Den hidtil største flygtningestrøm i Europa

I disse uger flygter millioner af ukrainere fra øst mod vest. Ikke siden Anden Verdenskrigs afslutning har så mange europæere været på flugt. Den største strøm af flygtninge dengang kom fra Østpreussen, den østlige del af det daværende tyske rige, der nu er dele af Polen og Litauen. Den første bølge flygtede under kaotiske forhold fra den fremrykkende Røde Hær i vinteren 1944-45. Mange blev evakueret med skib, men det var risikabelt. Flere af de største skibskatastrofer nogen sinde indtraf på Østersøen i denne vinter. En af dem var sænkningen af M/S Goya den 16. april 1945. Med kurs mod Kiel med over 6000 flygtninge ombord blev skibet sænket af en russisk ubåd. Kun knap 200 blev reddet. 

Af de skibe, der klarede overfarten fra de østpreussiske havne, kom nogle også til København, de første i begyndelsen af februar 1945, og i løbet af de følgende måneder kom i alt ca. en kvart million flygtninge til Danmark. Besættelsesmagten havde ansvaret for dem, og hundredvis af bygninger, især skoler blev beslaglagt for at skaffe dem tag over hovedet. Dødeligheden pga. sygdom og underernæring var meget høj. På kirkegårde landet over findes særlige afdelinger, hvor tusindvis af tyske flygtninge er stedt til hvile. Lægen og historikeren Kirsten Lylloff fremsatte for godt 20 år siden en hård kritik af de danske myndigheder og den danske lægestand for ikke at gøre mere for at hjælpe. Det diskuteres fortsat, om danskerne kunne have gjort mere i de første måneder, og om denne hjælp havde gjort en afgørende forskel. 

Fra Vestre Kirkegård i Valby. De begravede er 
typisk små børn, ældre og soldater. Mange er
anonyme. (eget foto)

Hvorom alting er, overtog de danske myndigheder efter befrielsen den 5. maj ansvaret for flygtningene og dermed den enorme opgave at huse de mange mennesker. For de dengang fire millioner danskere betød tilstrømningen af flygtninge, at befolkningstallet steg med omtrent seks procent på ganske få måneder. Folkestemningen var ikke flygtningene venligt stemt, og der var et udbredt ønske om at sende dem hjem igen så hurtigt som muligt. At sende dem hen, hvor de kom fra, var på forhånd udelukket, for der var simpelthen intet Tyskland længere øst for floderne Oder og Neisse. 

De allierede besættelsesmagter i det resterende Tyskland modsatte sig at modtage endnu flere flygtninge. Alene i Slesvig-Holsten var godt en tredjedel af befolkningen nytilkomne fra andre steder i Tyskland. Den danske stat valgte at samle og isolere flygtningene i store til dels nybyggede baraklejre over hele landet, så de beslaglagte bygninger kunne frigives til deres oprindelige brug. Den største var Oksbøllejren, der med sine 35.000 flygtninge de facto var Danmarks sjettestørste by på dette tidspunkt. Lejrene var bevogtede og blev omgivet af pigtråd, og det var den danske politik at forhindre enhver fraternisering mellem de tyske flygtninge og lokalbefolkningen. Tyskerne fik ikke lov til at arbejde eller færdes frit i det omgivende samfund. Til gengæld kom der styr på sundhedstilstanden og forplejningen. Lejrene fik et beskedent mål af selvstyre og selvorganisering, og lærere, præster og læger blandt flygtningene fik mulighed for at udøve deres gerning. I Oksbøl blev der sågar bygget en biograf. 

Den indledende taknemmelighed over at få tag over hovedet og mad på bordet fortog sig blandt flygtningene, der ønskede at slippe ud af lejrene for at genoptage et normalt liv i Tyskland, og danskerne var såmænd mere end villige til at efterkomme ønsket, men det strandede fortsat på forhandlinger med ikke mindst briterne, hvis besættelseszone i Tyskland som nævnt havde rigeligt med flygtninge i forvejen. Men det lykkedes til sidst, og i 1949 kunne de sidste flygtninge sendes over grænsen. 

