Rusland i Fjernøsten

Hvis man spørger belæste folk om eksempler på tidligere europæiske kolonimagter i det østlige Asien, kan de fleste nævne briterne og franskmændene. Lidt færre kan nævne Spanien, Portugal, Tyskland og Nederlandene. De færreste svarer Rusland. Når Ruslands kolonier i Østasien sjældent omtales som sådan, skyldes det antagelig, at de ikke ligner sædvanlige, oversøiske kolonier. Og så er de aldrig blevet afviklet.

Ruslands ekspansion øst for Ural begyndte i det 16. århundrede, og i første halvdel af det 17. århundrede etablerede russerne sig på Stillehavets kyst. Denne ekspansion omtales ikke altid som en kolonisering, men den indebar ikke desto mindre, at lokale folkeslag skulle underkastes russisk øvrighed. En af bidragyderne til den russiske kolonisering var danskeren Vitus Bering, der foretog den grundlæggende kortlægning af området som officer i Peter den Stores flåde. Bl.a. opdagede han, at Asien ikke er landfast med Amerika, og det farvand, der skiller det østlige Rusland fra Alaska er opkaldt efter ham. (Russerne etablerede sig på samme tid også i Alaska, som imidlertid blev solgt til USA i 1867.)

I 1830erne pressede briterne på for at åbne Kina for handel med ikke mindst opium. Det førte til den såkaldte Opiumskrig 1839-42, der endte med kinesisk nederlag og at Kina afstod Hong Kong til briterne. Konflikten med Kina blussede op igen tyve år senere, og det lykkedes russerne – til trods for et afgørende nederlag i Krimkrigen få år tidligere – i den forbindelse at annektere dele af Manchuriet. Det gjorde, at hovedkvarteret for den russiske stillehavsflåde kunne flytte fra det væsentligt nordligere beliggende Okhotsk til en manchurisk havneby, der fik det russiske navn Vladivostok. Fordelen var, at den er isfri store dele af året. Byen, der i etnisk henseende oprindeligt var af blandet kinesisk, japansk og koreansk sammensætning, blev også endestation for den transsibiriske jernbane.

Sovjetunionen fortsatte den russiske ekspansionstrang i Fjernøsten. I 1945 erobrede Den røde Hær dele af øgruppen Kurilerne fra Japan. Det er til den dag i dag en uafgjort og til tider højspændt konflikt mellem det nuværende Rusland og Japan. Men også grænsen mellem den russiske og kinesiske del af Manchuriet har været genstand for stridigheder. Grænsen udgøres over et langt stræk af floden Ussuri, og stridigheder over en ø i denne flod var i 1969 årsag til en konflikt, der var faretruende nær på at udvikle sig til en krig.

Tre asiatiske lande undgik europæisk kolonisering, Kina, Japan og Thailand. Kina måtte dog som nævnt leve med at afstå områder. Tyskernes kinesiske koloni Kiatschou bestod blot i tyve år fra 1898 til 1918. Den blev til kinesernes fortrydelse overdraget til japanerne ved fredsforhandlingerne efter Den første Verdenskrig. Anderledes bestandig var den portugisiske koloni Macau, som blev givet tilbage til Kina i 1999 efter mere end 400 år. Briterne måtte i 1997 tilbagegive suveræniteten over Hong Kong til Kina efter 155 års herredømme. Russerne har i dag hersket over sin del af Manchuriet i 163 år og har ikke givet noget tilbage.

