Julelandene

I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.

Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Identitetspolitik som aristokratisk princip

Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Når afviste asylansøgere indtager Lindholm, lukkes et kapitel

Som et led i den netop vedtagne finanslov er det blevet besluttet, at øen Lindholm, der ligger mellem Sjælland og Møn, skal være hjemsted for afviste, kriminelle asylansøgere. Sidst øen var på forsiden af avisen, var i sommeren 1938, da en epidemi af mund- og klovesyge hærgede landbruget. Øen husede det, der dengang hed Statens veterinære Forsøgsstation for Virussygdomme. Kristeligt Dagblad bragte en reportage fra øen den 6. juli 1938. Journalisten kunne berette, at øen var delt i to dele, et iagttagelsesdistrikt og et afspærringsdistrikt. På iagttagelsesdistriktet boede medarbejderne med deres familier og man holdt også nogle køer dér for at iagttage, om at der fra afspærringsdistriktet udgik smitte. I afspærringsdistriktet blev der arbejdet med smittede dyr. Avisen var imponeret over forholdsreglerne:

”Til Afspærringsomraadet er der kun een Indgang. Enhver, der passerer den, maa klæde sig af til Skindet. Ikke engang et Armbaandsur eller en Ring maa han beholde paa sig. Nøgen maa han gennem Badeværelset begive sig ind i Afspærringsomraadets andet Rum. Straks han har passeret Badeværelset, ifører han sig et specielt Sæt Laboratorietøj. Og så kan Arbejdet begyndes. Naar Manden atter skal forlade Laboratoriet, tager han Laboratorietøjet af, desinficerer Hænder og Arme ved at dyppe dem i Citronsyre og afsæbes endelig under et Brusebad, inden han igen kan trække i sine Gangklæder og begive sig ud i Iagttagelsesdistriktet.”

Lindholm indtager i ældre tid en temmelig beskeden rolle i Danmarks historie, ja slet ingen faktisk. Den er ikke identisk med den ø af samme navn i Smålandsfarvandet nord for Lolland, der lagde grund til Jakob Ellehammers berømte forsøg med en flyvemaskine i 1906. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var øen ubeboet, og man må formode, at den har været anvendt til græsning eller høslæt. En driftig skibsinspektør, A.C. Brorsen erhvervede øen i 1913, gravede en brønd, plantede træer og byggede en villa.  Han solgte øen til staten i 1925. Her grundlagdes de følgende år et forsøgslaboratorium til bekæmpelse af smitsomme sygdomme blandt dyr. Forbilledet har antagelig været det i 1910 grundlagte tilsvarende institut på øen Riems ved Greifswald. Danmark havde med jævne mellemrum været ramt af mund- og klovesyge, og det havde kostet landbruget store millionbeløb. Forsøgsstationen på Lindholm blev blandt de førende i Europa i udviklingen af en effektiv vaccine mod den frygtede husdyrsygdom, og netop i 1938 indledte man også en egentlig produktion af vaccine.

Fra forsiden af Kristeligt Dagblad den 6. juli 1938

Seneste udbrud af mund- og klovesyge i Danmark var i 1983, og vaccination mod sygdommen blev forbudt i 1992. På Statens veterinære Institut for Virusforskning, som det nu hedder, er der også blevet forsket i mange andre sygdomme som f.eks. rabies. I 2007 blev forskningen på øen lagt under Danmarks Tekniske Universitet. Men nu er det altså slut. En institution, der har været afgørende for bekæmpelse af sygdomme i dansk landbrugs husdyrbestand og væsentlig for udviklingen af fødevaresikkerheden lukker. Det skal ses i sammenhæng med den omfattende omlægning af forskningen i og kontrollen med husdyrs sygdomme og fødevaresikkerhed, der har fundet sted siden årtusindskiftet, og som blev beskrevet af professor i veterinærmedicin Jens Laurits Larsen i en kronik her i avisen den 1. november 2016. Han konkluderede, at vi i modsætning til andre EU-lande ikke har et sammenhængende og samarbejdende veterinærområde til skade for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden. Man kan så håbe, at det beredskab, som nu ikke længere skal være at finde på Lindholm, opbygges andetsteds.

(Kristeligt Dagblad 4. december 2018)

Monarkiernes fald for 100 år siden

Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1. Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.

