Historien om den danske utopi

Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi - Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati, Gyldendal 1990

Redaktør Henning Fonsmark (1926-2006) brød i 1990 det luftherredømme, som venstrefløjen havde besiddet i den offentlige debat siden 1968. Det var ikke fordi venstrefløjen havde savnet modstand eller modvægt i 1970erne. Mogens Glistrup havde både begavelsen og mandater nok i Folketinget til at drage offentlighedens opmærksomhed mod sine synspunkter, men han havde ikke evnen til at omsætte vælgeropbakning og medieopmærksomhed til indflydelse med nær samme behændighed som Erhard Jakobsen. Hvis nutidens veletablerede nationalkonservatisme ønskede at søge et forbillede i 1970erne, skulle det findes hos Centrumdemokraterne snarere end Fremskridtspartiet.

Det var heller ikke fordi venstrefløjen kunne regne med at udgøre flertallet i enhver forsamling, politisk eller anden. Der var f.eks. aldrig noget flertal af venstreorienterede professorer på universitetets store, humanistiske fag. Venstrefløjssynspunkter optrådte bare med en selvbevidsthed, der gjorde dem til det selvfølgelige udgangspunkt for enhver debat. Det er meget sigende, som Nils Gunder Hansen gør opmærksom på i sin bog om den danske idédebat i perioden 1940-2010, at Niels I. Meyers, Villy Sørensens og K. Helveg Petersens debatbog fra 1978, Oprør fra midten, kunne forstå sig selv som udgået fra en midte. Den repræsenterer i den økonomiske politik synspunkter, der i dag antagelig kun ville vinde gehør hos Enhedslisten og den ikke-regeringsduelige del af SF.

Da Fonsmarks bog udkom i 1990, havde den såkaldte højredrejning i europæisk politik et årti på bagen. Muren var faldet, og Schlüter havde udryddet halvfjerdsernes sværmeri for økonomisk demokrati og borgerløn. Folk som Søren Krarup og Bertel Haarder havde for længst markeret sig med konservative og liberale synspunkter. Men Fonsmarks bog udgjorde alligevel et tidehverv i den offentlige debat, fordi den havde held med at blive taget alvorligt som intellektuelt og idépolitisk manifest, og den har været pligtlæsning for enhver borgerlig debattør lige siden. Det skyldes ikke mindst, at den er velargumenteret, veldokumenteret og ikke mindst velskrevet.

Bogen var ikke først og fremmest et opgør med halvfjerdsernes teoretiske eller revolutionære marxister. De var ikke særligt væsentlige for Fonsmarks pointe. Det var midten og ikke fløjene i dansk politik, der var genstand for hans opmærksomhed. Bogen fortsatte endda på sin vis venstrefløjens tradition for kritik, men var først og fremmest en kritik af den utopisme, der med udgangspunkt i venstrefløjen ifølge Fonsmark havde grebet den brede midte i dansk politik. Hovedargumentet blev taget fra en anden afgørende debatbog fra 1973, Den herskende klasse af Jørgen S. Dich (1901-1975), der havde været ledende embedsmand under opbygningen af den tidlige velfærdsstat fra 1930erne til 1950erne.

Dich vendte sig mod sin egen fortid og pegede på, at velfærdsstaten gik svanger med sin egen undergang. Tidens marxister så fejl, mente Dich, når de identificerede kapitalisterne som den herskende klasse. Den egentlige styrende elite var bureaukraterne, specialisterne, socialrådgiverne og alle de andre offentlige ansatte, der udgjorde et stadigt voksende aristokrati, og for denne vækst var der ingen grænser.

Fonsmark udviklede denne pointe ved en historisk gennemgang af den danske samfundsdebat. Han så i 1940ernes demokratidebat kimen til efterkrigstidens stærkt voksende offentlige sektor. Demokratiet var gået sejrrigt ud af krigen, men spørgsmålet havde nu været, hvad man skulle forstå ved demokrati? Fonsmark pegede på, at det var blevet et fremherskende synspunkt i efterkrigstiden, at demokrati ikke blot var en metode til at fordele politisk indflydelse og magt, men at demokratiet for at fungere tillige skulle være økonomisk og kulturelt. Det var den ideologiske baggrund for udviklingen af velfærdsstaten. Partiet Venstre gjorde endnu i 1950erne liberale ophævelser, men accepterede sammen med de konservative i løbet af 1960erne ideen om den store omfordeling af økonomiske midler via skatten gennem staten. Den endelige sejr for denne model blev paradoksalt nok vundet ved jordskredsvalget i 1973, idet det fældede "den endelige dom over den mulighed, at et folkeligt alternativ nogen sinde kunne fungere politisk som det advarselssignal, der ville blive taget alvorligt og dermed bidrage til at justere den rådende utopi. Det var og blev nu kun økonomien – d.v.s. sammenbruddet eller pres fra EF-markedet – der kunne skænke virkeligheden en politisk chance i det folkestyrede Danmark. Ideerne bag projektet var uanfægtede og uanfægtelige."

En af de blivende erkendelser fra Fonsmarks bog er netop, at velfærdsstatsideen er blevet så dominerende, at intet politisk parti har råd til at gøre op med den. Det blev endelig bekræftet ved det såkaldte systemskifte i 2001, da en borgerlig regering satte en ære i at bevare og endda udbygge den offentlige sektor.

Fonsmark havde selv gennemlevet den tid, han beskrev, og han havde selv været en del af den idépolitiske debat, som han analyserede, bl.a. som redaktør af det toneangivende tidsskrift Perspektiv, der var indirekte finansieret af CIA. Men selv om han var part i sagen, er det vanskeligt at ignorere kvaliteten i hans historiske analyse. Uanfægtet står den naturligvis ikke. For det første hælder den nyeste forskning til det synspunkt, at velfærdsstaten ikke var en funktion af et ideologisk eller utopisk projekt. Den er derimod blevet til som et konglomerat af politiske og praktiske løsninger på konkrete udfordringer. For det andet er det ikke givet, at en stor statslig økonomi bryder sammen under sin egen vægt. Fonsmarks forudsigelse rammer ganske vist plet, hvis genstanden for hans analyse havde været et land som Grækenland, men selv efter 25 års fortsat vækst i den offentlige sektor viser dansk økonomi i 2014 ingen tegn på for alvor at være ved at bryde sammen.
(Kristeligt Dagblad 20. aug. 2014. Denne artikel indgår i en serie af essays om debatbøger. Overskriften er en anden end avisens.)

København 1850-1950

Dette er en serie på syv artikler om Københavnske huse gennem de seneste 200 år, som blev trykt i Kristeligt Dagblad i juni og juli 2014. Overskrifterne varierer fra dem, der blev valgt til avisen.

Klassicismen

For den historisk interesserede turist er København er først og fremmest kendt for sin meget velbevarede bykerne. Byens huse kan ikke prale med den samme imponerende ælde som andre europæiske storbyer. Flere brande i 1700-tallet og et britisk bombardement i 1807 havde som resultat, at store dele af byen blev genopbygget på ny i den stil, der herskede for 200 år siden: klassicismen. Men som repræsentant for denne stilart er København enestående. Berlins Unter den Linden overgår København i pragt, men som en klassicistisk helhed er den danske hovedstad langt bedre bevaret end den tyske.

Toneangivende i København i det 19. århundredes første årtier var arkitekten C.F. Hansen, der indtil da havde virket i Altona, Holstens sydligste by. Han fik i opdrag at genopbygge både kongens slot, Christiansborg, byens råd- og domhus og dens vigtigste kirke, Vor Frue. Hele Sjælland var dengang et samlet stift med Roskilde Domkirke som hovedkirke, men Sjællands biskop havde residens på Frue Plads i København og var kun sjældent i Roskilde. Først i 1922 blev Københavns Stift udskilt, Københavns biskop overtog embedsboligen, og Frue Kirke blev til domkirke. C.F. Hansens hovedværk var slottet, men det brændte i 1884. Slotskirken og Ridebanen står endnu som en påmindelse om det, der blev mistet. Slotskirken er noget af en anonym og grå kasse set udefra. Mens de klassiske græske templer, der udgjorde forbilledet for klassicismen, var skabt til at definere rummet omkring bygningen, har den nordeuropæiske klassicisme vendt dette princip på vrangen, så de skal opleves indefra. De gælder i så udpræget grad for Københavns Slotskirke.

