Folkeafstemningen er mindretallets vetoret

 Historisk set var folkeafstemninger centrale styringsinstrumenter i de græske bystater for mere end 2000 år siden, men da tanken om folkets andel i statens styrelse blev genoptaget i Europa og Nordamerika det 18. århundrede, skete det ved hjælp af repræsentation i et parlament, hvor vælgerne kun får indirekte indflydelse. Kun i Schweiz anvendes folkeafstemninger rutinemæssigt i lovgivningsprocessen.

Også i Danmark står traditionen for indirekte folkestyre stærkt. Derfor er valglovene også helt centrale, fordi de fastslår, hvem der har lov til at blive repræsenteret, og hvem der har lov til at repræsentere. Grundlovens § 56 sikrer, at de valgte repræsentanter ikke kan bindes ”ved nogen forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at der er skudt et armslængdeprincip ind mellem vælgerne og de valgte. Populært sagt betyder det, at det ikke er imod Grundloven at bryde sine valgløfter. Positivt forstået betyder det, at de valgte kun er bundet af deres samvittighed. Repræsentativt demokrati er altså en tillidssag.

Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev den direkte folkeafstemning indført som en instans i forbindelse med grundlovsændringer. Det var dog ikke Grundloven, der var grundlaget for den første folkeafstemning i Danmark i 1917 om salget af De dansk Vestindiske øer til USA. Afstemningen var kun vejledende, men blev dog retningsgivende for, at salget kunne gennemføres. Befolkningen på øerne blev som bekendt ikke hørt i spørgsmålet.

I 1939 vedtog Rigsdagen en ny grundlov, som imidlertid faldt ved folkeafstemningen. Hvis det var blevet gennemført, ville grundlovsforslaget have vist vejen for en løsning på det nuværende bededagsproblem, idet § 71 i forslaget tilkendegav, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold, kun kan gennemføres efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Dermed ville bispekollegiet være blevet indført som en form for synode. Det var en logisk følge af, at udpegningen af biskopperne siden 1922 var sket efter valg, hvor alle menighedsrådsmedlemmer i det pågældende stift havde valgret.

Det afgørende brud kom med grundlovsændringen i 1953. Indtil da havde Landstinget i kraft af mere konservative valgrets- og valgbarhedsbestemmelser været opfattet som et drivanker, der sikrede mod Folketingets ungdommelige og impulsive trang til at lave alting om. 1953-grundloven afskaffede

Landstinget, men indførte til gengæld i § 42 folkeafstemningen som et generelt politisk instrument: "Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedag fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemningen om lovforslaget."

Meningen er, at vælgerne gennem et folketingsmindretal sikres et veto, f.eks. hvis et flertal blandt de valgte i alt for høj grad betragter § 56 som et fripas til at gøre, hvad der passer dem. Folkeafstemningen som grundlovssikret ret er en institutionalisering af forholdet mellem det indirekte og det direkte demokrati. Instrumentet er dog kun blevet brugt en gang i forbindelse med jordlovene i 1963. Men truslen om, at et forsmået mindretal kan bruge dette middel har nok også været en anledning til at søge brede forlig i afgørende spørgsmål. 

De fleste folkeafstemninger involverer andre paragraffer i Grundloven, hvor folkeafstemningen anvises som instrument, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om valgretsalder (§ 29) og ikke mindst spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (§ 20). Valgretsalderen er gradvist sat ned til de nuværend e18 år efter folkeafstemninger, og Danmarks forhold til EF/EU har også været genstand for flere folkeafstemninger. 

Fordi Folkekirken i forvejen befinder sig i et juridisk vakuum, hvor der hersker betragtelig tvivl om,  hvem der har jurisdiktion over hvad, bliver politikerne ofte bragt i forlegenhed, når de forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Dertil kommer, at fagforeningerne betragter bededagsspørgsmålet som en indblanding i arbejdsmarkedets indre anliggender. Når man så i tilgift ventilerer muligheden for at bringe Grundlovens § 42 i anvendelse, er der lagt op til en interessant juridisk holmgang.

