Ikke-muslimsk islam

Sagen om Koran-forskeren, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, der hænges ud som islamofob på et amerikansk universitets hjemmeside, giver anledning til at kaste et historisk blik på forholdet mellem religion og videnskab, nærmere bestemt forholdet mellem en konfessionelt bundet tilgang til religion og en ikke-konfessionel. Den danske religionsforsker Jesper Petersen har sammen med en svensk kollega, Anders Ackfeldt introduceret begrebet ’ikke-muslimsk islam’, som bygger på den iagttagelse, at der foruden de varianter af islam, der praktiseres af muslimer, også findes billeder af islam, der ’produceres’ af ikke-muslimer, herunder af Thomas Hoffmann, som de kritiserer for at være uvidenskabelig. Ackfeldt og Petersen er heller ikke selv muslimer, og det accentuerer spørgsmålet om udenforståendes muligheder for at forstå. Kan ikke-muslimer overhovedet gøre krav på at have forstået islam?

Videnskabeligt betragtet er den anden side af dette spørgsmål, hvordan man tilvejebringer objektiv viden? Altså hvordan man sikrer, at den viden, der fremlægges som sand, ikke er subjektiv, det vil sige påvirket af de interesser og værdier, som præger den, der fremlægger den viden? Er det f.eks. diskvalificerende for en islam-forsker selv at være muslim?

I den protestantiske tradition findes der en parallel til dette spørgsmål i tilsynekomsten af kirkehistorie som videnskabelig disciplin. På de universiteter, der uddanner teologer, det vil i Danmark sige Aarhus og København, gælder, at videnskabelige principper altid har forrang. Det vil sige, at det teologiske studium tilvejebringer indsigt i kristendommen uden at forkynde samme.

Sådan har det ikke altid været. Kirkehistorie havde som disciplin indtil det 18. århundrede et entydigt konfessionelt præg. Her stod modsætningsforholdet mellem de protestantiske kirker og den romersk-katolske skarpt, og det var kirkehistoriens opgave at bevise, at den anden part tog fejl. Et afgørende brud dermed skyldtes blandt andre Gottfried Arnold (1666-1714), der tilstræbte at skrive upartisk, og Johann Lorenz Mosheim (1694-1755), for hvem det nok i højere grad lykkedes. Det upartiske blev et ideal, som også Holberg som kirkehistoriker hyldede. Holberg var nu systemets mand, om man så kan sige, så selv om han ikke fortav sine modstanderes synspunkter, var der ingen tvivl om, hvor han selv stod.

J.L. Mosheim

Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet var under enevælden bundet til både staten og Den augsburgske Konfession, men var ikke kun en præsteskole. På fakultetet trivedes ikke mindst sprogvidenskaberne. Den senere biskop over Sjællands Stift Frederik Münter dyrkede som professor i København arkæologien og palæografien, tydningen af gamle indskrifter. I porten til Bispegården ved Frue Plads i København kan man stadig se Münters lapidarium, et lille udsnit af hans samling af sten.

I anden halvdel af det 19. århundrede blev kirkehistorien som disciplin for alvor præget af den historisk-kritiske skole. Det blev for meget for ikke mindst Indre Mission. Berømt er daværende formand for IM Vilhelm Becks ord på et møde mellem professorer og kirkefolk i København i 1896, hvor han mente, at professorerne ikke var ærbødige nok over for Bibelen: ”Jeg kunde godt lide at spørge Universitetsprofessorerne, om de læse deres Bibel paa Knæ. Saa vare de vist ikke saa kritiske. Nu vil man ved Universitetet hovmesterere Biblen; det er, fordi de ikke læse den paa Knæ.”

I det 20. århundrede blev Det teologiske Fakultet i København kendt for at huse repræsentanter for den såkaldte Københavnerskole, der gik og går endda meget kritisk til værks over for Det gamle Testamente som kilde. De mener, at det meste af det såkaldte historiske stof i virkeligheden er mytisk. Det har ikke mindst fundamentalistiske kristne og ortodokse jøder taget ganske fortrydeligt op. Det viser, at der er en lang tradition for, at det ikke er Det teologiske Fakultets opgave at bekræfte nogen i deres tro eller at understøtte bestemte trossamfund i deres selvforståelse.