Relief fra Kaiser-Friederich-Gedächtniskirche i Berlin forestillende 

Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II, der modtager forskellige tegn på

hyldest og hengivenhed. Året 1888 var det såkaldte Dreikaiserjahr,

da Wilhelm I døde og hans søn kun godt tre måneder senere. (Eget foto)

Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.

(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)

Den instituionelle hukommelses betydning

Kulturministerens valg af ny rigsarkivar har vakt en del opsigt blandt historikere. Det er første gang i langt over hundrede år, at stillingen er blevet besat med en ikke-historiker. Ministerens valg faldt på cand.scient.pol. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Dermed får Danmark også sin første kvindelige rigsarkivar nogensinde. 

Indtil nu er rigsarkivarembedet typisk blevet besat med velmeriterede og fremtrædende historikere, og det har uden undtagelse været en slutstilling. Det er vist ikke en fornærmelse mod nogen at sige, at Anne-Sofie Jensen ikke er nogen fremtrædende historiker, og hun vil antagelig sin alder taget i betragtning efter en rum tid søge at udnytte sin erhvervede ledelseserfaring til at søge højere embeder.

Til gengæld har hun bevisligt omfattende erfaring inden for ledelse i det offentlige og er dermed et typisk eksempel på en tendens. Den kaldes gerne djøficering, fordi ledere ofte er medlemmer af juristerne og økonomernes fagforbund, DJØF. Men det er sådan set en uretfærdighed mod de gode jurister og økonomer, for det er hverken den juridiske eller økonomiske faglighed, der er problemet. Ja, nogle af de allerstørste skandaler i det offentlige og den private sektor i de seneste år skyldes antagelig fraværet af en egentlig juridisk og økonomisk faglighed.

Man kan med større rimelighed identificere fænomenet som horisontal rekruttering. Før i tiden var den almindeligste karrierevej på arbejdsmarkedet, at man begyndte på gulvet i en virksomhed eller institution og arbejdede sig opad med flid og evner. Det var en vertikal bevægelse. Det er i dag slet ikke så sjældent, som de fleste tror, at ansatte har tilbragt et helt arbejdsliv på den samme arbejdsplads. Men det er typisk dem, der ikke har bevæget sig opad i systemet. Hvis man i dag pensioneres fra en ledende stilling, hører det til de absolutte undtagelser, at karrieren begyndte på samme arbejdsplads.

Ledere rekrutteres i dag i høj grad på baggrund af deres ledelseserfaring, og i tilsvarende grad bliver ledelseskvalifikationer en del af lederes faglige identitet. Selv i traditionelle, vertikale organisationer som Folkekirken og Forsvaret, hvor ingen bliver biskop eller general uden først at have været sognepræst eller rekrut, bliver kravet om ledelesesfaglighed tydeligere.

Der kan siges meget godt om, at ledelse i sig selv professionaliseres, fordi det øger opmærksomheden på, at der er gode og dårlige måder at styre en organisation på. Men denne udvikling har også sin pris.

For det første fjerner det opmærksomheden på det, som er en given organisations eller virksomheds formål. Populært sagt: Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm. Hvis direktøren for et sygehus er en økonom, vil formålet med sygehuset have en tendens til at ligne et økonomisk facit. Hvis direktøren er en mediciner, vil der med større sandsynlighed blive navigeret efter lægeløftets pejlemærke.

Hvis lederens faglighed er ledelse i sig selv, vil lederens opmærksomhed være rettet mod ledelsesstrukturen snarere end opgaveløsningen. Det har været kritikken mod den norske rigsarkivar, der har skabt et meget klart organisationsdiagram med en tydelig arbejdsdeling mellem alle underdirektørerne, mens bunkerne af dokumenter, der mangler at blive arkiveret, vokser.

For det andet skaber det en kløft mellem ledelse og personale. Hvis generalen selv har været rekrut engang, vil han have en forståelse for, hvad en given ordre betyder for dem nederst i organisationen. Tilsvarende vil enhver menig soldat have en tillid til ledelsen, fordi ordren udstedes af nogen, der selv engang har modtaget ordrer af samme karakter.

For det tredje undergraver den horisontale rekruttering den institutionelle hukommelse. Hvis kontorchefen selv engang har været fuldmægtig i et tilsvarende kontor, vil der i organisationen oparbejdes en konkret og værdifuld pulje af erfaring for at identificere genveje, fejlkilder, faldgruber, forbindelser, løsninger osv. Hvis tilstrækkeligt mange ansatte forlader eller afskediges fra skattevæsenet, vil staten ikke længere være i stand til at inddrive skat på et sagligt og retfærdigt grundlag.