(Kristeligt Dagblad 20. januar 2023)

Danmarks Radio har mistet orienteringen

 Ved årsskiftet nedlagde Danmarks Radio Orientering-redaktionen og erstattede den med en forkrøblet udgave af den selv. Et to timers velredigeret nyheds- og baggrundsprogram med stof fra ind- og udland er blevet reduceret til en collage af podcasts med stof fra andre af husets redaktioner. Podcast-formatet er der ikke noget i vejen med, hvis man bryder sig om en langsommere, konverserende stil tilsat lydeffekter og underlægningsmusik. Intensiteten fra live-udsendelserne er væk. Et emne, hvis indhold kunne berettige et indslag af 5-10 minutter, skal nu strækkes, så det passer til et kvarter eller en halv time. Det indebærer en stadig hyppigere forekomst af spørgsmål af typen: ”Det, jeg hører dig sige, er…” For noget skal tiden jo gå med.

Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio i disse år kæmper en kamp for at finde sine ben. Nøgleordet er ’public service’. Det er et omdiskuteret begreb, men for DR er det ganske konkret, idet det er udmøntet i den kontrakt, der er indgået med politikerne:

”Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie. DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.”

Danmarks Radio skal altså intet mindre end samle alle danskere. Engang gav det samlende sig selv, for der var ikke andet at samles om. I min barndom og ungdom (jeg er født i 1966) kunne man som udgangspunkt for en samtale stille spørgsmålet ”Så du fjernsyn i går?” uden at skulle specificere det yderligere, for der var kun en kanal. Vi talte heller ikke så meget om ”danskerne”. Det gav sig selv, at det var dem, vi var. DR’s public-service-kontrakt er for så vidt et nostalgisk ønske om at skabe en institution, der på en intens global mediekonkurrences stormomsuste vilkår skal kunne det samme Danmarks Radio kunne gøre i monopoltidens skærmede, nationale drivhus. Alle drømmer om et nyt ”Matador”, der kan blive et fælles referencepunkt på tværs af generationer. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, og det skal vi måske heller ikke ønske os. Det er en tinde, som Danmarks Radio aldrig kommer til at bestige igen.

Men det burde som minimum kunne lade sig gøre at skabe et udbud, der lever op til de kvalitetskrav, som public-service-kontrakten faktisk stiller. DR’s budget er på 3,8 mia. kroner. Det er godt 400.000 kroner i timen, hele døgnet, alle årets dag. For de penge burde det kunne lade sig gøre at udbyde to timers daglig nyhedsjournalistik af høj kvalitet. At det ikke længere er defineret som en kerneopgave, er tegn på, at Danmarks Radio har mistet orienteringen.

(Debatindlæg, Kristeligt Dagblad 17. januar 2023)

Ledende redaktionschef Anders Emil Møller svarede i avisen den 25. januar:

Med et indlæg her i avisen gør lektor og historiker Jes Fabricius Møller sig til talsmand for, at DR har mistet orienteringen, fordi vi er i gang med at udvikle og forandre DR's journalistiske flagskib Orientering. Det billede kan jeg nu ikke genkende. Vi har en klar strategi for DR, som er i fuld gang med at blive udlevet, så vi kan fortsætte med at være noget for alle danskere og servere public service af fineste karat, der underbygger danske fællesskaber, dansk demokrati og kultur. På samme måde har vi også en klar retning for, hvad vi vil opnå med udviklingen af Orientering. Vi er meget bevidste om, at vi har kastet os ud i en opgave, der er svær og tager tid, og som piller ved noget, der for mange er meget vigtigt. Men vi gør det alene for at sikre, at den publicistiske ambition for Orientering og programmets kerne kan langtidssikres. For radiobranchen er under stor udvikling, og branchen ser meget anderledes ud end for bare fem år siden. I dag bliver der lavet taleindhold i en helt anden skala og mangfoldighed, og samtidig er danskernes lyttevaner under forandring og bevæger sig mod streaming. Det øger kravene til os i DR, for vi har ambitioner om, at endnu flere skal få glæde af og lytte med på det journalistiske kvalitetsindhold, som altid har været en del af Orienterings dna. Derfor har vi sat os for at udvikle Orientering for at bevare det. Vi ved, at forandringer af noget, som mange værdsætter, kan være svært og kræver tilvænning. Det gælder også for Orientering. Men vi skal passe på med ikke at gøre mindet om det gamle stærkere end potentialet for det nye. Siden den 2. januar har lytterne således fået dagens vigtigste nyheder fra både ind- og udland, for selvfølgelig skal DR være en troværdig formidler af en verden i højt tempo. Men der er også et fast og fyldigt udsyn med fordybelse i historier, du ikke kan gætte på forhånd, og intenst fokus på dansk politik – begge dele på et helt andet niveau end før nytår. Ambitionen er så yderligere, at især de to sidste elementer også skal skabe glæde for lyttere, der ikke er på P1, men i stedet finder deres radioindhold i appen DR Lyd, uagtet om klokken er 16 eller ej; altså et format der også passer til et forandret brug af lyd. Mange har allerede taget lydstreaming til sig, og flere vil komme til. Det er selvfølgelig en stor opgave for os at mestre fra den ene dag til den anden, så vi kommer helt sikkert til at udvikle løbende og sikkert også ændre igen og igen. Allerede nu lyder det hele langt mere harmonisk, og vi har haft et hav af stærke historier med langt flere journalistiske kræfter bag end før. Så retningen er sat for at sikre, at Orienterings høje journalistiske kvaliteter også er en del af DR mange år ud fremtiden. Vi håber, at rigtig mange vil give det nye format en chance, og vi kan i hvert fald love, at lytter man med, så bliver man helt sikkert klogere sammen med os.

Billeder på døden er ikke udtryk for berøringsangst

 Når Allehelgen nærmer sig, får vi også igen diskussionen om, hvordan man egentlig skal tale om døden. Sidste år ved samme tid var der i avisen en debat om, hvorvidt udtryk som f.eks.  ”gået bort” er en unødvendig omskrivning, der er kendetegnende for en moderne modvilje mod at tale ligefremt om døden. Men man kan også vende diskussionen om og se på, hvad den sproglige gestaltning af døden siger om vores opfattelse af livet.

På Allehelgens søndag synges gerne Grundtvigs ”At sige Verden ret Farvel” fra 1844. Allerede titlen er en metafor for døden som afsked. Grundtvig skildrer også livets afslutning med det klassiske billede af timeglasset, der rinder ud. Salmen er – på næsten brorsonsk manér - henvendt direkte til Jesus, hvem Grundtvig beder tale til sig, ”Før døden med sin istap-hånd/ gør skel imellem støv og ånd”. Netop fordi livet for Grundtvig var en forening af støv (legeme) og ånd, var døden for ham ensbetydende med adskillelsen af de to. Referencen er bibelsk, idet Adam blev givet liv ved at Vorherre blæste en levende ånde ind i hans næse, som det hedder i Christian III’s bibel, den første fuldstændige danske bibeloversættelse fra 1550. Ifølge samme oversættelse beskrives Jesu død som at han ”udgav sin ånd”. I den nugældende bibeloversættelse taler evangelisterne Matthæus og Johannes om, at Jesus ”opgav ånden”, mens han hos Markus og Lukas ”udåndede”.

Dødsannoncer er en interessant kilde til det sprog, som anvendes for livets afslutning. I 1834 indrykkede enkefru Wilhelmine Petersen en annonce i en københavnsk avis: ”At jeg efter min Mands, Slagtermester Niels Petersens dødelige Bortgang, ved Hjælp af duelige Svende vedbliver at drive hans Næringsvei, giver jeg mig herved Frihed at bekjendtgjøre den Afdødes ærede Kunder og Velyndere, samt Enhver, som for Fremtiden ville forunde mig sin Søgning.” Normalt var kvinder på dette tidspunkt afholdt fra selvstændig økonomisk virksomhed, men enker, der fortsatte deres afdøde mands bedrift, var undtagelsen, således også Wihelmine Petersen.

