At erindre en forbrydelse

Den 22. juli 2011 blev en kraftig bilbombe bragt til sprængning i Grubbegata ud for Statsministeriet i Oslo. Senere samme dag begik gerningsmanden et massemord blandt deltagerne i en sommerlejr for unge socialdemokrater uden for byen. I alt 77 mennesker omkom.

 Begivenheden har sat sig blivende spor også i mange danskeres erindring og vil blive en fast bestanddel af fremtidens historiebøger. Denne form for terrorisme er sjældent set i Skandinavien og slet ikke i denne størrelsesorden. Mærkerne efter bombesprængningen er stadig tydelige i Oslo i dag, fire år efter begivenheden. Hele Regjeringskvartalet, som området hedder, bærer præg af det. En af de hårdest ramte bygninger er revet ned. De øvrige står endnu; en med de knuste ruder blændede af krydsfinérplader, en anden med hele facaden dækket af presenninger, der camouflerer ødelæggelserne.

For turisterne i byen skiltes der ikke med stedet på samme måde som med byens øvrige attraktioner, men det er afgjort et besøg værd for den, på hvem den 22. juli 2011 gjorde indtryk. Norge er kommet videre. Oslo er en dynamisk by, der emmer af velstand og virkelyst, og hvor der ikke forekommer at være langt fra tanke til handling. Anderledes er det imidlertid i Regjeringskvartalet. Her hersker der ikke den samme livlighed som i resten af byen. Det er ikke fordi der er dødt eller bygningerne er mennesketomme. Kontorfolk færdes i dem, og bygningsarbejdere er i gang. Det er bare alt for tydeligt, at der er sket så påfaldende lidt på fire år.

Livet her er stadig behersket af den stilstand, der indtrådte den julidag for fire år siden. Nogle plancher på stedet forklarer, hvad planerne er for området. Man regner med at sætte væsentlige arbejder i gang næste år eller i 2017. På de samme plancher gøres der ikke meget ud af årsagen til hele byggeprojektet. Datoen nævnes, gerningsmanden ikke. Der er antagelig mange årsager til, at genopbygningen af Regjeringskvartalet trækker ud. En af dem kunne man læse om i Aftenposten forleden. Fortidsminneforeningen har indstillet en af bygningerne, den såkaldte Y-blok tegnet af arkitekten Erling Viksjø i 1969, til Europa Nostras liste over bevaringsværdige og truede kulturminder.

Men det er næppe hele forklaringen. Andre steder i Oslo har man tydeligvis ingen problemer med at rive gammelt ned og bygge nyt op. En af udfordringerne, som bygherren står over for, er at denne begivenhed som alle vigtige historiske begivenheder kalder på et mindesmærke, en fysisk manifestation af det, der har gjort så stort et indtryk på så mange. Det er i almindelighed ikke vanskeligt at rejse monumenter over glædelige begivenheder. De har vi mange eksempler på. Katastrofer er en udfordring. Forbrydelser er endnu vanskeligere at mindes i monumentets form, for de har – til forskel fra katastrofer – som regel en identificérbar gerningsmand. Et mindesmærke over en forbrydelse risikerer derfor let at blive et monument over forbryderen.

Nordmændene skal nok finde en løsning, som yder ofrene retfærdighed, når fortiden er oparbejdet. Det er lykkedes andre steder, hvor lignende forbrydelser har fundet sted. Indtil da står de tydeligt beskadigede bygninger i Regjeringskvartalet som Oslos foreløbige mindesmærke over terrorangrebet i 2011. De legemliggør den sætningsskade, som samfundet blev udsat for, og der er kimen til en opbyggelighed at finde i sporene efter ødelæggelsen.

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2015. Denne klumme er den første i en serie kaldet historisk set. Redaktionen valgte at sætte gerningsmandens navn ind i både underrubrik og brødtekst, men det er med fuldt overlæg udeladt i min oprindelige tekst - således også her - i overensstemmelse med pointen.)

