"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."
Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.
De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".
Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.
Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.
Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.
Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.
I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.
Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.
Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.
(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)
Er vi i krig?
Mange vil betragte weekendens terroranslag i København som udtryk for noget helt nyt, som at alting nu er delt op i et stort "før" og et tilsvarende stort "efter". Det er en vurdering, der især hævdes af dem, der i skudvekslingerne på Østerbro, i Indre By og på Nørrebro ser de første kamphandlinger i den krig, som de selv har forudset. Det er især debattører, der har advaret mod islamiseringen af det danske samfund og hævdet ytringsfriheden som den væsentligste – somme tider endda den eneste - samfundsværdi, som føler sig bekræftet i deres forventninger.
Ved siden af den forfærdelse, som vi naturligvis alle deler over begivenhederne, kan man endda hos disse debattører spore en vis fryd over at have fået ret i, at vi nu går ind i en ny tid, hvor der endegyldigt hersker klarhed over, hvem der er fjender og hvem der er venner i krigen. Ve dem, der stadig tror, at dialog og præventivt socialt arbejde er vejen frem, for vi står over for en blodtørstig hær af tusinder bevæbnet med automatvåben, der griner ad vores blødsødenhed. Nu handler det om at uddele øretæver og ikke brochurer, skal man tro disse debattører, der gerne vil fremstille regeringen og det etablerede system som magtes- og viljeløst. Nu kræves der handlekraft og vilje til kamp. "Vi er i krig, og vi bør handle derefter", som Søren Pind siger.
Men selvfølgelig er det ikke første gang i nyere dansk historie, at vi står over for terror eller anden form for politisk motiverede drab. Der var ikke mindst bombeanslagene i København mod bl.a. synagogen i Krystalgade i 1985. Det tager jo ikke alvoren ud af den nuværende situation at minde om, at noget lignende har fundet sted før.
Den 20. februar holder Syddansk Universitet et kombineret symposium og mindearrangement for nogle terrordrab, der fandt sted på denne dato for 70 år siden. (foregår i kapellet på Odense Universitetshospital, åbent for offentligheden) Fire læger blev ofre for såkaldte clearingmord begået af Petergruppen, radikaliserede unge mænd, forsynede med våben og en nødtørftig ideologi til at begrunde forbrydelsen. Situationen dengang var naturligvis anderledes, men kan stadig sammenlignes. Der var f.eks. krig. Det er der jo på sin vis også i dag. Deri har Søren Pind ret. Han glemmer bare, at fronterne ligger et andet sted. Regeringen har indvilget i at bidrage til bekæmpelsen af IS i Mellemøsten. Det kan man dårligt kalde mangel på handlekraft.
Men er vi i krig med Mjølnerparken? Skal vi indsætte politiet eller F16-jagere mod terrortruslen herhjemme? Det er jo det spørgsmål, vi må stille de mennesker, der bliver ved med at tale om krig. Svaret er, at det, der virker, er en effektiv politiindsats. Politiets sociale og præventive arbejde, SSP, har gjort meget, bl.a. i Aarhus, og politiforbundets formand har netop i denne situation understreget, at det præventive arbejde er vejen frem.
PET har i mere end et halvt århundrede arbejdet med at forebygge og efterforske forbrydelser mod rigets sikkerhed fra forskellige radikaliserede miljøer. Det er altid svært at evaluere dette arbejde, fordi en stor del af det foregår i hemmelighed. PETs største succeser er altid skjulte, fordi de indebærer, at intet er hændt. Vi skal naturligvis være realistiske og forvente, at der kommer flere forsøg på anslag. I den situation står min lid til politiet, ikke til dem, der vil krigen.