Fra Palmaille i Altona. C.F. Hansen tegnede bl.a. huset

i midten af billedet. (eget foto)

Den anvendes stadig lejlighedsvis af kongehuset til kirkelige handlinger. Til dette formål egner den sig godt og især til castrum doloris, altså opstillingen af en afdød kongeligs kiste før begravelsen. Senest blev den benyttet til dette formål, da dronning Ingrid døde i 2000.

Et særtræk ved det klassicistiske København er husenes afskårne hjørner. De er resultat af en bestemmelse, der blev indført efter den store brand i 1795, der især ramte kvartererne omkring Slotsholmen og i byens vestlige ende. Det fremgår ikke klart af selve bestemmelsen, hvorfor hjørnerne skulle ”brækkes”, som det hedder, men et godt gæt er, at formålet var at øge fremkommeligheden i gaderne og afstanden mellem husene, så ilden ikke sprang fra den ene karré til den anden, hvis katastrofen skulle gentage sig. De klassicistiske beboelseshuse i København er ikke prangende. De er bygget i sparetider. Enkelte har flottet sig med større dekorative elementer fra den klassiske oldtid, især facadens halvsøjler, der har til formål at imitere et klassisk tempel, men de fleste nøjes med ingenting eller en beskeden mæanderbort. Nogle er meget ombygget. Det gælder f.eks. også det hus, hvor Kristeligt Dagblads redaktion bor i Vimmelskaftet, på hjørnet af Knabrostræde. Men det er det samme hus, hvor Grundtvig boede i slutningen af 1840erne. Som helhed har den historiske bykerne ikke mistet sit præg af at være en by opført omkring år 1800. Størsteparten af husene er de samme, som dannede ramme om Søren Kierkegaards spadsereture og H.C. Andersens mange visitter – og Grundtvigs utæmmelige skrivetrang og digtervirke.

København undergik en voldsom udvikling i det 19. århundredes anden halvdel. Byens gamle befæstning blev sløjfet i 1850erne. Allerede bombardementet i 1807 havde tjent som dokumentation for, at befæstningen var forældet, så beslutningen havde gæret længe. Der var mangfoldige planer for, hvad der skulle ske med voldterrænnet. Det berørte område omfattede meget mere end blot selve voldene, for arealerne i en radius af omtrent en kilometer omkring den gamle by, den såkaldte demarkationslinje, var indtil sløjfningen pålagt strenge restriktioner. Af forsvarsmæssige hensyn måtte der omkring byen ikke bygges noget, der kunne tjene en eventuel fjende som dække. Ophævningen af disse restriktioner banede vejen for et omfattende byggeri, der ikke mindst tilfredsstillede et akut behov for boliger til en hastigt voksende bybefolkning.

Københavns udvidelse i tiden efter 1850 fandt sted uden for de gamle volde, og den stærke militære tilstedeværelse i byen blev efterhånden afviklet og de fleste af byens mange kaserner blev lukket. Men faktisk er de gamle fæstningsanlæg påfaldende genkendelige på et moderne kort over hovedstaden. Først og fremmest gælder det mod syd og øst, på amagersiden, hvor de gamle bastioner, voldgrave og raveliner stadig findes. På Sjælland er de bevaret i mere fordækt skikkelse: i Tivolisøen, i Ørstedsparken, Østre Anlæg og selvfølgelig på Kastellet, hvor Forsvaret fortsat er repræsenteret. Det er ikke mange steder i verden man finder et anlæg, der har været i ubrudt militær anvendelse gennem seks århundreder – det skulle da lige være Fredericia.

(Kristeligt Dagblad 19. juni 2014)

Ny nordisk arkitektur

Den arkitekturinteresserede rejsende, der ankommer til København med toget, skal naturligvis ikke forsømme at stige af på Hovedbanegården. Den er nemlig en attraktion i sig selv. Den blev indviet i 1911, men er trods sin høje alder fuldt funktionsdygtig. På det tidspunkt var den en såkaldt sækbanegård uden gennemgående trafik på samme måde som Aarhus Hovedbanegård, men i 1918 var arbejdet med at grave jernbanetunnelen under Nørrevoldgade og Østervoldgade færdigt, så der kunne skabes forbindelse for gennemgående trafik til Kystbanen via Nørreport og Østerport Station. Skal man til Indre By, kan det ofte betale sig at stige af på Nørreport Station, hvis de stadigt pågående byggearbejder tillader det. Fuldt funktionsduelig er Nørreport Danmarks mest befærdede jernbanestation. Teknisk set er den endda kun et trinbræt med blot fire spor. Den langt mere majestætiske hovedbanegård har hele tolv spor at gøre godt med, heraf fire til S-tog. Den store afgangs- og ankomsthal er respektindgydende alene på grund af sin størrelse. De fleste, der passerer hallen, har som regel travlt med at nå et tog eller en aftale, men hvis man har tid til at dvæle ved stedets majestæt, skal man lægge mærke til, at det består af ikke et, men to enorme, overhvælvede rum.

Statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck, tegnede Hovedbanegården i den såkaldte nationalromantiske stil. Det er sådan set ikke nogen særlig præcis betegnelse, for der er ikke noget udpræget nationalt eller romantisk over formsproget. Et af hovedstadens andre monumenter bygget i samme stilart, det få år ældre rådhus, tegnet af Martin Nyrop, har det middelalderlige rådhus i Siena som sit nærmeste forbillede. Det er der ikke noget særligt nationalt ved.

Også Hovedbanegården er fyldt med historiske referencer allevegnefra. For en nutidig betragtning er dens ælde tydelig, men i 1911 var den ”ny, rummelig og lys, topmoderne”, som Johs. V. Jensen skrev om dette infrastrukturelle knudepunkt. Jernbanen var bærende for den tidlige industrialisering, et symbol på fremtiden. Så meget desto mere interessant er det, at banegårdene overalt i Danmark blev bygget med forbillede i fortiden. Det gælder i udpræget grad Helsingør Station, der er bygget som et renæssanceslot. Mange turister tror faktisk, at de er ankommet direkte til Hamlets Kronborg, når de stiger af toget. Mange stationer som i Kalundborg, Holbæk eller Nykøbing Falster er siden revet ned og erstattet af moderne stationsbygninger. Men adskillige er endnu bevaret og mange af dem er opført i samme stil som Wencks hovedbanegård, blot i mindre målestok. Det gælder f.eks. stationerne på strækningen Herning-Holstebro.

Hvis man skal pege på noget særligt nationalt ved denne stilart, var det ønsket om at bruge materialer, der var hjemmehørende. Især er anvendelsen af tegl, træ og granit i kombination karakteristisk. Marmor var ellers det sikre valg som element i et prestigebyggeri, men det blev helt bevidst fravalgt til fordel for en tarveligere, men hjemlig stenart. Et andet vigtigt træk er materialernes synlighed og stoflighed. Granitten blev ikke poleret op, som den ellers godt kan, men bevarede sin ru overflade, somme tider endda i en kun groft tilhugget form. Murstene blev ikke dækket af puds. Denne forkærlighed for blank mur, som det kaldes, blev suppleret med en forfinelse i anvendelsen af murstene. Der blev skabt særlige formsten til dekorative formål, og murerhåndværket udviklede en hidtil uset grad af raffinement. Endelig gjorde arkitekter som Wenck og Nyrop en dyd ud af at synliggøre træet. Det er tydeligst i Hovedbanegårdens bærende konstruktioner, der er af træ. Andre arkitekter gjorde det lidt mere underspillet, f.eks. ved bevidst at indarbejde elementer af synligt bindingsværk i en ellers grundmuret bygning eller blot at forsyne en kvist med et dekorativt dragehoved udskåret i træ. Referencerne til vikingetiden og den nordiske mytologi forstærkede indtrykket af noget hjemmegroet.

