Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem

Forfatteren Johannes Jørgensen udgav i slutningen af 1940' erne sine erindringer, der blandt andet beretter om hans studietid i København i 1880' erne. Georg Brandes havde på dette tidspunkt sat brand i kulturlivet. Man diskuterede kvindeemancipation, vegetarianisme, progressiv skat og den slags moderne sager. Jørgensen beundrede Brandes og studerede zoologi på universitetet. På væggen i sit lejede værelse havde han hængt et billede af Darwin, der for den unge generation var indbegrebet af opgøret med alt gammelt. Hans værtinde så portrættet og spurgte nysgerrigt, om det ikke var Grundtvig?

Selvom anekdoten skulle tjene den aldrende og meget religiøse forfatter til illustration af sin ungdoms dårskab, er der det rigtige i historien, at Grundtvig var påfaldende usynlig i hovedstaden blot ti år efter sin død. Han var ikke en figur, som en pensionatsværtinde i København forventedes at kende af udseende.

Den akademiske verden var i Johannes Jørgensens ungdom ideologisk delt op i to lejre, en konservativ, hvis ungdom var organiseret i Studenterforeningen, og så den radikale Brandes-fløj, der samledes i den nystiftede forening, Studentersamfundet. I kirkelig forstand var hovedstaden delt mellem en borgerlig traditionalisme og et stadig mere dominerende Indre Mission. Grundtvigianerne havde ingen institutionel styrke i byen.

Det var blandt grundene til, at en kreds med udspring i Københavns Højskoleforening i 1888 tog initiativ til Frisindet Diskussionsforening, der i 1892 tog navneforandring til Studenterkredsen, der havde til formål "paa Grundlag af den grundtvigske Anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart Samarbejde, dels gennem gode Foredrag og Diskussioner om kirkelige og folkelige Spørgsmaal at virke for en kristelig, frisindet Livsanskuelse".

Studenterkredsen eller bare Kredsen, som den kaldes, holdt i mange år til i Grundtvigs Hus i Studiestræde i København. I 1942 fik foreningen en selvstændig aflægger i Aarhus, og jyderne gjorde det til et program ikke at begrænse sig til en " behagelig sejlads i det brede kølvand, der med et omfattende ord betegnes som grundtvigsk".

Det var en hentydning til den evige diskussion i grundtvigske kredse i det hele taget mellem de såkaldte centrifugalgrundtvigianere, der ville tilpasse sig tiden, og de mere ortodokse, der ønskede at holde fast i en kerne af grundtvigsk livsanskuelse.

En tid lang var der også en kreds i Odense. Efter krigen flyttede københavnerkredsen ind på Vartov, hvor Kirkeligt Samfund - i dag Grundtvigsk Forum - generøst lagde hus til foreningens dagligstue og de ugentlige foredrag. Dagligstuen, hvor man kunne komme og læse avis og drikke te, gik af brug på et tidspunkt i 1960' erne, men foredragsrækken består endnu, og Grundtvigsk Forum betaler stadig huslejen.

Der har vist aldrig været tidspunkt, hvor Kredsen har hvilet uanfægtet i sig selv. Foreningen har været det sted, hvor mennesker mødes til stålsat diskussion om teologiske, filosofiske eller litterære spørgsmål "på grundlag af den grundtvigske anskuelse".

"Der skal ligefrem i samtalerne om menneskets eksistens være saglig ufordragelighed. Der skal, mellem standpunkterne, være principiel religionskrig," mente den selvlærde teolog Johannes Lauridsen, der gennem mange år var en central skikkelse i København.

Navne som Regin Prenter, K. B. Andersen, Ole Wivel, Leif Grane, Henning Tjørnehøj, Søren Krarup, Ejvind Larsen, Johs. H. Christensen, Jørgen Bukdahl, Jørgen K. Bukdahl, Margrete Auken, Thorkild Grosbøll, Mogens Lindhardt, Hans Hauge, Joakim Garff, Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel, Erik Skyum-Nielsen, Nils Gunder Hansen, Sune Auken blandt mange andre har som formænd, bestyrelsesmedlemmer eller hyppige foredragsholdere gennem årene sat deres præg diskussionerne.