(Kristeligt Dagblad 18. februar 2015)
Ved siden af den forfærdelse, som vi naturligvis alle deler over begivenhederne, kan man endda hos disse debattører spore en vis fryd over at have fået ret i, at vi nu går ind i en ny tid, hvor der endegyldigt hersker klarhed over, hvem der er fjender og hvem der er venner i krigen. Ve dem, der stadig tror, at dialog og præventivt socialt arbejde er vejen frem, for vi står over for en blodtørstig hær af tusinder bevæbnet med automatvåben, der griner ad vores blødsødenhed. Nu handler det om at uddele øretæver og ikke brochurer, skal man tro disse debattører, der gerne vil fremstille regeringen og det etablerede system som magtes- og viljeløst. Nu kræves der handlekraft og vilje til kamp. "Vi er i krig, og vi bør handle derefter", som Søren Pind siger.
Men selvfølgelig er det ikke første gang i nyere dansk historie, at vi står over for terror eller anden form for politisk motiverede drab. Der var ikke mindst bombeanslagene i København mod bl.a. synagogen i Krystalgade i 1985. Det tager jo ikke alvoren ud af den nuværende situation at minde om, at noget lignende har fundet sted før.
Den 20. februar holder Syddansk Universitet et kombineret symposium og mindearrangement for nogle terrordrab, der fandt sted på denne dato for 70 år siden. (foregår i kapellet på Odense Universitetshospital, åbent for offentligheden) Fire læger blev ofre for såkaldte clearingmord begået af Petergruppen, radikaliserede unge mænd, forsynede med våben og en nødtørftig ideologi til at begrunde forbrydelsen. Situationen dengang var naturligvis anderledes, men kan stadig sammenlignes. Der var f.eks. krig. Det er der jo på sin vis også i dag. Deri har Søren Pind ret. Han glemmer bare, at fronterne ligger et andet sted. Regeringen har indvilget i at bidrage til bekæmpelsen af IS i Mellemøsten. Det kan man dårligt kalde mangel på handlekraft.
Men er vi i krig med Mjølnerparken? Skal vi indsætte politiet eller F16-jagere mod terrortruslen herhjemme? Det er jo det spørgsmål, vi må stille de mennesker, der bliver ved med at tale om krig. Svaret er, at det, der virker, er en effektiv politiindsats. Politiets sociale og præventive arbejde, SSP, har gjort meget, bl.a. i Aarhus, og politiforbundets formand har netop i denne situation understreget, at det præventive arbejde er vejen frem.
PET har i mere end et halvt århundrede arbejdet med at forebygge og efterforske forbrydelser mod rigets sikkerhed fra forskellige radikaliserede miljøer. Det er altid svært at evaluere dette arbejde, fordi en stor del af det foregår i hemmelighed. PETs største succeser er altid skjulte, fordi de indebærer, at intet er hændt. Vi skal naturligvis være realistiske og forvente, at der kommer flere forsøg på anslag. I den situation står min lid til politiet, ikke til dem, der vil krigen.
(Kristeligt Dagblad 18. februar 2015)
En tradition bliver til over tid
Modtagelsen af Dronningens nytårstale kan godt give det
indtryk, at Hendes Majestæt med omtalen af de syriske flygtninge har
overskredet en grænse for det tilladelige, fordi hun hermed leverede et
politisk budskab eller tog stilling i en verserende politisk konflikt mellem
regering og opposition på førstnævntes side.
Det står ikke nedskrevet nogen steder – heller ikke i Grundloven, som mange synes at tro – at Dronningen skal være apolitisk. Regentens stilling til det politiske er en praksis, der langsomt har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede, og denne praksis fandt i virkeligheden først sit nuværende leje et stykke inde i Frederik IX’s embedstid. Dens første princip er politisk neutralitet. Dens andet princip er loyalitet mod den siddende regering.
Andre temaer fra den aktuelle politiske dagsorden har også fundet vej til nytårstalerne. Det gælder f.eks. kommunalreformen i 2005, og i 2011 opfordrede Dronningen til, at unge mennesker skulle udvise større fleksibilitet og mobilitet for at blive uddannet og finde beskæftigelse.
