En tænkt grundlovstale i en præstegårdshave

Da Grundloven blev vedtaget i juni 1849 var den på flere punkter ufærdig. Man var f.eks. ikke nået til ende med drøftelserne om så vigtige sager som retsplejen og kirken, og man slog sig til tåls med at indføre paragraffer udformet som løfter om, at der skulle indføres offentlighed og mundtlighed i retsplejen, og at folkekirken skulle ordnes ved lov.  For retsplejens vedkommende er man nået langt, om end – vil nogle kritikere hævde – ikke helt i mål med ordningen. Kirken derimod hænger derimod stadig i den bremse, der blev trukket i 1849.

Læser man referatet af forhandlingerne om de kirkelige paragraffer i den grundlovgivende rigsforsamling, står det klart, at der var en god grund til at forsamlingen ikke nåede til nogen afgørelse. Man kunne dårlig nok blive enig om definitionerne. Man undlod anvendelse af begrebet statskirke og valgte i stedet at kalde den folkekirke, eller rettere man valgte at definere den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke uden i øvrigt at kvalificere det yderligere.  Grundtvig ville have en tilføjelse, der tilkendegav, at folkekirken skulle forstås som den kirke, hvortil et flertal af befolkningen bekendte sig, og Sjællands biskop Mynster foreslog, at kirken skulle defineres konfessionelt ved den augsburgske bekendelse, men ingen af dem kom igennem med deres forslag.

Selv om Grundloven også fastslog religionsfriheden som princip, afholdt det den ikke fra i bred forstand at begunstige netop Folkekirken, som den fra da af kaldtes, idet Grundloven også – i den nuværende § 4 – tilsiger, at netop denne kirke skal understøttes af staten. I samtiden var det klart, at denne understøttelse ikke først og fremmest skulle forstås økonomisk. Folkekirken havde dengang en selvbærende økonomi, idet den blev finansieret af tienden, en byrde lagt på landbrugsjorden. Den nuværende stærke sammenblanding af statens og kirkens økonomi stammer fra en række økonomiske reformer fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Den statslige understøttelse af kirken findes f.eks. udtrykt i helligdagslovgivningen og folkeskoleloven. Det forhold, at konfirmandundervisningen de fleste steder ligger i skoletiden, har mødt stigende kritik blandt moderne ligheds- og sekulariseringsentusiaster, men denne sammenblanding af skole og kirke er altså i fuld overensstemmelse med Grundlovens § 4.

Løfteparagraffen, den nuværende § 66, der tilsiger, at folkekirken skal ordnes ved lov, har fastholdt folkekirken i et strukturelt tomrum. Kirken er på papiret et privilegeret trossamfund, men som allerede et af medlemmerne af den grundlovgivende rigsforsamling, historikeren Caspar Paludan-Müller, gjorde opmærksom på, nød alle de andre trossamfund godt af den nyvundne frihed, mens Folkekirken stadig måtte tåle at blive styret af staten.

Man kan endda gå videre og sige, at Folkekirken på trods af – ja, i kraft af § 66 stadig er underlagt de samme vilkår, som gjaldt før 1849. Den enevældige kontrol med Folkekirken er gået i næsten udelt arv til Kirkeministeriet, der netop forvalter området i kraft af denne undtagelsesparagraf. Her blot et eksempel: Grundloven siger som bekendt, at ingen skat kan opkræves uden ved lov. Det gælder bare ikke kirkeskatten, der ganske vist er et medlemsbidrag, men det opkræves af skattevæsenet og forvaltes delvist af ministeren. Og i modsætning til medlemmerne af alle andre trossamfund kan medlemmerne af Folkekirken ikke trække deres medlemsbidrag fra i skat.

Denne ubrudte fortsættelse af de enevældige tilstande finder sit symbolske udtryk i det forhold, at salme- og ritualbog stadig træder i funktion ved kongelig autorisation. Men udover det har kontinuiteten fra enevælden for det meste være usynlig, fordi de fleste kirkeministre har været besindige nok til at tøjle deres trang til indflydelse. Det har på mange måder været en lykkelig tilstand, må man straks tilføje. Men når begejstringen lejlighedsvis har grebet ministeren – ingen nævnt, ingen glemt – mærker Folkekirken med fuld styrke, at den er en statskirke. Spørgsmålet er, om der er grund til optimisme ved udsigten til en opfyldelse af løftet i § 66. Noget tyder på, at det ikke vil indebære en frisættelse af kirken, men blot at styringen af kirken vil overgå fra den udøvende til den lovgivende statsmagt, og at Folkekirken ikke en gang for alle, men løbende vil blive ordnet ved lov.

(Kristeligt Dagblad, 4. juni 2014. Avisen havde valgt en anden rubrik)

Det nationalkonservative paradoks

Det, som de fleste medier stadig foretrækker at kalde de højreekstreme partier, har fået et godt valg til Europaparlamentet. Mange vil gerne forklare denne succes som et udslag af, at vælgerne er dumme, dovne eller begge dele. Forklaringen er vel snarere den, at stadig flere nærer mistro til EU’s stigende magt og indflydelse, ikke mindst fordi EU undergraver de traditionelle demokratiske bastioner, som udgøres af de nationale parlamenter og regeringer.

