Den læsende Grundtvig udstilles i Wittenberg

Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.

Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.

Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.

Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.

At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.

Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.

Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.

(Kristeligt Dagblad, 29. dec. 2016)

Hvad skylder staten og Folkekirken hinanden?

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder. 1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed. 2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op. 

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af kirkens samlede budget.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)

Demokratisk dannelse

De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”? Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?

Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.

Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.

Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.

Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”

Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.

Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.

Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller 1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”

(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)

Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.

(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)

Folkets flag og statens flag

Ved Folketingets åbning havde tingets præsidium besluttet at hænge et stort Dannebrog op som erstatning for talerstolens bagtæppe, der midlertidig var nedtaget. Det blev af nogle betragtet som en politisk demonstration, og det spørges, om det overhovedet var korrekt at anvende et splitflag til formålet?

Der findes ingen moderne lovgivning om flagning i Danmark. Der var i de første årtier af det 20. århundrede nedsat hele to kommissioner, der skulle forberede en lov, men deres arbejde bar ikke den tilsigtede frugt. Gældende lov på området er derfor en forordning af 11. juli 1748. Den fastlægger flagets proportioner og principperne for anvendelsen af stut- og splitflag. Dengang anvendtes Dannebrog udelukkende til søs. Det rektangulære stutflag blev ført af private handelsfartøjer, såkaldte koffardiskibe. Derfor kaldes stutflaget også koffardiflaget. Splitflaget anvendtes af orlogsfartøjer og skibe, der sejlede i opdrag af staten, f.eks. kapere og den statslige, monopoliserede, oversøiske handel.

I løbet af 1800-tallet blev flaget i stigende grad et centralt symbol for den nationale vækkelse. Først i 1854 blev det dog lovligt for civile at hejse stutflaget. Denne bestemmelse danner i kombination med 1748-forordningen og en bekendtgørelse fra 1915 om begrænsningerne i anvendelsen af fremmede landes flag lovgrundlaget for flagning i Danmark.

Den tilsynsførende myndighed for flagning i Danmark er Justitsministeriet, men det er også et af de få områder af samfundslivet, der hører direkte under kronen, det vil sige at monarken skal høres personligt, hvis f.eks. statsbanerne skal have nyt logo i sit flag eller hvis der skal meddeles dispensationer fra gældende bestemmelser. Det samme gælder som bekendt Folkekirkens alter- og salmebog, der er autoriseret af Dronningen og ikke kirkeministeren.

Justitsministeriet har på sin hjemmeside en instruktiv gennemgang af principperne for flagning. Hovedprincippet er, at stutflaget er borgernes og nationens flag, mens splitflaget er forbeholdt statens civile og militære myndigheder. Derfor anvendes der splitflag på Christiansborg.

I praksis er skellet ikke helt så enkelt. F.eks. er orlogsflaget, det vil sige det flag, der føres af marinens udrustede skibe, af en dybere rød farve end det splitflag, der vajer til lands. Dertil har dæks- og halvdæksbåde beregnet på lystfart generel tilladelse til at føre en modifikation af orlogsflaget, kaldet yachtflaget.

Mange private og halvoffentlige institutioner fører splitflag. Tilladelsen gives af monarken personligt. Især Christian IX var flittig med at give dispensationer. Allerede de førnævnte lovkommissioner bemærkede dog, at der mange steder flages med splitflag uden at kunne fremvise den nødvendige kongelige resolution.

Men spørgsmålet om splitflaget giver også anledning til principielle drøftelser om forskellen mellem staten og det civile samfund. I spørgsmålet om Folketinget kunne man argumentere for, at det ikke er statsligt, men udgør folkets repræsentation i staten og derfor skal bruge nationens flag. Statskirken markerer sig f.eks. som folkekirke ved netop som hovedregel at anvende stutflaget.

Selv entydigt statslige myndigheder kan ikke altid finde ud af det. Opmærksomme københavnere bemærkede for nylig, at der blev flaget med stutflag fra Den Røde Bygning på Slotsholmen. Vittige hoveder fandt det hermed dokumenteret, at Finansministeriet var blevet privatiseret. Efter det oplyste er Finansministeriet dog blevet irettesat af Justitsministeriet tidligere i år og er vendt tilbage til at anvende splitflag.

(Kristeligt Dagblad 8. okt. 2016)

Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)

Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse

Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september. Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)