Det står ikke nedskrevet nogen steder – heller ikke i Grundloven, som mange synes at tro – at Dronningen skal være apolitisk. Regentens stilling til det politiske er en praksis, der langsomt har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede, og denne praksis fandt i virkeligheden først sit nuværende leje et stykke inde i Frederik IX’s embedstid. Dens første princip er politisk neutralitet. Dens andet princip er loyalitet mod den siddende regering.
Denne udvikling afspejler sig også i regentens nytårstaler.
Nogle af de tidligste kendte taler stammer fra Frederik VIII’s dage, da kongen
endnu blev regnet som en selvstændig aktør. En mere fast form fik talen under
Christian X, og den blev en egentlig national institution efter den første
radiotransmission ved årsskiftet 1940-1941. Christian X havde en delvist
uafhængig dagsorden under besættelsen, men i netop nytårstalerne slog det klart
igennem, at Statsministeriet var medforfatter til teksten. Det blev tydeligere
under Frederik IX, der jævnligt tog fat på temaer fra den indenrigspolitiske og
især den udenrigspolitiske dagsorden. Kongen understregede gang på gang behovet
for at indgå i et internationalt samarbejde i Europa, FN, NATO og Norden.
Den indvandring til Danmark, der var begyndt at tage fart
ved Margrethe II’s tiltrædelse, blev hurtigt genstand for hendes nytårstaler. I
1976 gik hendes nytårsønsker til ”de mange, der har fundet hertil, men for hvem
Danmark er et fremmed land, gid også de må føle, at de er en del af det danske
samfund.” Siden dengang har de danskes forhold til det fremmede været et ofte
gentaget tema i nytårstalerne. Berømtest er ordene fra 1984 om de ”dumsmarte
bemærkninger”, en vending som Dronningen dog selv sidenhen har lagt afstand
til. I 2006 talte Dronningen som så ofte før varmt om de værdier, som det
danske samfund bygger på, og ramte med sine ord lige ned i den dagsorden, som
var sat at karikaturkrisen samme år.
2007 rettede Dronningen en hilsen ”til alle de mange, som
gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for
dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder,
må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del
af det danske samfund.”Andre temaer fra den aktuelle politiske dagsorden har også fundet vej til nytårstalerne. Det gælder f.eks. kommunalreformen i 2005, og i 2011 opfordrede Dronningen til, at unge mennesker skulle udvise større fleksibilitet og mobilitet for at blive uddannet og finde beskæftigelse.
Som alle andre af Dronningens embedshandlinger holdes nytårstalen ifølge statsforfatningsskikken i overensstemmelse med princippet om ministeriet kontrasignatur. Det vil sige, at ordlyden er godkendt i Statsministeriet. Dronningens personlige præg på talen er umiskendeligt, især i sprogdragten, men den er altid blevet holdt på grænsen til det politiske, det vil sige tæt på det aktuelle og vedkommende. Alternativet ville være en tale af lutter tomme ligegyldigheder.
(Kristeligt Dagblad 7. januar 2015)
Fattigdom og kommaer
Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.
Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.
Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:
"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"
Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.
Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.
Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:
"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."
Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.
De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.
Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.
Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?
Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:
"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"
Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:
"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."
Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.
(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)
Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.
Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:
"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"
Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.
Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.
Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:
"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."
Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.
De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.
Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.
Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?
Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:
"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"
Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:
"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."
Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.
(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)
1864: Med andre øjne
Den 30. oktober er det 150 år siden Freden i Wien blev underskrevet. Det var den traktatlige besegling af det militære nederlag, som Danmark havde lidt i den korte krig, der havde udspillet sig fra februar til juli måned 1864, og som har ført til velsagtens den mest omfattende selvransagelse i dansk historie i almindelighed og dansk historieskrivning i særdeleshed.
Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.
Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.
Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.
Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet
Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller
Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.
Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.
Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.
En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.
En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.
Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.
Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.
Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.
Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.
Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.
Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.
Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.
(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)
Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.
Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.
Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.
Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet
Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller
Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.
Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.
Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.
En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.
En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.
Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.
Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.
Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.
Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.
Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.
Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.
Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.
(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)
Remtræk til virkeligheden
"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet." Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi – med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl – savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.