I Frankrig samler opmærksomheden sig om partiet Front National. TV2’s korrespondent fangede søndag følgende kommentar fra partistifter Jean-Marie Le Pen: ”Patrioter i Europa, foren jer!”

Det var vel i øjeblikket tænkt som en ironisk reference til Karl Marx, men ironien stikker dybere, for Le Pens udsagn illustrerer udmærket, hvad man kan kalde det nationalkonservative paradoks i EU. Det består i, at de EU-kritiske højrefløjspartier kun kan opnå indflydelse ved at arbejde sammen på tværs af grænserne og dermed opgive det centrale princip, at nationalstaten bør udgøre den eneste eller den dominerende ramme for politik.

Dette paradoks illustrerer i sig selv et særligt forhold ved EU, som netop er genstand for disse partiers kritik, nemlig at EU ikke blot er et etableret, institutionelt samarbejde, men en fortsat proces imod stadig større integration. Denne proces har sin egen dynamik præget mere af den dømmende end den lovgivende magt. EF-domstolen har vist sig at være en betydningsfuld aktør i retning af at underkende national lovgivning og administrativ praksis til fordel for domstolens egen fortolkning.

Denne egendynamik i den europæiske integration accepteres implicit eller eksplicit af langt de fleste politikere og bureaukrater, der gør karriere i EU. De udvikler hurtigt en blindhed for den fart, hvormed den europæiske integration finder sted. Det gør de af den simple grund, at deres egen indflydelse øges i takt med den europæiske centralisering. Det gælder også de nationalkonservative politikere, der nu er blevet valgt til Europaparlamentet.

For den, der står uden for denne karrierevej og som er opdraget med, at enhver beslutning af betydning for fællesskabet skal være taget af demokratisk legitimerede organer, kan det være forbundet med vanskeligheder at se Folketinget reduceret til et blåstempel for Europakommissionens pålæg og EF-domstolens retspraksis. Der er et demokratisk underskud i EU. Men problemet set fra et nationalt synspunkt er, at hvis man accellererer den demokratiske udvikling i EU og f.eks. giver Europaparlamentet øgede beføjelser, forstærker man også den europæiske centralisering af magten.

Jeg er selv tilhænger af EU, fordi den europæiske integration antagelig er en væsentlig årsag til, at flertallet af de nulevende europæere aldrig har kendt andet end velstand og fred. Man må aldrig glemme, at den europæiske integration er drevet frem af folk, hvis erfaringsgrundlag var 2. Verdenskrig. Romtraktaten blev skrevet under af patrioter, der så en løsning på Europas problemer i at forene sig. Deri ligger sandheden i Le Pens udsagn.

(Kristeligt Dagblad 27. maj 2014)

Grundlovens giver

Oslo er en overskuelig by. Det skyldes ikke kun, at den er mindre målt i befolkningstal end både Stockholm og København. Den har for den udefrakommende den indlysende fordel, at den er disponeret ud fra eet samlende princip, et stort og bredt generøst beplantet hovedstrøg, der løber fra Stortingsbygningen i den ene ende til Kongeslottet i gåafstand derfra i den anden ende. Det giver byen et naturligt centrum, hvorudfra man som besøgende let kan orientere sig. Teknisk set består strøget af to gader, hvoraf den kendteste kaldes Karl Johan. Her foregår også de vigtigste demonstrationer, fejringer og parader, ikke mindst den 17. maj.  Det er den norske nationaldag, fejringen af den første frie, norske grundlov i 1814.

17. maj samler nordmændene på en helt anden måde end Grundlovsdag gør det i Danmark. Det skyldes, at der aldrig har hersket enighed om, hvad det egentlig er, vi i Danmark fejrer den 5. juni. Den langtrukne politiske kamp fra 1870 til 1901 var en strid om, hvordan man skulle forstå grundloven. Konservative kræfter gennemførte en revision af Grundloven, som blev skrevet under af Christian IX i 1866. Partiet Venstre derimod krævede den grundlov genindført, som Frederik VII havde underskrevet i 1849, fordi de mente, at den var i større overensstemmelse med deres politiske idealer. Hovedsageligt på foranledning af venstrefolk blev der i perioden 1870-1900 rejst mere end fyrre monumenter til ære for ”Grundlovens Giver”, som Frederik VII blev kaldt. Men de konservative stiftede aldrig fred med Grundlovsdag som nationaldag. I 1912 blev Valdemarsdag indført som en slags alternativ nationaldag. Den 15. juni er også den officielle årsdag for Genforeningen 1920, og selv om den blev afskaffet som officiel fridag i 1948, står den stadig som en konkurrent til Grundlovsdagen tidligere på måneden.

I Norge står 17. maj helt anderledes uanfægtet som national samlingsdag og som årsdagen for grundlæggelsen af et selvstændigt, demokratisk Norge. Den norske forfatningen blev vedtaget af en valgt forsamling, samlet hos jernværksejer Carsten Anker i Eidsvoll umiddelbart nord for Oslo i 1814. Eidsvollforfatningen bygger på forestillingen om, at en selvstændig stats suverænitet ikke uddrages fra kongen, men fra folket. Derfor fejrer nordmændene hvert år på deres grundlovsdag sig selv, det norske folk, som grundlovens giver.

