Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 2017)

Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Kulturminister Mette Bock skrev i avisen i torsdags om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at f.eks. kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for f.eks. forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mange eksisterende digitaliseringsprojekter, f.eks. af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Denne rådgivning koster stadig penge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc? Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2017)

Ret og magt flytter sig

Den nylige udvikling i USA, hvor en dommer har bremset præsident Donald Trumps indrejseforbud, understreger i hvor høj grad dette land forstår sig selv som en retsstat i den forstand, at der udgår en meget stærk myndighed fra landets domstole. Og som vi netop har været vidne til kan en domstol underkende en regeringsbeslutning på ganske få dage.

I Danmark har domstolene ikke samme tradition for at hævde sig på linje med de to øvrige statsmagter, men har levet en mere tilbagetrukket tilværelse. Magtens tredeling er ikke særlig klart formuleret i Grundloven. Politik og dermed magt udøves efter det såkaldte hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det blev i sin tid formuleret af Viggo Hørup under forfatningskampen som et ønske om at skabe andet forhold mellem den lovgivende og udøvende magt. Det fik vi, da parlamentarismen blev udviklet i årene efter 1901, således at ingen regering kan blive siddende, hvis et flertal i Folketinget udtaler sin mistillid til den ved en afstemning i salen.

Højesteret er en institution, der er væsentlig ældre end den styreform, under hvilken den fungerer i dag. Den blev skabt under enevælden og har repræsenteret en bemærkelsesværdig kontinuitet i det danske statsstyre lige siden. Retsvæsenet var temmelig upåvirket af statsomvæltningen 1848-1849. Da det nuværende Christiansborg blev opført efter det forrige slots brand i 1884, valgte arkitekten at genbruge enkelte dele af ruinen til den del, der i dag huser Højesteret. Tydeligere kan det ikke illustreres, at Højesteret har rod i enevælden.

Arbejdsgangen i Højesteret er konservativ, og nogle procedurer går helt tilbage til stiftelsen i 1661. Der hersker i retten en højtidelighed, der afspejler institutionens ælde. Hvordan det er at møde for Højesteret har advokat René Offersen skildret levende i bogen, Kold Krig i Højesteret, der udkom for nylig på Forlaget Vandkunsten.

Der er den interessante parallel mellem USA og Danmark, at udviklingen af retsstatstanken skete samtidig i de to lande i slutningen af 1700-tallet. Det lyder paradoksalt at kalde den sene enevælde en retsstat, men noget er der om snakken. Selv om kongen formelt havde forsædet i Højesteret indtil 1848 var der allerede 100 år tidligere i praksis indtrådt et skel mellem den udøvende og lovgivende magt på den ene side – det vil sige kongen – og den dømmende på den anden. I sager mellem staten og enkelte borgere dømtes der ikke sjældent til ugunst for staten.

Først ved udgangen af det 20. århundrede trådte Højesteret i funktion som en ligeværdig magt ved siden af den lovgivende ved at håndhæve prøvelsesretten, altså domstolenes ret til prøve lovgivningens lovmedholdelighed. Det skete da flere paragraffer af en lov rettet mod Tvindskolerne blev underkendt.

I december sidste år er Højesteret trådt et skridt videre ad denne vej ved for første gang at underkende en afgørelse fra EU-domstolen. Det skete i et spørgsmål om arbejdsret i den såkaldte Ajos-sag. Selv om der stadig er en meget stor forskel på den danske og den amerikanske forståelse af domstolenes rolle, nærmer den danske Højesteret med langsomme og små skridt sig en mere aktivistisk og dermed også sandsynligvis en politiserende linje.

