Ubberup Højskole

I december måned blev det meddelt, at Ubberup Højskole ikke længere har det nødvendige grundlag for at videreføre driften, der indstilles fra årsskiftet. Dermed lukker en af Sjællands gamle højskoler kort tid efter sin 125 års fødselsdag. Den blev indviet den 15. oktober 1899, og dens første forstander var cand.theol. Jannik Lindbæk (1862-1909). Det var imidlertid ikke ham, der grundlagde skolen. Det var en anden cand.theol., Axel Jørgensen (1871-1950). Det var ham, der havde købt Asminderups forhenværende fattiggård i Værslev sogn med henblik på at oprette en højskole, som han ønskede at kalde Bøgebjerg Højskole efter den høje bakke, der ligger mellem skolen og Ubberup Valgmenighedskirke. Han havde engageret arkitekten Thorvald Bindesbøll til at tegne skolens øvelseshus, altså gymnastiksal, der er en arkitektonisk perle.

Mindestenen over Jannik Lindbæk
på højskolen betegner ham som
skolens grundlægger.

Jørgensen måtte imidlertid ”paa Grund af Sygelighed opgive sin Plan”, som det hed. Jørgensen var homoseksuel, og det blev dengang opfattet som en sindssygdom, så han blev indlagt på sindssygehospitalet i Middelfart. Han gjorde siden karriere som boheme og kunstner under navnet Axel Jarl. I mange år var han helt skrevet ud af højskolens historie, indtil den fortjenstfulde lokalhistoriker Palle Bruun Olsen for nogle år siden genopdagede hans rolle og betydning.

Det mest almindelige dengang var, at højskolerne om vinteren havde karle, som man sagde, og om sommeren piger. Lindbæk gjorde imidlertid Ubberup til en højskole kun for piger, altså unge kvinder. Lindbæk kom selv fra en stilling som forstander for Vældegaard Kvindehøjskole i Gentofte. I 1939 blev skolen omdannet til en forskole for sygeplejeelever i samarbejde med Dansk Sygeplejeraad. Tilsvarende forskoler fandtes også i bl.a. Børkop, Rødkilde, Testrup, Faarevejle og på Bornholm.

I 1970erne overgik Ubberup til at blive en almen folkehøjskole. Ved årtusindeskiftet nærmede skolen sig igen sundhedssektoren, idet den specialiserede sig i ernæring og overvægt. En serie af dokumentarudsendelser, ”Livet er fedt”, på TV2 gjorde skolen og flere af dens elever landskendte, og serien dannede baggrund for en bredere samfundsdebat om den rolle, som kropsvægt spiller for vores syn på sundhed. På den måde har Ubberup Højskole sat sit varige præg på den fortsatte diskussion om, hvad det gode liv er.

Jannik Lindbæks gravsten
på Ubberup Valgmenigheds
kirkegård ved Kalundborg
(eget foto)

Denne diskussion har fået nyt liv af den bemærkelsesværdige succes, som Novo Nordisk har fået med sine slankepræparater. Den medicinske genvej til vægttab har gjort det let for mange at opnå et alment accepteret kropsideal. Men denne genvej har måske også annulleret en diskussion om, hvorfor netop dette kropsideal er fremherskende, en diskussion, som også Ubberup Højskole var med til at tage.

Jannik Lindbæk døde kun 47 år gammel i 1909. Han blev begravet på Ubberup Valgmenigheds kirkegård. Herfra er der omtrent en kilometer til en af  Danmarks største byggepladser, udvidelsen af Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg, en samlet investering på mange milliarder kroner. Skoven af byggekraner kan ses fra kirkegårdens dige. Man kunne jo håbe, at en brøkdel af disse midler blev kanaliseret ind i en diskussion om, hvad det gode og sunde liv er. Den tidligere fattiggård og Thorvald Bindesbølls smukke øvelseshus, Ubberup Højskole, er ikke noget dårligt sted at indlede den drøftelse.