Baggrunden for at det kunne lade sig gøre at give Norge en fri forfatning var opløsningen af den union, der havde bestået mellem Danmark og Norge i mere end 400 år. Frederik VI havde allieret sig med Frankrig og måtte betale en hård pris for denne alliance ved afslutningen af Napoleonskrigene. Ved en fredsslutning i Kiel i januar 1814 måtte Norge afstås til Sverige, bortset fra de norske bilande, Grønland, Island og Færøerne. Frederik VI skrev til sin fætter, prins Christian Frederik, hvem han året før havde gjort til statholder i Norge, at han måtte følge fredsbetingelserne. Planen var som sagt, at Norge skulle overgå til Sverige. Men statholderen øjnede en mulighed for selv at gribe magten i Norge. Norge havde ganske vist været under dansk styre siden 1380, men var i statsretlig forstand altid blevet betragtet som et selvstændigt kongerige med egen lovgivning i personalunion med Danmark, og man kunne også tolke situationen i 1814 således, at den norske trone var blevet ledig. Men han opdagede, at nordmændene havde den opfattelse, at suveræniteten nu var folkets, og prins Christian Frederik indkaldte derfor folkets repræsentanter til en grundlovgivende rigsforsamling. Da grundloven var vedtaget, besluttede forsamlingen at vælge prins Christian Frederik til konge. Eidsvollforsamlingen byggede altså ganske vist på folkesuverænitetsprincippet, men man beholdt monarkiet som styreform, eller rettere det indskrænkede monarki, som var betegnelsen.

Kronologien er som altid interessant. Rækkefølgen af begivenhederne er afgørende. Valget af kongen fandt først sted efter vedtagelsen af grundloven. Men 17. maj er ikke årsdagen for vedtagelsen af Grundloven, men for valget af kongen. Grundloven blev vedtaget den 16. maj, dateret dagen efter og forsynet med de sidste underskrifter den 18. Den 17. maj rettede Eidsvollmændene henvendelse til prins Christian Frederik om at blive konge, idet de erklærede, at den suveræne magt var delt, således at folkets repræsentanter beholdt den lovgivende, mens kongen fik den udøvende magt.

Der var tale om et åbenlyst brud på fredsbetingelserne fra Kiel at udråbe et selvstændigt, konstitutionelt norsk monarki. Sverige truede i efteråret 1814 med krig, og sagen endte med, at kong Christian Frederik trak sig og rejste tilbage til Danmark. Norge blev imidlertid ikke blot opslugt af Sverige. Store dele af den selvstændighed, der var blevet vundet i foråret, blev bevaret. Norge indgik i en personalunion med Sverige, beholdt sin grundlov i let revideret form, sit parlament, Stortinget, egen lovgivning og egen hær. Kun regenten og udenrigspolitikken havde de to lande til fælles, men det indebar altså også, at den svenske konge, fra 1818 til 1844 den Karl Johan, der lagde navn til gaden, i henhold til Eidsvollforfatningen havde forsædet i den norske regering, hvilket førte til flere konflikter.  Det var på dette tidspunkt nordmændene begyndte at fejre Eidsvollforfatningen som et symbol på deres selvstændighed, men de nedtonede kraftigt dens monarkiske element, for monarken, altså den svenske konge, kunne ikke bruges som nationalt norsk fikspunkt.

Eidsvollfejringerne blev udgangspunkt for den bevægelse, der søgte fuld norsk selvstændighed. I 1905 var Norge og Sverige tæt på en indbyrdes krig, men konflikten blev løst i mindelighed, og det selvstændige Norge stod nu foran valget mellem at blive selvstændig som republik eller som monarki. Stærke kræfter arbejdede for indførelsen af republik, men som i 1814 var hensynet til stormagterne afgørende, og noget tyder på, at det især var briternes synspunkt, der blev udslagsgivende for valget af monarki som styreform. Det ville have været indlysende at vælge en svensk prins, men valget faldt på den danske prins Carl, gift med den britiske prinsesse Maude. Han blev kronet som Haakon VII. På dette tidspunkt var parlamentarismen for længst indført i Norge. Kongen ikke havde nogen reel politisk indflydelse tilbage, og folkesuverænitetsprincippet var derfor for alvor gennemført, men der skete det forunderlige, at den genrejste norske kongestol, som man poetisk sagde, alligevel indtog en helt central plads for den unge stat. Haakon VII og hans efterfølgere på den norske trone blev centrale nationale symboler, der blev en del af den norske selvfejring den 17. maj. På denne dag står forfatningspatrioter og nationalister, fortalerne for norsk selvstændighed, norsk demokrati og norske royalister arm i arm og synger Norges pris. Det har haft betydning for den enestående sammenhængskraft, der er opbygget i Norge indadtil, men også for Norges forhold til omverdenen. Grundlovsbegejstringen har været brugt som instrument imod Norges deltagelse i den europæiske union, for det norske folks suverænitet, hævdes det, er skabt i kraft af først opløsningen af unionen med Danmark i 1814 og siden af opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Hvis man vil sælge ideen om internationalt samarbejde i Norge, skal man antagelig søge at undgå enhver henvisning til begrebet union.