Den hellige, almindelige valgret

Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i 1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund. Men det er interessant, at hverken junigrundloven fra 1849 eller nogen af de senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i Danmark. Statsomvæltningen i 1848 og grundloven året efter var i sin grund blot en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ forsamling.

Valgretten til den repræsentative forsamling – indtil 1953 Rigsdagen og derefter Folketinget – er konstant blevet udvidet, og samtidig har Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20. århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.

I vurderingen af denne demokratiske forsamlings sammensætning er to spørgsmål afgørende: hvem eller hvad skal repræsenteres og hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen for at finde forklaringen.

Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs lidt kringlede prosa.

Selv om det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende også for vore dages demokrati: hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning, hvor matematik + følelser helst skal være lig med fornuft.

Et af hovedkravene, som blev stillet blandt politisk aktive borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved hjælp af det, vi i dag kender som Finansloven.

Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens husholdning. Selv om kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i 1882.

Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond – en arbejdsgiver eller en godsejer. Den berømte remse af f’er, der ikke havde valgret – fallenter, fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold osv. – havde derimod det til fælles, at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige – kort sagt uansvarlige.

I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling. Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution mod det britiske koloniherredømme: ”No taxation without representation.” De amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give kvinderne stemmeret.

Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret for familien og dens trivsel.  Netop kommunernes overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i 1903.

Det banede vejen for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig. Den nye valglov var først og fremmest et opgør med husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik f.eks. i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse tyendet fysisk blev ophævet.

Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at den, der i kraft af Værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige handleevne, f.eks. på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin stemmeret. Og selv om valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der i øvrigt betragtes som ansvarlige.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 3. juni 2015. Manuskript til tale holdt ved Københavns Universitets fejring af 100-året for 1915-grundloven og kvindernes stemmeret den 1. juni 2015.)

Monarki og republik

Diskussionen om indførelsen af republik er taget op igen af Zenia Stampe. Spørgsmålet er, om republikken som statsform er bedre end monarkiet? Måler man på hovedkriterierne for et retfærdigt og godt samfund, har republikkerne ikke en særlig god statistik over de sidste 100 år. De stater, der har begået det 20. århundredes med afstand største forbrydelser mod menneskeheden, var alle republikker: Maos Kina, Nazityskland og Sovjetunionen. Desuden kan det seneste århundrede udvise en meget lang række af republikanske militærdiktaturer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, som heller ikke pynter i den moralske statistik. Der findes også prominente eksempler på totalitære monarkier som Mussolinis Italien, Japan frem til 1945 eller nutidens Saudi-Arabien, men hovedindtrykket er, at republikken statistisk set ikke har noget at prale af.

Ser man på Europa inden for den seneste generation har vi været vidner til diktaturernes fald i Portugal, Spanien og Grækenland i 1970erne og til Warszawapagtens sammenbrud i 1989-91. Det har været en enestående demokratisk og fredelig udvikling, som vil blive stående som en verdenshistorisk landvinding. Det meste af Europa – med republikkerne Rusland og Hviderusland som væsentlige undtagelser – er i dag demokratiske retsstater. De lande, der i dag bedst lever op til kravene om demokratisk medbestemmelse, lighed for loven, velfærd og fravær af korruption er ofte monarkier. Syv ud af de ti højest rangerende på Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande er monarkier.

Det skyldes ikke, at den monarkiske statsform i sig selv skaber retfærdighed, velstand eller folkelig medbestemmelse, men det er en klar indikation af det forhold, at monarkiet som statsform ikke er nogen hindring for udviklingen af et retfærdigt, demokratisk og velstående samfund – snarere tværtimod. Så længe retsplejen er uafhængig, lovgivningen vedtages af en repræsentativ forsamling sammensat ved hjælp af frie og lige valg, og regeringsmagten udgår fra denne forsamling, er der tale om et parlamentarisk demokrati. Om valget af statsoverhoved foretages ved – typisk indirekte – afstemning eller ved genetisk lodtrækning, er underordnet i demokratisk henseende. Statsoverhovederne i moderne konstitutionelle monarkier og parlamentariske republikker har samme funktion.