(Kristeligt Dagblad 13. aug. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

Afviklingen af de europæiske diktaturer

Hvis man regner hele Østblokken med, levede omtrent halvdelen af europæerne i begyndelsen af 1974 i et diktatur eller det, der ligner. Men så skete der noget. Den 24. juli 2024 er 50-året for det græske militærdiktaturs fald. Det står midt imellem to andre vigtige 50-års jubilæer i moderne europæisk historie. Det ene var Nellikerevolutionen i Portugal i april, og næste år er det 50 år siden general Franco i Spanien døde. Det var tre tildragelser i en lang række af begivenheder, som vi til sammen kan kalde afviklingen af de europæiske diktaturer. Det begyndte med Nazitysklands nederlag i 1945 og kulminerede med Murens fald 44 år senere.

1974 er ellers ikke et år, der i almindelighed bevares i venlig erindring.  Oliekrisen eksponerede den vestlige økonomis afhængighed af energi fra Mellemøsten. Set fra 2024 er det interessant at iagttage, at det førte til et ønske om at indgå aftale med alternative leverandører. Der var bare ikke så mange at vælge imellem. Udvindingen af olie og gas i Nordsøen var kun i sin vorden, de el-producerende vindmøller ligeså. Paris underskrev en aftale med Moskva om levering af sovjetisk naturgas. Også det statsejede, danske energiselskab, DONG, fik en aftale igennem om levering af i alt 130.000 tons fyrings- og fuelolie fra Sovjetunionen. 

Afslutning af det græske militærdiktatur skete som et resultat af en krig. Den 20. juli 1974 landede tyrkiske tropper på Cypern. Forud var gået en lang konflikt mellem øens græske flertalsbefolkning og det tyrkisktalende mindretal. Den tyrkiske invasion fulgte på en mistanke om, at militærjuntaen i Athen ville indlemme Cypern i den græske stat. Det førte på græsk side til, at dele af det græske militær pressede militærjuntaen til at vige pladsen for en civil regering.

Afviklingen af diktaturerne i Portugal, Spanien og Grækenland fulgte forskellige spor, men de var hver især led i en proces mod en stadig stærkere konsolidering af den demokratiske retsstat som norm i Europa. 

I Vesttyskland var forbundskansler Willy Brandt gået forrest i en økonomisk tilnærmelse til Sovjetunionen. Hans ”Ostpolitik” var bygget på et princip om ”Wandel durch Handel”, forandring gennem handel. Logikken lå fra et tysk perspektiv på den åbne hånd. Skabelsen af EF/EU byggede simpelthen på det princip, at økonomisk integration skaber fredeligt samarbejde. Det var et princip, der i 1974 var blevet bekræftet af erfaring. Vesttyskland var på færre end 30 år forvandlet fra et ruineret diktatur til en velstående og demokratisk stat takket være den økonomiske og politiske integration med de tidligere fjender, først og fremmest Frankrig.

Den 1. oktober 1973 åbnede den første direkte gasrørledning fra Sovjetunionen til Vesttyskland og i kraft af et forstærket samarbejde de følgende år blev Sovjetunionen og siden Rusland Tysklands væsentligste leverandør af fossil energi. Imens fortsatte den økonomiske og politiske integrationsproces i Vesteuropa.

I 1981 blev Grækenland medlem af EF (EU) og i 1986 Spanien og Portugal. Den nyligt afdøde norske historiker Geir Lundestad har anvendt begrebet ’Empire by Invitation’ om USA’s allianceopbygning efter 2. Verdenskrig. Det begreb kan også anvendes om EU’s rolle i europæisk historie i de seneste 50 år. 