At gå bort er en vending, der understreger, at nogen forlader og at nogen forlades. Men inden for Indre Mission har man set lidt anderledes på den sag. Det kan man se bevidnet i dødsannoncer i Kristeligt Dagblad, der havde og har mange læsere med tilhørsforhold til Indre Mission. ”Gud kaldte i Nat min elskelige Mand, Fuldmægtig Christian Børgesen hjem”, skrev enken Natalie Børgesen i en annonce i 1910. Fuldmægtig Børgesen havde altså ikke taget afsked, men var kommet hjem.

Laura Korch indrykkede den 12. juni 1929 en annonce med ordlyden: ”Herren tog i Gaar min kære Ven Sophie Nissen hjem til sig.” Betegnelsen ’Ven’ – og altså netop ikke ’Veninde’ – var almindelig brugt som hilsen og prædikat blandt medlemmer af Indre Mission. Samme dag skrev Flora Frederiksen i en annonce: ”Min kære Mand Sagfører P. Frederiksen gik i Dag stille hjem til Gud.”

Mellem de to annoncer stod en tredje og for avisen lidt væsensfremmed: ”Min kære Mand, vore Børns elskede Fader, Direktør V. Bergenholz, døde stille og roligt i Dag.” Enken, Anna Bergenholz, meddelte derudover, at bisættelsen fandt sted fra Bispebjerg Krematorium. Både annoncens mere profane ordlyd og den omstændighed, at afdøde skulle kremeres, antyder, at afdøde ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold og i hver fald ikke tilhørte Indre Mission, der dengang foretrak jordbegravelser. Kun dødens stilhed havde direktør Bergenholz til fælles med sagfører Frederiksen.

Forestillingen om døden som hjemkomst, tab eller blot død afspejles også i de følgende årtier f.eks. i Kristeligt Dagblad den 11. juni 1970. Her finder man dødsannoncen for Elna Maibom, hvem Herren har hjemkaldt, annoncen for forhenværende kobbersmed Ole Westergaard-Jørgensen, som enken har mistet, og endelig annoncen for forhenværende kasserer Herman Larsen, der ”er afgået ved døden under en rejse i Tyskland”. Larsen var altså bortrejst, da han døde, men hverken mistet eller kommet hjem.

Dødsannoncer er fortsat en rig kilde til den sproglige og symbolske gengivelse af døden. Den gængse vending i dag er at afdøde er ”sovet ind” eller ”sovet stille ind”. Men ellers er der mindre vægt på hjemrejse eller tab og mere vægt på begivenhedens tidspunkt, idet de fleste dødsannoncer i dag nøjes med at angive fødsels- og dødsdato, sjældnere end før typografisk ledsaget af henholdsvis en asterisk og et kors – nøgternt og måske også tømt for betydning.

(Kristeligt Dagblad 2. nov. 2022)

Efternavnet handler i stigende grad om individet, ikke om slægten

 Kort før jul kunne Kristeligt Dagblad bringe historien om, hvordan stadig færre danskere benytter sig af de traditionelle efternavne som Jensen og Hansen. Det er imidlertid ikke en ny tendens.

Historisk set er et efternavn, der ender på -sen, et såkaldt patronymikon, det vil sige et navn, der er afledt af faderens fornavn. Jens Hansens far hed Hans. Det gjaldt også kvinder. Karen Madsdatter var således datter af Mads. Hvis der var brug for at specificere yderligere for at kende forskel mellem forskellige Jens’er, hvis fædre hed Hans, kunne folk få eller tage et tilnavn efter deres funktion eller tilhørssted. Så kunne man kende forskel på Jens Hansen Møller og Jens Hansen Søndergaard.

Nogle af disse tilnavne kunne blive til slægtsnavne, der blev båret videre ubrudt fra far til søn. De ældste slægtsnavne tilhører den såkaldte uradel, familier som Brahe, Bille, Friis, Juul eller Krabbe, der begyndte at føre slægtsnavn i den sene Middelalder. I 1700- og 1800-tallet blev det stadig mere almindeligt for borgere og bønder også at føre slægtsnavn. Når flere flyttede til byerne, skete det, at folk tog navn efter det sted, de kom fra. Således opstod f.eks. efternavnene Fynbo og Thybo. I militæret brugte man at registrere de meniges navn sammen med hjembyen eller -sognet, og det kunne blive hængende som tilnavn og siden efternavn. Nogle blev lidt prætentiøse og gav sig af med latiniserede navne. Kom man fra Skagen, blev det til Scavenius, og var man smed blev det til Fabricius.