Der er den sandhed i min kollegas udsagn, at autonomi er en del af universitetets hjerteblod. Fri og uafhængig undervisning og forskning er en nødvendig forudsætning for, at kvaliteten i uddannelserne og forskningen kan opretholdes på lang sigt. Der er masser af eksempler på, at politiske eller kommercielle interesser har forsøgt at kompromittere dem. Endnu er de centrale redskaber (studieordningerne og de videnskabelige bedømmelser og ansættelser) nogenlunde sikret, men det er en blivende kamp at beskytte deres integritet. Bolognaprocessen og akkrediteringspanelerne har allerede sat præg på studieordningerne. Medicinerne kæmper en løbende kamp for at bevare uafhængigheden af den medicinske industri, og i mit eget fag – historie - er det en kendt sag, at visse politiske kredse har forsøgt at købe sig til resultater, der svarer til deres udlægning af fortiden.
Det er imidlertid en afgørende misforståelse, at universitetet i almindelighed står isoleret fra samfundet. Vores forskningsresultater og de mennesker, vi uddanner, hjælper til at helbrede sygdomme, ordne økonomien, undervise ungdommen, forstå sprog, fortolke fortiden, forudsige jordskælv, bekæmpe forurening osv. osv. Det gør vi på uafhængig videnskabelig grund. Det betyder også, at vores forskning og vores kandidater rummer et kritisk potentiale, som ikke lader sig kue. Det er ubelejligt for nogle, men godt for samfundet, at der findes økonomer, geologer, biologer arkæologer osv. til at råbe vagt i gevær.
Folk vælger ikke en universitetsuddannelse for at isolere sig fra samfundet, men for at blive klogere og få et bedre liv. Til det hører også et arbejdsliv alene af den grund, at arbejdet holder næringssorgerne fra døren og fylder mindst en tredjedel af de vågne timer på en almindelig uge for de fleste af os.
De klassiske embedseksamener i medicin, teologi, jura og den såkaldte skoleembedseksamen (gymnasielærer) findes stadig. Det må man ikke glemme. De giver monopol på at udfylde specifikke samfundsfunktioner mod løn og pension. Hvis man ikke vælger denne traditionelle livsbane, er der mange andre indgange til det, der i dag kun kan beskrives som et meget omskifteligt og sammensat arbejdsmarked. Erfaringsmæssigt kæmper mange især humanistiske kandidater med at få et klart billede af, hvad deres værdi på dette arbejdsmarked egentlig er. Den erkendelse kommer typisk først med de første joberfaringer.
Vi skal ikke være blinde for, hvad der foregår på arbejdsmarkedet. Derfor er der også god grund til at se på, hvor mange vi uddanner og i hvilke fag. Men det er ikke øjeblikkets konjunkturer, der skal diktere, hvordan universitetet skal være universitet
(Klumme i Humanist nr. 12, 2014)
Der er den sandhed i min kollegas udsagn, at autonomi er en del af universitetets hjerteblod. Fri og uafhængig undervisning og forskning er en nødvendig forudsætning for, at kvaliteten i uddannelserne og forskningen kan opretholdes på lang sigt. Der er masser af eksempler på, at politiske eller kommercielle interesser har forsøgt at kompromittere dem. Endnu er de centrale redskaber (studieordningerne og de videnskabelige bedømmelser og ansættelser) nogenlunde sikret, men det er en blivende kamp at beskytte deres integritet. Bolognaprocessen og akkrediteringspanelerne har allerede sat præg på studieordningerne. Medicinerne kæmper en løbende kamp for at bevare uafhængigheden af den medicinske industri, og i mit eget fag – historie - er det en kendt sag, at visse politiske kredse har forsøgt at købe sig til resultater, der svarer til deres udlægning af fortiden.
