Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.

(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)

Folkets flag og statens flag

Ved Folketingets åbning havde tingets præsidium besluttet at hænge et stort Dannebrog op som erstatning for talerstolens bagtæppe, der midlertidig var nedtaget. Det blev af nogle betragtet som en politisk demonstration, og det spørges, om det overhovedet var korrekt at anvende et splitflag til formålet?

Der findes ingen moderne lovgivning om flagning i Danmark. Der var i de første årtier af det 20. århundrede nedsat hele to kommissioner, der skulle forberede en lov, men deres arbejde bar ikke den tilsigtede frugt. Gældende lov på området er derfor en forordning af 11. juli 1748. Den fastlægger flagets proportioner og principperne for anvendelsen af stut- og splitflag. Dengang anvendtes Dannebrog udelukkende til søs. Det rektangulære stutflag blev ført af private handelsfartøjer, såkaldte koffardiskibe. Derfor kaldes stutflaget også koffardiflaget. Splitflaget anvendtes af orlogsfartøjer og skibe, der sejlede i opdrag af staten, f.eks. kapere og den statslige, monopoliserede, oversøiske handel.

I løbet af 1800-tallet blev flaget i stigende grad et centralt symbol for den nationale vækkelse. Først i 1854 blev det dog lovligt for civile at hejse stutflaget. Denne bestemmelse danner i kombination med 1748-forordningen og en bekendtgørelse fra 1915 om begrænsningerne i anvendelsen af fremmede landes flag lovgrundlaget for flagning i Danmark.

Den tilsynsførende myndighed for flagning i Danmark er Justitsministeriet, men det er også et af de få områder af samfundslivet, der hører direkte under kronen, det vil sige at monarken skal høres personligt, hvis f.eks. statsbanerne skal have nyt logo i sit flag eller hvis der skal meddeles dispensationer fra gældende bestemmelser. Det samme gælder som bekendt Folkekirkens alter- og salmebog, der er autoriseret af Dronningen og ikke kirkeministeren.

Justitsministeriet har på sin hjemmeside en instruktiv gennemgang af principperne for flagning. Hovedprincippet er, at stutflaget er borgernes og nationens flag, mens splitflaget er forbeholdt statens civile og militære myndigheder. Derfor anvendes der splitflag på Christiansborg.

I praksis er skellet ikke helt så enkelt. F.eks. er orlogsflaget, det vil sige det flag, der føres af marinens udrustede skibe, af en dybere rød farve end det splitflag, der vajer til lands. Dertil har dæks- og halvdæksbåde beregnet på lystfart generel tilladelse til at føre en modifikation af orlogsflaget, kaldet yachtflaget.

Mange private og halvoffentlige institutioner fører splitflag. Tilladelsen gives af monarken personligt. Især Christian IX var flittig med at give dispensationer. Allerede de førnævnte lovkommissioner bemærkede dog, at der mange steder flages med splitflag uden at kunne fremvise den nødvendige kongelige resolution.

Men spørgsmålet om splitflaget giver også anledning til principielle drøftelser om forskellen mellem staten og det civile samfund. I spørgsmålet om Folketinget kunne man argumentere for, at det ikke er statsligt, men udgør folkets repræsentation i staten og derfor skal bruge nationens flag. Statskirken markerer sig f.eks. som folkekirke ved netop som hovedregel at anvende stutflaget.

Selv entydigt statslige myndigheder kan ikke altid finde ud af det. Opmærksomme københavnere bemærkede for nylig, at der blev flaget med stutflag fra Den Røde Bygning på Slotsholmen. Vittige hoveder fandt det hermed dokumenteret, at Finansministeriet var blevet privatiseret. Efter det oplyste er Finansministeriet dog blevet irettesat af Justitsministeriet tidligere i år og er vendt tilbage til at anvende splitflag.