I 1828 forsøgte staten at sætte slægtsnavnet i system. Der blev udstedt en dåbsforordning, der havde til hensigt, at alle børn skulle have et ”Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.” Det holdt hårdt med at få undersåtterne til forlade lokale navneskikke, men efterhånden skete der det, at -sen-navnene ophørte med at være personlige tilnavne og blev slægtsnavne. I slutningen af 1800-tallet var det fast praksis, at børn blev døbt med mindst et fornavn og faderens efternavn, hvis faderen var kendt. Så Maren kom til hedde Hansen, selv om hendes far ikke hed Hans og hun ikke var hans søn. På Island, der dengang hørte under den danske krone, har man dog indtil i dag fastholdt princippet om, at efternavnet dannes som patronymikon.

Det førte imidlertid til det, der dengang blev opfattet som et decideret problem, nemlig at mange mennesker, der ikke var i familie med hinanden, bar det samme efternavn. Fra myndighedernes synspunkt var der tale om et forskelsløst kaos, fordi den ene Maren Hansen ikke var til at skelne fra den anden. På den anden side var der den bekymring, at borgere, der indgav ansøgning om navneændring, ”havde meget ringe Sans for at vælge Navne af virkelig dansk Klang og Form”, som det hed i en bog fra 1902, der var blevet til på Justitsministeriets opfordring. Den rummer cirka 16.000 forslag til slægtsnavne, som folk kunne – og kan – antage, vel at mærke navne, som forfatterne Verner Dahlerup og Joh. Steenstrup selv havde konstrueret med gammel dansk sted- og personnavneskik som matrice. De undgik bl.a. helt bevidst tyskklingende bogstavforbindelser som sch eller tz. I bogen finder man navneforslag som Arnfred, Jarnvig, Jerkel og Skalvig, der har den nødvendige klang af agtværdig ælde. Bogen blev fulgt op af en navnelov i 1904, der gav adgang til at ændre slægtsnavn mod et gebyr på 4 kroner, hvis navnet ikke var taget i forvejen, og det benyttede mange sig af.

Senest ved indførelsen af CPR-nummeret i 1968 ophørte myndighedernes interesse i, at borgerne fik individualiserede navne. Til gengæld har borgerne i dag selv overtaget individualiseringstrangen, således at stadig færre fører de hyppigst forekommende efternavne som f.eks. Hansen eller Møller. Det er dog stadig således i 2022 ifølge Danmarks Statistik, at  233.713 danskere anvender Jensen som efternavn. Og historien har endda slået en knude på sig selv. Navneloven af 2005 åbner for, at børn kan få efternavn efter deres mors eller fars fornavn med tilføjelse af -datter eller -søn.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2023)

Er oktober 1943 stadig den centrale fortælling om jødisk liv i Danmark?

Det er svært ikke at stirre på betjenten, der står på fortovet foran indgangen til synagogen i Krystalgade i København denne onsdag eftermiddag. Han gengælder ikke blikket, men kigger roligt frem for sig med den ene hånd hvilende på det automatvåben, som hænger i en skulderrem uden på den skudsikre vest. Patruljevognen står parkeret demonstrativt på den anden side af gaden, der på denne strækning er spærret for al anden biltrafik.

Jeg skal besøge den udstilling, som skal vandre landet rundt de næste måneder for at markere 400-året for, at Christian IV tilstod de første jøder adgang til riget. Den er for en stund opstillet i menighedshuset bag synagogen, så medlemmer kan få lejlighed til at se den, før den fortsætter til Nakskov, Odense, Fredericia, Randers, Aarhus, Aalborg og Horsens. Jeg præsenterer mig i porttelefonen og bliver brummet ind i et tremmebur, hvor jeg skal vente til låsen bag mig smækker, så jeg kan blive lukket ind ad den næste gitterlåge. Mens jeg leder efter det rigtige lokale, møder jeg flere uniformerede betjente.