Ideologisk var der en tilknytning mellem den nationalromantiske stil og den bevægelse, der blev dannet i 1915 som Foreningen for Bedre Byggeskik. Den havde et af sine arnesteder i håndværkerafdelingen på Vallekilde Højskole. Holbæk huser mange gode eksempler på stilen. Forbindelsen til den grundtvigske bevægelse er ikke tilfældig. Her betragtede man marmor som noget romersk tøjeri. Man kunne kalde den ”ny nordisk arkitektur”. På mange måder foregreb Bedre Byggeskik funktionalismen, fordi den fordrede en ærlighed af arkitekturen, dog uden at kræve et fuldstændigt opgør med fortiden. Den søgte blot ikke sine forbilleder i fortidens pragtbyggerier, men i almuens byggeskik, der også satte sig spor i monumentalbyggerier som Københavns Rådhus og Københavns Hovedbanegård.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2014)

Huset, der ligner en kage

En kæde af bagerier kaldet ”Lagkagehuset” har i de seneste år haft stor succes i Danmark med filialer i de fleste store byer. Umiddelbart skulle man tro, at ”Lagkagehuset” hedder sådan, fordi man har specialiseret sig i lagkager. Men navnet har faktisk slet ikke noget med lagkager at gøre – eller i hvert fald kun lidt. ”Lagkagehuset” er opkaldt efter den bygning, hvor bageren åbnede sin første butik på Christianshavns Torv i København.

Den blev opført i 1929-31 efter tegninger af arkitekt Edvard Thomsen. ”Lagkagehuset” er et øgenavn, som københavnerne hurtigt fandt på til Thomsens hus, simpelthen fordi det ligner en lagkage. På grunden havde før stået et berygtet fængsel, men Københavns Kommune mente, at det ikke længere kunne bruges, så Thomsen fik til opgave at bygge nyt. Det nyeste nye på dette tidspunkt var funktionalismen, også kaldet funkis. Funkisarkitekterne betragtede sig selv som meget moderne, og funkis er en del af den bevægelse, der kaldes modernismen. Inspirationen kom f.eks. fra Bauhaus-bevægelsen i Tyskland, den schweizisk-franske arkitekt le Corbusier og fra den svenske arkitekt Gunnar Asplund.

Modernisterne ønskede renhed i formgivningen. Bygningens udseende skulle afspejle dens funktion, og ethvert element, der blot tjente til dekoration, skulle undgås. Det var et ønske om at komme ind til arkitekturens sandhed, en overensstemmelse mellem det indre og det ydre.

Modernismen var blevet til i kølvandet på 1. Verdenskrig som et bevidst opgør med den eksisterende arkitektur, som modernisterne fandt forløjet, uægte, usund og fordummende. Man ville lufte ud efter det, man betragtede som klunkestilens støvede mørke. Anden halvdel af det 19. århundrede havde været præget af en forkærlighed for historiske stilarter. I forvejen havde arkitekterne søgt deres forbilleder i den klassiske oldtid, men nu blev klassicismen suppleret med bygninger, hvis stiltræk var lånt fra middelalderen, renæssancen og barokken. Perioden 1850-1925 bragte i kraft af industrialiseringen velstand og vækst til byerne i almindelighed og hovedstaden i særdeleshed.  Overalt i Danmark står der banegårde, posthuse, hoteller, teatre, råd- og domhuse og rækker af beboelsesejendomme, der er opført for 100-150 år siden i historiske stilarter med udsmykkede og detaljerige facader præget af stor variation og fantasi.

Nogle af dem ser ud som om der har været en konditor forbi med en kæmpe sprøjtepose med creme og flødeskum. Det kgl. Teaters gamle scene opført 1872-74 og det samtidige Hotel d’Angleterre, begge på Kongens Nytorv, har facader, der er typiske for arkitekten Vilh. Dahlerups overdådigt dekorative virketrang. Dahlerup var sin tids stjernearkitekt. Hans eftermæle er imidlertid i høj grad præget af, at arkitekturhistorien er blevet skrevet arkitekter, der selv hyldede funktionalismen. De har helt konsekvent afskrevet Dahlerup som pyntesyg konditor. Et hus skulle jo ligne et hus og ikke en kage.

Modernisterne manglede ikke selvbevidsthed. De mente selv, at de med deres egne huse bidrog til at gøre verden sundere, enklere, renere og lysere. De ville opdrage verden til at forstå, at den ikke havde brug for alt det gamle, men at sand arkitektur skulle være ”tidløs”. Det er et udtryk, der meget ofte hæftes på netop modernismens udtryksform. Men heller ikke modernisterne levede uden for deres tid. Det er relativt let at genkende og datere et funkishus. Det har ofte rektangulære vinduer, men i modsætning til tidligere, hvor vinduerne var smalle og høje, er modernismens vinduer typisk bredere end de er høje. De ligger ned.  Et andet karakteristisk træk er hjørnevinduerne. Det var også vigtigt for funktionalisterne at udstråle lighed. Facaden er helt uden dekoration, og alle etager er ens. Ingen bor finere end andre. Arkitekten har endda valgt at understrege etageadskillelserne meget stærkt, så ejendommen fremstår som en etageejendom. De vandrette linjer i bygningen er gennemgående og er fremhævet yderligere ved at huset er malet i to farver, der godt kunne ligne creme og kagebund. Og så kan man godt forstå, at københavnerne fandt på deres øgenavn. Det er ironisk, at det hus, der netop var beregnet på at ligne et hus og intet andet, for altid skulle blive kendt som huset, der ligner en kage.

(Kristeligt Dagblad 25. juni 2014)

Slum

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (f. 1922) boede i sine første leveår i en lille kummerlig lejlighed i Amagergade på Christianshavn. Christianshavn var dengang et udpræget slumkvarter, det vil sige at beboelserne var af så ringe en kvalitet, at det var direkte sygdomsfremkaldende og livstidsforkortende at bo dér. Der var kun begrænset eller slet ingen sanitet, lejlighederne var små, skimlede, mørke og fugtige og befolkningstætheden meget stor. Det samme gjaldt dengang kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. Det hang ikke mindst sammen med, at det var dele af byen, der havde undgået de store brande i 1700-tallet, og at husene derfor ganske enkelt var meget gamle.

Anker Jørgensen tilhører den generation af socialdemokrater, der kæmpede for at sanere byen og skaffe arbejderklassen lyse, sunde og ordentlige boliger. Overborgmestre som Urban Hansen (1908-1986) og Egon Weidekamp (1921-2000) var de ledende skikkelser, der byggede nyt og rev gammelt ned. Der var tale om en politik, der i høj grad var rodfæstet i personlig erfaring, en ægtefølt indignation over slummens armod. Man ville skabe en bedre fremtid for kommende generationer.

De gode viljer ufortalt var det de københavnske socialdemokraters svaghed, at de manglede sans for kvaliteterne i de gamle, saneringsmodne kvarterer. Det gjaldt også væsentlige historiske kvaliteter. I Den gamle By i Aarhus kan man bese en smuk københavnsk 1600-talsejendom, Møntmestergården. Den blev som en af de få bygninger reddet, da hele kvarteret omkring Borgergade og Adelgade blev saneret i 1940erne. Stumperne blev omhyggeligt registreret og bevaret ved nedrivningen i 1944 takket være indsigtsfulde museumsfolk og arkitekter. De lå på depot i mange år, indtil det lykkedes at få huset rekonstrueret i Aarhus i 2009.

I en episode af den elskede TV-serie ”Huset på Christianshavn” fra 1970erne er det et hovedtema, at gaden skal saneres og beboerne genhuses, og plottet er beboernes vellykkede kamp mod at blive flyttet.  Seriens udendørsscener er optaget i Anker Jørgensens Amagergade, og Anker Jørgensen var en af de socialdemokrater, der beskyldte serien for at romantisere slum. Det er et hyppigt genbrugt tema i serien, at lejlighederne er i en elendig forfatning. Symbolsk er det angivet ved den knop på et trappegelænder, der altid falder af. Beværtningen, hvor alle mændene mødes til en hivert og en Hof, hedder ikke for ingenting ”Rottehullet”.

Alligevel holder beboerne af stedet, og seerne kan identificere sig med denne tilknytning til den idylliske gade og kampen imod de anonyme byplanlæggere og spekulanter, der vil ødelægge deres hjem. Det store spørgsmål er jo netop, hvad de havde at byde på som erstatning? De kendte eksempler på socialdemokratisk saneringspolitik udgør jo ikke just nogen god reklame for deres egen sag.