(Kristeligt Dagblad 8. okt. 2016)

Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)

Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse

Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september. Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)

Den tyske borgerkrig

Det er i disse uger 150 år siden Den tyske Krig sluttede. Vi kender den også som den preussisk-østrigske krig efter dens hovedmodstandere. Anledningen var en strid mellem de sejrende magter i krigen 1864 om forvaltningen af de besatte hertugdømmer, Slesvig, der var under preussisk kontrol, og Holsten, der var administreret af Østrig. Den egentlige årsag til krigen var en kamp om magten over Det tyske Forbund.

Man kan – som f.eks. den tyske historiker Hilmar Sack har gjort det (Die Zeit 30. juni) – drage paralleller mellem de indre spændinger i Det tyske Forbund for 150 år siden og problemerne i EU i dag. Men historien gentager sig langt fra altid. Der er flere nyere eksempler på, at unioners dannelse og opløsning kan foregå fredeligt. Sovjetunionens opløsning er måske det bedste eksempel. DDR’s samtidige indlemmelse i Forbundsrepublikken er et andet.

Krigen i 1866 lignede den amerikanske borgerkrig, fordi den var en krig mellem stater, der var medlem af samme forbund. Men den tyske borgerkrig varede blot få uger, så den nåede ikke at blive lige så blodig som den amerikanske.

Det tyske Forbund var blevet dannet i 1815 efter det tysk-romerske kejserriges fald i 1806 under Napoleonskrigene og bestod af alle tyske stater eller fyrstendømmer, knap 40 i alt, herunder altså også Preussen og Østrig.

Østrig var allieret med de mellemstore tyske magter Hannover, Bayern og Sachsen. Preussen havde allieret sig med en række af de mindre tyske stater samt det nyligt samlede Italien. Krigen indledtes med, at preussiske tropper gik ind i Holsten i begyndelsen af juni. Det vigtigste slag fandt sted ved Königgrätz (Hradec Králové) i Bøhmen den 3. juli 1866, da godt 400.000 tropper stod over for hinanden. Da slaget var ovre, var 8000 dræbte og 14.000 sårede. Preussen sejrede, og dermed var krigen i praksis afgjort. Det sidste slag stod ved Uettingen i Bayern den 26. juli.

Den endelige fredsslutning i Prag er kendt i Danmark, fordi dens § 5 tilsagde Slesvigs befolkning retten til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Det slesvigske spørgsmål forbliver dog en fodnote til den verdenshistoriske begivenhed, der lagde grunden til et forenet Tyskland. Preussen annekterede i 1866 foruden de tidligere danske hertugdømmer også kongeriget Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt. Efter endnu en kort og sejrrig krig, denne gang mod Frankrig, forenedes Tyskland i det andet kejserrige i 1871 under preussisk førerskab.

Det indtil da vigtigste af de tyske lande, Østrig, var dog ikke med i samlingen. Østrig er historisk set den stenografiske forkortelse for et stort centraleuropæisk konglomerat af stater og fyrstendømmer under det habsburgske dynasti. Efter 1866 havde ungarerne held med at kræve større selvstændighed, og det habsburgske monarki blev til en personalunion, der i godt 50 år kendtes som Østrig-Ungarn. Denne union opløstes som et resultat af Første Verdenskrig. En østriger kuppede sig til magten i Tyskland i 1933 og sluttede det sammen med sit fødeland i 1938. Dette forenede Stortyskland opløstes i tre stater, Forbundsrepublikken, DDR og Østrig efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Netop tyskerne har holdt sig historiens lære efterrettelig. Det moderne Tyskland har belært af bitter erfaring forladt tanken om, at statens styrke og legitimitet skal bygges på militær magt. Tyskland står om nogen som garant for, at forholdet staterne imellem skal bygges på folkeretten, frivillighed og forhandlinger. At Tyskland har en økonomisk vægt at lægge bag sine ord, skal man kun beklage, for så vidt man foretrækker alternativet.