Et dusin fonde, herunder et par af de rigtigt store, der betragter sekscifrede beløb som småpenge, har bidraget til udstillingens virkeliggørelse, og der er samarbejdet med flere væsentlige arkiver og museer rundt om i landet. Af denne indsats er der blevet en håndfuld flot designede infostandere, der med den nødvendige afstand ikke optager mere plads end en badmintonbane.

Ved hjælp af grafik, billeder, videoer og et par interaktive funktioner vises eksempler på jødisk liv i Danmark fra begyndelsen af det 17. århundrede til i dag. Der er lagt vægt på, at jøderne ganske vist har holdt fast i deres særpræg, men at de først og fremmest har bidraget positivt til samfundet. Det er eksemplificeret med bl.a. Susanne Biers Oscarstatuette (dog ikke den originale), Arne Jacobsens svanestol og Niels Bohrs atommodel. Men ellers er udstillingen ikke genstandsorienteret. Hurtigt overstået er den under alle omstændigheder.

Jøderne kom oprindeligt hertil via Altona som handelsfolk med et europæisk netværk, og mange af de jødiske familier opnåede fremtrædende positioner i næringslivet. Men først i 1814 blev det jødiske samfund ligestillet med flertallet. Få år senere blev den pragtfulde synagoge i København opført som et monument over jødernes ret til at være her. Pogromer i Rusland drev i årtierne op til Første Verdenskrig tusindvis af jøder til Danmark, hvoraf mange rejste videre vestpå, og andre blev. Også de tilpassede sig hurtigt og blev gode og nyttige borgere. Det samme gør sig gældende for de 2-3000 jøder, der kom hertil som resultat af den seneste pogrom i Europa, den i Polen i slutningen af 1960erne.

Blandt de få af udstillingens genstande
var en flaske Tuborg Øl (Philip Heyman).
Man kunne også have taget en flaske
Aalborg Akvavit, der skylder Isidor Henius
sin eksistens.

Flertallet af danske jøders vellykkede flugt fra nazistisk forfølgelse i oktober 1943 er den store og afgørende, symbolske begivenhed i det 20. århundrede. Jødernes flugt omtales ofte som jødernes redning, fordi vi er stolte af, at vi hjalp vores landsmænd. Dermed bliver den også en hovedhjørnesten i The Master Narrative, som det hedder, den danske mesterfortælling om jøderne som fuldt integrerede i det fredelige efterkrigssamfund. Udstillingen læner sig stadig kraftigt op ad netop denne fortælling, selv om der også antydes sprækker af mørke i denne idyl henimod slutningen af fortællingen.

På vej ud gennem den dobbelte gitterport forsøger jeg mig med et venligt nik til den maskinpistolbevæbnede betjent, men han er optaget af en samtale med en kollega. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at politiets tilstedeværelse står i kontrast til et hovedbudskab i den udstilling, jeg netop har set. Freden er forbi. Det er forstemmende, at vores jødiske landsmænd, deres kultur og fromhedsliv har brug for en beskyttelse af dette omfang. Det er opløftende, at staten så beredvilligt stiller den til rådighed, men ikke desto mindre er den et tydeligt tegn på, at den mesterfortælling, som jeg er vokset op med, hører fortiden til.

(Kristeligt Dagblad 18. nov. 2022)

Norden

Nordiske regeringsledere var i mandags samlet i Oslo for at diskutere blandt andet grøn omstilling og forsvar. Men hvad har de nordiske lande egentlig til fælles?