(Kristeligt Dagblad den 7. februar 2017)

I 150 år har Japan været en del af dansk hverdag

Der findes næppe den danske husholdning, der ikke betjener sig af et japansk produkt. Sandsynligheden for, at f.eks. enten bilen, mobiltelefonen eller begge dele er japansk, er ganske stor. Japan er trods flere års stagnation og den store tsunami i marts 2011 stadig verdens tredjestørste økonomi. Danmark er i sammenligning en ubetydelighed, men ikke desto mindre en ikke uvæsentlig handelspartner for Japan. Derfor lægger den japanske ambassade i København også stor vægt på fejringen af 150-året for dansk-japansk samhandel.

Denne relation begyndte den 12. januar 1867, da der blev undertegnet en omfattende traktat mellem Danmark og Japan. Den er oprindeligt udformet på nederlandsk, fordi den blev forhandlet igennem på Danmarks vegne af den nederlandske gesandt i Japan. Japan havde indtil midten af 1800-tallet været et lukket land, der kun tillod få udlændinge adgang, herunder nederlænderne. Landet indgik derfor indtil da heller ikke i den stærkt stigende globale handel. Det ændrede sig i 1853, da en amerikansk eskadre af orlogsfartøjer tiltvang sig adgang til havnebyen Edo med kravet om at åbne landet for udenrigshandel. Japanerne havde ingen våbenteknologi, der svarede til den amerikanske og måtte bøje sig.

Inden for ganske få årtier blev Japan forvandlet fra et førmoderne – populært sagt middelalderligt – samfund til et moderne industrisamfund. Denne proces er mytologiseret, men også ganske godt illustreret i den smukke Hollywood-film fra 2003 Den sidste samurai med Tom Cruise i hovedrollen. Overgangen lykkedes blandt andet fordi japanerne omtolkede gamle institutioner uden at afskaffe dem. Denne løsning har sikret kontinuitet og stabilitet, men den stærke bekendelse til historien og traditionen er naturligvis ikke uden udfordringer i det, der i dag er et af verdens mest udviklede informationssamfund.

Den dansk-japanske aftale blev indgået mellem den danske konge og hans japanske modpart shogunen eller ”Hans Majestæt Taikunen af Japan”, som det hedder i den datidige danske oversættelse af traktaten. Japan havde dengang i århundreder været styret af et dynasti af shoguner kaldet Tokugawa-shogunatet. Japan blev imidlertid fra slutningen af 1860erne ved reformer og kup omskabt til et konstitutionelt monarki efter europæisk forbillede med kejseren i spidsen som statsoverhoved. Han havde under shogunatet mest haft en funktion som religiøst overhoved for shintoismen. Hele denne proces gjorde Japan modstandsdygtig mod europæisk og amerikansk kolonisering.

I 1905 vandt Japan overraskende en krig mod Rusland takket være en flådeoprustning, der var tilvejebragt i kraft af rådgivning fra blandt andre en forhenværende dansk søofficer ved navn Balthasar Münter. I de følgende årtier udviklede Japan sig til en særdeles brutal kolonimagt på det asiatiske fastland. Erindringen om og striden om fortolkningen af den japanske kolonialisme spiller stadig en afgørende rolle i forholdet til især Kina og Korea.

Kulturelt blev Japan stærkt påvirket af Vesten. Et af Japans største universiteter, Tokai, er f.eks. inspireret af Grundtvig. Men påvirkningen gik også i den anden retning. Masseproduceret japansk grafik fik indflydelse på blandt andet impressionismen, og der opstod en egentlig Japan-mani. Den 19. januar åbner en særudstilling på Statens Museum for Kunst om de nordiske kunstnere, der lod sig påvirke af japansk kultur og billedkunst: Munch, Albert Edelfelt, Hammershøi, L.A. Ring m.fl.

(Kristeligt Dagblad 12. januar 2017)

Den læsende Grundtvig udstilles i Wittenberg

Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.

Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.

Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.

Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.

At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.

Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.

Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.

(Kristeligt Dagblad, 29. dec. 2016)

Hvad skylder staten og Folkekirken hinanden?

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder. 1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed. 2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op. 

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af kirkens samlede budget.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)