(k.dk, 23. dec. 2024)

Universitetsansatte har også ytringsfrihed

Anders Klostergaard Petersen skriver i sit indlæg om den underviser på teologi, der er imod kvindelige præster, at hans bibelsyn strider mod det videnskabelige syn på Bibelen, som bør være enerådende på universitetet. Fakultetet bør have endog meget røde øren over at have ansat pågældende, mener Petersen.

Nu kommer det selvfølgelig an på, hvad vedkommende underviser helt præcist har sagt. Men hvis det handler om, at underviseren personligt er imod kvindelige præster, har hverken han eller fakultetet gjort noget som helst forkert. Alle universitetsansatte har præcis den samme ret som alle andre til at mene og tro, hvad de vil. Der udøves ikke sindelagskontrol ved ansættelser, og ingen kan eller må afskediges alene på grund af deres overbevisning. Dertil kommer, at universitetsansatte har den samme ytringsfrihed som alle andre. Noget andet er, at ikke alt, der er tilladt, gavner. Det kan af didaktiske hensyn være klogt at ave sin lyst til at ventilere private synspunkter, men der er f.eks. intet personalepolitisk til hinder for, at en underviser i teologi, historie, astrofysik eller evolutionsbiologi tror på en skabende og opretholdende gud.

Det er klart, at undervisningen ikke må være forkyndende, hverken politisk, religiøst eller på anden måde, og så skal den naturligvis leve op til videnskabelige standarder og de krav, der i øvrigt stilles i studieordningen. Men underviseren må derudover have alle de politiske og religiøse holdninger, der er tilladt i samfundet i øvrigt.

(Debatindlæg i Kristeligt Dagblad 12. dec. 2024)

Samtaleværelset

Mie Mørkebjergs gruppeportræt af 30 væsentlige, kvindelige politikere er skabt til Samtaleværelset på Christiansborg. Opdraget var at tilvejebringe en pendant til Herman Vedels gruppeportræt af de 30 mænd, der stod bag grundlovsrevisionen i 1915, som gav kvinder valgbarhed og stemmeret til Rigsdagen. Mørkebjergs værk har fået en god modtagelse, mest fordi det hilses velkomment allevegne fra, at der nu gives mere plads til kvinder i Christiansborgs portrætsamling. Anmelderne er lidt mere runde i vendingerne, når det handler om billedets kvaliteter som repræsentativt kunstværk. 

Man kan diskutere udvalget af kvinder, for det kan man jo altid. De nulevende er overrepræsenterede. Mindst tre af de portrætterede hænger allerede på Christiansborg (Helle Thorning Schmidt, Pia Kjærsgaard og Nina Bang) Og hvis man fouragerer lidt i det glimrende værk Kvindebiografisk Leksikon, dukker de fraværende, betydningsfulde kvinder op. Hvor er den konservative Erna Sørensen, den radikale Grethe Philip, kommunisten Inger Merete Nordentoft, socialdemokraten Edel Saunte eller Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti?

Portrætligheden eller genkendeligheden på Mørkebjergs billede er ganske god. Man kan se, hvem det forestiller, men det er kun alt for tydeligt, at kunstneren har brugt fotografiske forlæg. Når det handler om de afdøde, er der ikke noget valg. Det bliver særlig tydeligt i portrættet af Nina Bang, der i sammenligning med de øvrige portrætterede nærmest fremstår i sort/hvid. 

Man kan omvendt også indvende, at billedet er meget spraglet, fordi kunstneren har gjort meget ud af at individualisere politikernes klædedragt i form og kulør. Det er en skarp kontrast til de øvrige gruppeportrætter i Samtaleværelset. Mændene er i henhold til tidens skik på de ældre billeder klædt ens i mørkt tøj, så opmærksomheden drages mod deres ansigter. Man kan spørge, hvad budskabet egentlig er, når et gruppeportræt af kvinder i så høj grad kommer til at handle om deres valg af påklædning? Drejer det sig om individualitet og frigørelse fra normerne eller om at kvinder stadig skal bedømmes på deres ydre fremtoning?