Senere i år skal vi markere, at det er 35 år siden, at Muren faldt. Millioner af europæere kunne pludselig se en fremtid i møde, som de ikke havde turdet drømme om. For dem af os, der kan huske det bevægede år 1989, er den væsentligste erfaring fra dengang nok, at en kolossal og pludselig forandring til det bedre kan indtræffe uden blodsudgydelser. Uden at forklejne den jugoslaviske borgerkrigs eller den uløste cypriotiske konflikts betydning, kan man sige, at det første tiår efter Murens fald bekræftede den erfaring.

EU blev den platform, der gjorde udviklingen mulig. På et topmøde i København i 1993 blev der vedtaget en række demokratiske, retsstatslige og økonomiske kriterier for de lande, der ønsker at finde optagelse i unionen. Det har især for tidligere østbloklande været retningsgivende for deres politiske udvikling, hvis de ønskede en andel i de muligheder, som et medlemskab af EU indebærer. For en halv snes af disse lande blev det ønske opfyldt ved et topmøde også i København i december 2002, da østudvidelsen af EU blev vedtaget.

Selv om kritikken af EF og siden EU stikker dybt i medlemslandene, var og er det tydeligt, at det set udefra er attraktivt at blive medlem af klubben. Det gælder ikke kun de lande, der for tiden ansøger om optagelse, men også de mange migranter, der legalt eller illegalt søger mod Europa. Det er imidlertid også klart, at forestillingen om Europa som et fredeligt, politisk og økonomisk fællesskab har nået en grænse. Rusland har sammen med sine nærmeste allierede skrevet sig selv ud af den europæiske ligning og har valgt ufredens og ufrihedens vej. Det betyder set fra et dansk og europæisk synspunkt, at fredsdividenden fra 1989 nu må omsættes i øgede udgifter til forsvaret. Ungdommen må i langt større omfang indkaldes til kampberedskab, og vi må – igen – se os om efter alternative energikilder.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2024. Teksten er rettet, så året for Francos død nu rettelig er angivet til 1975)

Døden er fjenden

På banegården i Roskilde hænger der skilte med et telefonnummer til dem, der er selvmordstruede. Når man ringer til det, er det ikke fordi der skal være nogen i den anden ende, der hjælper en med at tage sig selv af dage. Der skal være en, der kan overbevise om, at livet er værd at bevare trods alt. Det kendetegner Danmark som et civiliseret samfund, at vi holder livet helligt. Døden er fjenden. Derfor bruger vi ressourcer på at bekæmpe selvmord.

Hvis vi indfører hjælp til selvmord, betyder det, at vi skal til at opstille kalkuler for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve, og hvornår et menneske er myndigt nok til selv at afgøre, om det skal leve. Det vil opløse den absolutte grænse mellem liv og død. Døden vil ikke længere være fjenden, men en mulighed. Det betyder, at der skal opstilles et katalog af lidelser, der er gyldig grund til at komme herfra. Der skal være en bobestyrer, der afvejer debet og kredit for at afgøre om dette liv har værdi nok til ikke at blive opretholdt eller om det skal erklæres konkurs. Livet bliver ikke længere et formål i sig selv, fordi døden bliver et accepteret middel til at løse et problem.

Det er let – kun alt for let – at sætte sig ind i den overvejelse, at et forpint menneske vil have bedre af ikke længere at være i live. Hvis det samme menneske har et ønske om ikke at ligge nogen til last, kan der jo hurtigt opstå enighed om, at det er lettere, billigere og mere hensigtsmæssigt for alle, hvis dette menneske tager imod tilbuddet om at begå selvmord. Så kan vi af lutter hensyn og godhed komme til at betragte døden som en bekvem udvej. Der er en verserende sag, hvor en mand har slået sin kone ihjel – af medlidenhed siger han. Det må være op til domstolene at afgøre den sag. Det kan ikke overlades til den enkeltes samvittighed, for drab forbliver drab. Der skal i lovgivningen ikke kunne findes understøttelse til den tanke, at det er tilladeligt at tage livet af et andet menneske.