I Kredsen i Aarhus var det ikke mindst det løgstrupske kamhjul, der greb ind i det grundtvigske maskineri, mens Kredsen i København var mødestedet for det grundtvigske og det tidehvervske. Diskussionerne har ikke sjældent været ubarmhjertige og tonen uforsonlig, fløjene mødtes. "Enten bliver man tidehvervsk, fordi man er ubegavet, eller også bliver man ubegavet af at være tidehvervsk," mente Løgstrup engang under en diskussion i Aarhuskredsen. Tidehvervsfolkene var ikke mindre uelskværdige mod Løgstrup.

Jeg kom i forbindelse med Studenterkredsen i Vartov omkring 1989. et par år efter at jeg var flyttet til København. Jeg var blevet advaret at Kredsen godt kunne som en lukket fest. Man kunne nemt blive skræmt væk af det, der godt ligne en intellektuel indkrogethed i sig selv, men den der blev hængende, blev belønnet i bredfuldt mål.

Kredsen er en sær hybrid af sangglad folkelighed og elitær akademisk institution. Det ene øjeblik afsynges Grundtvigs "Det var en sommermorgen" om de faldne fra på Isted Hede med en patos tappet direkte fra samme kilde, som sangens forfatter drak af, og det næste øjeblik dekonstrueres med største elegance den narrative struktur i den nationale historieskrivning.

Det betyder ikke, at folkeligheden er blevet udvendig, blot at den kender sin egen begrænsning. Rodfæstetheden i den folkelige tradition betyder, at det ikke nytter noget, hvis der ikke er alvor bag. Det skal komme an på hvis det skal give mening. Det akademiske og højtravende kommer fra universitetet, men er i bedste højskoletradition ikke bundet op en eksamen.

Studenterkredsen tages ikke pædagogiske hensyn. Foredragsholderne kan tillade sig den risiko at tabe eller alle tilhørere på og den luksus at miste jordforbindelsen, så længe er sikkerhed for, at der noget på spil, at der er et anliggende og ikke bare et pensumkrav at tage hensyn til. Genren er netop foredraget og ikke forelæsningen, og betyder netop ikke, at alle kunne følge med, men at taleren står inde for det sagte med sin person. At foredraget aldrig holdes for pengenes skyld giver sig selv, for der er ikke råd til honorar. Det er æressag at blive indbudt tale i Kredsen.

Efter foredraget er der "Nachspiel". Det selskabelige, nattesæderne og de oprørte diskussioner over den øl har vist altid været en integreret del af livet i Studenterkredsen. Integrationen af det selskabelige, det folkelige og det akademiske er på intet tidspunkt stærkere end på Studenterkredsens Sommermøde, der har været holdt hvert år under det navn siden 1904. Her er mangt et udmærket ægteskab blevet grundlagt.

For mig blev Studenterkredsen en akademisk læreplads. Jeg havde læst historie et par år og havde haft dygtige lærere, men kun sjældent på universitetet mødt denne kompromisløse vilje til at et spørgsmål igennem, fordi det var magtpåliggende og ikke kun af betydning for eksamen. Det betød naturligvis også, at jeg i Kredsen har siddet og lyttet til mange foredrag, som jeg vitterlig ikke forstod en lyd af. Til gengæld blev der sat en standard hvad det vil sige at studere. Man er ikke kun student i 37 timer om ugen, men alle vågne timer, også de besofne. Her blev der sat en standar for, hvad lærdom er kan.

Da Johannes Sløk engang holdt et foredrag - så vidt jeg har fået episoden genfortalt var det i Kredsen i Aarhus - fik han stillet et af disse lange, indviklede spørgsmål, der mest af alt har det formål at lade spørgeren fremstå som klog og belæst.