By NASA - https://www.reddit.com/r/MapPorn/comments/1dqh7d/after_seeing_a_recent_post_about_the_population/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=98756377

Afkoloniseringen af Fjernøsten, som det kaldes fra et europæisk perspektiv, fordi det er langt væk, afspejler en langsigtet økonomisk og demografisk udvikling. I dag bor mere end halvdelen af verdens befolkning inden for en radius af godt 3000 kilometer – kendt som ”The Valeriepieris Circle” –

med centrum i Myanmar. Denne kreds omfatter bl.a. Indien, Kina, Bangladesh, Phillippinerne, Malaysia og det meste af Indonesien. Historisk set er der tale om en betydelig demografisk forskydning fra det eurasiske kontinents vestlige del til den østlige på godt hundrede år. I året 1900 udgjorde den europæiske befolkning omtrent en fjerdedel af verdens samlede befolkning. Den andel er i dag reduceret til en tiendedel. Denne forskydning har med nogen forsinkelse sat sig i den europæiske bevidsthed. Vi ved godt, at Europa ikke er verdens centrum og at kolonitiden er fortid. Blot ikke i Rusland.

(Skrevet til denne blog)

Norden som en enhed

Forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Vilnius i juli måned tyder på, at Sverige vil blive optaget i forsvarsalliancen. Hvis det sker, vil der være tale om en meget afgørende forandring, for historisk set har Norden været mere splittet end samlet, når det handler om sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vi er vante til at tale om Norden som en enhed, men det er i givet fald en enhed med en hel masse undtagelser. Det eneste nordiske land, der indtil Finlands optagelse i NATO i april, har været medlem af både NATO og EU, er Danmark. Det gælder dog ikke hele Rigsfællesskabet, idet Færøerne og Grønland står uden for EU. Til gengæld er Grønland næsten tættere integreret i NATO end resten af Rigsfællesskabet pga. den amerikanske militære tilstedeværelse. Finland er i dag fuldt integreret i det monetære samarbejde i EU. Island, Danmark, Norge og Sverige har bevaret kroner og øre som navn for deres valuta. Den fælles betegnelse fra stammer den skandinaviske møntunion af 1873. Det var dog et fællesskab mere af navn end af gavn, da de nationale valutaers kurser hurtigt gled fra hinanden igen.

Den politiske samling af Norden, som blev tilvejebragt under Margrethe I’s myndige ledelse i slutningen af 1390erne, kalder vi sædvanligvis Kalmarunionen. Historikeren Markus Hedemann har peget på, at det var så som så med den union. Hvorom alting er, kan der skabes nogenlunde enighed om, at dronning Margrethe var arkitekten bag en samling af de lande, der i dag udgør de fem nordiske lande. Union eller ej brød projektet endelig sammen i begyndelsen af 1520erne, da Christian II med et fejlslagent greb søgte at undertvinge svenskerne.

I de følgende 200 år udspillede der sig en rivalisering mellem Danmark-Norge på den ene side og Sverige-Finland på den anden, hvor sidstnævnte vandt terræn på førstnævntes bekostning. De krigeriske mellemværender mellem de nordiske brødre sluttede i al væsentlighed 1720 ved afslutningen af Store Nordiske Krig, men det betød ikke afslutning på spændingerne. Sverige måtte afstå Finland til Rusland i 1809, og Danmark måtte afstå Norge til Sverige i 1814. Danmark bejlede forgæves efter svensk-norsk støtte i 2. slesvigske krig i 1864.

Norge opnåede selvstændighed i 1905, Finland i 1917 og Island i 1918. Kongeriget Danmark opnåede sin nuværende afgrænsning i 1920. Et norsk krav på Østgrønland blev afvist ved international voldgift. Danmark kunne stadig ikke regne med svensk – eller britisk - militær støtte i en frygtet og forventet konflikt med Tyskland, der blev virkelig i april 1940. Dog blev Færøerne og Island besat af briterne.

Efter 1945 blev det forsøgt at oprette en nordisk forsvarsunion, men det slog fejl. Danmark endte sammen med Norge og Island med at blive stiftende medlemmer af NATO, mens Finland og Sverige forblev neutrale under hele Den kolde Krig. Norden var delt mellem en baltisk og en atlantisk orientering. Den splittelse blev meget tydelig for Danmarks vedkommende, ikke mindst fordi Bornholm og Grønland var genstand for henholdsvis sovjetisk og amerikansk opmærksomhed på et tidspunkt, da der boede dobbelt så mange mennesker på Bornholm som på Grønland.