I tysk efterkrigshistorie spiller de mere end 12 millioner Heimatvertriebene (hjemstavnsfordrevne) en stor rolle. En stor del af dem kom til det, der blev DDR, hvorfra mange flygtede videre vestpå, før grænsen mellem Øst- og Vesttyskland blev lukket i 1961. Det var ikke nogen konfliktfri proces at skaffe hjem og beskæftigelse til de nytilkomne. Men det lykkedes ikke mindst takket være det tyske Wirtschaftswunder, 1950ernes økonomiske mirakel at gøre dem til en del af den tyske vækst, og denne succes er en integreret del af den tyske selvfortælling i dag. I Danmark derimod er de tyske flygtninge forblevet en parentes i historien. 

(Kristeligt Dagblad 12. april 2022. Redaktionen valgte en anden rubrik.)

Det ukrainske flag

Justitsministeren har den 2. marts tilkendegivet, at det midlertidigt skal være tilladt at flage med det ukrainske flag. Baggrunden er den krig, som Rusland har iværksat mod Ukraine, og tilladelsen skal give danskerne mulighed for at ytre solidaritet med Ukraine. Der er kun få fortilfælde for sådanne generelle tilladelser. I forbindelse med det kongelige bryllup i 2004 blev der fx givet tilladelse til at flage med det australske flag. 

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for justitsministeriet at udstede en sådan tilladelse, når der i forvejen er indrømmet den almindelige dansker en ret uindskrænket ret til at ytre sig i inden- og udenrigspolitiske spørgsmål?

Årsagen skal findes i den danske flaglovgivning, eller rettere i manglen af samme. Reglerne om flagning i Danmark er stadig grundlæggende reguleret af en kongelig bekendtgørelse fra 1748. Eftersom den enevældige konge var både lovgivende, dømmende og udøvende magt, havde en kongelig bekendtgørelse dengang lovskraft. Og det korte af det lange er, at der ikke siden er vedtaget nogen lov, der har annulleret denne bekendtgørelse, så den gælder stadigvæk. 

Flagning var dengang et maritimt spørgsmål. Flag blev brugt til at signalere et skibs ærinde og status. I 1748 skelnede man grundlæggende mellem orlogsflag og koffardiflag, altså hvorvidt skibet tilhørte krigsmarinen eller handelsflåden. Orlogsflaget var et splitflag, mens koffardiflaget var et stutflag, altså rektangulært. Det princip gælder for så vidt stadig, blot således at det er statens skibe i bred forstand – også f.eks. civile postbåde – der anvender splitflag, mens kommercielle skibe anvender stutflag. I anden halvdel af det 19. århundrede opstod som en tredje kategori lystfartøjerne, der hverken var handels- eller krigsskibe, og de fik med særlig tilladelse lov til at føre splitflag, hvad de stadig gør med en ikke ubetydelig stolthed.

Men flagets nuværende betydning stammer fra dets inddragelse i det 19. århundredes nationale konflikter, der indebar, at flagning til lands blev stadig mere almindeligt. Flaget blev ikke kun statens, men først og fremmest nationens symbol, og det blev almindeligt at tilkendegive sin nationale sympati ved hjælp af flagning til lands. Det manifesterede sig allerede i forbindelse med Englandskrigene, hvor Dannebrog også blev brugt til lands, men kom for alvor til udfoldelse i forbindelse med Treårskrigen 1848-50. Slesvig-holstenerne brugte naturligvis deres eget flag, en vandret delt trikolore i blåt, hvidt og rødt.