På Nørrebro og Vesterbro affødte myndighedernes ønske om at sanere det gamle slumkvarter flere konflikter med først slumstormerne og siden BZ-bevægelsen. Det lykkedes at få nedrevet mange af de gamle huse og opføre nye i 1980ernes og 1990ernes stil, typisk i skalmuret beton. At det skulle forestille at være en løsning, var ikke særlig åbenbart. Med rekordfart forslummede kvartererne igen, værst på det indre Nørrebro, hvor bandekriminaliteten har plaget i området omkring Blågårds Plads.

Adelgade/Borgergade er i dag på papiret lyse og åbne beplantede strøg. Men de er bebygget med den slags modernistiske huse, som de fleste finder ucharmerende, og de tiltrækker ikke det samme leben som andre dele af Indre By. Man skal dog ikke afskrive kvarteret. Det kan meget vel gå hen og blive det nye sort, fordi flere og flere får øjnene op for kvaliteterne ved modernismen.

Christianshavn blev også ramt af fornyelsestrangen. ”Ørkenfortet” ved Knippelsbro, oprindeligt opført for Burmeister &Wain i slutningen af 1950erne, nu ejet af Nordea, er det meget vanskeligt at forsone sig med. Udenrigsministeriet på den anden siden af Torvegade har mere for sig uden at man af den grund kan sige, at det er et byggeri, som man umiddelbart falder for. Det samme kan siges om Arkitektforeningens Hus længere nede af Strandgade, en umage glaskasse.

Alligevel kan man glæde sig over, at så stor en del af Christianshavns historiske bygningsmasse fra det 17. 18. og 19. århundrede er bevaret. Det gælder også Amagergade. I de erindringsinterviews, som Anker Jørgensen har givet på sine gamle dage, giver han faktisk udtryk for en væsentlig mere forsonlig holdning til sin barndoms gade, der ganske rigtig også er meget idyllisk – og fashionabel. Der bor ikke mange flyttemænd længere.

(Kristeligt Dagblad 26. juni 2014)

Den tomme kirke

Midt i København står en tom kirke. Den er helt uanfægtet af den verserende diskussion om ”tomme kirker”, der er på vej til at blive taget ud af brug, for den har været taget ud af ordinær brug siden 1957. Den ligger på en ret fremtrædende adresse på hjørnet af Gyldenløvesgade – forlængelsen af H.C. Andersens Boulevard – og Nørre Søgade.

Fra Illustreret Tidende 23. juli 1871

Da kirken blev indviet 1871, beskrev bladet Illustreret Tidende den således: ”Den er bygget af gule Mursten, med Prydelser af røde Sten, og det usædvanlig høie Tag er dækket af Skifer; seet fra Forsiden tager den sig ganske vel ud, med det store runde Vindue og Klokketaarnet tilhøire for den egentlige Bygning … Fra Hovedporten ud mod Ladegaardsveien [nu Gyldenløvesgade, JFM] kommer man ind i en lille Forhal, med Indgang til Baptisteriet tilhøire, og Hovedindgangen ligefor. Midt for denne er Høialterets Plads; i en ved Søiler fra Skibet skilt Udbygning paa den høire Langvæg staaer et Sidealter, medens Prædikestolen er anbragt paa den venstre. Smukke Buer bære Taget, der er af Træ.”

Da kirken blev opført, havde den ingen umiddelbare naboer. Nu står den lidt klemt på hjørnet af to af Danmarks mest befærdede gader. Den er lidt af en fremmed fugl i det københavnske bybillede, bygget i nygotisk stil efter tegninger af en engelsk arkitekt, J. Belcher. Mens den nygotiske stil var nærmest dominerende i England, slog den aldrig an i Danmark, hvor de fleste af tidens byggerier blev opført i andre historiske stilarter end den gotiske. En af de få undtagelser er St. Albans episkopale kirke ved Langelinje, opført 1885-87 efter tegninger af en anden engelsk arkitekt, A.W. Blomfield.

Kirken i Gyldenløvesgade tilhører den katolsk-apostolske menighed (ikke at forveksle med den apostolske kirke), der tror, eller rettere troede på de sidste dages snarlige komme. Den kom som arkitekten fra Storbritannien. Den blev oprindelig stiftet som en udbrydermenighed af den skotske nationalkirke, den presbyterianske, i 1832. Der udnævntes tolv apostle, der hver kunne ordinere præster, men ikke udpege nye apostle, for man ventede jo Jesu genkomst lige straks. Den indtraf som bekendt ikke.  Den sidste præst, der var ordineret af en apostel, døde i 1971. Den sidste ordinerede præst i Danmark, Erik Aksel Wessberg, døde i 1957. Fra det tidspunkt ophørte gudstjenestelivet i dets fulde udstrækning i menigheden. Det gælder ikke kun den i Gyldenløvesgade, men også en menigheden tilhørende kirke i Byglandsgade på Amager og på A.F. Kriegersvej på Østerbro. I flere af landets byer er der også kirkebygninger opført af den katolske-apostolske kirke, men ligeledes taget ud af brug eller overgået til anden brug. I Aarhus er den nærmeste nabo til Rådhusparken.

Kirken på A.F. Kriegersvej (eget foto)

Menighedens tilhængere kaldes også irvingianere efter kirkens hovedskikkelse, præsten Edward Irving (1792-1834). Den hører til den store gruppe af anglo-amerikanske vækkelsesbevægelser, der opstod i det 19. århundrede: baptister, mormoner, metodister, adventister, pinsekirken, IOGT, m.fl. De kom alle til Danmark, men havde ikke samme gennemslagskraft som f.eks. i Sverige. Det skyldes ikke mindst, at Indre Mission stod meget stærkt herhjemme og næsten havde monopoliseret hjemmemarkedet for religiøs vækkelse.

Irvingianerne kom til Danmark omkring 1860. En af de første præster var A.F.H. Fleischer (1816-1895), der også bidrog med store pengegaver til kirken. Dengang var der bare et par hundrede medlemmer, men den havde så stor succes, at den omkring århundredeskiftet var det tredjestørste trossamfund uden for Folkekirken med 3812 medlemmer, som Statens statistiske Bureau nøje opregnede. Til sammenligning var der 3476 medlemmer af det Mosaiske Troessamfund, 5373 katolikker og 5501 metodister. Medlemstallet holdt sig et stykke ind i det 20. århundrede, men på et tidspunkt ophørte registreringen. Center for samtidsreligion under Aarhus Universitet, som ellers meget omhyggeligt registrerer de mindste kristne menigheder, har ikke tal på irvingianerne i dag. De er faldet helt under radaren.

Der er ingen udadvendt virksomhed. Journalisten Poul Pilgaard Johnsen har undersøgt menigheden, men er blevet mødt med venlig afvisning. Hvor mange de er, hvad de laver eller hvorfra pengene til kirkebygningens vedligeholdelse kommer, er ikke noget man vil ud med. Man ønsker at leve i stilhed, og det gør man. Når Jesus faktisk kommer igen, skal menigheden samles i kirken. Indtil da består menighedens liv i at vente – og vedligeholde kirken.

(Kristeligt Dagblad 28. juni 2014. Jeg fik flere henvendelser fra læsere, der især gjorde opmærksom på, at kirken bestemt ikke stod tom efter 1957. Jeg har her rettet en enkelt sætning om ophøret af gudstjenestelivet. Da den sidste præst døde, kunne der ikke længere afholdes nadver, men gudstjenesterne fortsatte i indskrænket form forestået af diakoner. Så vidt vides afholdes der endnu lejlighedsvise andagter i kirken.)

Spekulationsbyggeri

Ordet ”spekulationsbyggeri” anvendes ofte om de beboelsesejendomme især på det indre Nørrebro, der blev opført i slutningen af det 19. århundrede i dårlig kvalitet med henblik på udlejning til byens fattigste beboere. Det var små overbefolkede et- og to-værelses lejligheder i tredje og fjerde baggård. Der ligger i ordet en særlig klang af bebrejdelse over, at bygherrerne spekulerede i social nød.

Byggeri var og er en selvforstærkende mekanisme ved urbaniseringen. I anden halvdel af 1800-tallet voksede København fra ca. 150.000 indbyggere til flere end tre gange så mange. Det fordrede naturligvis et omfattende boligbyggeri, som igen krævede en tilvandring af arbejdskraft til byggefagene, og de skulle jo også have et sted at bo.