Efter Murens fald høstede vi den såkaldte fredsdividende. Der var ikke længere nogen fjende, så der var heller ikke brug for noget territorialforsvar, antog vi. De eneste i Norden, der ikke købte den fortælling, var finnerne, der har opretholdt et effektivt forsvar af deres land mod truslen fra øst.

Gennemføres optagelsen af Sverige i NATO, vil det betyde en styrkelse af forsvarsalliancen. Østersøen vil for alvor blive et indhav i NATO som det allerede er i EU, og Norden vil være samlet i det samme forsvarsforbund for første gang i mindst 500 år.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2023. Enkelte rettelser i teksten. Jeg havde overset, at Finlands optagelse allerede var fuldgyldig på dette tidspunkt.)

Hedenskab og nøgenhed

Amerikanske medier kan berette om, hvordan en lærer i Tallahassee i Florida er blevet afskediget for at have vist billeder af Michelangelos skildring af den upåklædte David, der forbereder sig på kampen med Goliat. Forseelsen består efter det oplyste i, at forældrene ikke på forhånd var blevet advaret om, at deres børn skulle være vidne til den slags nøgenhed. En enkelt af forældrene har sammenlignet det med pornografi. Det er imidlertid ikke første gang, at statuen har vakt forargelse.

Michelangelos marmorskulptur, der blev til i de første år af det 16. århundrede regnes blandt den italienske renæssances hovedværker. Brygger Carl Jacobsen stiftede i 1879 Albertinalegatet – opkaldt efter Bertel Thorvaldsen – der havde til formål at støtte ”Anskaffelse af Billedhuggerværker til Pryd for offentlige Pladser og Haver i Kjøbenhavn”, og i 1896 skænkede han en kopi af Michelangelos David støbt i bronze til hovedstaden. Den ankom året efter og blev i løbet af sommeren opstillet ved Helligåndskirken. Ganske vist var statuen af bronzestøberen – imod brygger Jacobsens ønske – blevet forsynet med et figenblad, men nøgenheden var stadig frappant. Det var dog ikke den, der umiddelbart var problemet. Det var den omstændighed, at statuen ikke rummede noget kristeligt budskab:

”Figuren er i sine overnaturlige – maaske ikke helt nøiagtige – Proportioner formet med Mesterhaand; man føler igennem den Kunstnerens rent hedenske Glæde ved det nøgne unge Legemes skønhed og svulmende Kraft. Kristelig i sin Aand er denne Statue ikke – forsaavidt er Pladsen foran en Kirke uheldig valgt,” skrev Socialdemokratiets partiavis i august 1897.

Spørgsmålet om statuens placering og betimeligheden af figenbladet blev ivrigt debatteret, og ganske få uger senere blev den flyttet til byens nye rådhus tæt på Vartov. Samtidig blev figenbladet fjernet.

Kirkehistorikeren Peder Severinsen tilsluttede sig i Kristeligt Dagblad denne vurdering af statuen som ”rent hedensk” og bifaldt statuens flytning. Til gengæld angreb Severinsen et initiativ til at opstille en anden statue af en nøgen David, skabt af den samtidige billedhugger Niels Holm. Problemet var nøgenheden. Så kan man spørge, hvorfor Severinsen dog ikke opfattede det som et problem, at også Michelangelos udgave af David er nøgen?

David ved Vartov - kbhbilleder.dk

Problemet var ifølge Severinsen, at Holm skildrede David i bøn, og at moselovene netop foreskriver, at man skal klæde sig ekstra på, når man står foran Herren. Det var altså ifølge Severinsen ikke nøgenheden i sig selv, der var et problem, men at nøgenhed ikke hørte hjemme i en skildring af gudhengivenhed. Så længe David var skildret som hedning, var der ikke noget i vejen med, at han var uden tøj og figenblad.

