Norden

Nordiske regeringsledere var i mandags samlet i Oslo for at diskutere blandt andet grøn omstilling og forsvar. Men hvad har de nordiske lande egentlig til fælles?

Uffe Østergård har engang defineret Norden som et fællesskab bestående af fem undtagelser. Det udtrykker i kort form det forhold, at der eksisterer en forestilling om en stærk nordisk samhørighed, både politisk og kulturelt, men at denne samhørighed ikke er afspejlet i den måde landene tager del i overnationalt samarbejde. Danmark er endnu en stund det eneste af de nordiske lande, der er medlem af både EU og NATO. Hvis man altså ser bort fra Grønland og Færøerne, der ikke er medlemmer af EU. Norge er stærkt integreret i NATO, men kun i kraft af EØS associeret med EU. Sverige er medlem af EU, men ikke af det monetære samarbejde og heller ikke af NATO. Island er medlem af NATO, men ikke af EU. Finland er ikke medlem af NATO, men både af EU og EU’s monetære union.

Hvis man ser bort fra senmiddelalderens såkaldte Kalmarunion, som de øvrige nordiske lande i dag mestendels forbinder med dansk magtpolitik, er forestillingen om Norden som et politisk og kulturelt fællesskab en idé, der begyndte at fæste rod i 1830erne. Med tiden fik denne idé betegnelsen skandinavisme. Skandinavismen er i tidligere tiders historieskrivning gerne blevet afskrevet som tom studenteridealisme, men i de seneste år har forskere som bl.a. Ruth Hemstad og Morten Ottesen i Norge og Rasmus Glenthøj i Danmark peget på de betydelige ideologiske og politiske realiteter i bevægelsen. Vi var antagelig meget tættere på en nordisk eller skandinavisk union i begyndelsen af 1860erne, end de fleste historikere har været klar over. Til syvende og sidst var det dog de sikkerhedspolitiske realiteter, der skilte landene. Svenskerne ønskede ikke at udkæmpe danskernes krig i 1864.

Op til Første Verdenskrigs udbrud samledes Danmark, Norge og Sverige om en fælles neutralitet, der dog ikke havde det væbnede forbunds styrke. Verdenskrigen førte til både finsk og islandsk selvstændighed fra henholdsvis Rusland og Danmark, for sidstnævntes vedkommende dog i en personalunion, der varede i godt 25 år. Med Slesvigs deling i 1920 kan man sige, at det nuværende Norden blev genkendeligt på et landkort. 

Men stadig var forholdene defineret af sikkerhedspolitikken. I 1930erne nærmest tryglede statsminister Stauning om især svenske og britiske garantier for dansk suverænitet, men det skulle hverken briterne eller svenskerne nyde noget af. Til gengæld strømmede danske frivillige til Finland under Vinterkrigen i 1939-40, da russerne angreb. Tyskerne besatte betrygget af en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen Danmark og Norge i april 1940, mens Sverige måtte gøre væsentlige indrømmelser til Tyskland for at bevare sin neutralitet, og Finland allierede sig med Tyskland i kampen mod Sovjetunionen. 

Efter krigen forsøgte man at udmønte den nordiske solidaritet i et nordisk forsvarsforbund, der imidlertid faldt på især norske og svenske interessemodsætninger. Danmark, Norge og Island blev medlemmer af NATO, mens Sverige og Finland forblev alliancefrie.

På trods af de sikkerhedspolitiske meningsforskelle blev der under Den kolde Krig udviklet et omfattende nordisk samarbejde, der indebar bl.a. pasfrihed, arbejdskraftens og den studerende ungdoms fri bevægelighed, årtier før det samme kunne indføres i EF/EU.

Efter Murens fald søgte Finland den højeste mulige grad af integration i EU under iagttagelse af en streng, men særdeles væbnet neutralitet. Sverige har bevaret samme neutralitet, men har som både Danmark og Norge også høstet af den såkaldte fredsdividende. Sverige har også beholdt sin valuta. Det har medført det interessante forhold, at den skandinaviske møntunion, der i 1875 indførte kroner og øre som fælles valuta i Danmark og Sverige-Norge, stadig er i live for så vidt alle tre lande stadig bruger denne betegnelse for deres penge, om end der ikke længere er tale om nogen fælles fastkurspolitik.