Uffe Østergård har engang defineret Norden som et fællesskab bestående af fem undtagelser. Det udtrykker i kort form det forhold, at der eksisterer en forestilling om en stærk nordisk samhørighed, både politisk og kulturelt, men at denne samhørighed ikke er afspejlet i den måde landene tager del i overnationalt samarbejde. Danmark er endnu en stund det eneste af de nordiske lande, der er medlem af både EU og NATO. Hvis man altså ser bort fra Grønland og Færøerne, der ikke er medlemmer af EU. Norge er stærkt integreret i NATO, men kun i kraft af EØS associeret med EU. Sverige er medlem af EU, men ikke af det monetære samarbejde og heller ikke af NATO. Island er medlem af NATO, men ikke af EU. Finland er ikke medlem af NATO, men både af EU og EU’s monetære union.

Hvis man ser bort fra senmiddelalderens såkaldte Kalmarunion, som de øvrige nordiske lande i dag mestendels forbinder med dansk magtpolitik, er forestillingen om Norden som et politisk og kulturelt fællesskab en idé, der begyndte at fæste rod i 1830erne. Med tiden fik denne idé betegnelsen skandinavisme. Skandinavismen er i tidligere tiders historieskrivning gerne blevet afskrevet som tom studenteridealisme, men i de seneste år har forskere som bl.a. Ruth Hemstad og Morten Ottesen i Norge og Rasmus Glenthøj i Danmark peget på de betydelige ideologiske og politiske realiteter i bevægelsen. Vi var antagelig meget tættere på en nordisk eller skandinavisk union i begyndelsen af 1860erne, end de fleste historikere har været klar over. Til syvende og sidst var det dog de sikkerhedspolitiske realiteter, der skilte landene. Svenskerne ønskede ikke at udkæmpe danskernes krig i 1864.

Op til Første Verdenskrigs udbrud samledes Danmark, Norge og Sverige om en fælles neutralitet, der dog ikke havde det væbnede forbunds styrke. Verdenskrigen førte til både finsk og islandsk selvstændighed fra henholdsvis Rusland og Danmark, for sidstnævntes vedkommende dog i en personalunion, der varede i godt 25 år. Med Slesvigs deling i 1920 kan man sige, at det nuværende Norden blev genkendeligt på et landkort. 

Men stadig var forholdene defineret af sikkerhedspolitikken. I 1930erne nærmest tryglede statsminister Stauning om især svenske og britiske garantier for dansk suverænitet, men det skulle hverken briterne eller svenskerne nyde noget af. Til gengæld strømmede danske frivillige til Finland under Vinterkrigen i 1939-40, da russerne angreb. Tyskerne besatte betrygget af en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen Danmark og Norge i april 1940, mens Sverige måtte gøre væsentlige indrømmelser til Tyskland for at bevare sin neutralitet, og Finland allierede sig med Tyskland i kampen mod Sovjetunionen. 

Efter krigen forsøgte man at udmønte den nordiske solidaritet i et nordisk forsvarsforbund, der imidlertid faldt på især norske og svenske interessemodsætninger. Danmark, Norge og Island blev medlemmer af NATO, mens Sverige og Finland forblev alliancefrie.

På trods af de sikkerhedspolitiske meningsforskelle blev der under Den kolde Krig udviklet et omfattende nordisk samarbejde, der indebar bl.a. pasfrihed, arbejdskraftens og den studerende ungdoms fri bevægelighed, årtier før det samme kunne indføres i EF/EU.

Efter Murens fald søgte Finland den højeste mulige grad af integration i EU under iagttagelse af en streng, men særdeles væbnet neutralitet. Sverige har bevaret samme neutralitet, men har som både Danmark og Norge også høstet af den såkaldte fredsdividende. Sverige har også beholdt sin valuta. Det har medført det interessante forhold, at den skandinaviske møntunion, der i 1875 indførte kroner og øre som fælles valuta i Danmark og Sverige-Norge, stadig er i live for så vidt alle tre lande stadig bruger denne betegnelse for deres penge, om end der ikke længere er tale om nogen fælles fastkurspolitik.

Udviklingen i Ukraine i det seneste halve år har imidlertid ført til, at der oven på dette økonomiske og kulturelle lag af nordisk samarbejde har vist sig muligheden for – ja, nødvendigheden af et udvidet militært samarbejde. Og så er der udsigt til den historisk enestående situation, at alle nordiske lande for første gang kan komme til at tilhøre samme forsvarsunion, når Sverige og Finland bliver optaget i NATO.