I 1903 blev bronzekopien af Michelangelos David flyttet til en placering ved Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg. Folkeviddet mener at vide, at de fromme kvinder i stiftelsen Vartov var anledning til flytningen, fordi de var modstandere af udsigten til Davids bare hale. Hvorom alting er blev statuen flyttet igen i 1993 til sin nuværende lidt afsides placering ved Vestindisk Pakhus på Københavns havnefront tæt på Amalienborg. Men det var måske en idé at flytte den tilbage til placeringen ved rådhuset, den plads, der som en hyldest til den seksuelle mangfoldighed for en halv snes år siden fik navnet Regnbuepladsen.

(Kristeligt Dagblad 29. marts 2023. Avisen redigerede lidt i teksten og valgte en anden rubrik)

Indoktrinering

Over de seneste dage har der været en livlig diskussion om redaktionen af Danmarks Radios P3. En nyansat redaktør er også på lederplads her i avisen blevet kritiseret for at ville bedrive politisk aktivisme.

Historisk set er det ikke nyt, at Danmarks Radio udsætter sig for kritik af denne karakter. I 1950erne skrev forfatteren Hans Scherfig anmeldelser af Statsradiofoniens udsendelser i kommunisternes dagblad Land og Folk. Han mente, at radioudsendelserne var udtryk for en ”almindelig amerikanisering”, og det var fra kommunisten Scherfigs hånd ikke ment som en ros.

Det var det heller ikke, da den konservative Hanne Budtz i 1967 klagede over den anti-amerikanske linje i Danmarks Radios dækningen af Vietnamkrigen.

I februar 1968 blev tre ministre fra den nye borgerlige VKR-regering interviewet i fjernsynet. Det var et for tiden ret kritisk interview, og det fik forhenværende minister Jens Sønderup (V) til at skrive et læserbrev til dagbladet Vestkysten, hvor han krævede journalisterne fyret: ”Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende”, som han skrev med en vending, der sidenhen er blevet anvendt mange gange. Danmarks Radio har endda selv tematiseret spørgsmålet i en serie af programmer med fællestitlen ”De røde lejesvende” på DR2 i 2010.

Fra og med 1968 stod kampen især om den nyoprettede Børne- og Ungdomsafdelingen med programchef Mogens Vemmer i spidsen. Bl.a. Poul Schlüter (K) beskyldte Vemmer for at bedrive politisk indoktrinering. Forfatteren Ole Hyltoft mente derimod, at Børne- og Ungdomsafdeling var ”det kirkeborgerlig Danmarks forlængede arm i Radiohuset.” Journalisten Eva Bendix, der selv havde en fortid som speaker i fjernsynets barndom, mente ligeledes, at Danmarks Radios børneudsendelser var udtryk for borgerlig indoktrinering.

Erhard Jakobsen, der brød ud fra Socialdemokratiet i 1973 og stiftede Centrum-Demokraterne, blev både medlem af Radiorådet og formand for interesseorganisationen Aktive Lyttere og Seere, og i begge egenskaber kritiserede han Danmarks Radio for at være for venstreorienteret.

Kritikken af Danmarks Radio var fra begyndelsen af 1970erne tæt forbundet med den såkaldte indoktrineringsdebat, der handlede om blandt andet daginstitutionerne og folkeskolen. Den blev interessant nok udløst af en programmedarbejder i Danmarks Radio, Kaj V. Andersen, der også var teolog og folketingsmedlem for Venstre. Han kritiserede i 1971 den venstreorienterede indoktrinering, som han mente fandt sted i børnehaverne, hvor pædagogerne angiveligt var imod at man fejrede jul. Den kritik blev i 1973 fulgt op af en anden venstremand, folketingsmedlem Lennart Larson, der ligeledes kritiserede venstreorienterede pædagoger. I oktober måned året efter advarede tidligere landsformand for Det radikale Venstre, undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen mod yderligtgående marxistiske folkeskolelærere, men med en ret væsentlig tilføjelse: ”Der må hverken være en marxistisk eller en religiøs indoktrinering,” udtalte han. Dermed gjorde han med et retorisk judogreb kritikken af folkeskolens forkyndende undervisning til en del af indoktrineringsdebatten.