Udviklingen i Ukraine i det seneste halve år har imidlertid ført til, at der oven på dette økonomiske og kulturelle lag af nordisk samarbejde har vist sig muligheden for – ja, nødvendigheden af et udvidet militært samarbejde. Og så er der udsigt til den historisk enestående situation, at alle nordiske lande for første gang kan komme til at tilhøre samme forsvarsunion, når Sverige og Finland bliver optaget i NATO.

(Kristeligt Dagblad 17. aug. 2022. Avisen rubrik var længere)

Skolepolitik har altid været en kamp om værdier

Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Laura Rosenvinge (S), har i anledning af diskussionen om seksualundervisningen i skolen udtalt, at denne er for vigtig til at blive overladt til forældrene. I det konkrete tilfælde handler det om, at det undervisningsmateriale, der anvendes til den undervisning, som Rosenvinge taler om, er blevet holdt hemmeligt, så hverken offentligheden eller forældrene har haft mulighed for at få indblik i, hvad børnene undervises i.

For at forstå skolernes nuværende forpligtelser, når det handler om børnenes opdragelse, kan det lønne sig at kaste et historisk blik på opdragelsens historie og dermed også på forholdet mellem opdragelse og undervisning.

I den enevældige danske stat gjaldt det som hovedprincip, at dåb og oplæring i den luthersk-evangeliske tro var forudsætning for at kunne regnes som myndig.

I 1736 blev der indført en obligatorisk eksamen for " den tilvoxende Ungdom", der skulle sikre, at de havde forstået et vist minimum af, hvad det ville sige at være rettroende kristen og dermed et ordentligt menneske, nemlig konfirmationen.

Ved skolelovene i 1814 blev skolevæsenets ordning og finansiering sat noget bedre i system, men i princippet var det stadig skolens opgave " ved Børnenes Underviisning at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære", og den syvårige skolegang afsluttedes stadig med konfirmationen, ved hvilken barnet ophørte med at være " uopdraget".

Det ændrede sig med Grundloven af 5. juni 1849. Trosfriheden betød, at staten ikke længere kunne opretholde et religiøst defineret opdragelsesmonopol. Det kunne man have løst ved at gøre almueskolen konfessionsløs, men den mulighed kom slet ikke på tale. Samtidig blev det i Junigrundloven fastslået som en af de borgerlige rettigheder, at de "Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen."

Børnenes undervisning og opdragelse er altså i udgangspunktet forældrenes ansvar, et ansvar som kan delegeres til den offentlige skole. Dette princip er i en revideret form optaget i den nugældende grundlov som paragraf 76.

Problemet med de anderledes troendes børns opdragelse blev løst med den såkaldte friskolelov af 1855, der gjorde det muligt at oprette skoler med et andet bekendelsesgrundlag end folkekirkens. Denne mulighed førte i første omgang til oprettelsen af katolske skoler.

Siden blev muligheden især benyttet af grundtvigianere og i de seneste årtier også af blandt andre muslimer. Det vil altså sige, at selvom religionsfriheden i princippet satte skel mellem undervisning og opdragelse, forblev skolerne konfessionelle og dermed både oplysende og religiøst opdragende.

Den religiøst forkyndende undervisning i folkeskolen blev først afskaffet i 1975, men det betød ikke, at skolen ophørte med at være normativt defineret.

Skolepolitik er også i dag en kamp om de værdier, der skal gælde for det samfund, som børnene skal overtage en dag. Derfor vil både folkeskolen og friskolerne altid have de politikeres opmærksomhed, som ønsker at forme fremtiden. I den aktuelle situation er det en interesseorganisation, Normstormerne, som søger indflydelse på seksualundervisningen i folkeskolen, men i lang tid uden at forældrene kunne få indsigt i, hvad de lærer børnene.

Nu er materialet blevet offentliggjort - dog ikke med Normstormernes hjælp - og det konkrete problem om aktindsigt kunne man nok overlade til juristerne at løse, men man kan da pege på, at alle folkeskoler i overensstemmelse med princippet om forældres ansvar for børnenes opdragelse og undervisning har bestyrelser med forældrerepræsentation. Til disse bestyrelsers ansvar hører ifølge Undervisningsministeriet at godkende - og dermed få indsigt i - skolens undervisningsmidler.