Spørgsmålet indledtes med vendingen: " Kierkegaard siger et sted, at.". Sløk lyttede tålmodigt, og da spørgsmålet endelig var stillet til tøvede han et lille øjeblik, inden han gav sit svar, hvis fulde ordlyd var: "Det siger Kierkegaard intetsteds." Anekdoten, og det er vel en anekdote, tjener naturligvis først og fremmest til illustration af Sløks velkendte arrogance.

Men den er også en påmindelse om, at der forskel på arrogance, der har sit fundament i kundskaber og så den arrogance, ikke består af andet end varm luft og prætentioner. Sløk tilhørte uomtvisteligt første kategori.

Hvad der er blevet sagt om nogle helt andre i en helt anden sammenhæng: "Vi har ikke noget imod krukker, så længe der er noget i dem", kunne godt tjene som en slags motto for Studenterkredsen.

(Kristeligt Dagblad 6. sept. 2013)

Er man andenrangsborger, blot fordi man ikke har en computer?

Overvej følgende tankeeksperiment: Tænk hvis landets kommuner havde besluttet sig for, at alle meddelelser til borgerne fremover skulle affattes på russisk. Det kan man kun vanskeligt forestille sig, for det ville jo umuliggøre en meningsfuld kommunikation, eftersom man ikke har nogen rimelig grund til at forvente, at det er et sprog, som enhver behersker.

Inden man slår dette tankeeksperiment hen som det rene pjat, er der grund til at pege på, at rigtig mange mennesker senest fra næste år faktisk vil befinde sig i en situation, der svarer til, at kommunen er begyndt at tale russisk.

Den 1. november 2014 bliver det obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med kommunen. Det er en del af en meget ambitiøs digitaliseringsstrategi, der selvfølgelig handler om, at Danmark skal være et foregangsland og alt det dér. Men mens projektlederne i Kommunernes Landsforening og Digitaliseringsstyrelsens specialkonsulenter har deltaget i visionsseminarer og skrevet strategipapirer, hvor den strålende fremtid udmales, har de måske lige glemt et par småting – borgerne for eksempel.

Skal man tro udmeldingerne fra kommunerne, er man lidt af en særling, hvis man ikke har en computer. Men det er faktisk rundt regnet ti procent af Danmarks husstande, der stadig ikke har adgang til internettet.

Det er især ældre mennesker, og det er ikke fordi de har været forsømmelige, uuddannede, dumme eller levet i en parallelvirkelighed. Masser af nulevende mennesker har levet et langt liv, passet deres arbejde, svaret enhver sit og ikke ligget nogen til last uden nogensinde at have været forpligtet til at røre en computer. Nu forlanger samfundet pludselig af dem, at de skal skaffe sig sådan et dyr og lære at betjene det. For mange mennesker svarer det altså til at skulle lære russisk.

Man skal søge om dispensation hos kommunen, hvis man ønsker at modtage sin post som hidtil. Det kan synes som en bagatel, men man kan ikke bebrejde folk, at de oplever det som en hån, for det gør jo den computerfri tilværelse til et uværdigt specialtilfælde. Her er der grund til at minde om, at det altså ikke er mere end 15 år siden at kun 15 procent af Danmarks husstande havde adgang til internettet.

Hånen bliver ikke mindre af, at det, der optimistisk kaldes ”digitale løsninger” for det meste består af digitale problemer. NemID viste sig at være TemmeligkompliceretID. I den offentlige transport er en umiddelbart forståelig og ligefrem adgang til køb af papirbilletter blevet afløst af en uigennemsigtig, forsinket, dyr og i virkeligheden også forældet ”løsning” i form af Rejsekortet. Og for at vende tilbage til kommunerne, lever de jo ikke engang op til deres egne højtflyvende ambitioner om digital kommunikation. Prøv at sende en email til din kommune og se om der svares. Nej, vel?

Der er kommunalvalg til efteråret. Det er ikke for meget forlangt, at de nye kommunalbestyrelser sørger for, at de mennesker, der tilfældigvis ikke har en computer, kan bibeholde oplevelsen af at være ligeværdige borgere.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 16. august 2013)

Demokratismen

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar. Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter - med et citat af Søren Mørch – at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007. Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der virkede i 1848-49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om f.eks. kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.

Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt og når der ikke stod en stavelse i junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra grundloven, og så måtte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovens ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.

(Læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 9. august 2013)

Hvorfor skal det være så svært?

Hvorfor skal det være så svært at købe en billet til toget? Er det med vilje, at passagererne skræmmes væk? Jeg har to gange denne somme haft den glæde at besøge den fortræffelige by Holbæk.

Jeg havde i samme anledning brug for videre befordring med tog til henholdsvis Nykøbing Sjælland og Kalundborg. Som et led i det, der ikke kan karakteriseres som andet end en målrettet serviceforringelse, er billetsalget på Holbæk Station som på så mange andre stationer og banegårde lukket.

Som kompensation fremhæves det, at billetter i stedet kan købes i stationskiosken, der i Holbæk som de fleste andre steder drives af 7Eleven. I Holbæk reklamerer kiosken åbenlyst med, at de sælger togbilletter.

Desværre er udvalget af disse væsentligt dårligere end udvalget af lakrids, kildevand, ugeblade eller chips. Fra Holbæk går der tog til Nykøbings Sjælland, Kalundborg og København. I kiosken kan man af en eller anden bizar grund kun købe billetter til en tredjedel af strækningerne, nemlig den til København.

Vil man til til Nykøbing eller Kalundborg, henvises man til en automat i perrontunnellen, som senest – dvs den 31. juli – tydeligvis havde været udsat for hærværk. Kun med møje lykkedes det at få billetten. Hvis de, der driver jernbanerne, gerne vil have betalende passagerer, hvorfor i alverden opstiller de så disse absurde hindringer for at købe billetter?

(Læserbrev i Nordvest Nyt, 1. aug. 2013. Redaktionens titel var "Hvorfor skal det være så svært, DSB?", men problemet skyldes antagelig ikke DSB)

Er musik vigtigere end køer?

I juni er der to store begivenheder på en græsmark syd for Roskilde. Den første weekend i måneden er der fællesdyrskue, og den sidste weekend i måneden er der musikfestival.

De to begivenheder er foruden at være nogenlunde lige store også jævnaldrende. Dyrskuet blev afviklet første i 1969 som afløsning det, der var blevet holdt gennem mange år på Bellahøj i København. Musikfestivalen åbnede i 1971.

Festivalen har meget stor betydning, fordi overskuddet for en stor del går til det lokale foreningsliv, mens dyrskuet er et mødested for landbrugserhvervet og landboforeningerne for hele området øst for Storebælt.

Både dyrskue og festival tiltrækker i omegnen af 100.000 mennesker, afhængig af hvordan man tæller. Dyrskuet har i år haft mere end 97.000 betalende gæster på endagsbilletter fordelt på tre dage, mens der sælges 75.000 billetter til festivalen. De gælder så til gengæld alle festivalens fire dage.

Dertil kommer i begge tilfælde de mange ansatte, frivillige og så videre. Gæsterne på festivalen er hovedsageligt yngre mennesker fra Nordeuropa, mens dyrskuet tiltrækker børnefamilier og ældre, men til gengæld fra knap så stort et opland.

Den slående forskel mellem festival og skue er dækningen i tv og radio. Dyrskuet skal være heldigt at få et lille klip i slutningen af en nyhedsudsendelse som en af den slags lette historier med billeder af lille pige, der klapper ko - sådan noget, der letter overgangen til vejrudsigten.

Siden programmet ”Ud på landet med Bent Hansen" blev nedlagt kan dyrskuet ikke regne med omtale i landsdækkende medier. Roskilde Festival får derimod hvert år en dækning, så man skulle tro nationens skæbne afhang af det. Især Danmarks Radio stiller sendeflade til rådighed i et omfang, der stiller de omdiskuterede kongelige begivenheder fuldstændig i skyggen.

Den seneste barnedåb fik syv timers sendetid. Allerede i 2007 sendte DR sammenlagt 70 timer fra Roskilde Festival. På nettet har DR givet særlig plads til festivalen med dr. dk/ roskilde. Der findes for eksempel ikke en tilsvarende www.dr.dk/libyen.