Ved folkeskolereformen i 1975 blev de sidste bånd mellem Folkekirken og Folkeskolen kappet, idet kristendomsundervisningen ikke længere måtte være forkyndende. I modsætning hertil fastholdt Danmarks Radio transmissionen af både morgenandagt fra Københavns Domkirke og søndagens højmesse i Folkekirken helt frem til i dag.

(Kristeligt Dagblad 8. marts 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Spildtid

 I klummen ”seniorliv” skriver Ivar Brændgaard (KD  19. jan.) som et indlæg i debatten om beskæringen af danske universitetsuddannelser fra fem til fire års længde, at der snildt kunne være skåret et år af den normerede studietid, da han læste. Der var for meget spildtid, mener han.

Ivar Brændgaard tog sin kandidateksamen i 1980. På det teologiske Fakultet i København var der i 1980 indskrevet 600 studerende, men kun 20 af dem tog embedseksamen det år. Det måtte betyde en gennemsnitlig studietid på 30 år, som Kristeligt Dagblad sarkastisk bemærkede på lederplads, underforstået at sådan var det nu nok ikke helt.

Men en studietid på 10 år var slet ikke usædvanligt. Så det er klart, at de studerende dengang må have oplevet en masse tidsspilde. Så er spørgsmålet, om det er et godt argument for at skære ned på længden af universitetsuddannelserne i dag?

Nu kan man for det første konstatere, at Brændgaards ønske for længst er opfyldt. En kandidatgrad på universitetet fik man dengang efter 6 års studier, hvis man fulgte normeringen. I dag er det 5 år.

For det andet er en universitetsuddannelse i dag noget helt andet end den var dengang. Danske universiteter og universitetsstuderende er blevet meget effektive i de seneste 15-20 år. 82 % af de studerende gennemfører på den normerede tid + 1 år, altså netop de 6 år, der var normen i Brændgaards ungdom. Så det er ikke oplevelsen af spildtid, der præger universitetsstudierne i dag, snarere manglen på tid til fordybelse.

(Læserbrev 28. januar Kristeligt Dagblad)

Folkeafstemningen er mindretallets vetoret

 Historisk set var folkeafstemninger centrale styringsinstrumenter i de græske bystater for mere end 2000 år siden, men da tanken om folkets andel i statens styrelse blev genoptaget i Europa og Nordamerika det 18. århundrede, skete det ved hjælp af repræsentation i et parlament, hvor vælgerne kun får indirekte indflydelse. Kun i Schweiz anvendes folkeafstemninger rutinemæssigt i lovgivningsprocessen.

Også i Danmark står traditionen for indirekte folkestyre stærkt. Derfor er valglovene også helt centrale, fordi de fastslår, hvem der har lov til at blive repræsenteret, og hvem der har lov til at repræsentere. Grundlovens § 56 sikrer, at de valgte repræsentanter ikke kan bindes ”ved nogen forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at der er skudt et armslængdeprincip ind mellem vælgerne og de valgte. Populært sagt betyder det, at det ikke er imod Grundloven at bryde sine valgløfter. Positivt forstået betyder det, at de valgte kun er bundet af deres samvittighed. Repræsentativt demokrati er altså en tillidssag.

Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev den direkte folkeafstemning indført som en instans i forbindelse med grundlovsændringer. Det var dog ikke Grundloven, der var grundlaget for den første folkeafstemning i Danmark i 1917 om salget af De dansk Vestindiske øer til USA. Afstemningen var kun vejledende, men blev dog retningsgivende for, at salget kunne gennemføres. Befolkningen på øerne blev som bekendt ikke hørt i spørgsmålet.

I 1939 vedtog Rigsdagen en ny grundlov, som imidlertid faldt ved folkeafstemningen. Hvis det var blevet gennemført, ville grundlovsforslaget have vist vejen for en løsning på det nuværende bededagsproblem, idet § 71 i forslaget tilkendegav, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold, kun kan gennemføres efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Dermed ville bispekollegiet være blevet indført som en form for synode. Det var en logisk følge af, at udpegningen af biskopperne siden 1922 var sket efter valg, hvor alle menighedsrådsmedlemmer i det pågældende stift havde valgret.