Man skal aldrig afvise kvaliteten af et frisk syn på tingene. Klods Hans nåede langt ved at improvisere. Men det er i realiteten typer som hans to brødre, der holder samfundet gående, fordi de kan huske.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018)

Skaden fra 1968

Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved hvor de befandt sig den 26. august 1968. Ved frokosttid udbrød der brand i Roskilde Domkirke. Det skete mens der var ved at blive lagt sidste hånd på renoveringen af kirkens tagrytter, Margrethespiret. Man mistænkte håndværkerne for skødesløs omgang med ild, men årsagen til branden er vist aldrig opklaret.

Det fortælles, at folk gik og græd i gaderne, mens de måtte se til, at ilden fortærede det meste af den østlige ende af kirkens tag og Margrethespiret. Det lokale brandvæsen, der dengang holdt til blot 100 meter fra kirken, måtte have assistance fra kollegaer i Frederikssund, Glostrup, Holbæk, Ringsted og København. På sit højeste var 200 brandfolk sat ind i slukningsarbejdet, foruden soldater fra den lokale kaserne og mandskab fra Civilforsvaret.

Ilden brød heldigvis ikke igennem hvælvingerne, så kirkens enestående inventar blev ikke skadet. Den fuldstændige katastrofe blev undgået. På dette tidspunkt havde kirken været forskånet for ildsvåde i mere end 500 år.

Historien om domkirkens brand var forsidestof i de landsdækkende aviser, også i Kristeligt Dagblad. Den tog for en stund opmærksomheden fra den store krise i international politik efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.

Margrethespiret blev oprindeligt sat op over kirkens korsskæring efter at dronning Margrethes lig blev overført til Roskilde i 1413. Spiret befinder sig omtrent lige over Margrethes sarkofag i højkoret, og kirken fremstår derfor som et majestætisk monument centreret over denne bemærkelsesværdige ”fuldmægtige Frue og Husbonde”. Margrethespiret er også et af kirkens klokketårne, og herfra er der siden Middelalderen blevet ringet til bøn flere gange om dagen. Efter højmessen på højhelligdage er der tradition for tårnblæsning. En gruppe messingblæsere spiller koraler fra Margrethespiret ud over byen.

Brandsikring har efter 1968 været en førsteprioritet i Roskilde Domkirke. Da det dengang nyopsatte spir skulle erstattes, anvendte man den nyeste teknik inden for brandsikring, herunder imprægnering af det anvendte træ. Det havde imidlertid nogle utilsigtede konsekvenser, idet det forårsagede såkaldt galvanisk tæring. Margrethespiret holdt i 30 år og blev udskiftet i 1999. Det var i sidste øjeblik. Det var da så porøst, at det antagelig ikke havde kunnet modstå den voldsomme storm i december måned samme år.

Det stod klart, at det ikke var gjort med udskiftningen af spiret. Også taget over kirkens korsskæring var nødlidende. Det var en skønnet udgift på et trecifret millionbeløb at rette op på de fejl, der blev begået i 1968. Regningen påhvilede egentlig menighedsrådet, som dog umuligt kunne løfte opgaven alene. Heldigvis trådte nogle folketingsmedlemmer fra den daværende Roskilde Amtskreds til og fik sat restaureringsarbejdet på finansloven.

Hovedprincippet for istandsættelsen af taget var, at man kun skulle bruge materialer og metoder, som var blevet anvendt oprindeligt. Den bærende betonkonstruktion, der var blevet lavet til Margrethespiret lod man dog blive. Farende svende eller navere, som de også kaldes, det vil sige omrejsende håndværkere fra både Tyskland og Schweitz deltog i arbejdet. De bidrog med nødvendig ekspertise og udgjorde med deres karakteristiske arbejdsbeklædning et festligt bidrag til bybilledet.

Efter at kirken nærmest havde stået på den anden ende i flere år kunne arbejdets afslutning endelig fejres med en festgudstjeneste i 2010. De sidste skader fra 1968 var dermed udbedret med godt fyrre års forsinkelse.

(Kristeligt Dagblad 30. august 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne

Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.

Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.

Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)