Den nuværende regulering af flagreglerne i Danmark, der i udgangspunktet forbyder flagning med fremmede landes flag, findes i en ministeriel bekendtgørelse fra 1915. Den skal forstås i sin historiske kontekst, nemlig Danmarks meget skrøbelige neutralitet under 1. Verdenskrig. Ingen krigsførende magt skulle kunne anvende en flagning på dansk grund som anledning til at inddrage Danmark i krigen. Sidenhen er reglerne blødt lidt op, så det er tilladt at flage med bl.a. de øvrige nordiske flag uden særlig tilladelse. Men det tyske mindretal i Sønderjylland skal stadig søge om særlig tilladelse til at vaje det tyske flag.

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at denne kontekstbestemte bekendtgørelse fra 1915 næppe kan udgøre et tilfredsstillende grundlag for flagregler mere end 100 år senere, hvor konteksten er en ganske anden. Han peger på, at der i flere tilfælde er fældet dom på baggrund af bekendtgørelsen på trods af princippet ”uden lov, ingen straf”.

På den anden side fastholder den nuværende retstilstand flagningens signalværdi og betydning. Det gør faktisk en forskel, hvad der gives tilladelse til at flage med. I den konkrete situation må det derfor tillægges særlig betydning, at der gives generel tilladelse til at flage med det ukrainske flag. 

Et par gange har der været optræk 
til at modernisere den danske
flaglovgivning, f.eks. ved ned-
sættelse af en kommission.
Der er dog indtil videre ikke
blevet nogen bukser ud af det
skind. (Det kongelige Bibliotek)

(Kristeligt Dagblad 9. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)

Vil den kommende tyske regering se mod nord?

Kører man fra Danmark til Tyskland, hvad enten det er over landegrænsen eller med færgen til Puttgarten, bliver man mødt med delstaten Slesvig-Holstens slogan: ”Der echte Norden” [NB til korrekturlæseren: det er imod al intuition maskulinum], ”Det ægte Norden”.

At en delstat bruger dette udtryk, siger to ting om Tyskland. For det første knyttes der positive værdier til det nordiske. Der er konkurrence om at være mest nordisk. I 2014, da sloganet blev lanceret, blev det da også bemærket med en vis forurettelse i bl.a. Mecklenburg-Vorpommern, at Slesvig-Holsten således mente at være mere ”nordisk” end de øvrige nordlige delstater. For det andet viser det, at slesvig-holstenerne har opmærksomheden rettet mod syd. For at de kan regnes som de nordligste, kræver det, at de vender ryggen mod nord. For os skandinaver forekommer det unægtelig lidt komisk at rejse sydpå for at komme til ”det ægte Norden”. Som et vink med en vognstang bliver tyskere, der rejser nordpå, da også mødt ved den danske landegrænse af alle de fem nordiske flag som et symbol på, at her begynder Norden.

Historisk set hører Slesvig og Holsten tæt til Danmark – Slesvig siden Middelalderen og Holsten siden 1460. Grænsedragningen mellem den danske konges riger og Tyskland har i det meste af Danmarks historie været et altdominerende spørgsmål og årsag til talløse konflikter. Den nuværende grænse er som bekendt blot 100 år gammel. Forholdet til Forbundsrepublikken fandt imidlertid først sit nuværende stabile leje ved afgivelsen af de såkaldte København-Bonn-erklæringer i 1955. Efter indlemmelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken i 1990 kunne den fredelige relation udbredes til det, der indtil da som en del af Warzawa-pagten havde været en erklæret fjende. Danmark med Bornholm i spidsen ophørte for 30 år siden med at være en frontlinjestat.

Fra Hamborgs hovedbanegård. Eget foto.

Efter at – i det mindste den vestlige del af – Østersøen er blevet et Fredens Hav, er historikerne blevet stadig mere opmærksomme på, at dette europæiske indhav ikke kun har været skueplads for krig og konflikt, men også en sammenbindende kraft for hele Nordeuropa siden Middelalderen. Floder, der afvander betydelige dele af Central- og Østeuropa og Den skandinaviske Halvø, har deres udløb i Østersøen, som dermed blev det naturlige knudepunkt for en vidtstrakt skibstrafik og handel fra Novgorod i øst til London i vest. En hel række havnebyer i Nordeuropa voksede sig store og rige i løbet af den sene Middelalder. Mange af dem sluttede sig sammen i det såkaldte Hanseforbund. Går turen til Hansestædernes Dronning, Lübeck, en god times kørsel fra færgelejet i Puttgarten, kan man i den bevarede del af den historiske bykerne se den velstand bevidnet, som handelen bragte med sig, og Hanseforbundets historie er flot formidlet i byens nyeste museum, der bærer det sigende navn Europäisches Hansemuseum.

