Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”

som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.

(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)

Asken efter Georg Brandes' ild

I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag.

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."

Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)

I 1950 var de unge sat uden for indflydelse

I et debatindlæg her i avisen stillede efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard for nylig på ungdommens vegne spørgsmålet ”Hvor længe skal vi lade være med at leve livet, for at andre kan undgå at dø?” Det giver anledning til en historisk sammenligning mellem ungdommens muligheder for livsudfoldelse i dag og den gruppe af befolkningen, som er mest udsat for risiko under den nuværende pandemi. Lad os bare tage alle dem, der er født i 1930. Næsten ti tusind danskere kan fejre deres 90 års fødselsdag i år ifølge Danmarks Statistik. Tæller man de 89- og 91-årige med, giver det ca. lige så mange mennesker som der er hjemsendte efterskoleelever i Danmark.

Den 20-årige kunne i 1950 se tilbage på syv års skolegang. Måske havde hun taget realen med, hvis hun boede i byen. Studentereksamen tog kun ganske få procent af årgangen. Efter konfirmationen skulle der skaffes en plads, en læreplads for de heldige. Mange unge var ude at tjene enten i en husholdning som husassistent eller i landbruget som medhjælper, måske suppleret med et ophold på en landbrugs- eller husholdningsskole. En stor del af de unge mænd var også inde og springe soldat. Omkring 1950 ville den typiske 20-årige bo hjemme, på et lejet værelse, en belægningsstue eller et pige- eller karlekammer. Et veletableret hjem ville på dette tidspunkt have en radio, måske endda en radiogrammofon og et avisabonnement, men under halvdelen af hjemmene var forsynet med centralvarme, rindende varmt vand og bad. Titusindvis levede uden træk og slip.

 I 1950 var der indregistreret 111.528 personbiler i Danmark, så der var da en chance for, at man kunne blive kørt til den ugentlige tur i biografen. Men langt de fleste cyklede eller spadserede naturligvis. I de største byer kunne man tage sporvognen. Da ”Far til Fire på Bornholm” havde premiere i 1959, kunne publikum se, hvordan familien fløj til solskinsøen, mens de sang en sang om det. Det var en luksus, der ikke normalt kunne lade sig betale af en funktionærløn. Det krævede at man vandt i Klasselotteriet – hvis man altså havde husket at forny sit lod hos den lokale kollektrice. Af fritidsfornøjelser kunne man gå til gymnastik i det lokale forsamlingshus eller spille fodbold. Om vinteren kunne man skøjte.

En af konsekvenserne af krigen var, at ungdommen var kommet på den politiske dagsorden. Selv var de unge sat uden for indflydelse. Valgretsalderen til Folketinget var 25 år, og en person født i 1930 kunne først forvente at få valgret til Landstinget i 1965. Da var det som bekendt for længst afskaffet. I 1945 blev der nedsat en kommission, der skulle se på ungdommens situation, bl.a. bolignøden, de elendige vilkår for de værnepligtige og de generelle ansættelsesforhold. I en af kommissionens betænkninger blev det foreslået, at landbrugets medhjælpere under 18 år fik nedsat den ugentlige arbejdstid til 45 timer, og at de skulle sikres fritid fra lørdag kl. 12 til mandag morgen. Det vakte stor modstand i landboorganisationerne. Ved et radiotransmitteret møde fra Hjørring i 1950 sagde formanden for den lokale landboforening:

”I ethvert ungt Menneske ligger de mange Muligheder i Svøb, og blandt disse er ogsaa Faren for at blive en Døgenigt og Slapsvans. Der findes vistnok intet bedre Middel herimod end sundt, metodisk, legemligt Arbejde.”

Den fremmødte forsamling tilsluttede sig synspunktet. Det var sådan årgang 1900 tænkte om årgang 1930. Årgang 1930 gik på pension i slutningen af 1990erne. På dette tidspunkt havde mange af dem haft hænderne oppe af lommen i et halvt hundrede år eller mere, og de kunne med glæde se, at deres børn og børnebørn ville få helt anderledes gode muligheder for at udfolde sig i livet end de selv havde haft som unge.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2020)

Da det var en skandale, at vi havde for mange vacciner

Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør. Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er som de var og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund derimod er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.

En sådan situation befinder vi os i lige nu. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.

Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.

De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem. Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithCline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig som så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.

Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra f.eks. den danske stat til GlaxoSmithCline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.

 
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de sidste 10 år. Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år. Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og f.eks. gøre det klart, om det overhovedet er en skandale at have for mange vacciner.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2020. Sidste sætning er redigeret.)