Den norske grundlov er den næstældste grundlov i funktion i verden i dag. Den er skrevet på dansk, for det var forvaltningssproget i Norge dengang. Den har ændret ordlyd flere gange siden 1814. Det pudsige er, at ændringerne biver indført i et sprog, der er tilnærmet originalens, hvilket gør den norske grundlov til antagelig den eneste, der ikke er udfærdiget på et sprog, der er blandt de officielle i det land, for hvilket grundloven gælder.

Den norske grundlov ligner den danske mere end blot sprogligt. Styreformen er den samme, indskrænket monarkisk. Den norske grundlov var et forbillede, da den danske blev forhandlet på plads. Det er ikke overraskende, for når vi siger, at enevælden blev afskaffet i 1849, gælder det kun den danske del af riget. Enevælden var allerede blevet afskaffet 35 år tidligere i den norske del. Det var klart, at man måtte se nordpå for at få inspiration.

Men vi skal også have fulgt op på prins Christian Frederik. Interessant nok vendte han ikke blot tilbage til Danmark, han forblev også i tronfølgen. Frederik VI havde faktisk truet med at nægte ham adgang til tronen, hvis han fremturede med sin norske selvstændighedskrav, men samtidig havde Frederik VI også over for sin norske statholder og fætter udtrykt ønske om at nordmændene måtte bevare en så stor grad af selvstændighed, som det var muligt under den svenske krone. Dette ønske blev opfyldt. Nordmændene kan med rette fejre 2014 som 200-årsjubilæet for norsk selvstændighed.

I Norge findes ingen statue af ”grundlovens giver” – endnu. Prins Christian Frederik betragtes i bedste fald i Norge som fødselshjælper for forfatningen. I Danmark spiller han næsten samme rolle. Da han vendte tilbage til Danmark i 1814, blev han ikke blot taget til nåde af sin fætter. Noget tyder på, at der var større samstemmighed mellem de to, end man skulle tro. Prinsen satte sig på den danske trone i 1839 som Christian VIII. Da han døde i 1848, pålagde han sin søn, Frederik VII, at tilvejebringe en arving til tronen og finde en løsning på det konstitutionelle problem. Frederik VII fik ingen legitime børn, og han blev i martsdagene 1848 løbet over ende af den københavnske befolkning under ledelse af de nationalliberale. Frederik VII var i praksis lige så lidt eller lige så meget Junigrundlovens giver som hans far var Eidsvollforfatningens giver. Man kan endda hævde, at udfaldet af begivenhederne i 1814 i væsentligt omfang var et resultat af, at prins Christian Frederik var en kompetent, politisk aktør. Det samme kan næppe siges om hans søn.

Hvis nordmændene er stolte af Eidsvollforfatningen, må de også anerkende, at den ikke var blevet til noget uden prins Christian Frederik. Denne udlægning af historien er også baggrunden for, at der i forbindelse med fejringen af 200-året for Eidsvoll i år afsløres en statue af prins Christian Frederik på den fornemme plads foran Stortinget i Oslo, hvorfra han kan skue mod det kongeslot, der ikke blev hans. Afsløringen vil blive foretaget af Dronning Margrethe, men ikke på den 17. maj, som ville have været den mest indlysende dag, nemlig årsdagen for hans valg til norsk konge. Det sker heller ikke på den 19. maj, årsdagen for hans accept af valget, men på den 18. Nu skal man heller ikke hænge sig for meget i kronologi, men blot glæde sig over, at Norge nu endelig – om end kun delvist og modstræbende - anerkender, at de ikke kun tog, men også fik en grundlov.

(Essay i Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Bladet havde valgt overskriften "Hele det norske folk er grundlovens giver", hvilket unægtelig rammer lidt ved siden af artiklens pointe)

Danmark som polarnation

I en artikel den 14. januar under overskriften " Briterne gjorde Danmark til en polarnation" citeres Thorkild Kjærgaard for den opfattelse, at det var briternes fortjeneste, at de norske bilande, Grønland, Færøerne og Island, forblev danske, da Fastlandsnorge blev afstået som et resultat af Freden i Kiel i 1814.

Den klassiske fortolkning af dette spørgsmål tillægger diplomaten Edmund Bourke æren. Han var søn af en irsk planter på St. Croix og forhandlede på den danske regerings vegne i Kiel, og det er den gængse antagelse, at han spillede på sin svenske modparts uvidenhed om, at de nordatlantiske besiddelser oprindeligt var fulgt med Norge, da personalunionen mellem Danmark og Norge blev indgået i senmiddelalderen.

Teorien om, at det ikke var Bourke, men briterne, der spillede den centrale rolle, blev første gang lanceret af Finn Gad i 1979. Den bygger på den formodning, at briterne ikke havde interesse i at svække danskerne og styrke svenskerne mere end højst nødvendigt.

Det bør imidlertid bemærkes, at en af de bedste kendere af Danmarks rolle under Napoleonskrigene, Ole Feldbæk, i en artikel i Historisk Tidsskrift fra 1995 tilbageviser Gads teori. Selvom den ikke er usandsynlig, findes der intet kildebelæg for, at briterne skulle have grebet ind i forhandlingerne i Kiel på denne måde.