Tyskland har også i dag mange opmærksomhedskrævende naboer at tage sig af, og Danmark er ikke den mest besværlige af dem. Vi er bestemt heller ikke den største. Hvis Danmark var en tysk delstat, ville vi blot være den sjettestørste, placeret mellem Hessen og Rheinland-Pfalz og kun et par pladser foran Slesvig-Holsten. Så vi hører stadig til i småtingsafdelingen.

Men måske vil en kommende regering i Berlin med socialdemokraten Olaf Scholz i spidsen være mere nordvendt end den nuværende. Scholz selv har en fortid som borgmester i Hamborg. Den danske opmærksomhed vil dog ikke mindst blive rettet mod Robert Habeck (Die Grünen/Bündnis 90), der taler dansk, har studeret i Danmark og bor i Flensborg, hvor hans børn har gået i dansk skole. Han har en fortid som stedfortrædende ministerpræsident i Slesvig-Holsten og står til en fremtrædende ministerpost i den kommende forbundsregering. Og måske kræver det en dansktalende tysker for at skabe bedre forbindelse til Tyskland, for det står skralt til med danskernes tyskkundskaber, og ingen vil tilsyneladende lære det. I 2021 blev der på danske universiteters i alt 5 uddannelser i tysk sprog kun optaget i alt 100 studerende.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2021)

Sværmeri for asatroen

Den nye kirke- og kulturminister ramte blandt andet forsiden af denne avis kort tid efter sin tiltræden, fordi hun havde ladet sig afbilde af fotografen Jim Lyngvild som Vølven, en førkristen, nordisk, mytologisk kvindeskikkelse. Nogle bebrejder kirkeministeren, at hun klæder sig ud som hedning, mens andre finder det i modstrid med kulturministerens opgave at samarbejde med Lyngvild. Ministeren har dog heller ikke savnet opbakning til sin happening hverken i kirkelige eller kulturelle kredse.

I den forbindelse er det blevet fremhævet, at N.F.S. Grundtvig var meget optaget af nordisk mytologi. Grundtvigs flirt med asalæren som religion kulminerede i hans ungdom. I 1808 udgav han en bog med titlen ”Nordens Mytologi eller Udsigt over Edda-Læren”, som i kombination med flere af hans øvrige skrifter godt kunne efterlade det indtryk, at deres forfatter var blevet asatro.

Grundtvig var i en meget ung alder blevet cand.theol. og forfulgte oprindeligt en karriere som historiker og filolog, mens han ernærede sig som lærer. Det skete i et intellektuelt miljø, der i politisk forstand var temmelig forsagt, men så meget desto mere sprudlende litterært og filosofisk, ja, nærmest fritænkerisk. Elementer af klassisk mytologi var faste rekvisitter i digtning og billedkunst. Til dem føjede sig efterhånden også referencer til den nordiske oldtid, der i begyndelsen af det 19. århundrede nød stor interesse.

I 1810-11 indtrådte imidlertid en vending i Grundtvigs liv, som hang sammen med, at han lod sig overtale til at blive kapellan for sin far, der var præst i Udby ved Vordingborg. Efter en religiøs krise, som vel nærmest kan karakteriseres som en omvendelse, satte han aldrig siden ”høje Odin” ved siden af eller over ”hvide Krist”.