Med hensyn til lighed for loven, adskiller det ikke Dronning Margrethe fra andre statsoverhoveder, monarkiske såvel som republikanske, at hun nyder retlig immunitet. Et fungerende statsoverhoved kan typisk ikke retsforfølges uanset statsformen.

Med hensyn til omkostningerne og dermed indirekte til velfærden, er det naturligvis ikke billigt at forsyne statsoverhovedet med det ceremoniel i form af militære musikkorps, sikkerhed, transport, tyende og bolig, der hører embedet til, men det adskiller ikke præsidenten fra monarken. Det for tiden dyreste statsoverhovedembede i Europa er det franske.

Med hensyn til den demokratiske legitimitet har monarkierne naturligvis et teoretisk problem, men i praksis nyder de europæiske monarker en væsentlig større folkelig opbakning end deres ikke-monarkiske kollegaer.

Når Zenia Stampe derfor ønsker at afskaffe monarkiet, er der tale om symbolpolitik. Så længe der ikke udgår nogen trussel fra monarkiet mod demokratiet, retssikkerheden eller velfærden, findes der ingen saglig grund til at afskaffe denne statsform.

(Kristeligt Dagblad 21. april 2015. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik. En fejl i antallet af monarkier på TIs liste er rettet. Det er kun syv lande i top ti, der er monarkier. Det er dog otte i top 11.)

De uanstændige

Frederik Stjernfelt langer på bagsiden af Bøger den 10. april ud efter nogle, han kalder ”De Anstændige”. Af konteksten kan man forstå, at det skal forstås ironisk. Det må læses således, at Stjernfelt finder ”de anstændige” uanstændige. Man kvalificerer sig tilsyneladende til dette prædikat, hvis man insisterer på at tale pænt til folk.

Hvorom alting er, ulejliger Stjernfelt sig ikke med at sætte navn på disse ”anstændige”, som han er så uenig med. Disse unavngivne har ifølge Stjernfelt gjort sig skyldig i provinsialisme, idet de ikke har forstået, at islamistisk terrorisme er et internationalt problem. Igen gad man gerne se dokumenteret, hvem i alverden der ikke er klar over det? Det kan i hvert fald ikke være Weekendavisens læsere, der ugentligt underrettes omhyggeligt om spørgsmålet.

Stjernfelt opremser en række episoder fra de seneste måneder verden over, som han kobler sammen med islamismen. Han har tidligere i Weekendavisen udredt islamismens idéhistorie, hvor han bl.a. har understreget ligheden med andre af det 20. århundredes totalitære ideologier: bolsjevisme, fascisme og nazisme. Den teori kan meget vel have noget for sig, men den har den svaghed, at der er tale om generelle betragtninger, der ikke er handlingsanvisende.

Hvad skal vi egentlig gøre, som ikke allerede er gjort af militær, diplomati, efterretningstjenester og politi? Hvem skal bombes, som ikke allerede er blevet bombet? Hvem skal aflyttes, som ikke allerede bliver aflyttet? Hvem skal anholdes, som ikke allerede er anholdt? Hvordan skal en anti-islamismestrategi i givet fald tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?

Han har jo helt ret i, at det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene, men hvad har Stjernfelt konkret tænkt sig, at vi skal stille op over for saudiarabisk straffelov, lynchninger i Kabul,
afrikanske militskrige og københavnske skudattentater?

(læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 17. april 2015)

Stjernfelt svarede den 24. april:

Jes Fabricius Møller erklærer sig i et læserbrev om islamisme (17/4) enig med undertegnede i, at »det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene«. Det er glædeligt, at han således forlader det anstændige synspunkt, at det i virkeligheden er »tonen i debatten«, der er den egentlige årsag til islamistisk terror. Hans nyvundne enighed giver sig dog udtryk i en noget overdreven tiltro til, hvad jeg formår - han vil gerne have mit svar på, hvordan en »anti-islamismestrategi i givet fald skal tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?« Det er et spørgsmål med mange facetter og en af disse års helt store udfordringer i international politik. Jeg har ikke noget simpelt svar på det. Jeg kender heller ikke til andre, der har det.

Aktuel islamisme som politisk vækkelse er ret omfattende, og som i tilfældet med de fleste vækkelser forsvinder den antagelig allertidligst, når dens første generation afgår ved en naturlig død - altså længe efter Jes' og min levetid.

Opgaven i mellemtiden må være at forhindre, at islamismens radikale had til oplysning, frihed og demokrati undergraver også de vestlige samfund. I den sammenhæng tror jeg, det er gavnligt at begynde med at forstå, at islamismen ikke er en hovsareaktion på nogle vestlige bøger og tegninger, som man derfor med fordel kan undgå eller forbyde. At gøre dette vil tværtimod være at bidrage til et centralt punkt i islamismens agenda: at kæmpe imod samfund med en åben offentlig sfære, hvor kritik, også af religioner, er mulig.

Min duplik blev trykt den 30. april:

Jeg efterlyste i min replik til Frederik Stjernfelt den eller de personer, der efter hans mening hører til de "anstændige", altså dem, der mener, at man kan hindre terror ved at justere på "tonen i debatten".

Jeg kan til min egen overraskelse se, at det er mig selv - i hvert fald indtil for nylig, idet Stjernfelt skriver (24/4), at det er et synspunkt, jeg nu har forladt. Men Stjernfelt skyggebokser fortsat. Jeg synes nu som før, at man skal tale ordentligt til hinanden, men jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have givet udtryk for, at terror kan forhindres ved at tale anderledes, eller at terrorofre selv er skyld i terror.

Hvis man skal forhindre og forebygge terror, må man se på årsagerne til terrorisme, og de er antagelig mange og forskellige. Stjernfelt understreger meget stærkt ideologi som årsag. Den udgør antagelig i flertallet af tilfældene en medvirkende, men kun i et mindretal af tilfældene en udtømmende forklaring på terror. Det var derfor, jeg i min første replik afæskede Stjernfelt svar på, hvad han vil gøre for at forebygge terror i praksis herhjemme og globalt? Det var tænkt som en anledning til at nå lidt videre i analysen af problemet ved at udvide paletten af mulige for klaringsfaktorer til at omfatte andet end en - isme.

Den udviklede evne til opmærksomhed

I stort set alle skoler og læreanstalter bliver begrebet dannelse brugt som et bolværk mod det pres i retning af, hvad man kan kalde en instrumentalisering af uddannelserne, altså at uddannelsessystemet måles på dets nytte for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien i den globale konkurrence. Det gælder også blandt symbolanalytikerne her på humaniora.

Der findes ingen enighed om, hvordan man definerer dannelsen. Man kan sige, at dannelse adskiller sig fra uddannelse ved, at den udgør et formål i sig selv. Dannelse er mere end de erhvervsrettede færdigheder eller den faglighed, som en uddannelse giver. Dannelsen indebærer en udvikling af menneskets karakter og evne til at begå sig. I romantikken var erkendelsesidealet en syntese af det gode, det sande og det skønne, altså religionen (gerne identificeret med moral og etik), videnskaben og kunsten. Guldalderens dannede menneske var altså ikke blot en beholder for hukommelsesfylde, thi dannelse forpligter til andet end at reproducere kanonisk viden. Det dannede menneske har forladt sin selvforskyldte umyndighed og træder i karakter.

I en brevroman fra 1865 af M.A. Goldschmidt definerer en af hovedpersonerne dannelsen således: ”Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.”

Det smukke ved Goldschmidts definition er bl.a. hans anvendelse af adjektivet opmærksom, for det har på dansk både et etisk og erkendelsesmæssigt aspekt. Opmærksomhed kan betyde både iagttagelsesevne og en gave givet af venlighed.