Forklaringen på, at bilandene ikke blev afstået, var, at svenskerne ikke havde gjort krav på andet end Fastlandsnorge. Deres interesse var at samle den skandinaviske halvø i én statsdannelse. At selve traktaten udtrykkeligt undtog Færøerne, Grønland og Island, var altså en specifikation af en allerede accepteret præmis for aftalen. Denne eksplicitering var antagelig Bourkes fortjeneste, og den kom danskerne til gode, da nordmændene godt 100 år senere gjorde krav på Østgrønland, et krav, der blev afvist af den internationale domstol i Haag i 1933, hvorefter hele Grønland er at betragte som hørende under dansk suverænitet.

(Kristeligt Dagblad 21. januar 2014)

Demokrati er kampen om magten

Danske politikere beskæftiger sig mere med fiflerier, sladder og indbyrdes kævl og splid end med politik. Sådan omtrent kan vel tidens politikerlede samles op. Den er udbredt, politikerleden, selv blandt politikere. Fremtrædende medlemmer af Folketinget skriver på deres facebookprofiler om, hvordan de er trætte af, at deres kollegaer på tinge går mere op i form end i substans. Bogen, ”Den hemmelige socialdemokrat” er den aktuelle årsag til debatten om den politiske kultur på Slotsholmen. Bogen er i sig selv et besynderligt bedrag, der kolporterer sladder under fiktionens dække. Jeg agter i hvert fald ikke at læse den, så længe forfatteren insisterer på at være anonym.

Hvorom alting er, rummer mange af historierne antagelig en god del sandhed. Det må man bare ikke undre sig over. Faktisk undrer det mig, at folk undrer sig over, at politikere er magtbegærlige, sladdervorne og stridslystne. Hvad havde I ventet? Sådan har det altid været. D.G. Monrad, der tilbragte et helt liv i politik, sagde i 1886 i et markant anfald af politisk selverkendelse fra Folketingets talerstol: ”Jeg kan ikke nægte, at det gør indtryk på mig, at vi alle sammen både Højre og Venstre, og de, der ligger midt imellem, er nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker”.

Politikere er med andre ord almindelige mennesker. Nogle er unægtelig dårligere opdraget end andre, men som helhed har vi de politikere, vi har fortjent. Det er hele ideen med demokratiet, at vi vælger repræsentanter af vor midte til at føre politikken på Slotsholmen. En større andel af politikere end befolkningen som helhed har en højere uddannelse, men det bliver man jo som bekendt ikke noget bedre menneske af.

Demokrati er en ordnet måde at slås om magten. I et velfungerende demokrati foregår politiske magtkampe uden blodsudgydelser. Det er et umisteligt gode ved den demokratiske styreform. Ordet erstatter sværdet, men det betyder ikke, at alle er flinke og rare ved hinanden. Magtkampene er stadig magtkampe, og de føres med alle midler, bortset fra vold. Man bør ikke forarges over, at den slags foregår, hvor magten er på spil.

Det, man bør undre sig over, er at danske politikere har en så høj grad af integritet, som de har. Det hører til de absolutte sjældenheder, at danske politikere bruger deres embede til at berige sig selv eller deres nærmeste. Det danske system er meget fintfølende over for nepotisme og korruption. Det hænger ikke mindst sammen med, at danske politikere går ind i politik af overbevisning.

Men politik handler altså til syvende og sidst om at ville magten, for uden magt får man ikke sine synspunkter igennem. Det kan ikke blive andet end uskønt. Hvis man ønsker sig et fredeligt og pynteligt Christiansborg, svarer det til at ønske sig et Christiansborg uden magt. Demokrati handler ikke om at være fredelig og pyntelig. Demokrati er en særlig måde at fordele magten på. Hvis der ikke er magt involveret, er der ingen grund til at have et demokrati.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 27. feb.2014)

50 års kamp mod systemet Danmark

Det er uden sammenligning en af Danmarks mest kontroversielle skikkelser, der kan fejre sin 75 års fødselsdag den 9. januar. Han har været i opposition til det officielle Danmark det meste af sit voksenliv. De fleste kender ham som Amdi. Hans fulde navn er Mogens Amdi Petersen, født i 1939 i Tønder, men opvokset på Fyn. Hans far var lærer, senere respekteret skoleinspektør i Ringe. At Amdi Petersen blev en oprører forklares ofte som udvidet faderopgør, men intet tyder på at hans far var andet end en typisk repræsentant for sin generation af mænd, der troede på værdien af autoritet og overlod føleriet til kvinderne.

Amdi Petersen kom i 1955 på Odense Katedralskole, hvor han gjorde en erfaring, der blev dannende for hans syn på skolevæsenet og på pædagogik. Hans musiklærer, Helge Gad, var afholdt af eleverne. Han var kulturradikal af overbevisning og anbefalede sine elever at læse Soyas dengang meget kontroversielle bog, ”Sytten”. Det førte til anklager mod Gad for at have forholdt sig usømmeligt, og det endte med at han måtte tage sin afsked. Hans elever opfattede det som om der måtte være noget galt med skolen, når den ville af med en dygtig og populær lærer alene for hans synspunkters skyld.