Det afgørende brud kom med grundlovsændringen i 1953. Indtil da havde Landstinget i kraft af mere konservative valgrets- og valgbarhedsbestemmelser været opfattet som et drivanker, der sikrede mod Folketingets ungdommelige og impulsive trang til at lave alting om. 1953-grundloven afskaffede

Landstinget, men indførte til gengæld i § 42 folkeafstemningen som et generelt politisk instrument: "Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedag fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemningen om lovforslaget."

Meningen er, at vælgerne gennem et folketingsmindretal sikres et veto, f.eks. hvis et flertal blandt de valgte i alt for høj grad betragter § 56 som et fripas til at gøre, hvad der passer dem. Folkeafstemningen som grundlovssikret ret er en institutionalisering af forholdet mellem det indirekte og det direkte demokrati. Instrumentet er dog kun blevet brugt en gang i forbindelse med jordlovene i 1963. Men truslen om, at et forsmået mindretal kan bruge dette middel har nok også været en anledning til at søge brede forlig i afgørende spørgsmål. 

De fleste folkeafstemninger involverer andre paragraffer i Grundloven, hvor folkeafstemningen anvises som instrument, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om valgretsalder (§ 29) og ikke mindst spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (§ 20). Valgretsalderen er gradvist sat ned til de nuværend e18 år efter folkeafstemninger, og Danmarks forhold til EF/EU har også været genstand for flere folkeafstemninger. 

Fordi Folkekirken i forvejen befinder sig i et juridisk vakuum, hvor der hersker betragtelig tvivl om,  hvem der har jurisdiktion over hvad, bliver politikerne ofte bragt i forlegenhed, når de forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Dertil kommer, at fagforeningerne betragter bededagsspørgsmålet som en indblanding i arbejdsmarkedets indre anliggender. Når man så i tilgift ventilerer muligheden for at bringe Grundlovens § 42 i anvendelse, er der lagt op til en interessant juridisk holmgang.

(Kristeligt Dagblad 20. januar 2023)

Danmarks Radio har mistet orienteringen

 Ved årsskiftet nedlagde Danmarks Radio Orientering-redaktionen og erstattede den med en forkrøblet udgave af den selv. Et to timers velredigeret nyheds- og baggrundsprogram med stof fra ind- og udland er blevet reduceret til en collage af podcasts med stof fra andre af husets redaktioner. Podcast-formatet er der ikke noget i vejen med, hvis man bryder sig om en langsommere, konverserende stil tilsat lydeffekter og underlægningsmusik. Intensiteten fra live-udsendelserne er væk. Et emne, hvis indhold kunne berettige et indslag af 5-10 minutter, skal nu strækkes, så det passer til et kvarter eller en halv time. Det indebærer en stadig hyppigere forekomst af spørgsmål af typen: ”Det, jeg hører dig sige, er…” For noget skal tiden jo gå med.

Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio i disse år kæmper en kamp for at finde sine ben. Nøgleordet er ’public service’. Det er et omdiskuteret begreb, men for DR er det ganske konkret, idet det er udmøntet i den kontrakt, der er indgået med politikerne:

”Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie. DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.”

Danmarks Radio skal altså intet mindre end samle alle danskere. Engang gav det samlende sig selv, for der var ikke andet at samles om. I min barndom og ungdom (jeg er født i 1966) kunne man som udgangspunkt for en samtale stille spørgsmålet ”Så du fjernsyn i går?” uden at skulle specificere det yderligere, for der var kun en kanal. Vi talte heller ikke så meget om ”danskerne”. Det gav sig selv, at det var dem, vi var. DR’s public-service-kontrakt er for så vidt et nostalgisk ønske om at skabe en institution, der på en intens global mediekonkurrences stormomsuste vilkår skal kunne det samme Danmarks Radio kunne gøre i monopoltidens skærmede, nationale drivhus. Alle drømmer om et nyt ”Matador”, der kan blive et fælles referencepunkt på tværs af generationer. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, og det skal vi måske heller ikke ønske os. Det er en tinde, som Danmarks Radio aldrig kommer til at bestige igen.