(Kristeligt Dagblad den 10. august 2022. Enkelte formuleringer er ændret af avisens redaktion.)

Europæisk erobringskrig

Det russiske forsøg på at erobre Ukraine har chokeret mange. Men hvad er det egentligt, der gør russernes angreb på Ukraine den 24. februar så skelsættende? Mange mener, at der er tale om ”krig for første gang på europæisk jord siden Anden Verdenskrig”, som en iagttager har formuleret det. Det udtrykker i kort form, hvad mange os føler, men det er på den anden side heller ikke helt præcist.

Krigshandlingerne i Europa sluttede ikke i foråret 1945. Den indre konflikt i Grækenland mellem sovjetisk støttede kommunister og den især af USA hjulpne regering indebar en voldsom og blodig borgerkrig, der først blev bragt til afslutning i 1949.

De sejrende parter efter 2. Verdenskrig havde truffet aftale om at dele Europa mellem sig, og den aftale blev overordnet set holdt. Danmark blev befriet af briterne, undtagen Bornholm, der blev indtaget af Den røde Hær i maj 1945 efter nogle af verdenskrigens allersidste krigshandlinger i Nordeuropa, bombardementet af Rønne og Nexø for netop 77 år siden. Russerne forlod øen efter nogen tøven året efter og efterlod den i en tilstand af uafgjorthed, der har trukket spor i det diplomatiske forhold mellem Moskva og København helt frem til i dag.

Den Kolde Krig kaldes kold, fordi de stridende stormagter ikke udløste deres militære potentiale mod hinanden på europæisk grund. De udkæmpede flere særdeles blodige stedfortræderkrige i andre verdensdele, ikke mindst i Asien. I de første efterkrigsår mødte Sovjetunionen indre modstand fra flere partisanbevægelser i de baltiske randstater og Ukraine. Moskva anvendte desuden kampvogne til at nedkæmpe opstande i Østberlin i 1953, i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet 1968. Dertil kom en række aktive handlinger fra de stridende parters efterretningstjenester. I den aktuelle situation er det værd at erindre, at da den ukrainske nationalist Stefan Bandera blev fundet død i sit vesttyske eksil i 1959, er det mistanken, at KGB havde en finger med i spillet.

Heller ikke Vesteuropa var fri for væbnede konflikter. I bl.a. Nordirland, Baskerlandet, Sydtyrol og på Korsika var der gennem årtier oprørsbevægelser, der med bl.a. håndvåben og bomber kæmpede for regional selvstændighed. Terrorbevægelser i Italien og Vesttyskland brugte i 1970erne og 1980erne samme midler til at forsøge at omstøde den vestlige samfundsorden som sådan.

Få måneder efter det franske nederlag ved Dien Bien Phu i Vietnam udbrød der i 1954 oprør i Algeriet mod den franske kolonimagt. Den efterfølgende meget blodige krig varede i over syv år og foregik ganske vist ikke i Europa, men havde en dyb indvirkning på det franske samfund. Den medførte bl.a. indførelsen af den nuværende franske forfatning.

Fra 1958 til 1976 udkæmpedes de såkaldte torskekrige mellem Island og Storbritannien om fiskerettighederne i Nordatlanten. De indebar ingen egentlige krigshandlinger, men briterne satte betydelige flådestyrker ind for at beskytte britisk fiskeri.

En egentlig europæisk invasionskrig fandt sted i 1974, da tyrkiske styrker erobrede den nordlige del af Cypern som svar på det, som tyrkerne betragtede som en græsk provokation. Denne meget komplicerede konflikt er nu næsten et halvt århundrede senere ikke blevet løst. Nordcypern er stadig besat af Tyrkiet, mens Cypern har været medlem af EU i næsten tyve år. 

Falklandskrigen, der blev udkæmpet for netop 40 år siden, fandt ganske vist ikke sted i Europa, men var ikke desto mindre betydningsfuld for Margaret Thatchers regerings popularitet. Det var sidste gang briterne egenhændigt med held projicerede deres militære magt oversøisk, et sidste ekko fra det 19. århundredes imperiebyggeri. Eftersom denne konflikt endnu er i mands minde, er den ikke uden betydning for den især engelske tro på, at UK kan gå enegang i verden, og den erfaring er så ganske forskellig fra den franske fra Vietnam og Algier.