(Kristeligt Dagblad 17. aug. 2022. Avisen rubrik var længere)

Skolepolitik har altid været en kamp om værdier

Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Laura Rosenvinge (S), har i anledning af diskussionen om seksualundervisningen i skolen udtalt, at denne er for vigtig til at blive overladt til forældrene. I det konkrete tilfælde handler det om, at det undervisningsmateriale, der anvendes til den undervisning, som Rosenvinge taler om, er blevet holdt hemmeligt, så hverken offentligheden eller forældrene har haft mulighed for at få indblik i, hvad børnene undervises i.

For at forstå skolernes nuværende forpligtelser, når det handler om børnenes opdragelse, kan det lønne sig at kaste et historisk blik på opdragelsens historie og dermed også på forholdet mellem opdragelse og undervisning.

I den enevældige danske stat gjaldt det som hovedprincip, at dåb og oplæring i den luthersk-evangeliske tro var forudsætning for at kunne regnes som myndig.

I 1736 blev der indført en obligatorisk eksamen for " den tilvoxende Ungdom", der skulle sikre, at de havde forstået et vist minimum af, hvad det ville sige at være rettroende kristen og dermed et ordentligt menneske, nemlig konfirmationen.

Ved skolelovene i 1814 blev skolevæsenets ordning og finansiering sat noget bedre i system, men i princippet var det stadig skolens opgave " ved Børnenes Underviisning at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære", og den syvårige skolegang afsluttedes stadig med konfirmationen, ved hvilken barnet ophørte med at være " uopdraget".

Det ændrede sig med Grundloven af 5. juni 1849. Trosfriheden betød, at staten ikke længere kunne opretholde et religiøst defineret opdragelsesmonopol. Det kunne man have løst ved at gøre almueskolen konfessionsløs, men den mulighed kom slet ikke på tale. Samtidig blev det i Junigrundloven fastslået som en af de borgerlige rettigheder, at de "Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen."

Børnenes undervisning og opdragelse er altså i udgangspunktet forældrenes ansvar, et ansvar som kan delegeres til den offentlige skole. Dette princip er i en revideret form optaget i den nugældende grundlov som paragraf 76.

Problemet med de anderledes troendes børns opdragelse blev løst med den såkaldte friskolelov af 1855, der gjorde det muligt at oprette skoler med et andet bekendelsesgrundlag end folkekirkens. Denne mulighed førte i første omgang til oprettelsen af katolske skoler.

Siden blev muligheden især benyttet af grundtvigianere og i de seneste årtier også af blandt andre muslimer. Det vil altså sige, at selvom religionsfriheden i princippet satte skel mellem undervisning og opdragelse, forblev skolerne konfessionelle og dermed både oplysende og religiøst opdragende.

Den religiøst forkyndende undervisning i folkeskolen blev først afskaffet i 1975, men det betød ikke, at skolen ophørte med at være normativt defineret.

Skolepolitik er også i dag en kamp om de værdier, der skal gælde for det samfund, som børnene skal overtage en dag. Derfor vil både folkeskolen og friskolerne altid have de politikeres opmærksomhed, som ønsker at forme fremtiden. I den aktuelle situation er det en interesseorganisation, Normstormerne, som søger indflydelse på seksualundervisningen i folkeskolen, men i lang tid uden at forældrene kunne få indsigt i, hvad de lærer børnene.

Nu er materialet blevet offentliggjort - dog ikke med Normstormernes hjælp - og det konkrete problem om aktindsigt kunne man nok overlade til juristerne at løse, men man kan da pege på, at alle folkeskoler i overensstemmelse med princippet om forældres ansvar for børnenes opdragelse og undervisning har bestyrelser med forældrerepræsentation. Til disse bestyrelsers ansvar hører ifølge Undervisningsministeriet at godkende - og dermed få indsigt i - skolens undervisningsmidler.

(Kristeligt Dagblad den 10. august 2022. Enkelte formuleringer er ændret af avisens redaktion.)