En vækstøkonomi tiltrækker spekulanter. Ordet har som nævnt fået en odiøs klang, men taget rent økonomisk betyder det investorer, der er parate til at løbe en stor risiko for at få en stor gevinst. Spekulanter bliver især eksponeret, når det går galt, hvad det gjorde i forbindelse med boligboblen i -07-08. Den sprak, da det viste sig, at ejendomsmarkedet var præget af overvurdering og overbelåning. For mange spekulanter havde været for uforsigtige, og nogle af dem havde også været decideret uhæderlige og bedrageriske. Adskillige kreditorer blev fanget på det forkerte ben, og flere små pengeinstitutter måtte lukke. Og det var altså i 1907-08. En udløber af den krise var afsløringen af P.A. Alberti berygtede bedragerier mod den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

En af dem, der gik bankerot i 1908, var en driftig ung mand, Valdemar Henckel (1877-1953). Han var oprindelig uddannet skibsbygger på Holmen og kaldte sig det meste af sit liv ingeniør. Han var af natur spekulant, en entreprenør ville man kalde ham i dag. Han hægtede sig som bygherre på det københavnske byggeboom, der tog fart efter århundredeskiftet. Henckel stod på dette tidspunkt for opførelsen af henved 30 udlejningsejendomme, men der var fra hans side ikke tale om spekulation i social nød. Han byggede luksus; store, lyse lejligheder med alle moderne faciliteter, tegnet af tidens anerkendte arkitekter. I kvarteret omkring Glyptoteket stod han for opførelsen af flere ejendomme, blandt andet i Puggaardsgade 4-10. På Vesterbro, på hjørnet af Flensborggade og Ny Carlsbergvej opførte han i 1904-05 den ejendom, der bærer navnet ”Gunhilde Guldborg”. Den er opkaldt efter hans yngste datter.

Men i 1908 gik det altså galt. Henckel gik konkurs. Det anfægtede ham dog ikke. Han fortsatte sin virksomhed i konens navn. Under Første Verdenskrig tjente han en formue på rederi- og skibsværftsvirksomhed i Kalundborg. Han var en ægte gullaschbaron, stor i slaget og med sans for betydningen af politiske forbindelser. Han var gode venner med flere fremtrædende socialdemokrater, herunder Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg.

I 1921 gik hans omfattende selskaber ned, og konkursen trak Kalundborg og Omegns Bank med sig i faldet. Ved en efterfølgende retssag blev Henckel anklaget og dømt for omfattende bedragerier. Derefter blev han imidlertid benådet. Henckel flyttede tilbage til København og genoptog sin byggevirksomhed, der antog et meget stort omfang. Han satsede stadig på at samarbejde med anerkendte arkitekter, og hans huse ligger på dyre adresser: Østerbrogade, Stockholmsgade, Strandboulevarden. Omkring 1940 rådede han over ca. 2000 lejligheder, men så gik det galt igen. Indtægterne svigtede samtidig med at hans kreditorer strammede kravene, og han gik konkurs igen. Han måtte også igennem en retssag mere, hvor han blev dømt for bedrageri, men igen benådet af justitsministeren.

Et af Henckels kendteste byggerier er den store beboelsesejendom med over 200 lejligheder på det, der i dag hedder Christmas Møllers Plads. I 1939 erhvervede Henckel grunden fra kommunen på mistænkeligt gunstige vilkår. Mistanken var, at hans gode forbindelser til Socialdemokratiet banede vejen for købet.

Henckel døde i 1953 og efterlod sig et mildt sagt blakket eftermæle. Men uanset hvad man måtte mene om manden, står hans huse der endnu. Hans tidligste byggerier, der nu er over 100 år gamle, hører stadig til i den københavnske luksusklasse. Lejlighedskomplekset på Christmas Møllers Plads, hvorfra der er udsigt over Christianshavns Vold, er en fornem repræsentant for mellemkrigstidens funktionalisme. Lejlighederne er stadig meget efterspurgte. Henckel satsede i sine finansielle transaktioner med stor risiko, men i byggeriet satsede han altid på kvalitet.

(Kristeligt Dagblad 2. juli 2014. Jeg forsømte i artiklen at gøre opmærksom på, at min viden om Valdemar Henckel stammer fra Kaj Buch Jensens biografi om ham: http://historieanmeldelser.blogspot.dk/2012/12/en-gullaschbaron.html)

Strøm på storbyen

Fysikeren H.C. Ørsted demonstrerede i 1820 for første gang sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Denne opdagelse fejres – især i Danmark – som grundlaget for udviklingen af elmotorer og generatorer, maskiner, der kan forvandle elektrisk strøm til bevægelse og omvendt. Indtil da kunne elektricitet kun tilvejebringes ved en kemisk proces. Ørsted opdagelse fandt sted under en forelæsning på Københavns Universitet. Det er egentlig lidt for meget sagt, fordi byen stadig på dette tidspunkt led under eftervirkningerne af bombardementet i 1807, så en stor del af universitetets undervisning foregik i lånte lokaler, og Ørsteds berømte forelæsning foregik i et hus i Nørregade, nærmeste nabo til Skt. Petri Kirke, i hvilket han også selv boede på dette tidspunkt. Det blev i 1900 revet ned for at give plads til et andet elektromagnetisk vidunder, Københavns Telefonaktieselskabs nye hovedkvarter. Der er opsat en mindeplade til erindring om den berømte forelæsning.

Ørsted var i videnskabelig henseende, hvad man kunne kalde en sværmer. Han havde ikke selv blik for den praktiske indebyrd af sin opdagelse. Det havde derimod Søren Hjort (1801-1870), et mekanisk geni, der udviklede en af verdens første fungerende strømmaskiner, altså en dynamo eller generator. Hjort er i modsætning til Ørsted mere eller mindre glemt, og det er synd, for uden hans slags var der aldrig blevet strøm af Ørsteds opdagelse.

Elektricitet blev i det 19. århundrede ikke meget brugt i industrien. Den vandt først og fremmest indpas til brug for telegrafi, belysning og siden sporvejsdrift og telefoni. I 1892 fik København sit første offentlige elværk, kaldet den elektriske centralstation, opført efter tegninger af stadsarkitekt Ludvig Fenger omtrent på hjørnet af Gothersgade og Adelgade. Den var i virksomhed i omtrent 100 år. Derefter blev noget af anlægget under navnet ”Turbinehallerne” brugt til kulturelle formål, men de sidste dele af værket er netop blevet revet ned for at give plads til nybyggeri.

I den anden ende af byen på Vesterbro tegnede samme Fenger et par år senere et andet elværk, der står endnu som genbo til hovedpostkontoret og Tivoli på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade. Tivoli blev hurtigt en vigtig kunde, fordi man tidligt så mulighederne i at lade elektrisk belysning være stemningsskabende. Mange af Tivolis gamle lygter og lamper er bevarede, så man kan faktisk foretage en belysningshistorisk fodvandring gennem den gamle have. Poul Henningsen tegnede f.eks. i 1949 særligt til Tivoli nogle lamper med en roterende spiralskærm, som på deres egen sært forunderlige måde føjer kolorit til stedet.

Fengers elværk ligner alt andet end et elværk. Det er en charmerende gotisk-byzantinsk-italiensk fantasi i røde mursten, et eksempel på det meget høje niveau, som teglstensfabrikationen og murerhåndværket havde nået på dette tidspunkt. Det producerer ikke strøm længere, men bruges stadig af hovedstadens forsyningsselskab.

Hvis det 19. århundrede var dampens århundrede, blev det 20. elektricitetens. Med inspiration fra især London, hvor Tate Gallerys moderne samling har til huse i et nedlagt elværk, og hvor den gamle Battersea Power Station er en attraktion i sig selv, har flere og flere fået øjnene op for de æstetiske kvaliteter i det forgangne århundredes elværker.

I 1920 fik København et stort elværk i Sydhavnen, naturligvis opkaldt efter H.C. Ørsted og ikke Søren Hjort. Det er udbygget flere gange siden, og det har ødelagt helhedsindtrykket af anlægget, men hvis man interesserer sig for mekanik, kan man her besøge ”Diesel House”, som det hedder, en imponerende B&W dieselmotor fra 1932, der i sin tid var verdens største, og som stadig er fuldt funktionsduelig.