Efter afslutningen af Den kolde Krig udløstes en række små konflikter i og omkring Kaukasus. En anden udløber af Murens fald var Den jugoslaviske Borgerkrig, der var nationalt motiveret og i høj grad handlede om erobring af territorium. Med mandat fra FN blev tropper fra mange europæiske lande indsat til at standse konflikten med skiftende held. Det indebar bl.a., at danske kampvogne var involveret i aktive krigshandlinger i 1994, nu kendt som ”operation bøllebank”. 

Putin har i sin regeringstid gjort aktivt brug af russiske våbenmagt til at fremme politiske formål. Han har grebet ind militært i bl.a. Tjetjenien, Georgien og Syrien for at gøre sin indflydelse gældende. Den hybride krigsførelse i det østlige Ukraine og anneksionen af Krim i 2014 optrappede konfliktniveauet, fordi Ukraine i lang tid har været bufferstat mellem EU og Rusland. Også i Østersøen har russerne gjort sig meget synlige.

Den 24. februar 2022 skete der imidlertid noget, som ikke er blevet set i Europa i mere end 75 år. Det er som nævnt ikke det, at der ikke har været brugt panservåben eller er blevet ført erobringskrig på europæisk grund siden 1945. Den afgørende forskel er kvantitativ mere end kvalitativ. Det er den største europæiske stat, der med hele sin konventionelle militære styrke har valgt at føre erobringskrig mod sin nabo, den næststørste stat i Europa. Antallet af kampvogne, kanoner og tabte menneskeliv tælles i tusinder.

Både offentlige institutioner som fx DSB og private
har demonstreret deres sympati med Ukraine ved
at flage med det ukrainske flag. Dette billede er fra
en beboelsesejendom på Vesterbrogade i København.
(eget foto)

At Ukraine har vist sig mere modstandsdygtig end forventet, bringer det sovjetiske overfald på Finland i 1939 i erindring. Med samme selvfølge som danskerne dengang under Vinterkrigen holdt med finnerne, har vi i dag erklæret vores solidaritet med ukrainerne. At mere end fem millioner mennesker i løbet af blot to måneder er flygtet fra Ukraine er et omfang, der ikke er set siden Den røde Hærs fremfærd på den europæiske krigsskueplads’ østfront i vinteren 1944-45. Det er krigens omfang, dens uindskrænkede dimensioner, som vi troede var europæisk fortid.

(Kristeligt Dagblad 22. maj 2022. Avisens rubrik var en anden. Klummen blev trykt dagen efter at forsvarsminister Morten Bødskov i en tale i Esbjerg udtalte, at "der er krig for første gang i 70 år i Europa."

Den hidtil største flygtningestrøm i Europa

I disse uger flygter millioner af ukrainere fra øst mod vest. Ikke siden Anden Verdenskrigs afslutning har så mange europæere været på flugt. Den største strøm af flygtninge dengang kom fra Østpreussen, den østlige del af det daværende tyske rige, der nu er dele af Polen og Litauen. Den første bølge flygtede under kaotiske forhold fra den fremrykkende Røde Hær i vinteren 1944-45. Mange blev evakueret med skib, men det var risikabelt. Flere af de største skibskatastrofer nogen sinde indtraf på Østersøen i denne vinter. En af dem var sænkningen af M/S Goya den 16. april 1945. Med kurs mod Kiel med over 6000 flygtninge ombord blev skibet sænket af en russisk ubåd. Kun knap 200 blev reddet. 

Af de skibe, der klarede overfarten fra de østpreussiske havne, kom nogle også til København, de første i begyndelsen af februar 1945, og i løbet af de følgende måneder kom i alt ca. en kvart million flygtninge til Danmark. Besættelsesmagten havde ansvaret for dem, og hundredvis af bygninger, især skoler blev beslaglagt for at skaffe dem tag over hovedet. Dødeligheden pga. sygdom og underernæring var meget høj. På kirkegårde landet over findes særlige afdelinger, hvor tusindvis af tyske flygtninge er stedt til hvile. Lægen og historikeren Kirsten Lylloff fremsatte for godt 20 år siden en hård kritik af de danske myndigheder og den danske lægestand for ikke at gøre mere for at hjælpe. Det diskuteres fortsat, om danskerne kunne have gjort mere i de første måneder, og om denne hjælp havde gjort en afgørende forskel. 