Han vedkendte sig – som en slags omvendt synder – også sin vildfarelse. I et meget langt brev til sin norske ven S.J. Stenersen i 1815 undskyldte han sig med, at han var som beruset, da han havde ”sværmet som en halv Hedning”. Denne afstand til ungdommens ”Asarus” vendte Grundtvig flere gange tilbage til i de selvbiografiske elementer af forfatterskabet, meget tydeligt i 2. sang af det fascinerende langdigt ”Nyaarsmorgen” fra 1824.

Grundtvigs læselup.
Grundtvigs Mindestuer.
Eget foto.

Til trods for, at Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi, og hans digtning er fuld af de sprogblomster, som han plukkede under sin ungdoms oldnordiske filologisk-historiske studier. Også i salmebogen kan man finde dem. I den seneste udgave er årstidsdigtet ”Skyerne graane” fra 1847 f.eks. optaget som nr. 733. Heri finder man en reference til Balders død.

Når Grundtvig også efter 1811 forblev tæt forbundet med det nordiske sindbilledsprog, hænger det sammen med hans syn på forholdet mellem kirke og kultur for nu at blive i de termer, som definerer det for dette spørgsmål relevante ministerium. For det første var kristendommen for ham et historisk fænomen. Frelseshistorien, Guds mening med menneskene, udfoldede sig for ham i hele menneskehedens historie, også den del, der foregik, før evangeliets ord havde mulighed for at blive hørt. Også de førkristne kunne faktisk nå at blive frelst. Dette synspunkt udtrykkes i salmen ”I Kveld blev der banket paa Helvedes Port” fra 1837. I mange år var Indre Mission imod dens optagelse i Den danske Salmebog, men i den seneste udgave er den kommet med som nr. 213. Det belyser for det andet den ofte citerede sentens af Grundtvig, ”Menneske først og kristen så”, fra et posthumt udgivet digt, der meget fortjenstfuldt er optaget i den nye højskolesangbog som nr. 80. Det udtrykker ikke en humanistisk, men en skabelsesteologisk pointe hos Grundtvig. Mennesket er i kraft af den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam, skabt med anlæg for at tage imod det levende ord fra Herrens egen mund. Man kunne også kalde det Grundtvigs adskillelse af teologien og antropologien. Endelig kan man for det tredje pege på, at Grundtvig som en konsekvens heraf talte for en adskillelse af kirke og skole, prædikestol og kateder, religion og kultur. Dermed ikke sagt, at Grundtvig gik ind for sekularisering i moderne forstand. For ham skulle alting forstås under evighedens fortegn. Men derfor kunne det stadig ikke afvises, at der også var en form for visdom at hente i Vølvens spådom.

Grundtvigs tekster med kommentarer og forklaringer kan læses på www.grundtvigsværker.dk

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2021. Avisens rubrik er lidt længere. Enkelte ord ændret i den trykte udgave)

Lærkesletten

Der har i København rejst sig en decideret borgerbevægelse imod et boligbyggeri på det nordvestlige Amager. Konflikten strækker sig flere år tilbage. I 2017 opgav kommunen planerne om at bebygge en grund, der ligger umiddelbart vest for metrolinjen på grund af borgerprotester. I stedet blev en tilstødende grund på 18 hektar udvalgt. På grunden ligger i dag Københavns Vandrehjem. Der var oprindeligt planer om at oprette en campingplads ved vandrehjemmet, og derfor kaldes området også ”Campinggrunden”. Det ændrede sig imidlertid i 2018, da demonstranter og aktivister gav den navnet ”Lærkesletten”, fordi der er ynglende lærker på de åbne arealer. Navnet viste sig at slå an.

”Lærkesletten” ligger i den nordlige del af Naturpark Amager, et sammenhængende område med 25 km kystlinje på i alt cirka 3500 hektar naturareal med en stor artsrigdom ifølge Naturstyrelsens læseværdige folder, der kan findes på nettet.

Målebordsblad fra 1962 med det omstridte
områdes omtrentlige udstrækning indtegnet.