I modsætning til Ørstedsværket er det lidt yngre Svanemølleværket, opført 1947-1953 af arkitekt Louis Hygom, meget velbevaret, og det udgør et majestætisk vartegn for den moderne by ved indsejlingen til Københavns Nordhavn. Det er et symmetrisk anlæg, der i sit udtryk griber tilbage til mellemkrigstidens monumentale stil. Det står med sine karakteristiske skorstene som en 100 meter høj, trearmet lysestage, et ”bjerg af røde tegl med en glødende vulkan i midten, som sikrer lys og varme til storbyen,” som en anden beundrer skrev i anledning af værkets 50 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 5. juli 2014. 50-års-jubilæumsartiklen kan læses her: http://www.information.dk/82376)

En tænkt grundlovstale i en præstegårdshave

Da Grundloven blev vedtaget i juni 1849 var den på flere punkter ufærdig. Man var f.eks. ikke nået til ende med drøftelserne om så vigtige sager som retsplejen og kirken, og man slog sig til tåls med at indføre paragraffer udformet som løfter om, at der skulle indføres offentlighed og mundtlighed i retsplejen, og at folkekirken skulle ordnes ved lov.  For retsplejens vedkommende er man nået langt, om end – vil nogle kritikere hævde – ikke helt i mål med ordningen. Kirken derimod hænger derimod stadig i den bremse, der blev trukket i 1849.

Læser man referatet af forhandlingerne om de kirkelige paragraffer i den grundlovgivende rigsforsamling, står det klart, at der var en god grund til at forsamlingen ikke nåede til nogen afgørelse. Man kunne dårlig nok blive enig om definitionerne. Man undlod anvendelse af begrebet statskirke og valgte i stedet at kalde den folkekirke, eller rettere man valgte at definere den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke uden i øvrigt at kvalificere det yderligere.  Grundtvig ville have en tilføjelse, der tilkendegav, at folkekirken skulle forstås som den kirke, hvortil et flertal af befolkningen bekendte sig, og Sjællands biskop Mynster foreslog, at kirken skulle defineres konfessionelt ved den augsburgske bekendelse, men ingen af dem kom igennem med deres forslag.

Selv om Grundloven også fastslog religionsfriheden som princip, afholdt det den ikke fra i bred forstand at begunstige netop Folkekirken, som den fra da af kaldtes, idet Grundloven også – i den nuværende § 4 – tilsiger, at netop denne kirke skal understøttes af staten. I samtiden var det klart, at denne understøttelse ikke først og fremmest skulle forstås økonomisk. Folkekirken havde dengang en selvbærende økonomi, idet den blev finansieret af tienden, en byrde lagt på landbrugsjorden. Den nuværende stærke sammenblanding af statens og kirkens økonomi stammer fra en række økonomiske reformer fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Den statslige understøttelse af kirken findes f.eks. udtrykt i helligdagslovgivningen og folkeskoleloven. Det forhold, at konfirmandundervisningen de fleste steder ligger i skoletiden, har mødt stigende kritik blandt moderne ligheds- og sekulariseringsentusiaster, men denne sammenblanding af skole og kirke er altså i fuld overensstemmelse med Grundlovens § 4.

Løfteparagraffen, den nuværende § 66, der tilsiger, at folkekirken skal ordnes ved lov, har fastholdt folkekirken i et strukturelt tomrum. Kirken er på papiret et privilegeret trossamfund, men som allerede et af medlemmerne af den grundlovgivende rigsforsamling, historikeren Caspar Paludan-Müller, gjorde opmærksom på, nød alle de andre trossamfund godt af den nyvundne frihed, mens Folkekirken stadig måtte tåle at blive styret af staten.

Man kan endda gå videre og sige, at Folkekirken på trods af – ja, i kraft af § 66 stadig er underlagt de samme vilkår, som gjaldt før 1849. Den enevældige kontrol med Folkekirken er gået i næsten udelt arv til Kirkeministeriet, der netop forvalter området i kraft af denne undtagelsesparagraf. Her blot et eksempel: Grundloven siger som bekendt, at ingen skat kan opkræves uden ved lov. Det gælder bare ikke kirkeskatten, der ganske vist er et medlemsbidrag, men det opkræves af skattevæsenet og forvaltes delvist af ministeren. Og i modsætning til medlemmerne af alle andre trossamfund kan medlemmerne af Folkekirken ikke trække deres medlemsbidrag fra i skat.

Denne ubrudte fortsættelse af de enevældige tilstande finder sit symbolske udtryk i det forhold, at salme- og ritualbog stadig træder i funktion ved kongelig autorisation. Men udover det har kontinuiteten fra enevælden for det meste være usynlig, fordi de fleste kirkeministre har været besindige nok til at tøjle deres trang til indflydelse. Det har på mange måder været en lykkelig tilstand, må man straks tilføje. Men når begejstringen lejlighedsvis har grebet ministeren – ingen nævnt, ingen glemt – mærker Folkekirken med fuld styrke, at den er en statskirke. Spørgsmålet er, om der er grund til optimisme ved udsigten til en opfyldelse af løftet i § 66. Noget tyder på, at det ikke vil indebære en frisættelse af kirken, men blot at styringen af kirken vil overgå fra den udøvende til den lovgivende statsmagt, og at Folkekirken ikke en gang for alle, men løbende vil blive ordnet ved lov.

(Kristeligt Dagblad, 4. juni 2014. Avisen havde valgt en anden rubrik)

Det nationalkonservative paradoks

Det, som de fleste medier stadig foretrækker at kalde de højreekstreme partier, har fået et godt valg til Europaparlamentet. Mange vil gerne forklare denne succes som et udslag af, at vælgerne er dumme, dovne eller begge dele. Forklaringen er vel snarere den, at stadig flere nærer mistro til EU’s stigende magt og indflydelse, ikke mindst fordi EU undergraver de traditionelle demokratiske bastioner, som udgøres af de nationale parlamenter og regeringer.

I Frankrig samler opmærksomheden sig om partiet Front National. TV2’s korrespondent fangede søndag følgende kommentar fra partistifter Jean-Marie Le Pen: ”Patrioter i Europa, foren jer!”

Det var vel i øjeblikket tænkt som en ironisk reference til Karl Marx, men ironien stikker dybere, for Le Pens udsagn illustrerer udmærket, hvad man kan kalde det nationalkonservative paradoks i EU. Det består i, at de EU-kritiske højrefløjspartier kun kan opnå indflydelse ved at arbejde sammen på tværs af grænserne og dermed opgive det centrale princip, at nationalstaten bør udgøre den eneste eller den dominerende ramme for politik.

Dette paradoks illustrerer i sig selv et særligt forhold ved EU, som netop er genstand for disse partiers kritik, nemlig at EU ikke blot er et etableret, institutionelt samarbejde, men en fortsat proces imod stadig større integration. Denne proces har sin egen dynamik præget mere af den dømmende end den lovgivende magt. EF-domstolen har vist sig at være en betydningsfuld aktør i retning af at underkende national lovgivning og administrativ praksis til fordel for domstolens egen fortolkning.

Denne egendynamik i den europæiske integration accepteres implicit eller eksplicit af langt de fleste politikere og bureaukrater, der gør karriere i EU. De udvikler hurtigt en blindhed for den fart, hvormed den europæiske integration finder sted. Det gør de af den simple grund, at deres egen indflydelse øges i takt med den europæiske centralisering. Det gælder også de nationalkonservative politikere, der nu er blevet valgt til Europaparlamentet.

For den, der står uden for denne karrierevej og som er opdraget med, at enhver beslutning af betydning for fællesskabet skal være taget af demokratisk legitimerede organer, kan det være forbundet med vanskeligheder at se Folketinget reduceret til et blåstempel for Europakommissionens pålæg og EF-domstolens retspraksis. Der er et demokratisk underskud i EU. Men problemet set fra et nationalt synspunkt er, at hvis man accellererer den demokratiske udvikling i EU og f.eks. giver Europaparlamentet øgede beføjelser, forstærker man også den europæiske centralisering af magten.

Jeg er selv tilhænger af EU, fordi den europæiske integration antagelig er en væsentlig årsag til, at flertallet af de nulevende europæere aldrig har kendt andet end velstand og fred. Man må aldrig glemme, at den europæiske integration er drevet frem af folk, hvis erfaringsgrundlag var 2. Verdenskrig. Romtraktaten blev skrevet under af patrioter, der så en løsning på Europas problemer i at forene sig. Deri ligger sandheden i Le Pens udsagn.