Det er imidlertid en afgørende misforståelse, at universitetet i almindelighed står isoleret fra samfundet. Vores forskningsresultater og de mennesker, vi uddanner, hjælper til at helbrede sygdomme, ordne økonomien, undervise ungdommen, forstå sprog, fortolke fortiden, forudsige jordskælv, bekæmpe forurening osv. osv. Det gør vi på uafhængig videnskabelig grund. Det betyder også, at vores forskning og vores kandidater rummer et kritisk potentiale, som ikke lader sig kue. Det er ubelejligt for nogle, men godt for samfundet, at der findes økonomer, geologer, biologer arkæologer osv. til at råbe vagt i gevær.
Folk vælger ikke en universitetsuddannelse for at isolere sig fra samfundet, men for at blive klogere og få et bedre liv. Til det hører også et arbejdsliv alene af den grund, at arbejdet holder næringssorgerne fra døren og fylder mindst en tredjedel af de vågne timer på en almindelig uge for de fleste af os.
De klassiske embedseksamener i medicin, teologi, jura og den såkaldte skoleembedseksamen (gymnasielærer) findes stadig. Det må man ikke glemme. De giver monopol på at udfylde specifikke samfundsfunktioner mod løn og pension. Hvis man ikke vælger denne traditionelle livsbane, er der mange andre indgange til det, der i dag kun kan beskrives som et meget omskifteligt og sammensat arbejdsmarked. Erfaringsmæssigt kæmper mange især humanistiske kandidater med at få et klart billede af, hvad deres værdi på dette arbejdsmarked egentlig er. Den erkendelse kommer typisk først med de første joberfaringer.
Vi skal ikke være blinde for, hvad der foregår på arbejdsmarkedet. Derfor er der også god grund til at se på, hvor mange vi uddanner og i hvilke fag. Men det er ikke øjeblikkets konjunkturer, der skal diktere, hvordan universitetet skal være universitet
(Klumme i Humanist nr. 12, 2014)
Så meget tog Fukuyama altså heller ikke fejl
Francis Fukuyama, Historiens afslutning og det sidste menneske, Gyldendal 1993
I sommeren 1989 fik den dengang ukendte Francis Fukuyama (f. 1952) udgivet en artikel i det fremtrædende amerikanske tidsskrift The National Interest. Den bar den bemærkelsesværdige overskrift "The End of History?" og var på bare 18 sider. Artiklen vakte opmærksomhed, fordi den forudsagde, at verdenshistorien havde det vestlige, liberale demokrati som sit naturlige endemål. Langsomt ville alverdens diktaturer og despotier forkrøble, og markedsøkonomien og den demokratiske retsstat ville vinde frem overalt, fordi der ikke bestod noget troværdigt alternativ til den samfundsform. Opmærksomheden blev imidlertid i løbet af nogle få måneder til sensation, da Warzawapagten smuldrede, etpartidiktaturerne i det østlige og centrale Europa gik i opløsning og Sovjetunionen faldt fra hinanden. Processen var allerede i gang, da Fukuyama skrev sin artikel, men ingen havde endnu ved DDR’s 40 års jubilæum i oktober 1989 kunnet forudse, at jerntæppet ville være rustet bort blot en måned senere. Murens fald katapulterede den indtil da lovende og dristige tænker Fukuyama op til øjeblikkelig stjernestatus på det intellektuelle firmament, fordi han blev set som den, der havde forudset, hvad ingen andre havde kunnet forestille sig. Ret beset havde Fukuyama ikke forudset det konkrete begivenhedsforløb, men det gjorde ikke nævneværdigt indhug i hans berømmelse.
Artiklen blev i 1992 omarbejdet til en bog, der blev udgivet på dansk året efter med titlen "Historiens afslutning og det sidste menneske", altså uden spørgsmålstegnet.
Fukuyama bliver somme tider slået i hartkorn med den materialistiske økonomiske skole, der betragter markedsøkonomien som god i sig selv. Denne såkaldte "ultraliberalisme" har i virkeligheden ikke mange fortalere i sin rene form. Den er lige så meget et fantom, hvis væsentligste funktion er at fungere som retorisk figur blandt antiliberalister. Hvorom alting er, handler Murens fald fra et økonomisk synspunkt om forbrugerismens sejr over planøkonomien, altså om den ene materialismes sejr over den anden. Fukuyama står imidlertid i filosofisk forstand i en helt anden tradition, G.W.F. Hegels idealisme. Hegel var blandt meget andet historiefilosof og som sådan havde han allerede forudsagt historiens afslutning i 1806.