Men det burde som minimum kunne lade sig gøre at skabe et udbud, der lever op til de kvalitetskrav, som public-service-kontrakten faktisk stiller. DR’s budget er på 3,8 mia. kroner. Det er godt 400.000 kroner i timen, hele døgnet, alle årets dag. For de penge burde det kunne lade sig gøre at udbyde to timers daglig nyhedsjournalistik af høj kvalitet. At det ikke længere er defineret som en kerneopgave, er tegn på, at Danmarks Radio har mistet orienteringen.

(Debatindlæg, Kristeligt Dagblad 17. januar 2023)

Ledende redaktionschef Anders Emil Møller svarede i avisen den 25. januar:

Med et indlæg her i avisen gør lektor og historiker Jes Fabricius Møller sig til talsmand for, at DR har mistet orienteringen, fordi vi er i gang med at udvikle og forandre DR's journalistiske flagskib Orientering. Det billede kan jeg nu ikke genkende. Vi har en klar strategi for DR, som er i fuld gang med at blive udlevet, så vi kan fortsætte med at være noget for alle danskere og servere public service af fineste karat, der underbygger danske fællesskaber, dansk demokrati og kultur. På samme måde har vi også en klar retning for, hvad vi vil opnå med udviklingen af Orientering. Vi er meget bevidste om, at vi har kastet os ud i en opgave, der er svær og tager tid, og som piller ved noget, der for mange er meget vigtigt. Men vi gør det alene for at sikre, at den publicistiske ambition for Orientering og programmets kerne kan langtidssikres. For radiobranchen er under stor udvikling, og branchen ser meget anderledes ud end for bare fem år siden. I dag bliver der lavet taleindhold i en helt anden skala og mangfoldighed, og samtidig er danskernes lyttevaner under forandring og bevæger sig mod streaming. Det øger kravene til os i DR, for vi har ambitioner om, at endnu flere skal få glæde af og lytte med på det journalistiske kvalitetsindhold, som altid har været en del af Orienterings dna. Derfor har vi sat os for at udvikle Orientering for at bevare det. Vi ved, at forandringer af noget, som mange værdsætter, kan være svært og kræver tilvænning. Det gælder også for Orientering. Men vi skal passe på med ikke at gøre mindet om det gamle stærkere end potentialet for det nye. Siden den 2. januar har lytterne således fået dagens vigtigste nyheder fra både ind- og udland, for selvfølgelig skal DR være en troværdig formidler af en verden i højt tempo. Men der er også et fast og fyldigt udsyn med fordybelse i historier, du ikke kan gætte på forhånd, og intenst fokus på dansk politik – begge dele på et helt andet niveau end før nytår. Ambitionen er så yderligere, at især de to sidste elementer også skal skabe glæde for lyttere, der ikke er på P1, men i stedet finder deres radioindhold i appen DR Lyd, uagtet om klokken er 16 eller ej; altså et format der også passer til et forandret brug af lyd. Mange har allerede taget lydstreaming til sig, og flere vil komme til. Det er selvfølgelig en stor opgave for os at mestre fra den ene dag til den anden, så vi kommer helt sikkert til at udvikle løbende og sikkert også ændre igen og igen. Allerede nu lyder det hele langt mere harmonisk, og vi har haft et hav af stærke historier med langt flere journalistiske kræfter bag end før. Så retningen er sat for at sikre, at Orienterings høje journalistiske kvaliteter også er en del af DR mange år ud fremtiden. Vi håber, at rigtig mange vil give det nye format en chance, og vi kan i hvert fald love, at lytter man med, så bliver man helt sikkert klogere sammen med os.