(Kristeligt Dagblad 27. maj 2014)

Grundlovens giver

Oslo er en overskuelig by. Det skyldes ikke kun, at den er mindre målt i befolkningstal end både Stockholm og København. Den har for den udefrakommende den indlysende fordel, at den er disponeret ud fra eet samlende princip, et stort og bredt generøst beplantet hovedstrøg, der løber fra Stortingsbygningen i den ene ende til Kongeslottet i gåafstand derfra i den anden ende. Det giver byen et naturligt centrum, hvorudfra man som besøgende let kan orientere sig. Teknisk set består strøget af to gader, hvoraf den kendteste kaldes Karl Johan. Her foregår også de vigtigste demonstrationer, fejringer og parader, ikke mindst den 17. maj.  Det er den norske nationaldag, fejringen af den første frie, norske grundlov i 1814.

17. maj samler nordmændene på en helt anden måde end Grundlovsdag gør det i Danmark. Det skyldes, at der aldrig har hersket enighed om, hvad det egentlig er, vi i Danmark fejrer den 5. juni. Den langtrukne politiske kamp fra 1870 til 1901 var en strid om, hvordan man skulle forstå grundloven. Konservative kræfter gennemførte en revision af Grundloven, som blev skrevet under af Christian IX i 1866. Partiet Venstre derimod krævede den grundlov genindført, som Frederik VII havde underskrevet i 1849, fordi de mente, at den var i større overensstemmelse med deres politiske idealer. Hovedsageligt på foranledning af venstrefolk blev der i perioden 1870-1900 rejst mere end fyrre monumenter til ære for ”Grundlovens Giver”, som Frederik VII blev kaldt. Men de konservative stiftede aldrig fred med Grundlovsdag som nationaldag. I 1912 blev Valdemarsdag indført som en slags alternativ nationaldag. Den 15. juni er også den officielle årsdag for Genforeningen 1920, og selv om den blev afskaffet som officiel fridag i 1948, står den stadig som en konkurrent til Grundlovsdagen tidligere på måneden.

I Norge står 17. maj helt anderledes uanfægtet som national samlingsdag og som årsdagen for grundlæggelsen af et selvstændigt, demokratisk Norge. Den norske forfatningen blev vedtaget af en valgt forsamling, samlet hos jernværksejer Carsten Anker i Eidsvoll umiddelbart nord for Oslo i 1814. Eidsvollforfatningen bygger på forestillingen om, at en selvstændig stats suverænitet ikke uddrages fra kongen, men fra folket. Derfor fejrer nordmændene hvert år på deres grundlovsdag sig selv, det norske folk, som grundlovens giver.

Baggrunden for at det kunne lade sig gøre at give Norge en fri forfatning var opløsningen af den union, der havde bestået mellem Danmark og Norge i mere end 400 år. Frederik VI havde allieret sig med Frankrig og måtte betale en hård pris for denne alliance ved afslutningen af Napoleonskrigene. Ved en fredsslutning i Kiel i januar 1814 måtte Norge afstås til Sverige, bortset fra de norske bilande, Grønland, Island og Færøerne. Frederik VI skrev til sin fætter, prins Christian Frederik, hvem han året før havde gjort til statholder i Norge, at han måtte følge fredsbetingelserne. Planen var som sagt, at Norge skulle overgå til Sverige. Men statholderen øjnede en mulighed for selv at gribe magten i Norge. Norge havde ganske vist været under dansk styre siden 1380, men var i statsretlig forstand altid blevet betragtet som et selvstændigt kongerige med egen lovgivning i personalunion med Danmark, og man kunne også tolke situationen i 1814 således, at den norske trone var blevet ledig. Men han opdagede, at nordmændene havde den opfattelse, at suveræniteten nu var folkets, og prins Christian Frederik indkaldte derfor folkets repræsentanter til en grundlovgivende rigsforsamling. Da grundloven var vedtaget, besluttede forsamlingen at vælge prins Christian Frederik til konge. Eidsvollforsamlingen byggede altså ganske vist på folkesuverænitetsprincippet, men man beholdt monarkiet som styreform, eller rettere det indskrænkede monarki, som var betegnelsen.

Kronologien er som altid interessant. Rækkefølgen af begivenhederne er afgørende. Valget af kongen fandt først sted efter vedtagelsen af grundloven. Men 17. maj er ikke årsdagen for vedtagelsen af Grundloven, men for valget af kongen. Grundloven blev vedtaget den 16. maj, dateret dagen efter og forsynet med de sidste underskrifter den 18. Den 17. maj rettede Eidsvollmændene henvendelse til prins Christian Frederik om at blive konge, idet de erklærede, at den suveræne magt var delt, således at folkets repræsentanter beholdt den lovgivende, mens kongen fik den udøvende magt.

Der var tale om et åbenlyst brud på fredsbetingelserne fra Kiel at udråbe et selvstændigt, konstitutionelt norsk monarki. Sverige truede i efteråret 1814 med krig, og sagen endte med, at kong Christian Frederik trak sig og rejste tilbage til Danmark. Norge blev imidlertid ikke blot opslugt af Sverige. Store dele af den selvstændighed, der var blevet vundet i foråret, blev bevaret. Norge indgik i en personalunion med Sverige, beholdt sin grundlov i let revideret form, sit parlament, Stortinget, egen lovgivning og egen hær. Kun regenten og udenrigspolitikken havde de to lande til fælles, men det indebar altså også, at den svenske konge, fra 1818 til 1844 den Karl Johan, der lagde navn til gaden, i henhold til Eidsvollforfatningen havde forsædet i den norske regering, hvilket førte til flere konflikter.  Det var på dette tidspunkt nordmændene begyndte at fejre Eidsvollforfatningen som et symbol på deres selvstændighed, men de nedtonede kraftigt dens monarkiske element, for monarken, altså den svenske konge, kunne ikke bruges som nationalt norsk fikspunkt.

Eidsvollfejringerne blev udgangspunkt for den bevægelse, der søgte fuld norsk selvstændighed. I 1905 var Norge og Sverige tæt på en indbyrdes krig, men konflikten blev løst i mindelighed, og det selvstændige Norge stod nu foran valget mellem at blive selvstændig som republik eller som monarki. Stærke kræfter arbejdede for indførelsen af republik, men som i 1814 var hensynet til stormagterne afgørende, og noget tyder på, at det især var briternes synspunkt, der blev udslagsgivende for valget af monarki som styreform. Det ville have været indlysende at vælge en svensk prins, men valget faldt på den danske prins Carl, gift med den britiske prinsesse Maude. Han blev kronet som Haakon VII. På dette tidspunkt var parlamentarismen for længst indført i Norge. Kongen ikke havde nogen reel politisk indflydelse tilbage, og folkesuverænitetsprincippet var derfor for alvor gennemført, men der skete det forunderlige, at den genrejste norske kongestol, som man poetisk sagde, alligevel indtog en helt central plads for den unge stat. Haakon VII og hans efterfølgere på den norske trone blev centrale nationale symboler, der blev en del af den norske selvfejring den 17. maj. På denne dag står forfatningspatrioter og nationalister, fortalerne for norsk selvstændighed, norsk demokrati og norske royalister arm i arm og synger Norges pris. Det har haft betydning for den enestående sammenhængskraft, der er opbygget i Norge indadtil, men også for Norges forhold til omverdenen. Grundlovsbegejstringen har været brugt som instrument imod Norges deltagelse i den europæiske union, for det norske folks suverænitet, hævdes det, er skabt i kraft af først opløsningen af unionen med Danmark i 1814 og siden af opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Hvis man vil sælge ideen om internationalt samarbejde i Norge, skal man antagelig søge at undgå enhver henvisning til begrebet union.

Den norske grundlov er den næstældste grundlov i funktion i verden i dag. Den er skrevet på dansk, for det var forvaltningssproget i Norge dengang. Den har ændret ordlyd flere gange siden 1814. Det pudsige er, at ændringerne biver indført i et sprog, der er tilnærmet originalens, hvilket gør den norske grundlov til antagelig den eneste, der ikke er udfærdiget på et sprog, der er blandt de officielle i det land, for hvilket grundloven gælder.

