vilkårlige dummebøder. Så kan man diskutere skattetrykket, byrdefordelingen osv., men ikke at der er brug for et skattevæsen. Et skattevæsen er imidlertid stadig et skattevæsen. Det tager folks penge. Det producerer ingenting. Kald en spade for en spade.

(Læserbrev i Berlingske 31. jan. 2013)