(Læserbrev i Weekendavisen 5. juli 2024)

Danske tropper i Gaza

 Ved afslutningen i 1949 af den krig, som blev ført mellem den nyoprettede stat Israel og dens naboer, blev det tidligere britiske mandatområde Palæstina delt, således at hvad vi i dag kender som Vestbredden kom under jordansk kontrol, mens Egypten besatte det sydvestligste hjørne af mandatområdet, i dag kendt som Gaza-striben. Under Suez-krisen i 1956 udbrød der fornyede kampe mellem Egypten og Israel, der trængte dybt ind på egyptisk territorium. På initiativ af bl.a. Dag Hammerskjöld vedtog FNs generalforsamling 7. november samme år oprettelsen af United Nations Emergency Force (UNEF), organisationens første fredsbevarende mission. FN havde ganske vist allerede i 1948 oprettet United Nations Truce Supervision Organization (UNTSO) med hovedkvarter i Jerusalem. Den var i 1953-54 under ledelse af den danske generalmajor Vagn Bennike. UNTSO havde og har ingen militære styrker at råde over, kun ubevæbnede observatører. En af dem, den danske officer og radiotelegrafist Svend Rasmussen, blev dræbt af en landmine under patrulje i Gaza i sommeren 1956.

Kristeligt Dagblads forside 14. nov. 1956

Med skabelsen af UNEF skete der noget afgørende nyt. Kristeligt Dagblad skrev på lederplads den 14. november: ”Oprettelsen og afsendelsen af De Forenede Nationers styrke er en verdenshistorisk begivenhed; og de danske troppers deltagelse deri er en sag, der vil gå ind i Danmarks historie og komme til at stå som skelsættende i vort lands forhold til de store mellemfolkelige problemer.”

Den 15. november 1956 landede de første 41 danske menige og befalingsmænd sammen med 4 officerer i Egypten kun kort tid før ankomsten af 50 nordmænd. Danskerne og nordmændene kom til at fungere sammen i en bataljon kaldet DANOR og var blandt de første bidrag til en styrke, der på sit højeste omfattede 6000 mand, der stod skiftevis under canadisk, brasiliansk og indisk kommando. Styrkens første opgave var at overvåge den israelske tilbagetrækning fra Sinai. I marts 1957 havde Israel trukket sig helt tilbage til våbenstilstandslinjen af 1949, og opgaven blev nu at forhindre udbruddet af fornyet konflikt. Israel tillod ikke FN-tropperne at patruljere på israelsk jord, så UNEF måtte operere fra den egyptiske side. UNEF fungerede i princippet på hele strækningen fra Sharm-el-Sheik ved Det røde Hav til Gaza by ved Middelhavet, men aktiviteterne var fokuseret i den egyptisk kontrollerede Gaza-stribe.

Den 16. maj 1967 anmodede Egypten UNEF om at forlade landet. På det tidspunkt var der ingen danske eller norske soldater i Gaza. De havde haft turnus året før. Inden evakueringen kunne fuldendes, brød Seksdages-krigen ud. Israel invaderede Sinai, hvorved adskillige tjenestegørende i UNEF blev dræbt. Året efter blev organisationen De blå Baretter oprettet for veteraner fra den danske indsats i Gaza. Organisationen skønner, at i alt 12.000 mand nåede at blive udsendt. Kun FN-missionen på Cypern har set et større dansk bidrag. Tallet er omfattet af en vis usikkerhed og det samme er antallet af tab. Officielt er der ingen. Men som en af veteranerne, Uffe Østergård, skrev i en klumme her i avisen i 2017 om den danske indsats i Gaza, fik de unge soldater ved ankomsten besked på ikke at træde på miner. Hvis de gjorde, ville det blive registreret som en trafikulykke. Det skulle med andre ord gerne se lidt fredeligere ud end det faktisk var.