Historisk set er det imidlertid ikke den idyl, som navnet antyder. Området er inddæmmet og opfyldt areal. Inddæmning blev – antagelig med forbillede i Nederlandene – iværksat i Danmark i større skala i 1840erne med tørlægningen af Sidinge Fjord i Odsherred. Siden fulgte Klint Sø og Lammefjorden, også i Odsherred, Saltbæk Vig ved Kalundborg, Hasselø Nor syd for Nykøbing Falster og mange andre steder. Landvinding ved inddæmning hører historisk sammen med den omfattende dræning af vandlidende jorder, som fandt sted fra slutningen af 1700-tallet. For landbruget var – og er – kampen mod og for vandet et grundvilkår.

Inddæmningen af Amager skete dog ikke af hensyn til landbruget. Den begyndte med, at området tættest på Christianshavn i slutningen af 1880erne blev udlagt til kaserne for befæstningsartilleriet. Også hærens arsenal, Tøjhuset, blev flyttet til det¸ der stadig kaldes Ny Tøjhusgrunden. Store arealer syd for kasernen var inddraget til skydeøvelser. Artillerikasernen huser i dag Statens Seruminstitut. I slutningen af 1890erne begyndte investorer at se muligheden i at opfylde det lavvandede område, som ligger tættest på artillerikasernen. Det blev til det, der endte med at blive kaldt Islands Brygge, som kombinerede bolig og erhverv. Her var foruden mange lejligheder oplagsplads for blandt andet brændselskompagnier. FDB havde i mange år centrallager på Islands Brygge, og en af Danmarks største industrivirksomheder, Dansk Sojakagefabrik, holdt også til her på opfyldt grund.

Vestamager i 2021 med byggefeltets omtrentlige
udstrækning indtegnet.

Under Besættelsen blev det besluttet at fortsætte landvindingen på Vestamager med anlæggelsen af et 12 kilometer langt dige, et af de største landvindingsprojekter i Danmark overhovedet. Begrundelsen for projektet var et hensyn til beskæftigelsen, ikke til behovet for boliger eller erhvervshensyn. Projektet omfattede imidlertid lige præcis ikke den del, hvor ”Lærkesletten” nu ligger. I 1959 blev Sjællandsbroen indviet, og dermed blev der skabt direkte vejforbindelse mellem Østamager og Københavns Sydhavn. Vejføringen skete på inddæmningens nordligste dige. I de følgende år blev det lavvandede område mellem det inddæmmede areal og Islands Brygge brugt som losseplads.

I begyndelsen af 1970erne gik Københavns Kommune over til affaldsforbrænding, og det nu opfyldte areal blev udlagt til grønt område. Samtidig blev der bygget et dige mellem Sjællandsbroen og Islands Brygge, hvorved Vestamagers nuværende kystlinje blev etableret. I 1980 åbnede Københavns Vandrehjem på den tidligere losseplads som nærmeste nabo til Bella Center, der var flyttet fra Bellahøj til Amager i 1975.

Beslutningen om at bebygge ”Campinggrunden”/”Lærkesletten” blev truffet af Københavns Borgerrepræsentation i februar i år. Set fra kommunens synsvinkel skal bebyggelsen af området tjene to formål. Dels skal den skaffe boliger til den fortsat voksende hovedstad, dels skaffe penge til at finansiere udbygningen af metroen. Modstanden mod at bebygge grunden stammede indledningsvis fra bekymringen over den omfattende forurening, som skyldes stedets fortid som losseplads. Men dette argument er nu gledet i baggrunden til fordel for ønsket om at bevare stedet som grønt område.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2021)

Centrum og periferi i de videregående uddannelser

 Regeringens forslag om at flytte studiepladser ud fra de store byer er historisk set interessant, fordi det indgår i en lang tradition for at diskutere centralisering og decentralisering i uddannelsespolitikken.