(Kristeligt Dagblad den 11. august 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Radiospredning

En af de politiske såkaldte sommerballoner har været forslaget om at skære i Danmarks Radios budget. Det har vakt den velkendte debat om DR’s funktion og rolle i medielandskabet og samfundet i det hele taget. Men hvorfor findes der overhovedet statsligt fjernsyn og radio – historisk set?

Radiokommunikation er en teknologi, der blev udviklet i årene omkring 1. Verdenskrig, i øvrigt med væsentlige bidrag af danske ingeniører som C.C. Lauritsen og Valdemar Poulsen. Radiokommunikationen har et begrænset frekvensområde til rådighed, så der måtte en regulering til, hvis man skulle undgå interferens, altså at flere nærliggende sendere transmitterede på samme frekvens. Ved international overenskomst (Berlin 1903 og 1906) blev de grundlæggende retningslinjer for den globale radiokommunikation fastlagt, og siden fulgte internationale aftaler om og national regulering af radiospredning eller radiofoni.

USA er – med forbehold – den væsentligste undtagelse fra den regel, at en moderne stat har en statslig radio- og TV-station. I blandt andet de skandinaviske lande blev radiospredning ikke alene statslig, men også monopoliseret. At staten blev en væsentlig aktør skyldes blandt andet, at der skulle investeres i en helt ny infrastruktur, et net af sende- og relæstationer.  Statsradiofonien, senere omdøbt til Danmarks Radio, blev oprettet i 1925. Nyhedsdækningen var – som man kunne læse her i avisen forleden i anledning af Radioavisens 90 års fødselsdag – imidlertid ikke statslig. Den blev varetaget uafhængigt af et samarbejde mellem de væsentligste aviser, heraf det daværende navn Pressens Radioavis.

Centraliseringen og monopoliseringen af radiospredning hænger tæt sammen med den moderne nationalstats konsolidering. Man forsøgte i kraft af programlægningen at tilvejebringe en ’danskhedskanon’, en fælles referenceramme, kulturelt og politisk, ikke ulig hvad man i dag kalder public service eller sammenhængskraft. TV-serien Matador var en af denne ambitions sene succeser. Monopoliseringen var imidlertid også en ensretning af et kulturforbrug, der optog en stor del af danskernes tid – flere timer om dagen - og den var aldrig uden modstand.  Den såkaldte Balalajkaundersøgelse fra 1929 blandt licensbetalerne viste, at lytterne var utilfredse med programudbuddet, der for store dele bestod af klassisk musik og foredrag. Danskerne ville hellere have underholdning (”balalajkamusik”) end finkultur. Diskussionen om programlægningen har stået på med uformindsket styrke stort set lige siden.

Med lovliggørelsen af parabolmodtagere og oprettelsen af TV2 i slutningen af 1980erne blev der åbnet for lovlige alternativer. Satellit-TV var revolutionerende, idet det gjorde det muligt langt friere at flytte sig geografisk uden at gøre det kulturelt.

Radiospredningens betydning kan man iagttage i tilfælde af statskup. Det er centralt for den, der med vold ønsker at overtage magten i en stat, at kontrollere massemedierne. Den dramatiske kamp om TV-tårnet i Vilnius i Litauen i 1991 er et nu klassisk eksempel. I dag har de statslige radio- og TV-kanaler i kraft af en generel liberalisering og udviklingen af nye teknologier for deling og spredning af informationer mistet meget af deres status og betydning. Det er derfor også vanskeligere at identificere den bygning, der skal besættes fysisk for at få kontrollen med informationskanalerne, hvad det nylige kupforsøg i Tyrkiet viste. Men kampen blev stadig vundet af den, der sikrede sig et greb om massemedierne, og det er et kendetegn for vor tids autoritære og totalitære styrer, at de søger at monopolisere informationsspredningen og kontrollere dens indhold.

(Kristeligt Dagblad 8. august 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik)

Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)