(Kristeligt Dagblad 3. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

I århundreder har danske skibe forsvare handelen

Når fregatten ’Ivar Huitfeldt’ i disse dage sendes til Mellemøsten, sker det i forlængelse af en meget lang tradition for at lade søværnet beskytte danske handelsinteresser. Søofficeren Ivar Huitfeldt, som fregatten er opkaldt efter, var selv et eksempel på dette. Som en meget stor del af det datidige mandskab i den danske konges flåde var han nordmand. Norge delte som bekendt indtil 1814 konge med Danmark. Han blev født i 1665 i Frederikssten (i dag Halden) i det sydligste Norge. Han valgte samme karrierevej som sin far, der var søofficer. Som det var sædvanen dengang gjorde han også tjeneste i udlandet. I 1688 tjente han under den franske krone i en kampagne mod de ”algierske sørøvere”, som det hed. Algiers var en af de såkaldte barbareskstater på Afrikas nordkyst, der opkrævede afgift af den passerende trafik af handelsskibe, og det førte jævnligt til konflikt med de europæiske søfartsnationer. Også i nederlandsk tjeneste færdedes han i Middelhavet. Siden blev han fremtrædende officer i den danske marine og omkom heltemodigt ved et slag i Køge Bugt i 1710 under Den store Nordiske Krig.

I slutningen af 1700-tallet hørte den dansk-norske orlogsflåde til de betydeligste i Europa. Den var overgået af både den russiske, den britiske, den nederlandske, den franske og den spanske krigsmarine, men var stadig betydelig nok til at gøre sig gældende også oversøisk. 

I slutningen af 1760erne hævede fyrsten – beyen eller paschaen – af Algiers de afgifter, der var pålagt den dansk-norske handel på Middelhavet, og det førte til, at den danske konge sendte en ekspeditionsstyrke til Algiers for at gennemtvinge en mere fordelagtig ordning. Den ankom i foråret 1770, men havde efter et mislykket forsøg på bombardement af byen ikke held med at undertvinge sin modstander. Efter en blokade blev der i 1772 indgået en overenskomst, der imidlertid ikke var til danskernes gunst.

I 1790erne var der vrøvl med beyen – fyrsten - af Tripoli i det nuværende Libyen. Også han ønskede at hæve de afgifter, som han afkrævede de forbipasserende handelsskibe. En dansk flådeaktion havde under ledelse af Steen Andersen Bille i maj måned 1797 held med at blokere Tripolis havn og derefter gennemtvinge gunstigere vilkår for danske og norske handelsskibe i fart på Middelhavet.

Også Danmark afkrævede afgifter af fremmede handelsskibe i form af en told i Øresund. Den var blevet indført af Erik af Pommern i 1420erne og var i århundreder en væsentlig indtægt for den danske kongemagt og kom som sådan bestemt ikke alle fremmede magter tilpas. Ikke mindst under pres fra USA blev den afviklet i 1850erne. I kraft af en række bilaterale aftaler med de fleste sørfartsnationer i verden blev den afløst, således at Øresund som internationalt farvand i dag frit kan befærdes. På den måde indgår afviklingen af Øresundstolden i et omfattende system af regler og aftaler, som danner grundlaget for den globale skibsfart.

Det kongelige Bibliotek

I dag er den danske orlogsflåde kun en skygge af sig selv. Til gengæld er den danske handelsflåde stadig verdens femtestørste. I de seneste år har pirater og andre aktører truet den retsorden, der har kontrolleret international skibsfart. Derfor har det været nødvendigt at trække store veksler på den danske sømilitære kapacitet ved at sende danske orlogsfartøjer til bl.a. Guineabugten og farvandet ud for Afrikas Horn. Og nu sendes der en fregat til Det røde Hav for at gennemtvinge den fri gennemsejling i overensstemmelse med internationale overenskomster.