 

https://www.ft.dk/da/aktuelt/tema/samtalevaerelset_2022

Det virker som om Mørkebjerg har arbejdet individuelt med hver af de portrætterede, de fleste i hel- eller halvfigur, hvorpå de er blevet sat sammen i en todimensionel collage. Det afspejles også i lyssætningen, eller rettere fraværet af samme. Skyggerne falder hid og did for så vidt de kan identificeres. Der er ingen fornemmelse af orientering. Det må retfærdigvis nævnes, at det er en kritik, der også kan rettes mod Johannes Nielsens portræt af grundlovskommissionen af 1946 også i Samtaleværelset. 

Eftersom de fleste af de portrætterede i Mørkebjergs gruppeportræt aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, er der åbenlyst tale om en fiktion, men så meget desto større var muligheden for at komponere rummet frit. Den mulighed er ikke blevet grebet. Der er antydninger af en tredje dimension i sceneriet, men mere som på et dukketeater end i et egentligt samtaleværelse.

(k.dk 19. nov. 2024. Et enkelt ord er rettet og avisens rubrik var en anden)

Dankortet

I år kan det fælles, nationale betalingskort, Dankortet, fejre sin 40 års fødselsdag som elektronisk betalingskort. Kortet blev indført som et initiativ fra landets pengeinstitutter, der ønskede at skabe et alternativ til checken, som var meget omkostningstung. Derudover var der begyndende konkurrence fra udenlandske kreditkortselskaber og ikke mindst fra de såkaldte kontokort, der blev udbudt som betalings- og ikke mindst kreditkort af bl.a. handelsstandsforeninger, benzinstationer, rejseselskaber, indkøbscentre og stormagasiner. Det var på et tidspunkt, da det var normalt, at både varige og flygtige forbrugsgoder – møbler, tæpper, hårde hvidevarer, radio og fjernsyn, rejser o.s.v. – blev købt på afbetaling.

Dankortet blev introduceret i 1983 af det til formået oprettede selskab PKK, Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab. Betaling blev i begyndelsen afviklet med en såkaldt fluesmækker, der ved hjælp af karbonpapir tog et aftryk af kortet, hvis betalingsoplysninger var trykt i relief. Den betalende skulle derefter verificere transaktionen med sin underskrift. Men planen var, at kortet skulle fungere elektronisk. I udgangspunktet var det tænkt som både et købe- og kreditkort, men det endte som et rent betalingskort, i dag kaldet et debetkort, og det blev derfor ikke en umiddelbar konkurrent til de mange eksisterende afbetalingsordninger.

Der var en omfattende debat om Dankortet, der foragteligt blev kaldt ’plastikpenge’. Det vakte bekymring hos Danske Bankfunktionærers Landsforening, der frygtede, at selvbetjening og automatisering ville koste arbejdspladser. Den frygt viste sig ubegrundet. Andre stillede spørgsmålet, om det ville medføre det pengeløse samfund? Når det ikke længere var nødvendigt med kontanter eller checks, hvad ville det så gøre ved økonomien? Var der en risiko forbundet med at skabe et betalingsmiddel med monopollignende status? Hvordan sikrede man sig imod svindel med det nye betalingsmiddel? Kritikken kom både fra de klassiske kapitalismekritikere på venstrefløjen og fra dem, der var bekymret for de frie markedskræfters velfærd.

Annonce i Bornholms Tidende
28. juni 1985

Der var fra begyndelsen også heftig diskussion mellem aktørerne – detailhandelen, pengeinstitutterne og forbrugerne – om hvem der skulle betale for omkostningerne. Forbrugerrådet mente, at udgifterne måtte afholdes af den rationaliseringsgevinst, som bankerne høstede i kraft af afviklingen af checkhæfterne. Forbrugerne endte med at slippe for at betale gebyr.