Festivalen har virkelig formået at positionere sig. I alle medier er offentliggørelsen af programmet i løbet af vinteren en nyhedshistorie. Selv åbningen af teltpladsen mandagen før festivalens officielle indledning er blevet mediebegivenhed.

For to år siden indledte journalisternes fagblad, Journalisten, en berettiget diskussion af denne fantastiske eksponering af Roskilde Festival. På festivalpladsen findes en såkaldt medieby. Det er en fest midt i festen, som man får adgang til ved en såkaldt medieakkreditering. I 2009 var 2000 ( skriver to tusinde) journalister og i alt 5000 (skriver fem tusinde) mediearbejdere akkrediteret Roskilde Festival.

Det afspejler ikke en redaktionel prioritering. Det er udtryk for journalisters musiksmag og deres behov at holde fest uden at betale fuld pris. Man må betragte medieeksponeringen af festivalen som en bivirkning.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2011)

Uddannelsesrevolutionen har sin pris

Uddannelse er et fokusområde for regeringen. Målsætningerne for uddannelserne er udtrykt i SU-reformen, der i virkeligheden er en ambitiøs plan om at revolutionere uddannelsessystemet inden 2020. Det er blandt andet regeringens mål: 1. at en fjerdedel af en fødselsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse, 2. at den gennemsnitlige gennemførelsestid skal nedsættes med 4,7 måneder, og 3. at der skal en øget fleksibilitet i uddannelsessystemet, så kandidater fra de mellemlange videregående uddannelser, professsionsbachelorerne, skal kunne optages på universiteternes kandidatuddannelser.

I dag har 8,7 procent af befolkningen en lang videregående uddannelse med en højere andel blandt de yngre årgange og 12,9 procent for de 30-39-årige. Når en fjerdedel af alle unge mennesker skal gennemføre en universitetsuddannelse, indebærer det en stærk forøgelse af antallet af færdiguddannede i disse år og dermed også, at rekrutteringsgrundlaget bliver væsentligt bredere. Det er ikke længere muligt kun at optage de allerdygtigste og bedst motiverede. Der vil komme flere studerende med dårligere forudsætninger og ringere motivation.

Denne større andel af en ungdomsårgang skal i tilgift gennemføre uddannelsen hurtigere. Det vil automatisk medføre et fald i den faglige standard. "Ingen har bedt institutionerne om at sænke barren," siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) ganske vist, men det er forkert. Institutionerne belønnes for at gøre det.

Hvis der skal være en faglig standard, må den give sig udtryk i det forhold, at ikke alle og enhver kan bestå eksamen. Den grundlæggende bevillingsstruktur i det meste af uddannelsessektoren er imidlertid bygget på et taxametersystem, som udløser midler efter den såkaldte studenterårsværksproduktion, STÅ, der er et mål for, hvor mange eksaminer, de studerende består i forhold til normeringen. Jo flere eksaminer, der bestås, desto flere penge får institutionen. Dette system udøver naturligvis et inflatorisk pres på de krav, der stilles til eksaminanderne. Hvis en institution belønnes for at lade de studerende bestå eksamen, må ingen undre sig over, at de studerende så også består eksamen.

Det udgør dog en form for modvægt mod dette pres, at den økonomiansvarlige ledelse på institutionerne sjældent eksaminerer eller censurerer og derfor ikke har direkte indflydelse på de faglige mål, der opstilles for de studerende.

Kvaliteten sikres af underviserne, censorkorpsene og studienævnene, der er kollegiale organer uden direkte forbindelse til ledelsen. Så længe denne uafhængighed findes, er der en form for garanti for fagligheden. Men fagligheden beror altså alene på personlig integritet. Den understøttes ikke strukturelt.

Det er en udbredt misforståelse i det uddannelsespolitiske system, at tværfaglighed er vejen frem. Det hænger antagelig sammen med, at det uddannelsespolitiske system i sig selv ansætter folk med vidt forskellige uddannelsesmæssige forudsætninger, som derfor lever i den tro, at deres virkelighed udgør normen for resten af arbejdsmarkedet.