Citatet randt mig i hu, da jeg forleden bemærkede parkeringen af cykler foran KUA2’s hovedindgang. Den bar ikke præg af at være foretaget af nogen, der havde modtaget undervisning i symbolanalyse. I asfalten er placeret de såkaldte ledelinjer, rækker af gule punkter i lavt relief, der tjener blinde og svagtseende som hjælp til at finde vej. Som indikation af formålet er der ved siden af linjerne med jævne mellemrum vist et piktogram af en person med blindestok. Hvad selv blinde kan sanse, var imidlertid forblevet usynligt for de uopmærksomme, der havde placeret deres køretøj, så det stod nærmest demonstrativt i vejen for dem, der orienterer sig ved hjælp af en stok.

Det 19. århundredes dannelseskultur var elitær. Bagsiden af denne kultur var arrogancen. På sine gode dage havde den imidlertid også generøse træk, som det ville klæde os at overtage, hvis vi ikke vil dumpe i livets skole. Når man f.eks. er ved sine lemmers og sanser fulde brug, er man underlagt en særlig forpligtelse til at tage hensyn til dem, der ikke er det. ”Med rige evner følger et stort ansvar,” som en anden opdrager engang sagde. Kald bare denne forpligtelse dannelse, for den indebærer både iagttagelsesevne og samfundssind. Det koster faktisk kun et par ekstra skridt at stille sin cykel, hvor den ikke står i vejen for dem, der ikke nyder det privilegium at kunne bevæge sig frit og ved egen kraft på to hjul gennem byen.

(Humanist, april 2015)

Nej, Dronningen har ikke foretaget et kursskifte

Berlingske Tidende har fået et interview med Dronningen i anledning af hendes fødselsdag, hvor hun udtaler sig i anledning af terroranslaget i København tidligere på året. Avisen præsenterer det som om Dronningen hermed har skiftet kurs og siger noget ganske nyt f.eks. med udtalelser som

”Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre.”

eller

”Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det, tror jeg, er meget væsentligt.”

Det er sandt, at Dronningen har ændret kurs i sine udtalelser om indvandring og de grundlæggende værdier i samfundet, men dette kursskifte er snarere foretaget for flere år siden. Den berømte udtalelse om de ”dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen 1984 har Dronningen selv i et interview med Annelise Bistrup fra 2005 kaldt ”rablende naiv”.

Dronningen tog allerede spørgsmålet om Danmarks forhold til udlandet og udlændinge op i nogle af sine første nytårstaler og har gjort det regelmæssigt lige siden. Som regel sker det i en afbalancering af to synspunkter, kravet om åbenhed og imødekommenhed på den ene side og nødvendigheden af at holde fast på egne værdier og traditioner på den anden. Men det er klart, at også for Dronningen betød terroranslaget i New York 2001 et tidehverv. Hun har siden fastholdt den åbne imødekommenhed som en nødvendig forudsætning for samhørigheden mellem mennesker, men derpå altid understreget, at der gives værdier, på hvilke der ikke kan gives køb som i nytårstalen 2001:

”Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.”

Denne opfattelse udbyggede Dronningen i 2006 efter karikaturkrisen, hvor danske repræsentationer i flere lande blev udsat for angreb:

”Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv.  Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”

Dermed har Dronningen siden årtusindskiftet fulgt den generelle tendens i den offentlige opinion og ikke mindst den linje, der er blevet lagt af skiftende regeringer. Det er klart, at når terroren rykker helt tæt på i den by, hvor statsoverhovedet selv residerer, vil det også indebære nogle accentforskydninger, men substansen i hendes udtalelser har ikke ændret sig siden årtusindskiftet.

(Kristeligt Dagblad den 14. april 2015)

Grundtvigs plads i det store billede

"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."

Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.

De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".


Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.

Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.

Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.

Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.

I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.

Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.

Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.

(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)