Fra Vestre Kirkegård i Valby. De begravede er 
typisk små børn, ældre og soldater. Mange er
anonyme. (eget foto)

Hvorom alting er, overtog de danske myndigheder efter befrielsen den 5. maj ansvaret for flygtningene og dermed den enorme opgave at huse de mange mennesker. For de dengang fire millioner danskere betød tilstrømningen af flygtninge, at befolkningstallet steg med omtrent seks procent på ganske få måneder. Folkestemningen var ikke flygtningene venligt stemt, og der var et udbredt ønske om at sende dem hjem igen så hurtigt som muligt. At sende dem hen, hvor de kom fra, var på forhånd udelukket, for der var simpelthen intet Tyskland længere øst for floderne Oder og Neisse. 

De allierede besættelsesmagter i det resterende Tyskland modsatte sig at modtage endnu flere flygtninge. Alene i Slesvig-Holsten var godt en tredjedel af befolkningen nytilkomne fra andre steder i Tyskland. Den danske stat valgte at samle og isolere flygtningene i store til dels nybyggede baraklejre over hele landet, så de beslaglagte bygninger kunne frigives til deres oprindelige brug. Den største var Oksbøllejren, der med sine 35.000 flygtninge de facto var Danmarks sjettestørste by på dette tidspunkt. Lejrene var bevogtede og blev omgivet af pigtråd, og det var den danske politik at forhindre enhver fraternisering mellem de tyske flygtninge og lokalbefolkningen. Tyskerne fik ikke lov til at arbejde eller færdes frit i det omgivende samfund. Til gengæld kom der styr på sundhedstilstanden og forplejningen. Lejrene fik et beskedent mål af selvstyre og selvorganisering, og lærere, præster og læger blandt flygtningene fik mulighed for at udøve deres gerning. I Oksbøl blev der sågar bygget en biograf. 

Den indledende taknemmelighed over at få tag over hovedet og mad på bordet fortog sig blandt flygtningene, der ønskede at slippe ud af lejrene for at genoptage et normalt liv i Tyskland, og danskerne var såmænd mere end villige til at efterkomme ønsket, men det strandede fortsat på forhandlinger med ikke mindst briterne, hvis besættelseszone i Tyskland som nævnt havde rigeligt med flygtninge i forvejen. Men det lykkedes til sidst, og i 1949 kunne de sidste flygtninge sendes over grænsen. 

I tysk efterkrigshistorie spiller de mere end 12 millioner Heimatvertriebene (hjemstavnsfordrevne) en stor rolle. En stor del af dem kom til det, der blev DDR, hvorfra mange flygtede videre vestpå, før grænsen mellem Øst- og Vesttyskland blev lukket i 1961. Det var ikke nogen konfliktfri proces at skaffe hjem og beskæftigelse til de nytilkomne. Men det lykkedes ikke mindst takket være det tyske Wirtschaftswunder, 1950ernes økonomiske mirakel at gøre dem til en del af den tyske vækst, og denne succes er en integreret del af den tyske selvfortælling i dag. I Danmark derimod er de tyske flygtninge forblevet en parentes i historien. 

(Kristeligt Dagblad 12. april 2022. Redaktionen valgte en anden rubrik.)

Det ukrainske flag

Justitsministeren har den 2. marts tilkendegivet, at det midlertidigt skal være tilladt at flage med det ukrainske flag. Baggrunden er den krig, som Rusland har iværksat mod Ukraine, og tilladelsen skal give danskerne mulighed for at ytre solidaritet med Ukraine. Der er kun få fortilfælde for sådanne generelle tilladelser. I forbindelse med det kongelige bryllup i 2004 blev der fx givet tilladelse til at flage med det australske flag. 

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for justitsministeriet at udstede en sådan tilladelse, når der i forvejen er indrømmet den almindelige dansker en ret uindskrænket ret til at ytre sig i inden- og udenrigspolitiske spørgsmål?