Det konkrete ønske om en smidigere overgang fra en professionsbacheloruddannelse til en universitetskandidatgrad er dog nok motiveret af uddannelsespolitiske mål snarere end beskæftigelsespolitiske, for det vil måske nok medvirke til at give flere en længere videregående uddannelse, men det vil helt sikkert ske på bekostning af fagligheden.

Der er i realiteten store forskelle mellem uddannelserne af den simple grund, at en uddannelse typisk er målrettet nogle bestemte færdigheder og kundskaber. En læreruddannet har væsentligt dårligere forudsætninger for at følge kandidatuddannelsen i historie end en studerende med en afsluttet bachelorgrad i historie, og en sygeplejerske kan ikke bare opgraderes til at blive læge.

Der er ikke noget i vejen med tværfaglighed som sådan, men den skal være gennemtænkt, sammenhængende og målrettet, hvis den ikke bare skal blive til en undskyldning for ikke at ville gøre tingene ordentligt. Hele uddannelseslogikken går ud på, at jo mere man studerer et fag, desto bedre bliver man til det, og hvis tiden er begrænset, må man vælge.

Hvis ønsket er mere faglighed, kræver det ikke overraskende mere koncentration om et enkelt fag, og så er der ikke tid til at tilegne sig andre fag også. Det udelukker bestemt ikke en tværfaglighed på arbejdsmarkedet, men denne tværfaglighed har netop en uddannelsesmæssig faglighed som forudsætning, ikke en uddannelsesmæssig tværfaglighed.

At det samlede faglige niveau vil falde, når flere skal gennemføre længere uddannelser hurtigere og med mere tværfaglighed, kan der altså ikke herske tvivl om. Undervisningsministeren løber fra sit ansvar, når han påstår noget andet.

Der er dog ingen grund til at ønske sig tilbage til gamle dage. På universiteterne ville vi naturligvis allerhelst bare have de allerdygtigste studerende, men den tid er forbi, da universiteterne kunne tillade sig denne luksus. Den havde nemlig også sin pris.

Når universitetsuddannede for et par generationer siden var så dygtige, som de var, skyldtes det, at de havde været gennem en brutal sorteringsmekanisme.

Undervisningen var meget sparsom, dens kvalitet beroede på professorens luner, og kun de dygtigste, heldigste og mest ihærdige nød den opmærksomhed og vejledning, der var forudsætning for en vellykket kandidateksamen. I det akademiske år 1963-64 var der 1002 studerende indskrevet på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet. Af dem tog 13 den afsluttende eksamen som cand. mag. det år.

Universitetet blev i løbet af 1960' erne og 1970' erne i realiteten et masseuniversitet. Mange holdt i mange år fast ved, at universitetet kun var for eliten, men vi er blevet væsentligt bedre til at håndtere den udfordring, at vi skal være universitet for både eliten og bredden, og hvis andre dele af den offentlige sektor skal effektivisere, må vi naturligvis også gøre det. Vi har løbende forbedret gennemførelsestiden.

Vi har på historieuddannelsen i København for eksempel på få år afskaffet " specialesumpen" og nedsat den samlede studietid væsentligt. Det samme gælder mange andre af de humanistiske uddannelser.

Det er vel at mærke sket, uden at vi har mistet evnen til at identificere de fremragende studerende og understøtte dem på deres vej.

Vi bliver nu stillet over for endnu større krav om effektivisering. Det kræver ikke mindst en øget pædagogisk indsats. Universiteterne får øgede bevillinger, men vi er langt fra at have beredskabet til at håndtere kravene.

På historiestudiet i København er vi omkring 30 fastansatte undervisere. Vi skal bruge halvdelen af vores tid på forskning, fordi forskning og undervisning hører sammen på universitetet, og det betyder, at der er 15 undervisningsårsværk til en bestand på cirka 1000 historiestuderende.

