Historien er ikke slut

Sidste år udkom professor Rasmus Mariagers bog om Den kolde Krigs kulturhistorie, "Sjælekampen", hvis konklusion er, at danskerne og Danmark i årtierne efter Anden Verdenskrig blev så tæt forbundet med USA, at vi blev ’ameridanere’, som han skriver. Pointen er, at den transatlantiske forbindelse ikke kun handlede om sikkerhedspolitik og økonomi, krudt og kugler, stål og kryolit. Der var tale om et værdifællesskab. Bag alt det støv, som konflikterne mellem venstre- og højrefløjen kunne hvirvle op, var der en bred enighed om, at græsset nok var betydeligt grønnere på denne side af Jerntæppet. De, der var uenige i den udlægning, repræsenterede et forsvindende mindretal.

Fjender fremkalder naturligvis konflikt, men også noget andet, som er ganske efterspurgt, nemlig entydighed. Ved Muren Fald i 1989 blev vi frataget den luksus, som Den kolde Krigs binære forståelsesramme også var. Sagt på en anden måde blev vi tvunget til at forstå, hvem vi er og hvad vi vil, uden at have den kommunistiske verden at spejle os i.

To fortolkninger bød sig til, og de var begge amerikanske. Den første skyldtes en dengang yngre embedsmand af japansk herkomst, Francis Fukuyama (f. 1952), der i tidsskriftet The National Interest i sommeren 1989 offentliggjorde en artikel med den dristige konklusion, at historien nærmede sig sin afslutning, ”The End of History”. Med de kommunistiske regimers sammenbrud sporede han en universel drift i retning mod markedsøkonomi og det liberale demokrati, for det er det eneste samfundssystem, der kan tilfredsstille alle menneskers grundlæggende trang til frihed og anerkendelse. Når alle lande har nået den styreform, vil der ikke længere opstå konflikter, og historien vil dermed gå i stå.

Det foranledigede Samuel Huntington (1927-2008), der også havde været Fukuyamas vejleder på Harvard, til at formulere et svar, hvis hovedpointe var, at det ikke var politiske ideer, der var hoveddrivkraften i international politik, men derimod kulturen. Han delte verden op i 9 civilisationer eller kulturkredse og forudså, at de alvorlige konflikter i verden ville opstå på grænsen mellem disse, ”Civilisationernes sammenstød”, som også var titlen på den bog, der udkom i 1996.

Begge stod de i modsætning til den skole i studiet af udenrigspolitik, som kaldes den realistiske, altså at udenrigspolitik først og fremmest er drevet af økonomiske interesser og sikkerhedspolitiske kalkuler. Både Huntington og Fukuyama lagde vægt på værdiernes betydning, men på en markant forskellig måde. Mens Fukuyama grundlæggende tænkte liberalt, appellerede Huntington især til mere konservative gemytter.

Det kom inden for få år til at stå klart, at Huntington var tættere på en forståelsesmodel, der var svarede til udviklingen end Fukuyama. Hvor meget man end ville ønske, at Fukuyama har ret, kan man ikke tage for givet, at markedsøkonomi og demokrati er en så attraktiv model, at alle vil stræbe efter den. I det, som Huntington betegner som henholdsvis den ortodokse eller slaviske og den muslimske civilisation, blev autokrati og/eller religiøs fundamentalisme den dominerende styreform. Interessant nok karakteriserede Huntington Ukraine som delt mellem den vestlige og den ortodokse civilisation, men konkluderede, at Rusland og Ukraine er ”den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden”. Netop i spørgsmålet om Ukraine fik Fukuyama ret, fordi ukrainerne kæmper for deres ret til at være et europæisk land med europæiske værdier.

Mindetavle, Plöck 50,
Heidelberg. Fukuyama
bygger sine overvejelser
på de tanker hos
Hegel, der kaldes
anerkendelsens dialektik.
(eget foto)

Fælles for Huntington og Fukuyama er deres forståelse af, at USA og Europa udgør en enhed bygget på et fasttømret værdifællesskab, for Huntington betinget af et fælles kulturelt og religiøst fundament, for Fukuyama bestemt af en overordnet enighed om den politiske og økonomiske ramme. Sådan blev det også forstået af langt de fleste. Uanset om man havde et liberalt, konservativt eller socialdemokratisk syn på politik, uanset om den amerikanske præsident hed Reagan, Bush, Clinton eller Obama, var der ingen tvivl om, at den transatlantiske forbindelse bestod med NATO som den væsentligste institution og handelssamkvemmet som motoren. I 2019 overhalede USA Tyskland som Danmarks vigtigste handelspartner. 

I amerikansk selvforståelse er De forenede Stater – med et billede hentet fra Bjergprædikenen – den strålende by på bjerget, hvis lys kastes ud på verden. Det er et billede, som ikke alle i hele verden kan genkende, men for os har de stærke bånd til USA medvirket til, at næsten alle nulevende danskere i hele deres voksenliv har levet i fred, frihed og en stadig voksende velstand, og USA er blevet verdens mægtigste og rigeste land med et demokrati forankret i stærke politiske institutioner - troede vi. På ganske få uger er der sået tvivl om stort set alt, der har båret den transatlantiske forbindelse, USA's placering i hele verden, ja den amerikanske stat selv. Institutioner, alliancer, traktater, aftaler, loyalitetsbånd smuldrer. Af skytsherren på bjerget er der blevet en anløben og troløs krejler. Historien slutter ikke i kedsomhed, som Fukuyama spåede. Den fortsætter.

(Kristeligt Dagblad 6. marts 2025)