Da Christian I søgte pavens tilladelse til at oprette et universitet i København var det også udtryk for et ønske om at udbrede uddannelsesmulighederne til Europas periferi. Konkurrencen med Sverige var nok heller ikke uden betydning. Universitetet i Uppsala, grundlagt 1477, er to år ældre end Københavns Universitet.

Universitetet i København forblev længe rigets eneste. Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk uddannelse. I hertugdømmerne var der tradition for at uddanne sig ved tyske universiteter. I 1665 grundlagde hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp – en ætling af Christian I – universitetet i Kiel, der stadig bærer hans navn. Året efter blev universitetet i Lund grundlagt, kun kort tid efter at Skåne var blevet svensk.

Både universitetet i Kiel og Lund kan ses som et udtryk for forsøg på konsolidering af en fyrstemagt, henholdsvis den gottorpske og den svenske. Et universitet hører fra denne tid simpelthen til en stats standardinventar. Den gottorpske stat gik det ilde. Den led nederlag efter Store Nordiske Krig i 1720 og måtte give endelig tabt ved en overenskomst mellem Rusland og Danmark i 1773. Efter denne tid sorterede universitetet i Kiel under den danske konge. Universitetet i Lund derimod blev en vigtig forpost for den vellykkede forsvenskning af skånelandene.

Åbningen af universitetet i Christiania – nu Oslo – i 1811 var en vigtig markør for norsk selvstændighed, om end alle de centrale aktører, der arbejdede for norsk selvstændighed, der blev virkeliggjort i 1814, var uddannet i København. I 1829 fik København sit andet universitet i form af Den Polytekniske Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet. Hvis man regner Landbohøjskolen med, grundlagt 1773, var det nummer tre. Også i 1829 gav Frederik VI statutterne til Serampore College i den daværende danske koloni i Vestbengalen. Det fungerer endnu og er der dermed også et af det asiatiske fastlands ældste højere læreanstalter efter europæisk forbillede.

Læreruddannelsen fulgte en anden vej end universiteternes. De første seminarier lå typisk uden for de store byer. Det forblev i Danmark langt op i det 20. århundrede en tradition, at lærere blev uddannet på steder som Nørre Nissum, Haslev, Skaarup, Ollerup eller Ulfborg. Læreruddannelsen var en typisk karrierevej for bogligt indstillede unge fra landet, der sjældent havde mulighed for at komme på gymnasiet. Da bønderne organiserede sig politisk i slutningen af 1800-tallet var de centrale lederskikkelser som Chresten Berg og J.C. Christensen læreruddannet.

Universitetsuddannelserne derimod blev efter tabet af Norge i 1814 og tabet af hertugdømmerne i 1864 koncentreret i København, der i 1892 også fik en farmaceutisk højskole. I 1911 fulgte universitetet i Reykjavik, som blev en byggesten for islandsk selvstændighed. I 1928 fulgte universitetsundervisningen i Aarhus, der udviklede sig til Aarhus Universitet.

Universitetet i Thorshavn blev grundlagt i 1965, og Universitetet i Nuuk er fra 1987. Også de skal ses i direkte sammenhæng med et politisk ønske om autonomi, hvorimod universitetet i Aarhus ikke skulle føre til jysk hjemmestyre, men derimod udbrede uddannelsesmulighederne. Også grundlæggelsen af universiteter i Odense (1964), Roskilde (1972) og Aalborg (1974) var et led i det 20. århundredes stærke decentralisering af de lange, videregående uddannelser.

Fra 1980erne er tendensen gået i retning af centralisering f.eks. i form af nedlæggelsen af flere traditionsrige seminarier. Efter årtusindskiftet er der også sket en organisatorisk koncentration, der har betydet sammenlægningen af mellemlange og lange videregående uddannelser i færre professionshøjskoler og højere læreanstalter, dog med aktiviteter fordelt ud over hele landet, således at man i dag kan tage videregående uddannelser i byer som Kalundborg, Herning, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Thisted, Rønne og Slagelse.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2021)

Fortidens vaccinepas

Mange af os har i den seneste tid vænnet os til at fremvise et coronapas, hvis vi havde et ærinde et sted, hvor et sådant var påkrævet. De fleste, der rejser oversøisk, har stiftet bekendtskab med krav om vaccinationsattester for at kunne besøge visse lande, men det er noget andet, når det handler om den indenlandske bevægelsesfrihed.