Heldigvis har vi et korps af dygtige eksterne lektorer, der dog ikke belønnes efter fortjeneste. De får kun betaling for at undervise og ikke for at forske, selvom de faktisk lever op til kravet om at levere forskningsbaseret undervisning.

Vi kan ikke med de eksisterende undervisningsressourcer give alle studerende den undervisning og vejledning, de har behov for. Men man må også pege på, at det måske ikke er en fjerdedel af alle unge, der er egnede til at tage en akademisk uddannelse.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 9. juli 2013)

Krasnik og Hedegaard

Kristian Ditlev Jensen udtrykker sin skarpe fordømmelse af Martin Krasniks behandling af Lars Hedegaard. Jensen mener, at Krasnik indirekte har retfærdiggjort attentatet mod Hedegaard og gradbøjet ytringsfriheden, fordi Krasnik i interviewet både udspurgte Hedegaard om attentatet og på en meget kontant facon stillede ham til regnskab for hans synspunkter. Dermed gentager Kristian Ditlev Jensen et argument, som har været meget brugt blandt Hedegaards tilhængere, nemlig at hvis man antyder, at der er en sammenhæng mellem Hedegaards udtalelser om islam og attentatet mod ham, gør man fælles sag med attentatmanden eller islamisterne. Argumentet har tjent Hedegaards meningsfæller som et skjold, idet det indebærer, at enhver kritik af Hedegaards synspunkt er et angreb på ytringsfriheden.

Der er imidlertid tale om en fejlslutning. At koble Hedegaards virke i offentligheden med attentatet er ikke ensbetydende med, at man retfærdiggør vold eller er imod ytringsfriheden. Faktisk var Hedegaard den første til selv at pege på sit eget virke som årsag eller anledning til attentatet. Meget taler for, at Hedegaard har ret i denne antagelse, altså at nogen ønsker at gøre ham tavs for hans meningers skyld. At konstatere denne sammenhæng er ikke ensbetydende med, at man også mener, at Hedegaard selv bærer skylden for det, der er overgået ham. At identificere en årsag eller et motiv til en forbrydelse fritager ikke gerningsmanden for skyld. I nogle tilfælde kan der være tale om formildende omstændigheder, men netop i dette tilfælde er det værd at bemærke, at politisk eller ideologisk motivation i almindelighed regnes til de skærpende omstændigheder. Det er netop dette element, der adskiller almindelig kriminalitet fra terror. Angrebet mod Hedegaard kan meget vel have haft til hensigt at sprede frygt blandt hans meningsfæller, og så er der pr. definition tale om et terroranslag. Det må gælde, uanset om man er enig med Hedegaard eller ej.

Man kan altså godt mene, at Hedegaard har ”sagt totalt langt ud ting” uden at man dermed retfærdiggør overfaldet på ham. På samme måde kan man også mene, at Hedegaard er en meget modig mand uden at man af den grund også mener, at han er en meget klog mand. Pointen er, at et retfærdigt samfund er kendetegnet ved, at det yder beskyttelse til alle uanset forstand eller holdning.

Lars Hedegaard har en akademisk uddannelse og omfattende erfaring med offentlig debat, journalistik og medier. Så meget desto mere påfaldende er det, at han klarede sig så dårligt i konfrontationen med Krasnik. Krasnik var ganske rigtigt ikke flink mod Hedegaard. Men hvornår har Hedegaard selv stillet krav om at blive behandlet med fløjlshandsker i den offentlige debat? Han har et helt selvfølgeligt krav på ikke at blive overfaldet korporligt. For så vidt han er udsat for trusler for sine synspunkters skyld, har han endda krav på udvidet beskyttelse. Men der kan ikke med rimelighed stilles krav om redaktionel særbehandling af Lars Hedegaard. Han må svare for sig, så godt han kan, og det er han efter alt at dømme ikke særlig god til. Krasniks interview er blevet kaldt et karaktermord. Der er snarere tale om et karakterselvmord.

(læserbrev i Weekendavisen 5. april 2013. Redaktionens titel var "Ditlev Jensen III")