Det er nemt at gøre grin med Hegel, fordi han jo så indlysende tog fejl. Hegel blev i eftertiden afskrevet som en fantast, hvis virkelighedsopfattelse stammede fra studier i kaffegrums. Andres tilsvarende forsøg på at sammenfatte verdenshistorien på en formel – f.eks. Oswald Spenglers og Arnold Toynbees - led tilsvarende nederlag. Senest skete det for en af Hegels væsentligste efterfølgere og fortolkere, Karl Marx, hvis forestilling om historiens afslutning grundstødte på virkelighedens hårde klippe mange år før 1989.
Med en pointe overtaget fra den russisk-franske Hegel-fortolker Alexandre Kojéve identificerede Fukuyama en grundlæggende social mekanisme hos mennesket, ofte kaldet anerkendelsens dialektik. Den går ud fra den iagttagelse, at mennesket er kendetegnet ved begær ikke blot efter magt, sex og rigdom, men også efter ankerkendelse. Denne drift kaldte Fukuyama thymos med et ord lånt hos Platon. Det er thymos, der adskiller mennesket fra dyrene. For os er det ikke nok at æde, forplante sig og overleve. Vi vil anerkendes og det i en sådan grad, at vi somme tider er villige til at sætte livet på spil alene for at opnå prestige, henholdsvis undlade at miste den.
Denne anerkendelsestrang kan overdrives i det absurde og antage karakter af megalothymia, sådan som man finder det hos diktatorer, der ustandseligt afæsker deres omgivelser tilkendegivelser af hengivenhed og underdanighed. Men pointen er, at anerkendelsestrangen aldrig kan tilfredsstilles, så længe relationen er asymmetrisk. Mest berømt er eksemplet med slaverne og deres herre. Herren får tilsyneladende anerkendelse af slaverne, men så længe de er hans slaver, vil anerkendelsen altid være forloren, drevet af frygt og underdanighed. Hvis herren vil være sikker på, at anerkendelsen er ægte, må den være givet i frihed, og derfor må han sætte slaverne fri. Anerkendelsen anerkendes af den anerkendte kun som anerkendelse, hvis den anerkendte kan anerkende den anerkendende som ligemand, for nu at tale lidt hegelsk.
Overført på det store perspektiv vil menneskets lykke derfor kun tilvejebringes i et samfund, hvor alle er frie, og som regeres i overensstemmelse hermed. Magt kan altså kun indehaves af dem, der i udgangspunktet er vores ligemænd. Det vil i praksis sige, at for at beholde magten skal magthaverne have vores anerkendelse hvert fjerde år.
Fukuyama var den første til at indrømme, at dette ræsonnement er væsentlig bedre til at forklare den politiske liberalisme end den økonomiske. Der er kun lidt, der med logisk nødvendighed binder de to sammen. Fukuyama havde imidlertid ikke vanskeligt ved at vise, at de i praksis altid følges ad. Markedsøkonomiens evne til at tilfredsstille materielle behov er en tilsyneladende lige så uimodståelig kraft som demokratiets evne til at tilfredsstille anerkendelsesbehovet.
Problemet for Fukuyama var, at når engang de liberaldemokratiske principper havde sejret i hele verden, ville verdenshistorien ende i kedsomhed. Der ville ikke længere være noget at kæmpe for. De konflikter, der tidligere havde fremkaldt vovemod, forestillingsevne og skabertrang, ville være bilagt og erstattet af økonomiske kalkuler, praktiske løsninger på hverdagens problemer og forfinede teknikker til tilfredsstillelse af forbrugernes behov.