Årsagen skal findes i den danske flaglovgivning, eller rettere i manglen af samme. Reglerne om flagning i Danmark er stadig grundlæggende reguleret af en kongelig bekendtgørelse fra 1748. Eftersom den enevældige konge var både lovgivende, dømmende og udøvende magt, havde en kongelig bekendtgørelse dengang lovskraft. Og det korte af det lange er, at der ikke siden er vedtaget nogen lov, der har annulleret denne bekendtgørelse, så den gælder stadigvæk. 

Flagning var dengang et maritimt spørgsmål. Flag blev brugt til at signalere et skibs ærinde og status. I 1748 skelnede man grundlæggende mellem orlogsflag og koffardiflag, altså hvorvidt skibet tilhørte krigsmarinen eller handelsflåden. Orlogsflaget var et splitflag, mens koffardiflaget var et stutflag, altså rektangulært. Det princip gælder for så vidt stadig, blot således at det er statens skibe i bred forstand – også f.eks. civile postbåde – der anvender splitflag, mens kommercielle skibe anvender stutflag. I anden halvdel af det 19. århundrede opstod som en tredje kategori lystfartøjerne, der hverken var handels- eller krigsskibe, og de fik med særlig tilladelse lov til at føre splitflag, hvad de stadig gør med en ikke ubetydelig stolthed.

Men flagets nuværende betydning stammer fra dets inddragelse i det 19. århundredes nationale konflikter, der indebar, at flagning til lands blev stadig mere almindeligt. Flaget blev ikke kun statens, men først og fremmest nationens symbol, og det blev almindeligt at tilkendegive sin nationale sympati ved hjælp af flagning til lands. Det manifesterede sig allerede i forbindelse med Englandskrigene, hvor Dannebrog også blev brugt til lands, men kom for alvor til udfoldelse i forbindelse med Treårskrigen 1848-50. Slesvig-holstenerne brugte naturligvis deres eget flag, en vandret delt trikolore i blåt, hvidt og rødt.

Den nuværende regulering af flagreglerne i Danmark, der i udgangspunktet forbyder flagning med fremmede landes flag, findes i en ministeriel bekendtgørelse fra 1915. Den skal forstås i sin historiske kontekst, nemlig Danmarks meget skrøbelige neutralitet under 1. Verdenskrig. Ingen krigsførende magt skulle kunne anvende en flagning på dansk grund som anledning til at inddrage Danmark i krigen. Sidenhen er reglerne blødt lidt op, så det er tilladt at flage med bl.a. de øvrige nordiske flag uden særlig tilladelse. Men det tyske mindretal i Sønderjylland skal stadig søge om særlig tilladelse til at vaje det tyske flag.

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at denne kontekstbestemte bekendtgørelse fra 1915 næppe kan udgøre et tilfredsstillende grundlag for flagregler mere end 100 år senere, hvor konteksten er en ganske anden. Han peger på, at der i flere tilfælde er fældet dom på baggrund af bekendtgørelsen på trods af princippet ”uden lov, ingen straf”.

På den anden side fastholder den nuværende retstilstand flagningens signalværdi og betydning. Det gør faktisk en forskel, hvad der gives tilladelse til at flage med. I den konkrete situation må det derfor tillægges særlig betydning, at der gives generel tilladelse til at flage med det ukrainske flag. 

Et par gange har der været optræk 
til at modernisere den danske
flaglovgivning, f.eks. ved ned-
sættelse af en kommission.
Der er dog indtil videre ikke
blevet nogen bukser ud af det
skind. (Det kongelige Bibliotek)

(Kristeligt Dagblad 9. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)

Vil den kommende tyske regering se mod nord?

Kører man fra Danmark til Tyskland, hvad enten det er over landegrænsen eller med færgen til Puttgarten, bliver man mødt med delstaten Slesvig-Holstens slogan: ”Der echte Norden” [NB til korrekturlæseren: det er imod al intuition maskulinum], ”Det ægte Norden”.