Svindsot

Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år. Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede i Danmark. I 1920erne døde årligt ca. 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv. I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i bl.a. Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle turberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter 2. Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres. Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot ca. 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen. Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb. Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2020)

Udsigten fra sanatoriet i Boserup ved Roskilde

Gær og toiletpapir

Hamstring er en relativt let mekanisme at forklare. Hvis der skabes forventning om, at adgangen til bestemte varer vil blive begrænset, vil forbrugerne være tilbøjelig til at anskaffe et lager af samme vare, så man har lidt at trække på. Der er tale om en klassisk selvopfyldende og selvforstærkende profeti, idet hamstringen skaber, hvad forventningen forudså. Detailhandelen er oven i købet mere følsom over for hamstring i dag end før i tiden, fordi de færreste dagligvarebutikker på grund af strømliningen af forsyningskæden selv har et lager. Hvad de har af varer, ligger allerede på hylderne. Selv en let øget og uventet forespørgsel på et produkt kan således føre til tomme hylder.

I en naturalieøkonomi, hvor husstandene i vid udstrækning er selvforsynende, er hamstring en dyd, om man så kan sige. At have et lager af mad er en nødvendig overlevelsesstrategi, fordi fødevareproduktionen er sæsonbetonet, mens behovet for at spise er konstant året rundt. Derfor er der blevet røget, saltet, speget, syrnet, syltet, henkogt, tørret, fermenteret og konserveret til den store guldmedalje i de gamle landbohusholdninger. Fadeburet var husmoderens stolthed og skat. I dag er det ikke nødvendigt for overlevelsen at have et spisekammer – eller en dybfryser for den sags skyld – men kradser man fernissen af en velfærdsdansker dukker der gerne en bondekone op, der føler sig tryggest, når der er lagt lidt til side til hårde tider.

Hamstring betragtes i dag med stor foragt, fordi det er en handling, der fortolkes som udtryk for egoisme, samtidig med at de negative samfundsmæssige konsekvenser kan være ret store. Den historiske modforanstaltning mod hamstring har været at begrænse forbrugernes indkøbsmuligheder. Under 1. Verdenskrig var der under indtryk af hamstring af blandt andet smør indført rationeringer. Og som foranstaltning mod den såkaldte vare-åger, altså at næringsdrivende udnyttede vareknaphed til uretmæssigt store avancer, blev der også indført priskontrol. Mange ældre kan stadig huske besættelsestidens rationeringsmærkerne, der først blev afskaffet i 1952. Men det betød ikke, at rationering blev opgivet som politisk værktøj. Under Suez-krisen i 1956 blev der genindført rationering af blandt andet benzin, brændselsolie og petroleum. Den ophævedes igen året efter.

Hamstring kan også ses som et fornuftigt svar på en erkendt trussel. Det er jo til at forstå, at folk gerne vil sikre et forråd til sig og sine i urolige tider. Men erfaringen viser, at folk ikke nødvendigvis handler rationelt og i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, når det strammer til. De fleste voksne kan huske den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1998, da danskerne hamstrede gær i stor stil, men tilsyneladende ikke mel.

I disse så forstyrrede dage i foråret 2020 er det hverken konserves eller langtidsholdbar mælk, der i Danmark købes stort ind af, men toiletpapir. Det samme har været tilfældet i andre lande. Der er et fortilfælde i USA under oliekrisen i december 1973. Den populære talkshow-vært Johnny Carson forsøgte sig med en vittighed om, at der var lige så stor mangel på toiletpapir som på olie. (Den kan ses på youtube. Søg: Johnny Carson toilet paper) Rigtig mange amerikanere tog Carson på ordet, og der fulgte en hamstringsbølge, som ryddede butikkernes hylder for toiletpapir i lang tid derefter. Det var muligvis den historie, der foresvævede Statsministeren, da hun ved pressemødet den 11. marts udtrykkeligt nævnte, at der ikke var mangel på toiletpapir. Det skulle hun nok ikke have sagt, selv om det var både sandt og rigtigt, da det blev sagt, for folk reagerede i hvert fald stik modsat af hensigten og tømte prompte butikkerne for netop toiletpapir.
(Kristeligt Dagblad 31. marts 2020. Avisens rubrik var en lidt anden)

Epidemier har betydning for økonomien

Forekomsten af en ny, potent influenzalignende smitte, kaldet coronavirus, har ført til det største fald i den økonomiske aktivitet i verden i flere år. Med en metafor yndet på avisernes redaktioner viser aktiemarkederne blodrøde tal.