I efteråret 1984 blev Vejle og Helsingør forsøgsbyer for de elektroniske betalingsterminaler i detailbutikkerne. Men allerede tidligere på året var de såkaldte pengeautomater til brug for kontanthævninger blevet introduceret rundt omkring i landet, blandt andet i Nykøbing Falster og Bjerringbro. Den Aalborgbaserede kæde af benzinstationer Metax var blandt de første med elektronisk betaling med dankortet. Det betød også, at danskerne for første gang blev introduceret for pinkoden, et begreb der dog først slog igennem nogle år senere.

Samtidig skulle forbrugerne vænne sig til andre nyskabelser som stregkoder på varerne, og med nye elektroniske kasseterminaler kunne butikkerne også tilbyde udspecificerede købskvitteringer, der mere præcist angav varens navn og pris. 

Allerede i 1985 var der udstedt ca. en halv million dankort. I 1987 kunne direktøren for det, der nu hed Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, Jens Christian Lorenzen, med stolthed meddele, at der var udstedt 820.000 dankort, der i løbet af året ville blive brugt i alt 20 millioner gange i de 22.000 forretninger, der tog imod dankort på det tidspunkt, eller i de 150 udendørs hæveautomater, ”DK-Kontanten”. I 2013 oversteg antallet af dankortbetalinger for første gang en milliard. I 2015 blev den kontaktløse funktion introduceret.

Dankortet er stadig i dag en af de vigtigste betalingsformer, men har fået konkurrence fra ikke alene andre betalings- og kreditkort, men også løsninger som Mobile Pay. Historisk set er det interessant, at ældre teknologier relativt sjældent forsvinder helt, når nye kommer til. Når det handler om betalingsløsninger, er det påfaldende, at antallet af kontanter i cirkulation fortsat er meget højt. Butikker er stadig forpligtet af Lov om betalinger til at modtage kontanter, og nogle befolkningsgrupper har af forskellige grunde vanskeligt ved at anvende de elektroniske betalingsformer, så i den almindelige handel udgør kontantbetalinger ifølge Nationalbanken stadig cirka en tiendedel. Det er dog den almindelige mistanke, at den relativt store mængde kontanter i omløb især anvendes i den sorte økonomi.

(Skrevet til denne blog, nov. 2024)

Valg af gadenavne er politik videreført med andre midler

I dag skal politikerne i København afgøre, om byen skal have en Palæstina Plads. Diskussionen minder om, at valg af gadenavne ikke er nogen uskyldig affære, men også historisk set er et spørgsmål om politiske valg.

Københavns ældste gader inden for voldene afspejler for manges vedkommende en funktion. Nørregade går mod nord. I Farvergade lå farverierne, og i Badstuestræde lå badstuerne. Det var først efter voldenes fald i 1850erne, at byen kunne brede sig med lange anlagte strøg mod nord og vest. To af de længste gader fik navn efter hhv. en general og et slag fra Treårskrige 1848-50, nemlig Ryesgade, der er opkaldt efter general Olaf Rye, der faldt ved udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849, og Isted, der var åsted for det sidste store slag i krigen, som danskerne vandt. Men også nederlagene er der blevet plads til. Blandt de mange sønderjyske steder, der er mindet i Vesterbros gadenavne er Dybbølsgade, Dybbølsbro og den tilhørende station, en erindring om det forgæves forsvar af Dybbøl skanser i foråret 1864.

Gader og veje er ofte opkaldt efter personer. I kartoffelrækkernes parallelle gader er det guldaldermalere. I ligestillingens navn har der været efterspurgt flere gader opkaldt efter kvinder, som man unægtelig skal lede efter i det københavnske gadebillede. En af de nyere er Kirsten Walthers Vej i Valby, ikke så langt fra Clara Pontoppidans Vej eller Bodil Ipsens Vej. Skuespillerinder er i høj kurs. Stumfilmstjernen Asta Nielsen har fået et stræde lige ved Nordisk Films studier. Generelt vælger kommunen navne, der kan samle bred enighed. Da det for et par år siden i det nye ’statsministerkvarter’ ved Islands Brygge på Amager blev foreslået, at også Erik Scavenius (statsminister 1942-43, formelt helt til 1945) skulle have en gade opkaldt efter sig, blev det opgivet, fordi det var for kontroversielt. 