Den norske grundlov ligner den danske mere end blot sprogligt. Styreformen er den samme, indskrænket monarkisk. Den norske grundlov var et forbillede, da den danske blev forhandlet på plads. Det er ikke overraskende, for når vi siger, at enevælden blev afskaffet i 1849, gælder det kun den danske del af riget. Enevælden var allerede blevet afskaffet 35 år tidligere i den norske del. Det var klart, at man måtte se nordpå for at få inspiration.

Men vi skal også have fulgt op på prins Christian Frederik. Interessant nok vendte han ikke blot tilbage til Danmark, han forblev også i tronfølgen. Frederik VI havde faktisk truet med at nægte ham adgang til tronen, hvis han fremturede med sin norske selvstændighedskrav, men samtidig havde Frederik VI også over for sin norske statholder og fætter udtrykt ønske om at nordmændene måtte bevare en så stor grad af selvstændighed, som det var muligt under den svenske krone. Dette ønske blev opfyldt. Nordmændene kan med rette fejre 2014 som 200-årsjubilæet for norsk selvstændighed.

I Norge findes ingen statue af ”grundlovens giver” – endnu. Prins Christian Frederik betragtes i bedste fald i Norge som fødselshjælper for forfatningen. I Danmark spiller han næsten samme rolle. Da han vendte tilbage til Danmark i 1814, blev han ikke blot taget til nåde af sin fætter. Noget tyder på, at der var større samstemmighed mellem de to, end man skulle tro. Prinsen satte sig på den danske trone i 1839 som Christian VIII. Da han døde i 1848, pålagde han sin søn, Frederik VII, at tilvejebringe en arving til tronen og finde en løsning på det konstitutionelle problem. Frederik VII fik ingen legitime børn, og han blev i martsdagene 1848 løbet over ende af den københavnske befolkning under ledelse af de nationalliberale. Frederik VII var i praksis lige så lidt eller lige så meget Junigrundlovens giver som hans far var Eidsvollforfatningens giver. Man kan endda hævde, at udfaldet af begivenhederne i 1814 i væsentligt omfang var et resultat af, at prins Christian Frederik var en kompetent, politisk aktør. Det samme kan næppe siges om hans søn.

Hvis nordmændene er stolte af Eidsvollforfatningen, må de også anerkende, at den ikke var blevet til noget uden prins Christian Frederik. Denne udlægning af historien er også baggrunden for, at der i forbindelse med fejringen af 200-året for Eidsvoll i år afsløres en statue af prins Christian Frederik på den fornemme plads foran Stortinget i Oslo, hvorfra han kan skue mod det kongeslot, der ikke blev hans. Afsløringen vil blive foretaget af Dronning Margrethe, men ikke på den 17. maj, som ville have været den mest indlysende dag, nemlig årsdagen for hans valg til norsk konge. Det sker heller ikke på den 19. maj, årsdagen for hans accept af valget, men på den 18. Nu skal man heller ikke hænge sig for meget i kronologi, men blot glæde sig over, at Norge nu endelig – om end kun delvist og modstræbende - anerkender, at de ikke kun tog, men også fik en grundlov.

(Essay i Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Bladet havde valgt overskriften "Hele det norske folk er grundlovens giver", hvilket unægtelig rammer lidt ved siden af artiklens pointe)

Danmark som polarnation

I en artikel den 14. januar under overskriften " Briterne gjorde Danmark til en polarnation" citeres Thorkild Kjærgaard for den opfattelse, at det var briternes fortjeneste, at de norske bilande, Grønland, Færøerne og Island, forblev danske, da Fastlandsnorge blev afstået som et resultat af Freden i Kiel i 1814.

Den klassiske fortolkning af dette spørgsmål tillægger diplomaten Edmund Bourke æren. Han var søn af en irsk planter på St. Croix og forhandlede på den danske regerings vegne i Kiel, og det er den gængse antagelse, at han spillede på sin svenske modparts uvidenhed om, at de nordatlantiske besiddelser oprindeligt var fulgt med Norge, da personalunionen mellem Danmark og Norge blev indgået i senmiddelalderen.

Teorien om, at det ikke var Bourke, men briterne, der spillede den centrale rolle, blev første gang lanceret af Finn Gad i 1979. Den bygger på den formodning, at briterne ikke havde interesse i at svække danskerne og styrke svenskerne mere end højst nødvendigt.

Det bør imidlertid bemærkes, at en af de bedste kendere af Danmarks rolle under Napoleonskrigene, Ole Feldbæk, i en artikel i Historisk Tidsskrift fra 1995 tilbageviser Gads teori. Selvom den ikke er usandsynlig, findes der intet kildebelæg for, at briterne skulle have grebet ind i forhandlingerne i Kiel på denne måde.

Forklaringen på, at bilandene ikke blev afstået, var, at svenskerne ikke havde gjort krav på andet end Fastlandsnorge. Deres interesse var at samle den skandinaviske halvø i én statsdannelse. At selve traktaten udtrykkeligt undtog Færøerne, Grønland og Island, var altså en specifikation af en allerede accepteret præmis for aftalen. Denne eksplicitering var antagelig Bourkes fortjeneste, og den kom danskerne til gode, da nordmændene godt 100 år senere gjorde krav på Østgrønland, et krav, der blev afvist af den internationale domstol i Haag i 1933, hvorefter hele Grønland er at betragte som hørende under dansk suverænitet.

(Kristeligt Dagblad 21. januar 2014)

Demokrati er kampen om magten

Danske politikere beskæftiger sig mere med fiflerier, sladder og indbyrdes kævl og splid end med politik. Sådan omtrent kan vel tidens politikerlede samles op. Den er udbredt, politikerleden, selv blandt politikere. Fremtrædende medlemmer af Folketinget skriver på deres facebookprofiler om, hvordan de er trætte af, at deres kollegaer på tinge går mere op i form end i substans. Bogen, ”Den hemmelige socialdemokrat” er den aktuelle årsag til debatten om den politiske kultur på Slotsholmen. Bogen er i sig selv et besynderligt bedrag, der kolporterer sladder under fiktionens dække. Jeg agter i hvert fald ikke at læse den, så længe forfatteren insisterer på at være anonym.

Hvorom alting er, rummer mange af historierne antagelig en god del sandhed. Det må man bare ikke undre sig over. Faktisk undrer det mig, at folk undrer sig over, at politikere er magtbegærlige, sladdervorne og stridslystne. Hvad havde I ventet? Sådan har det altid været. D.G. Monrad, der tilbragte et helt liv i politik, sagde i 1886 i et markant anfald af politisk selverkendelse fra Folketingets talerstol: ”Jeg kan ikke nægte, at det gør indtryk på mig, at vi alle sammen både Højre og Venstre, og de, der ligger midt imellem, er nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker”.

Politikere er med andre ord almindelige mennesker. Nogle er unægtelig dårligere opdraget end andre, men som helhed har vi de politikere, vi har fortjent. Det er hele ideen med demokratiet, at vi vælger repræsentanter af vor midte til at føre politikken på Slotsholmen. En større andel af politikere end befolkningen som helhed har en højere uddannelse, men det bliver man jo som bekendt ikke noget bedre menneske af.

Demokrati er en ordnet måde at slås om magten. I et velfungerende demokrati foregår politiske magtkampe uden blodsudgydelser. Det er et umisteligt gode ved den demokratiske styreform. Ordet erstatter sværdet, men det betyder ikke, at alle er flinke og rare ved hinanden. Magtkampene er stadig magtkampe, og de føres med alle midler, bortset fra vold. Man bør ikke forarges over, at den slags foregår, hvor magten er på spil.

Det, man bør undre sig over, er at danske politikere har en så høj grad af integritet, som de har. Det hører til de absolutte sjældenheder, at danske politikere bruger deres embede til at berige sig selv eller deres nærmeste. Det danske system er meget fintfølende over for nepotisme og korruption. Det hænger ikke mindst sammen med, at danske politikere går ind i politik af overbevisning.

Men politik handler altså til syvende og sidst om at ville magten, for uden magt får man ikke sine synspunkter igennem. Det kan ikke blive andet end uskønt. Hvis man ønsker sig et fredeligt og pynteligt Christiansborg, svarer det til at ønske sig et Christiansborg uden magt. Demokrati handler ikke om at være fredelig og pyntelig. Demokrati er en særlig måde at fordele magten på. Hvis der ikke er magt involveret, er der ingen grund til at have et demokrati.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 27. feb.2014)