Epidemiske sygdomme har altid haft betydelige økonomiske konsekvenser. Den sorte Død i det 14. århundrede kostede en meget stor andel af den eurasiske og afrikanske befolkning livet. Det betød, at man måtte opgive at dyrke store jordarealer, men også at de overlevende kunne sælge deres arbejdskraft til en højere pris. Historikere diskuterer stadig, hvordan og hvorledes det fik betydning. To konklusioner kan drages til brug for den historiske betragtning af spørgsmålet, nemlig at smitsomme sygdomme allerede dengang havde global rækkevidde, og at handelsveje var smitteveje. Pesten ankom via de travleste havne.

Industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet medførte en øget forekomst af kolera. Den ramte Danmark senest i 1853. Koleraen var genstand for en intens debat blandt medicinere, fordi der var uenighed om sygdommens årsager. I dag ved vi, at den oftest skyldes forurenet vandforsyning, men så længe der ikke herskede enighed om den indsigt, var der åbnet for andre fortolkninger og derfor også andre forholdsregler. Diskussionen stod mellem de såkaldte contagionister, der mente at sygdommen er smitsom, og de såkaldte miasmatikere, der mente, at smittekim opstår spontant i gærende organisk materiale som f.eks. latrin. Contagionisterne mente, at karantæne var den bedste forholdsregel, mens miasmatikerne ønskede at forbedre kloakeringen og vandforsyningen. Begge parter havde fat i noget rigtigt. Ikke mindst miasmatikernes ønske om en effektiv adskillelse af vandforsyning og kloakering har været til velsignelse for folkehelsen, et eksempel på, at forkerte teorier kan føre til rigtige løsninger.

Tilhængere af de forskellige sygdomsteorier fordelte sig også over politisk-økonomiske skillelinjer. Miasmatikerne var ofte liberale tilhængere af frihandel. Det gjaldt f.eks. den fremtrædende tyske læge Max von Pettenkofer. Han mente, at karantænebestemmelser, der satte grænser for bevægeligheden, var en stor ulykke. Selv efter at Robert Koch havde identificeret kolera-bakterien (vibrio cholerae) ændrede Pettenkofer ikke holdning. Samtidig med et af de sidste store tilfælde af kolera i Europa, den voldsomme epidemi i Hamborg 1892, rekvirerede Pettenkofer en prøve på bakterien fra Kochs laboratorium, som han indtog. Det er det måske mest berømte eksempel på heroisk rethaveriskhed i videnskabshistorien. Pettenkofer overlevede uden alvorlige symptomer og anså dette forhold som bevis på, at han havde ret.

Der er i dag udviklet effektive vacciner mod mange virulente sygdomme, og på den måde har vi undgået forholdsregler som karantæne og rejseforbud. Hvis man lader sig vaccinere mod relevante sygdomme, kan man rejse overalt i verden i dag. Af og til dukker der dog nye sygdomme op, og indtil der foreligger en effektiv vaccine, der kan masseproduceres, må myndighederne gribe til de gammelkendte forholdsregler, der lægger bånd på den frie bevægelighed. Som ved alle ukendte og uberegnelige trusler hersker der en vis asymmetri mellem truslen selv og forholdsreglerne imod den, for der må anvendes meget vidtfavnende helgarderinger, der betyder, at langt flere berøres af forholdsreglerne end af faren selv.

Det er det, der har umiddelbar effekt på økonomien. Hvis kinesiske arbejdere bliver hjemme på grund af smittefare, går det ud over produktionen af forbrugsvarer. Når folk bliver bange for at rejse, går det ud over flybranchen og turistindustrien. Olieprisen falder, og så falder også den norske krone osv. osv. Andre faktorer spiller for tiden også en rolle for, at verdensøkonomien trækker sig sammen. Og nu som før forsvarer økonomiske og politiske kræfter interesser, der ikke nødvendigvis samstemmer med de nødvendige hensyn til almenvellet og folkehelsen. Men generelt synes verdenssamfundet indstillet på, at midlertidig recession er en pris, der er værd at betale for at inddæmme akutte trusler som f.eks. corona-virus. Historisk set er det opløftende. De globale epidemier – de såkaldte pandemier – har i århundreder været en stor udfordring. Hvad vi ser i dag, er en troværdig diskussion om, hvor vidt løsningerne på globale problemer af denne karakter for første gang i historien også skal være globale.

(Kristeligt Dagblad 4. marts 2020)