Indtil 1958 fungerede det, der nu hedder Israels
Plads, som Københavns Grønttorv.
(Københavns Museum)

København er rig på stednavne med reference til lande og byer i store dele af verden. Norge lagde i mange år navn til byens måske fornemste gade, der nu kendes som Bredgade. Den nuværende Norgesgade finder man på det inderste Amager sammen med gader opkaldt efter bl.a. Sverige og Finland. Længere ude ved Kastrup er Afrika tydeligt til stede med blandt andet Ugandavej, Angolavej, Kamerunvej, Zambiavej og Algiervej. Egypten har både Ægyptensvej, Suezvej, Kairovej og Nilensvej. Også Arabien, Syrien og Persien har en vej på Amager sammen med Kina, Japan, Formosa, Ceylon og Siam. Europæiske lande er også rigt repræsenterede, dog ikke Ukraine med mindre man medtager Lemberggade, opkaldt efter en storby i det Østrig-Ungarske imperium, der nu kendes som Lviv.

Da det gamle grønttorv i Københavns centrum i oktober 1968 blev omdøbt til Israels Plads, var det en afspejling af den næsten udelte sympati for Israel blandt danskerne på dette tidspunkt. Den formelle anledning var 25-året for jødernes flugt til Sverige, og i en forstad til Jerusalem blev en plads samtidig opkaldt efter Danmark. I årene, der fulgte, blev den danske opinion mere delt i forholdet til Israel. Store dele af venstrefløjen sympatiserede med den palæstinensiske og arabiske part i den mellemøstlige konflikt, og efterhånden som konflikten er skærpet, er også danskerne i tiltagende grad blevet delt på spørgsmålet, så forslaget om at navngive en plads efter Palæstina kan næppe kaldes ukontroversielt. Det vil derfor være en opgivelse af det hidtidigt gældende konsensusprincip i stednavnepolitikken i København at trumfe forslaget igennem, når Borgerrepræsentationen i dag skal stemme om forslaget, der derefter bliver sendt i høring.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2024)

Hvorfor skal det være så grimt?

Da Tidewater Oil i slutningen af 1950erne planlagde raffinaderiet i Kalundborg, forelagde en af de danske arkitekter på opgaven en beplantningsplan for byggeriet ved Lerchenborg for firmaets ejer, J. Paul Getty. Getty svarede ”Well, mister, we are building af refinery, not a park!”

Det udtrykker for så vidt meget klart den moderne industris forhold til æstetikken. Der er intet.

Da J.Th. Lundbye levede, havde æstetikken sin naturlige plads øverst i værdihierarkiet. Da herskede der en erklæret alliance mellem det nyttige, det gode, det sande og det skønne. Det handlede om harmoni.

Novos produktionschef Michael Hallgren taler 
ved afsløringen af det ene af to kunstværker i
Kalundborg den 4. sept. 2024. I baggrunden
Novos fabrik og et glimt byggepladsen, hvor
der er investeret for 65 mia kroner.
(eget foto)

Det vil sige, at hvis noget var sandt, var det også godt og smukt. Eller hvis noget var smukt, var det også sandt og godt. Det var ikke kun kunsten, der abonnerede på den opfattelse. Også videnskaben troede på værdien af skønhed.

Det betød for eksempel, at H.C. Ørsted kunne iagttage sammenhængen mellem magnetisme og elektricitet som et udtryk for den store sammenhæng i skaberværket. Den praktiske indebyrd af iagttagelsen overlod han til andre at drage nytte af. 

Efter 1850 brød guldaldersyntesen sammen. Videnskaben holdt op med at tro på, at videnskabelig sandhed havde noget med skønhed at gøre. Det betød også kolossale fremskridt. Vi fik penicillin og insulin, der kunne kurere sygdomme, som man indtil da bare døde af. Og de meget længere liv blev også meget rigere liv. Det er vi mange, der har nydt godt af. Det havde, viste det sig imidlertid, omkostninger for miljø og klima. Men prisen var også grimhed.