Det var en lignende begivenhed, der for alvor skabte figuren Amdi Petersen. Han blev selv uddannet på Haderslev Seminarium og søgte efter sin soldatertid, hvor han var udtaget som værnepligtig befalingsmand, i 1963 til Kroggaardsskolen nord for Odense, hvor skoleinspektøren hed Henrik Sidenius, en kendt reformpædagog og erklæret kommunist. Her fandt Amdi Petersen sig til rette. Han kom med egne ord ”for første gang ind i et voksenliv, ind i et miljø, hvor jeg kunne føle mig identisk med de ideer, der herskede.” Men to år senere, da hans aspiranttid udløb, nægtede den lokale skolekommission at forlænge hans kontrakt med den udtrykkelige begrundelse, at Amdi Petersen var langhåret. Sagen blev omtalt vidt og bredt, og sympatien var i vid ustrækning på Amdi Petersens side, fordi skolekommissionens beslutning forekom så uforståelig, også dengang. Afskedigelsen skabte det martyrium, som har udgjort grundstenen i Amdi Petersens identitet. Han har kunnet skabe et billede af sig selv som en kompromisløs forkæmper for pædagogisk frihed. Men billedet er falsk. To af dem, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, Ole Hansen og Carsten Ringsmose afslørede i her i avisen, at Amdi Petersen måtte rejse, fordi han ”plejede meget nære, personlige relationer til de piger, han underviste” (KD’s kronik, 7. nov. 2007). Det var antageligt hensynet til pigerne, der gjorde, at dette forhold ikke kom frem i sin tid.

Samtidig med at han var lærer, blev Amdi Petersen også en central figur i det alternative miljø i Odense og medstifter af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunnerupvej. Det var en jordomrejse sammen med nogle af kollektivisterne, der dannede grundlaget for skabelsen af Den rejsende Højskole i 1970. Ideen for Amdi Petersen var at give unge mennesker den samme øjenåbnende oplevelse, som han selv havde haft på sin rejse. Ideologisk var der tale om et afkog af marxisme med en betydelig hældning mod det maoistiske, men som stærkeste idemæssige indhold stod kolletivismen, både forstået positivt som et ønske om at være fælles om alt, og negativt som et ønske om at annullere den borgerlige individualisme og dermed også den fri vilje. Den enkelte skulle underlægges kolletivets vilje. Efter et par år i skiftende lokaler, flyttede Den rejsende Højskole til Ulfborg i Vestjylland, et sted der kaldtes Tvind, og det skoleimperium, der udgik herfra, er blevet kendt som Tvindskolerne.

Mange siger, at Tvind begyndte som en god idé, der er kørt af sporet. Det kan imidlertid konstateres, at grundstrukturen i det, som Tvind siden er blevet kritiseret voldsomt for, har ligget klar helt fra begyndelsen: den systematiske udnyttelse af offentlige tilskud og det skamløse misbrug af mennesker til at opbygge skolesamvirket – og Amdi Petersen har fra begyndelsen haft det afgørende ord at skulle have sagt. Han oplevede tidligt, at han kunne styre en forsamling med sin karismatiske personlighed. Da han i 1969 fik en dom for vold imod politiet i Flensborg, charmerede han sig nærmest til at få dommen omstødt.

Tvind havde succes i 1970erne. Antallet af skoler voksede, og man lagde mærke til, at skolerne kunne motivere de unge til at gøre en indsats. Her var ikke tale om vindtør teori, men om levende praksis. På Tvind nærer man en tyrkertro på erfaringens kraft og en tilsvarende foragt for boglig lærdom. Efter sin lærertid havde Amdi Petersen en kort overgang studeret på det nystiftede universitet i Odense, hvor han havde lært en anden ung studerende, Ritt Bjerregaard, at kende. Da hun ti år senere blev undervisningsminister, inddrog hun sin gamle studiekammerat i arbejdet med at udvikle det danske skolevæsen. Amdi Petersen kunne på det tidspunkt gå på vandet. Tvinds popularitet kulminerede, da man i Ulfborg i 1979 rejste verdens største elektricitetsproducerende vindmølle. Men allerede samme år begyndte rapporterne om vantrivsel blandt Tvinds elever og lærere at komme til offentlighedens kendskab. Oplysningerne havde sådan set foreligget hele tiden, men ingen havde taget notits før. Siden dengang har Tvind haft næsten kun negativ presse. Mange af Tvinds gamle venner søger tilflugt i den allerede omtalte opfattelse, at det var Tvind, der havde ændrede sig, og at de selv havde haft ret, da de engang beundrede Tvind. Men det er efter alt at dømme selvbedrag. Det var først og fremmest omverdenen, der ændrede sig, tidsånden der skiftede. Det var den såkaldte ”højredrejning” i 1980erne. Man var ikke længere parat til at acceptere opgivelsen af individualismen som et ideal.

Men Tvind overlevede og voksede endnu mere op igennem firserne, nu for alvor også i udlandet, især det sydlige Afrika, hvor Zimbabwes Robert Mugabe er en vigtig allieret. Amdi Petersen havde nu trukket sig fra offentligheden og fra alle officielle poster i skolesamvirket, men han var stadig den centrale skikkelse i organisationen. Han kunne udkaste ideer, som medlemmerne af Lærergruppen ville følge blindt, en enestående egenskab for en leder. Han kunne give dem troen på, at de gjorde en forskel. Mange af hans ideer var imidlertid også hovedløse og gav store tab. Amdi Petersen er blevet beskyldt for at tænke som en kapitalist, men det er forkert. Han har ingen særlig sikker sans for at tjene penge på privat virksomhed. Et forsøg med at skabe en el-bil og mange ejendomsopkøb har vist sig at koste organisationen store summer. Derfor er han omgivet af en kreds af betroede, som har et langt sikrere greb om organisation og økonomi. Det er folk, som han har kendt i mere end 40 år. En stadig større del af Tvinds virksomhed udgøres af handelen med brugt tøj. Tvind indsamler tøjet i Europa og Nordamerika under påskud af, at det går til udviklingshjælp i Afrika, men alle tal viser, at de systematisk overfører midler fra det godgørende arbejde til den kommercielle del af Tvinds virksomhed. Hvor stor Tvinds samlede økonomi er, findes der intet overblik over, men der er uden tvivl tale om værdier og omsætning for hundredevis af millioner.