Selvfølgelig, havde man nær sagt, fik Fukuyama ikke ret. Vi er langt fra den tilstand af universel kedsomhed, der kun afføder blanke sider i historiebøgerne. Alene klimaspørgsmålet er nok til at gøre denne epoke til interessante tider at leve i. Hans gamle lærer fra Harvard, Samuel Huntington, lancerede allerede i 1992 den teori, at verden ikke var på vej til at konvergere til et stort system, men at den består af en række fundamentalt forskellige civilisationer, der indgår i en stadig kamp og konkurrence. Mange så den 11. september 2001 som den endelige bekræftelse af Huntingtons teori.
Fukuyamas teori blev i den anledning reduceret til en betragtning, der i hvert fald indtil videre ikke gælder hele verden, men kun den vestlige kulturkreds. Ikke desto mindre står den stadig stærkt, fordi den viser, at der er andet og mere end bare økonomi på spil, når vi taler om "vestlige værdier".
(Kristeligt Dagblad 30. september 2014)
I sommeren 1989 fik den dengang ukendte Francis Fukuyama (f. 1952) udgivet en artikel i det fremtrædende amerikanske tidsskrift The National Interest. Den bar den bemærkelsesværdige overskrift "The End of History?" og var på bare 18 sider. Artiklen vakte opmærksomhed, fordi den forudsagde, at verdenshistorien havde det vestlige, liberale demokrati som sit naturlige endemål. Langsomt ville alverdens diktaturer og despotier forkrøble, og markedsøkonomien og den demokratiske retsstat ville vinde frem overalt, fordi der ikke bestod noget troværdigt alternativ til den samfundsform. Opmærksomheden blev imidlertid i løbet af nogle få måneder til sensation, da Warzawapagten smuldrede, etpartidiktaturerne i det østlige og centrale Europa gik i opløsning og Sovjetunionen faldt fra hinanden. Processen var allerede i gang, da Fukuyama skrev sin artikel, men ingen havde endnu ved DDR’s 40 års jubilæum i oktober 1989 kunnet forudse, at jerntæppet ville være rustet bort blot en måned senere. Murens fald katapulterede den indtil da lovende og dristige tænker Fukuyama op til øjeblikkelig stjernestatus på det intellektuelle firmament, fordi han blev set som den, der havde forudset, hvad ingen andre havde kunnet forestille sig. Ret beset havde Fukuyama ikke forudset det konkrete begivenhedsforløb, men det gjorde ikke nævneværdigt indhug i hans berømmelse.
Artiklen blev i 1992 omarbejdet til en bog, der blev udgivet på dansk året efter med titlen "Historiens afslutning og det sidste menneske", altså uden spørgsmålstegnet.
Fukuyama bliver somme tider slået i hartkorn med den materialistiske økonomiske skole, der betragter markedsøkonomien som god i sig selv. Denne såkaldte "ultraliberalisme" har i virkeligheden ikke mange fortalere i sin rene form. Den er lige så meget et fantom, hvis væsentligste funktion er at fungere som retorisk figur blandt antiliberalister. Hvorom alting er, handler Murens fald fra et økonomisk synspunkt om forbrugerismens sejr over planøkonomien, altså om den ene materialismes sejr over den anden. Fukuyama står imidlertid i filosofisk forstand i en helt anden tradition, G.W.F. Hegels idealisme. Hegel var blandt meget andet historiefilosof og som sådan havde han allerede forudsagt historiens afslutning i 1806.
Det er nemt at gøre grin med Hegel, fordi han jo så indlysende tog fejl. Hegel blev i eftertiden afskrevet som en fantast, hvis virkelighedsopfattelse stammede fra studier i kaffegrums. Andres tilsvarende forsøg på at sammenfatte verdenshistorien på en formel – f.eks. Oswald Spenglers og Arnold Toynbees - led tilsvarende nederlag. Senest skete det for en af Hegels væsentligste efterfølgere og fortolkere, Karl Marx, hvis forestilling om historiens afslutning grundstødte på virkelighedens hårde klippe mange år før 1989.