Det er interessant nok tydeligst i kunsten selv. Efter 1850 brød realismen frem. Det var den retning i kunsten, der insisterede på, at det sande var sandt, også selv om det ikke var smukt eller harmonisk. Det var på mange måder et nødvendigt opgør, fordi Guldalderen havde en tendens til at idyllisere, det som man kalder Biedermeier. Det er ligegyldig harmoni. Klingklang. 

Kunsten blev alliancefri. Nogle forsøgte sig med at gøre denne frihed programmatisk: kunsten for kunstens egen skyld: ”L’art pour l’art”. Andre har søgt nye alliancer, ikke mindst med det politiske: klassekamp, køn, klima, antikapitalisme, postkolonialisme. Kunsten forsøger sig med et ’budskab’. Det er en dagsorden, som også kunstens kuratorer i vid udstrækning har overtaget.

Sjovt nok har politiske aktivister også købt den præmis, at kunst siger noget om samfundet. Det er blevet en trend at forøve hærværk på kunst for at gøre opmærksom på en eller anden politisk dagsorden.

Men pointen er, at prisen for æstetikkens opgør med det skønne i sagens natur blev, at ting holdt op med at være smukke. Kunst i dag handler sjældent om skønhed. Det værste man kan sige om et moderne kunstværk eller en bygning er: ”Nej, hvor er det pænt!” Moderne kunst vil gerne være provokerende, udfordrende, grænseoverskridende, debatterende, men ikke pænt, for Guds skyld ikke pænt.

Det være så, hvad det være vil, så længe det blot handler om, hvad folk vælger at hænge på deres vægge. Dér hvor æstetikkens brud med skønheden bliver vedkommende for alle, ja, direkte anmassende, er i arkitekturen. For den kan ingen se bort fra. Man kan ikke tage husene ind om natten. 1920ernes modernisme mente, at fortidens byggerier var forløjet ’maskekunst’. Man kunne også kalde det realismens forsinkede gennembrud i byggekunsten, for nu skulle bygningerne holde op med at lyve. De skulle afspejle sandheden, vel at mærke den konstruktive sandhed. Jeg siger ikke, at alt, der derefter blev bygget, er grimt, men jeg siger bare, at skønheden holdt op med at være et bærende princip.

Og så er vi tilbage hos J. Paul Getty. Det er velkendt, at Getty brugte de mange penge, som han tjente på at udvinde og raffinere olie, på at skabe et museum i Californien, The J. Paul Getty Museum, en af de fornemste kunstsamlinger i verden.

På samme måde kan man iagttage, hvordan Novo som virksomhed har skabt en af de største kunstsamlinger i Danmark. ”Vi har så meget kunst, at bagtrappen til et af vores lagerrum i Bagsværd rummer flere værker af Carl-Henning Pedersen end Ribe Domkirke,” som en ledende medarbejder engang sagde til mig. Og fonden bag virksomheden sponsorerer en række kunsthistoriske projekter.

Man kan ikke lade være med få den mistanke, at Novos sponsorering af kunst – som f.eks. tilskuddet til de to skulpturer, der er blevet afsløret i dag – er en slags aflad. Det er jo synd at sige, at Novos produktionsfaciliteter har gjort noget som helst godt for Kalundborgs skyline. Eller sagt mere ligefrem – i realismens ånd: Hvorfor skal det være så grimt?