Tvind var tilsyneladende usårlig. I 1996 forsøgte den radikale Ole Vig Jensen som undervisningsminister gennem en særlov at afskære Tvind fra yderligere statstilskud. Det var en dristig manøvre. Dele af loven blev underkendt ved en historisk kendelse i Højesteret i 1999, statstilskuddet kom ikke igen. Til gengæld blev skolerne i vid udstrækning brugt af kommunerne til anbringelse af vanskelige unge. Det er sket, fordi Tvind som regel har været billigere end andre tilbud, men også fordi nogle af Tvindskolerne har udviklet sig til at være dygtige til at tage sig af de unge.

Amdi Petersen opholder sig i dag efter al sandsynlighed i Mexico, hvor Tvind har opbygget et stort, internationalt hovedkvarter i en øde egn på Stillehavskysten. I mandags forlød det, at mexicanske myndigheder eftersøger ham med henblik på udlevering til Danmark. Det er en udløber af en sag, der begyndte for mere end 10 år siden. Ad endnu uopklarede veje fik politiet fat i papirer, der var nok til at en dommer godkendte en ransagningskendelse i foråret 2001. Det førte til en international arrestordre mod Amdi Petersen, som blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles i 2002. Han modsatte sig udlevering og først efter et halvt år kom han til Danmark, hvor han blev stillet for byretten og sammen med de fleste medanklagede frifundet ved en opsigtsvækkende dom i 2006. Anklagemyndigheden forsømte at anke sagen på stedet, og det har siden ikke været muligt at forkynde anken efter retsplejelovens bestemmelser. Først i kraft af en afgørelse fra Højesteret kan det lade sig gøre at gøre en undtagelse fra retsplejeloven og eftersøge Amdi Petersen som udebleven fra retsmøder. Dermed nærmer vi os nu et af de sidste kapitler i den fortsatte kamp mellem Mogens Amdi Petersen og Systemet Danmark, som har udspillet sig over de seneste 50 år.

(Artikel i Kristeligt Dagblad den 7. jan. 2014. Redaktionen valgte rubrikken "Tvinds hårdkogte og karismatiske diktator")

Bent Jensen som kampagnejournalist

Ole Hasselbalch gør sig i kronikken lørdag mange anstrengelser for at vise, at landsrettens dom i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen var en entydig sejr for Bent Jensen. Det var den ikke. Til gengæld var den en stor sejr for hans forsvarer. Hasselbalch skylder i den forbindelse Jyllands-Postens læsere at nævne, at han ikke bare er en uvildig iagttager. Han støttede Bent Jensen undervejs, og udfaldet af sagen er antagelig ikke mindst et vidnesbyrd om Hasselbalchs evner som jurist. Hvorom alting er, lykkedes det Jensens juridiske bistand at overbevise retten om, at Jensen aldrig har beskyldt Dragsdahl for at være agent. Jensen slap fri, fordi retten lod sig overbevise om, at Jensen kun har gengivet, hvad PET mente om Dragsdahl. Det er hvad retten valgte at kalde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for Jensens påstande.

Det er da heller ikke hensigten med disse linjer at påstå, at Dragsdahl er et uskyldsrent lam. Han må ligge som han har redt. Det fremgår allerede klart af PET-kommissionens beretning, at Dragsdahls adfærd under den kolde krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være KGB-agent. PET iværksatte af samme årsag en omfattende overvågning af Dragsdahl. I den offentlige debat om sagen har der været en stærk interesse for Dragsdahls synspunker under den kolde krig. Men politiske synspunkter har man som bekendt lov til at have, og man har også lov til at ytre dem. Det mistænkelige ved Dragsdahl var især den adfærd, som han udviste.

Imidlertid blev der hverken rejst sigtelse eller tiltale mod Dragsdahl. Man kan som antydet finde mistanken særdeles velbegrundet. Men den forblev altså en mistanke. Der foreligger intet vidnesbyrd om, at Dragsdahl var i fjendens sold, heller ikke efter den grundige prøvelse i Østre Landsret. Dette forhold fremhæver retten i sin dom. Princippet om at man er uskyldig til det modsatte er bevist, synes imidlertid ikke at anfægte fremtrædende debattører, herunder Jyllands-Postens lederskribent, der umiddelbart efter dommens afsigelse konstaterede, at Dragsdahl var KGB-agent. Men den holder altså, om man så må sige, ikke i landsretten.