At en delstat bruger dette udtryk, siger to ting om Tyskland. For det første knyttes der positive værdier til det nordiske. Der er konkurrence om at være mest nordisk. I 2014, da sloganet blev lanceret, blev det da også bemærket med en vis forurettelse i bl.a. Mecklenburg-Vorpommern, at Slesvig-Holsten således mente at være mere ”nordisk” end de øvrige nordlige delstater. For det andet viser det, at slesvig-holstenerne har opmærksomheden rettet mod syd. For at de kan regnes som de nordligste, kræver det, at de vender ryggen mod nord. For os skandinaver forekommer det unægtelig lidt komisk at rejse sydpå for at komme til ”det ægte Norden”. Som et vink med en vognstang bliver tyskere, der rejser nordpå, da også mødt ved den danske landegrænse af alle de fem nordiske flag som et symbol på, at her begynder Norden.

Historisk set hører Slesvig og Holsten tæt til Danmark – Slesvig siden Middelalderen og Holsten siden 1460. Grænsedragningen mellem den danske konges riger og Tyskland har i det meste af Danmarks historie været et altdominerende spørgsmål og årsag til talløse konflikter. Den nuværende grænse er som bekendt blot 100 år gammel. Forholdet til Forbundsrepublikken fandt imidlertid først sit nuværende stabile leje ved afgivelsen af de såkaldte København-Bonn-erklæringer i 1955. Efter indlemmelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken i 1990 kunne den fredelige relation udbredes til det, der indtil da som en del af Warzawa-pagten havde været en erklæret fjende. Danmark med Bornholm i spidsen ophørte for 30 år siden med at være en frontlinjestat.

Fra Hamborgs hovedbanegård. Eget foto.

Efter at – i det mindste den vestlige del af – Østersøen er blevet et Fredens Hav, er historikerne blevet stadig mere opmærksomme på, at dette europæiske indhav ikke kun har været skueplads for krig og konflikt, men også en sammenbindende kraft for hele Nordeuropa siden Middelalderen. Floder, der afvander betydelige dele af Central- og Østeuropa og Den skandinaviske Halvø, har deres udløb i Østersøen, som dermed blev det naturlige knudepunkt for en vidtstrakt skibstrafik og handel fra Novgorod i øst til London i vest. En hel række havnebyer i Nordeuropa voksede sig store og rige i løbet af den sene Middelalder. Mange af dem sluttede sig sammen i det såkaldte Hanseforbund. Går turen til Hansestædernes Dronning, Lübeck, en god times kørsel fra færgelejet i Puttgarten, kan man i den bevarede del af den historiske bykerne se den velstand bevidnet, som handelen bragte med sig, og Hanseforbundets historie er flot formidlet i byens nyeste museum, der bærer det sigende navn Europäisches Hansemuseum.

Tyskland har også i dag mange opmærksomhedskrævende naboer at tage sig af, og Danmark er ikke den mest besværlige af dem. Vi er bestemt heller ikke den største. Hvis Danmark var en tysk delstat, ville vi blot være den sjettestørste, placeret mellem Hessen og Rheinland-Pfalz og kun et par pladser foran Slesvig-Holsten. Så vi hører stadig til i småtingsafdelingen.

Men måske vil en kommende regering i Berlin med socialdemokraten Olaf Scholz i spidsen være mere nordvendt end den nuværende. Scholz selv har en fortid som borgmester i Hamborg. Den danske opmærksomhed vil dog ikke mindst blive rettet mod Robert Habeck (Die Grünen/Bündnis 90), der taler dansk, har studeret i Danmark og bor i Flensborg, hvor hans børn har gået i dansk skole. Han har en fortid som stedfortrædende ministerpræsident i Slesvig-Holsten og står til en fremtrædende ministerpost i den kommende forbundsregering. Og måske kræver det en dansktalende tysker for at skabe bedre forbindelse til Tyskland, for det står skralt til med danskernes tyskkundskaber, og ingen vil tilsyneladende lære det. I 2021 blev der på danske universiteters i alt 5 uddannelser i tysk sprog kun optaget i alt 100 studerende.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2021)

Sværmeri for asatroen

Den nye kirke- og kulturminister ramte blandt andet forsiden af denne avis kort tid efter sin tiltræden, fordi hun havde ladet sig afbilde af fotografen Jim Lyngvild som Vølven, en førkristen, nordisk, mytologisk kvindeskikkelse. Nogle bebrejder kirkeministeren, at hun klæder sig ud som hedning, mens andre finder det i modstrid med kulturministerens opgave at samarbejde med Lyngvild. Ministeren har dog heller ikke savnet opbakning til sin happening hverken i kirkelige eller kulturelle kredse.