Med en pointe overtaget fra den russisk-franske Hegel-fortolker Alexandre Kojéve identificerede Fukuyama en grundlæggende social mekanisme hos mennesket, ofte kaldet anerkendelsens dialektik. Den går ud fra den iagttagelse, at mennesket er kendetegnet ved begær ikke blot efter magt, sex og rigdom, men også efter ankerkendelse. Denne drift kaldte Fukuyama thymos med et ord lånt hos Platon. Det er thymos, der adskiller mennesket fra dyrene. For os er det ikke nok at æde, forplante sig og overleve. Vi vil anerkendes og det i en sådan grad, at vi somme tider er villige til at sætte livet på spil alene for at opnå prestige, henholdsvis undlade at miste den.
Denne anerkendelsestrang kan overdrives i det absurde og antage karakter af megalothymia, sådan som man finder det hos diktatorer, der ustandseligt afæsker deres omgivelser tilkendegivelser af hengivenhed og underdanighed. Men pointen er, at anerkendelsestrangen aldrig kan tilfredsstilles, så længe relationen er asymmetrisk. Mest berømt er eksemplet med slaverne og deres herre. Herren får tilsyneladende anerkendelse af slaverne, men så længe de er hans slaver, vil anerkendelsen altid være forloren, drevet af frygt og underdanighed. Hvis herren vil være sikker på, at anerkendelsen er ægte, må den være givet i frihed, og derfor må han sætte slaverne fri. Anerkendelsen anerkendes af den anerkendte kun som anerkendelse, hvis den anerkendte kan anerkende den anerkendende som ligemand, for nu at tale lidt hegelsk.
Overført på det store perspektiv vil menneskets lykke derfor kun tilvejebringes i et samfund, hvor alle er frie, og som regeres i overensstemmelse hermed. Magt kan altså kun indehaves af dem, der i udgangspunktet er vores ligemænd. Det vil i praksis sige, at for at beholde magten skal magthaverne have vores anerkendelse hvert fjerde år.
Fukuyama var den første til at indrømme, at dette ræsonnement er væsentlig bedre til at forklare den politiske liberalisme end den økonomiske. Der er kun lidt, der med logisk nødvendighed binder de to sammen. Fukuyama havde imidlertid ikke vanskeligt ved at vise, at de i praksis altid følges ad. Markedsøkonomiens evne til at tilfredsstille materielle behov er en tilsyneladende lige så uimodståelig kraft som demokratiets evne til at tilfredsstille anerkendelsesbehovet.
Problemet for Fukuyama var, at når engang de liberaldemokratiske principper havde sejret i hele verden, ville verdenshistorien ende i kedsomhed. Der ville ikke længere være noget at kæmpe for. De konflikter, der tidligere havde fremkaldt vovemod, forestillingsevne og skabertrang, ville være bilagt og erstattet af økonomiske kalkuler, praktiske løsninger på hverdagens problemer og forfinede teknikker til tilfredsstillelse af forbrugernes behov.
Selvfølgelig, havde man nær sagt, fik Fukuyama ikke ret. Vi er langt fra den tilstand af universel kedsomhed, der kun afføder blanke sider i historiebøgerne. Alene klimaspørgsmålet er nok til at gøre denne epoke til interessante tider at leve i. Hans gamle lærer fra Harvard, Samuel Huntington, lancerede allerede i 1992 den teori, at verden ikke var på vej til at konvergere til et stort system, men at den består af en række fundamentalt forskellige civilisationer, der indgår i en stadig kamp og konkurrence. Mange så den 11. september 2001 som den endelige bekræftelse af Huntingtons teori.
Fukuyamas teori blev i den anledning reduceret til en betragtning, der i hvert fald indtil videre ikke gælder hele verden, men kun den vestlige kulturkreds. Ikke desto mindre står den stadig stærkt, fordi den viser, at der er andet og mere end bare økonomi på spil, når vi taler om "vestlige værdier".
(Kristeligt Dagblad 30. september 2014)
Abonner på:
Opslag (Atom)