Hasselbalch har naturligvis ret i, at Bent Jensen ikke kan drages til ansvar for det, som andre konkluderer på baggrund af hans arbejde. Imidlertid har Bent Jensen et stort medansvar for, at store dele af offentligheden har fået det indtryk, at Dragsdahl faktisk var agent. Det hænger sammen med, at Jensen er en trænet bruger af massemedierne.

I 2007 blev han f.eks. i Jyllands-Posten citeret for følgende: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.” Man kan ikke fortænke den almindelige avislæser i derefter at tro, at Bent Jensen faktisk mener, at Dragsdahl var agent. Bent Jensen har ikke bestridt, at han har udtalt sig sådan, men han har siden gjort meget for at forklejne formuleringen ved at fremhæve, at den blev fremsat i en telefon på et befærdet gadehjørne i Italien. Han lader meget omhyggeligt som om, at det dér journalisthalløj er ham fremmed. og han søger bevidst tilflugt i en professorværdighed, der nemt lader sig distrahere af mobiltelefoni og italiensk trafik.

En af præmisserne for frifrindelsen af Bent Jensen var netop, at han som forsker og professor har udvidet ytringsfrihed. Det kan man på forskningens vegne kun glæde sig over. Sagen er blot den, at selv om Bent Jensen er forhenværende professor, har han i denne sag undladt at opføre sig som en forsker.

Jensen bruger ikke forskningens sædvanlige kommunikationskanaler, men ytrer sig først og fremmest i dagspressens spalter. Han kan virke nærmest brutal, og holder sig i direkte polemik på opinionssiderne ikke for god til at anvende skældsord som ”giftsnog” eller ”køterpis” om sine modstandere og deres synspunkter. Men først og fremmest navigerer han hjemmevant i det redaktionelle stof.

Langt de fleste af de 35 påstande, der var genstand for sagen i Østre Landsret, er fremsat i Jyllands-Posten. Det er ikke tilfældigt. Bent Jensen har en fortid som medlem af Jyllands-Postens redaktion. Hans fremgangsmåde kan bedst beskrives som kampagnejournalistik. Men det er som professor at han har fået privilegerede adgang til PET’s arkiv. Ingen andre, der har beskæftiget sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent Jensens privilegier. Dette redaktionelle forspring har Bent Jensen udnyttet til at forfølge sine mål.

I en kronik i Jyllands-Posten i sommeren 2012 gjorde Bent Jensen rede for en del spionsager fra den kolde krig, herunder en sag fra slutningen af fyrrerne, da et dengang meget ungt menneske i opdrag af den sovjetiske ambassade udarbejdede en fortegnelse over hundredevis af betydningsfulde danskere og deres politiske tilhørsforhold og holdning til Sovjetunionen. Der var tale om et arbejde, som det unge menneske havde fået overdraget af en nær slægtning. Det kunne give anledning til at rejse sigtelse, men man valgte imidlertid af taktiske årsager ikke at føre en sag mod det unge menneske, og sagen kom ikke til offentlighedens kendskab. Bent Jensen skrev:

”Den afdøde person og nære slægtnings identitet blev i 1951 afsløret, men der blev ikke rejst sag mod den endnu levende nære slægtning. Forsvarets Efterretningstjeneste ville ikke afsløre sin kilde. Ud fra de oplysninger, som PET-kommissionens beretning bringer, kombineret med kendskab til periodens historie - især Danmarks forhold til Sovjetunionen - er det ikke svært at identificere de to beslægtede beundrere af Stalin og hans politistat.” (Jyllands-Posten,16. juni 2012)

Sagen var i anonymiseret form velkendt, for den er, som Bent Jensen anførte, beskrevet i PET-kommissionens beretning (bd. 6, s. 58, kan læses på www.petkommissionen.dk). Men Bent Jensen gengav i sin kronik ikke hændelsesforløbet ud fra PET-kommissionens beretning. Han havde blandt andet føjet en væsentlig oplysning til, nemlig den nære slægtnings dødsår, 1949, og så var det, som Bent Jensen skriver, ikke vanskeligt at identificere den pågældende.

Hvordan det nu end kom i stand, må man i hvert fald ikke overraskes over, at det var Jyllands-Postens redaktion, der først regnede ud, hvem det handlede om, og en måned efter Bent Jensens kronik, kunne avisen sætte navn på og afsløre, at der var tale om en nu 85-årig tidligere fremtrædende professor, hvis lige så fremtrædende far var død i 1949.

Avisens reportere var mødt frem på hans bopæl og havde konfronteret ham med beskyldningen om, hvad han i sin tidligste ungdom havde bedrevet. I lyset af denne redaktionelle fremgangsmåde valgte professoren det eneste rigtige, nemlig at lægge alle kortene på bordet i et stort interview, hvor han stærkt understregede, at han tog afstand fra og fortrød sine handlinger.

Man kan godt forstå, at Jyllands-Posten trykte afsløringen, for den rummer de fleste af de elementer, der i journalistbranchen kaldes en god historie. Men avisen gjorde sig også endnu engang til et redskab for Bent Jensens fortsatte stræben efter at stille navngivne folk for offentlighedens domstol.

(kronik i Jyllands-Posten 13. dec. 2013. Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken rummer en fejl, idet kun en mindre del af dem, der indgik i fortegnelsen over hundredevis af betydningsfulde danskere, fik påført deres politiske tilhørsforhold.)