(Kristeligt Dagblad 31. januar 2024)

Bornholm er nøglen til Østersøen

Den dansk-amerikanske aftale om retten til at deployere amerikanske tropper i Danmark skal ses i kontekst af krigen i Ukraine og den oprustning også i Østersøregionen, der har været en følge af denne konflikt. Men diskussionen om amerikanske tropper på dansk jord er ikke ny. Der har været stationeret amerikanske tropper i Grønland permanent siden 2. verdenskrig, og der har f.eks. løbende været flådebesøg i danske havne. Det har altid været officiel dansk politik, at amerikanerne ikke måtte medbringe atomvåben. Det var derfor en skandale, da det i 1995 kom frem, at daværende statsminister H.C. Hansen i 1957 havde givet en de facto tilladelse til amerikanske atomvåben på Grønland uden samtykke fra Udenrigspolitisk Nævn.

Bornholm har i dette spørgsmål spillet en særlig rolle. Baggrunden var afslutningen af krigshandlingerne i Europa i maj 1945. Mens det meste af Danmark blev befriet af britiske tropper, overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Den røde Hær et par dage senere i maj 1945 efter et sovjetisk bombardement af Rønne og Nexø. Det førte til en tilstedeværelse af sovjetiske styrker på øen, som antog karakter af en egentlig besættelse. Det blev et stadigt stigende problem, bl.a. fordi Bornholm er en nøgle til militær kontrol over den sydlige del af Østersøen. Efter diplomatiske forhandlinger blev det i det tidlige forår 1946 meddelt russerne, at danskerne uden deltagelse af fremmede tropper var i stand til at administrere øen. De fremmede tropper rømmede da også øen i god ro og orden. 

Danmark stod på dette tidspunkt stadig uden for militære alliancer. Der havde været forhandlinger om en nordisk forsvarsunion, men Danmark endte som bekendt med at blive stiftende medlem af NATO i 1949. NATO-samarbejdet gav naturligvis anledning til fælles militære øvelser, der af gode grunde involverede Bornholm, som sammen med Ertholmene udgjorde NATO’s østligste spydspids i Østersøen, umiddelbart nord for Polen og kun ca. 200 sømil fra den russiske eksklave Kaliningrad. Formuleringen i den danske note fra 1946 blev imidlertid aktivt brugt af det sovjetiske diplomati til at hævde, at danskerne havde afgivet løfte om aldrig nogen sinde at tillade nogen som helst fremmede styrker adgang til Bornholm. Det førte f.eks. til sovjetiske protester, da et amerikanske fly under en øvelse nødlandede på Bornholm i 1971.

Det har aldrig været anerkendt fra officiel dansk side, at et sådant løfte skulle være afgivet, men på den danske venstrefløj var man modtagelig for den sovjetiske tolkning af 1946-noten. F.eks. mente Keld Albrechtsen (VS), at det var forkert, da et amerikansk militærorkester blev inviteret til at spille på øen i 1985. Og under Den kolde Krig var der kun ganske få tilfælde af allierede troppers tilstedeværelse på øen.

Efter Murens fald blev den logik, der indtil da havde behersket forholdet mellem øst og vest betragtet som ophørt. I overensstemmelse hermed blev der indledt mange foranstaltninger for at styrke samarbejdet mellem de tidligere fjender, hvilket blandt andet indebar fælles militære øvelser f.eks. under de årlige såkaldte BALTOPS-øvelser i Østersøen. I 2008 lagde det russiske landgangsfartøj Kaliningrad til i Rønne og landsatte en pansret mandskabsvogn med russiske marineinfanterister, der deltog i en øvelse sammen med danske kollegaer på skydeterrænet ved Raghammar. Som den bornholmske historiker Jakob Seerup har gjort opmærksom på, må denne episode betragtes som en de facto accept fra Ruslands side af fremmede troppers ret til at være til stede på Bornholm. Ikke desto mindre har den russiske ambassadør i Danmark så sent som i 2022 hævdet, at Danmarks påståede løfte fra 1946 stadig står ved magt. Det har dog ikke hindret amerikanerne i både i 2022 og 2023 i forbindelse med øvelser at træne i at bringe avancerede missilsystemer til Bornholm ved hjælp af transportfly. Bornholm er stadig nøglen til Østersøen.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2023)

Ministerposten kan være en kort fornøjelse

Mia Wagner aftrådte den 7. december som minister i den nuværende regering efter blot 14 dage på posten. Nu siger mundheldet ganske vist, at en uge er lang tid i dansk politik, men det er unægtelig en hurtig exit for en minister. Historisk set er det dog slet ikke den hurtigste.