(Indlæg i forbindelse med afsløringen af to skulpturer ved Helix Lab og Absalon Campus Kalundborg den 4. sep. 2024)

Ikke-muslimsk islam

Sagen om Koran-forskeren, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, der hænges ud som islamofob på et amerikansk universitets hjemmeside, giver anledning til at kaste et historisk blik på forholdet mellem religion og videnskab, nærmere bestemt forholdet mellem en konfessionelt bundet tilgang til religion og en ikke-konfessionel. Den danske religionsforsker Jesper Petersen har sammen med en svensk kollega, Anders Ackfeldt introduceret begrebet ’ikke-muslimsk islam’, som bygger på den iagttagelse, at der foruden de varianter af islam, der praktiseres af muslimer, også findes billeder af islam, der ’produceres’ af ikke-muslimer, herunder af Thomas Hoffmann, som de kritiserer for at være uvidenskabelig. Ackfeldt og Petersen er heller ikke selv muslimer, og det accentuerer spørgsmålet om udenforståendes muligheder for at forstå. Kan ikke-muslimer overhovedet gøre krav på at have forstået islam?

Videnskabeligt betragtet er den anden side af dette spørgsmål, hvordan man tilvejebringer objektiv viden? Altså hvordan man sikrer, at den viden, der fremlægges som sand, ikke er subjektiv, det vil sige påvirket af de interesser og værdier, som præger den, der fremlægger den viden? Er det f.eks. diskvalificerende for en islam-forsker selv at være muslim?

I den protestantiske tradition findes der en parallel til dette spørgsmål i tilsynekomsten af kirkehistorie som videnskabelig disciplin. På de universiteter, der uddanner teologer, det vil i Danmark sige Aarhus og København, gælder, at videnskabelige principper altid har forrang. Det vil sige, at det teologiske studium tilvejebringer indsigt i kristendommen uden at forkynde samme.

Sådan har det ikke altid været. Kirkehistorie havde som disciplin indtil det 18. århundrede et entydigt konfessionelt præg. Her stod modsætningsforholdet mellem de protestantiske kirker og den romersk-katolske skarpt, og det var kirkehistoriens opgave at bevise, at den anden part tog fejl. Et afgørende brud dermed skyldtes blandt andre Gottfried Arnold (1666-1714), der tilstræbte at skrive upartisk, og Johann Lorenz Mosheim (1694-1755), for hvem det nok i højere grad lykkedes. Det upartiske blev et ideal, som også Holberg som kirkehistoriker hyldede. Holberg var nu systemets mand, om man så kan sige, så selv om han ikke fortav sine modstanderes synspunkter, var der ingen tvivl om, hvor han selv stod.

J.L. Mosheim

Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet var under enevælden bundet til både staten og Den augsburgske Konfession, men var ikke kun en præsteskole. På fakultetet trivedes ikke mindst sprogvidenskaberne. Den senere biskop over Sjællands Stift Frederik Münter dyrkede som professor i København arkæologien og palæografien, tydningen af gamle indskrifter. I porten til Bispegården ved Frue Plads i København kan man stadig se Münters lapidarium, et lille udsnit af hans samling af sten.

I anden halvdel af det 19. århundrede blev kirkehistorien som disciplin for alvor præget af den historisk-kritiske skole. Det blev for meget for ikke mindst Indre Mission. Berømt er daværende formand for IM Vilhelm Becks ord på et møde mellem professorer og kirkefolk i København i 1896, hvor han mente, at professorerne ikke var ærbødige nok over for Bibelen: ”Jeg kunde godt lide at spørge Universitetsprofessorerne, om de læse deres Bibel paa Knæ. Saa vare de vist ikke saa kritiske. Nu vil man ved Universitetet hovmesterere Biblen; det er, fordi de ikke læse den paa Knæ.”

I det 20. århundrede blev Det teologiske Fakultet i København kendt for at huse repræsentanter for den såkaldte Københavnerskole, der gik og går endda meget kritisk til værks over for Det gamle Testamente som kilde. De mener, at det meste af det såkaldte historiske stof i virkeligheden er mytisk. Det har ikke mindst fundamentalistiske kristne og ortodokse jøder taget ganske fortrydeligt op. Det viser, at der er en lang tradition for, at det ikke er Det teologiske Fakultets opgave at bekræfte nogen i deres tro eller at understøtte bestemte trossamfund i deres selvforståelse.

(Kristeligt Dagblad 13. aug. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)