I den forbindelse er det blevet fremhævet, at N.F.S. Grundtvig var meget optaget af nordisk mytologi. Grundtvigs flirt med asalæren som religion kulminerede i hans ungdom. I 1808 udgav han en bog med titlen ”Nordens Mytologi eller Udsigt over Edda-Læren”, som i kombination med flere af hans øvrige skrifter godt kunne efterlade det indtryk, at deres forfatter var blevet asatro.

Grundtvig var i en meget ung alder blevet cand.theol. og forfulgte oprindeligt en karriere som historiker og filolog, mens han ernærede sig som lærer. Det skete i et intellektuelt miljø, der i politisk forstand var temmelig forsagt, men så meget desto mere sprudlende litterært og filosofisk, ja, nærmest fritænkerisk. Elementer af klassisk mytologi var faste rekvisitter i digtning og billedkunst. Til dem føjede sig efterhånden også referencer til den nordiske oldtid, der i begyndelsen af det 19. århundrede nød stor interesse.

I 1810-11 indtrådte imidlertid en vending i Grundtvigs liv, som hang sammen med, at han lod sig overtale til at blive kapellan for sin far, der var præst i Udby ved Vordingborg. Efter en religiøs krise, som vel nærmest kan karakteriseres som en omvendelse, satte han aldrig siden ”høje Odin” ved siden af eller over ”hvide Krist”.

Han vedkendte sig – som en slags omvendt synder – også sin vildfarelse. I et meget langt brev til sin norske ven S.J. Stenersen i 1815 undskyldte han sig med, at han var som beruset, da han havde ”sværmet som en halv Hedning”. Denne afstand til ungdommens ”Asarus” vendte Grundtvig flere gange tilbage til i de selvbiografiske elementer af forfatterskabet, meget tydeligt i 2. sang af det fascinerende langdigt ”Nyaarsmorgen” fra 1824.

Grundtvigs læselup.
Grundtvigs Mindestuer.
Eget foto.

Til trods for, at Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi, og hans digtning er fuld af de sprogblomster, som han plukkede under sin ungdoms oldnordiske filologisk-historiske studier. Også i salmebogen kan man finde dem. I den seneste udgave er årstidsdigtet ”Skyerne graane” fra 1847 f.eks. optaget som nr. 733. Heri finder man en reference til Balders død.

Når Grundtvig også efter 1811 forblev tæt forbundet med det nordiske sindbilledsprog, hænger det sammen med hans syn på forholdet mellem kirke og kultur for nu at blive i de termer, som definerer det for dette spørgsmål relevante ministerium. For det første var kristendommen for ham et historisk fænomen. Frelseshistorien, Guds mening med menneskene, udfoldede sig for ham i hele menneskehedens historie, også den del, der foregik, før evangeliets ord havde mulighed for at blive hørt. Også de førkristne kunne faktisk nå at blive frelst. Dette synspunkt udtrykkes i salmen ”I Kveld blev der banket paa Helvedes Port” fra 1837. I mange år var Indre Mission imod dens optagelse i Den danske Salmebog, men i den seneste udgave er den kommet med som nr. 213. Det belyser for det andet den ofte citerede sentens af Grundtvig, ”Menneske først og kristen så”, fra et posthumt udgivet digt, der meget fortjenstfuldt er optaget i den nye højskolesangbog som nr. 80. Det udtrykker ikke en humanistisk, men en skabelsesteologisk pointe hos Grundtvig. Mennesket er i kraft af den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam, skabt med anlæg for at tage imod det levende ord fra Herrens egen mund. Man kunne også kalde det Grundtvigs adskillelse af teologien og antropologien. Endelig kan man for det tredje pege på, at Grundtvig som en konsekvens heraf talte for en adskillelse af kirke og skole, prædikestol og kateder, religion og kultur. Dermed ikke sagt, at Grundtvig gik ind for sekularisering i moderne forstand. For ham skulle alting forstås under evighedens fortegn. Men derfor kunne det stadig ikke afvises, at der også var en form for visdom at hente i Vølvens spådom.

Grundtvigs tekster med kommentarer og forklaringer kan læses på www.grundtvigsværker.dk

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2021. Avisens rubrik er lidt længere. Enkelte ord ændret i den trykte udgave)