Den 29. marts 1920, mandagen efter Palmesøndag, afskedigede Christian X den radikale regering Zahle uden at nogen af dem havde tænkt på, at der skulle dannes et forretningsministerium. Socialdemokraterne benyttede lejligheden til at anklage kongen for statskup, men sagen var nok snarere den, at det parlamentariske demokratis principper endnu ikke lå på rygraden hos hverken konge eller statsminister. Det hjalp heller ikke, at kongen og Zahle ikke kunne fordrage hinanden.

Kristian Sindballe,
Danmarks kortest
siddende minister
(foto: KB)

Hvorom alting er, måtte Christian X stable en regering på benene, der i sagens natur måtte blive foreløbig. Højesteretssagfører Otto Liebe blev stillet i spidsen for en regering, der kun virkede en uge, og dens 9 ministre fungerede altså alle i kortere tid end Wagner. Liebe havde selv påtaget sig at være både stats- og justitsminister. Sidstnævnte post overdrog han den 2. april til professor Kristian Sindballe. Regeringen fik sin afsked den 5. april, så Sindballe er den minister, der har siddet i kortest tid.

Kortlivede regeringer var dengang som nu ikke utypiske. Faktisk havde Danmark fire forskellige regeringer i 1920. Efter 1945 har der været flere tilfælde af korte embedsperioder. De fleste skyldes ikke ministeren selv, men regeringsomlægninger. Jonas Dahl (SF) blev f.eks. skatteminister den 12. december 2013. Skatteministre kommer og går i forvejen med høj frekvens, og Dahl blev skiftet ind som afløser for Holger K. Nielsen (SF), der ved samme lejlighed blev udenrigsminister, en langt mere eftertragtet post. Begge måtte de dog træde ud af regeringen allerede den 3. februar året efter, da deres parti forlod regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og de radikale.

Et eksempel på en minister, der måtte forlade posten på grund af sin person er Alsing Andersen (S). Han blev den 13 november 1947 udnævnt til indenrigsminister, men blot 10 dage senere måtte han træde tilbage. Han nød ikke den tilstrækkelige tillid i Folketinget på grund af den rolle, han havde spillet som forsvarsminister 1935-40. I Jens Otto Krags anden regering, der tiltrådte 26 september 1964 fungerede H. Larsen-Bjerre (S) som fiskeriminister i få dage, indtil han måtte træde tilbage af helbredsgrunde den 8. oktober. Det er nok den situation, der kommer tættest på den aktuelle. At Larsen-Bjerre traf den rigtige beslutning på sit helbreds vegne, bevidnes af, at han levede mange år derefter. Han døde i 1999, 89 år gammel.

Bente Juncker (CD) blev socialminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering den 28. januar 1994, men måtte træde tilbage allerede den 10. februar samme år efter et hårdt pres, der først og fremmest viste, at Centrum Demokraterne var svækket. Den ydre anledning var en på det tidspunkt godt 3 år gammel sag. En gruppe udviklingshæmmede og nogle pædagoger var i september 1990 midlertidigt flyttet ind i et sommerhus på Møn. Juncker var ikke blot nabo men også næstformand i grundejerforeningen, der havde klaget over de nye naboer. I den forbindelse blev Juncker beskyldt for at have brugt et uheldigt ordvalg i omtalen af de udviklingshæmmede, men det var nok snarere hendes daværende samlever, Uffe Thorndahl, der var grov i munden. Han blev citeret for at sammenligne dem med svin. Han blev siden borgmester i Hørsholm for de konservative. Bente Juncker blev løsgænger og forlod politik ved Folketingsvalget i september 1994.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2023)