Begrundelsen for passet er naturligvis at forhindre yderligere smittespredning. Kritikerne af denne fremgangsmåde fremhæver, at det er diskrimination, og at de, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at lade sig teste eller vaccinere, bliver berøvet en hævdvunden frihed. Men historisk set er der ikke noget nyt i, at man skal fremvise en attest på, at man er smittefri.

Det blev i 1810 ved forordning – svarende til en lov – obligatorisk at lade sig vaccinere mod kopper. Udgiften blev afholdt af offentlige kasser, og efter vaccinationen skulle lægen udstede en attest til den vaccinerede. Uden denne attest kunne man ikke blive konfirmeret eller gift, få en læreplads eller blive optaget på latinskolen, og soldater, der ikke havde været syge eller var blevet vaccineret, skulle vaccineres med tvang. Dengang var Danmark stadig enevældigt regeret, og det er blevet bragt frem i dagens debat, at den nuværende ordning med coronapasset bærer før-demokratiske træk og at coronapasset og flere af de øvrige modforanstaltninger bryder med de frihedsrettigheder, der blev indført med Junigrundloven i 1849. Der er imidlertid også præcedens for sundhedspas efter 1849.

I 1905 blev ”Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse” vedtaget. Tuberkulose var på det tidspunkt blevet et alvorligt problem, der kostede tusindvis af liv årligt. Loven greb ind på en række områder med bestemmelser om hygiejniske forskrifter, isolation med mere. I lovens paragraf 11 indførtes krav om bevis på smittefrihed for visse offentligt ansatte:

"Ingen Lærer maa ansættes under det offentlige Skolevæsen, forinden det ved Lægeattest, der ikke er ældre end 3 Maaneder, er godtgjort, at vedkommende ikke lider af smittefarlig Tuberkulos i Lunger eller Strubehoved [...] tilsvarende Regler gælde om andre Embedsmænd og Bestillingsmænd, hvis Gerning medfører saadanne Berøringer med Befolkningen, at denne utvivlsomt udsættes for den fra Tuberkulose i Lunger og Strubehoved hidrørende Smittefare."

Fra 1933 gjaldt kravet f.eks. også for pedeller ansat ved kommune- og statsskoler samt statsseminarier, lige som bl.a. husmoderafløsere skulle have en tuberkuloseattest for at virke. 

Tuberkuloseattesten blev udstedt på de såkaldte tuberkulosestationer, klinikker, der var spredt ud over hele landet. her kunne man ved hjælp af blodprøver og røntgen optagelser konstatere, om en patient var smittet. Staten stillede røntgenvogne til rådighed, mobile enheder, der kunne diagnosticere lokalt og ambulant. Tuberkulosestationerne var også udgangspunkt for den landsdækkende vaccinationskampagne, der blev iværksat i 1946. Indtil midten af 1980erne blev danske børn rutinemæssigt vaccineret mod tuberkulose. 

Tuberkulosebekæmpelsen var overvejende offentligt finansieret, men blev også støttet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, oprettet i 1901. Foreningen drev blandt andet flere lungesanatorier rundt omkring i landet, og arbejdet blev blandt andet finansieret ved salg af de såkaldte høstblomster, små papirsblomster til at sætte på reversen. Lungeforeningen viderefører i dag tuberkuloseforeningens arbejde.

Tuberkulose er under kontrol i Dannmark, men på verdensplan er sygdommen stadig i dag en af de meget store dræbere

(Kristeligt Dagblad 4. maj 2021).

Lungesanatoriet i Avnstrup, midt ude i en skov sydvest
for Osted på Midtsjælland, indviet 1940.
Nu flygtningecenter. Eget foto.