Hvad laver en udviklingskonsulent egentlig?

Et af hovedargumenterne for kommunalreformen i 2006 var, at man ville opnå en rationaliseringsfordel til gunst for borgerne. Den er udeblevet. De fleste kan med deres egne øjne iagttage, hvorledes de kommunale forvaltninger vokser, mens kerneydelserne forsømmes. I Roskilde, hvor jeg selv bor, flyttede den nye sammenlagte kommune efter reformen ind i den gamle amtsgård, som hurtigt blev for lille og måtte udvides ganske betydeligt for at få plads til hele den kommunale forvaltning.

Denne iagttagelse understøttes af den officielle statistik fra Økonomi- og Indenrigsministeriet (De kommunale nøgletal), ifølge hvilken den gennemsnitlige udgift pr. borger til administration i kommunerne i Region Sjælland er steget fra 5767 kroner i 2007 til 6531 i 2012.

Når rationaliseringsgevinsten udeblev, skyldes det antagelig en mekanisme, som normalt går under betegnelsen Parkinsons lov. Da marinehistorikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af The Royal Navy under og efter 1. Verdenskrig, stødte han på det interessante forhold, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Hvorfor førte så stor en reduktion af flåden ikke til et tilsvarende fald i antallet af bureaukrater, men tværtimod til en stigning?

Parkinson formulerede på baggrund af bl.a. denne iagttagelse en lov for bureaukratiers vækst, som han offentliggjorde i The Economist i 1955: Enhver arbejdsopgave i forvaltningen tager den tid, der er sat af til dens fuldendelse. Det vil sige, at ingen har tid til overs, men altid føler sig presset til kapacitetsgrænsen. Derfor vil der være et konstant krav om, at staben udvides. Enhver administrativ medarbejder ser nyansættelser som en mulighed for at få flere underordnede og dermed som en direkte eller indirekte forfremmelse. Men flere ansatte betyder altså ifølge Parkinson ikke, at organisationen som helhed får mere fra hånden, for der er ingen øvre grænse for antallet af mandetimer, der kræves for at løse en opgave. Derudover skaber embedsmænd opgaver for hinanden ved hele tiden at kommunikere med og referere til hinanden, så en udvidelse af staben vil blot fortsætte.

Parkinsons artikel blev sammen med en række andre af hans meget vittige essays udgivet første gang på dansk i 1958. Jeg har dem stående på en hylde lige ved mit skrivebord på universitetet, og når jeg ikke sjældent er ved at fortvivle over uddannelses-og forskningsbureaukratiets asiatiske vælde, lader jeg mig trøste af Parkinsons afvæbnende humor.

Mens det er svært nok for folk i en parkinsonsk organisation at bevare overblikket, bliver det næsten umuligt for udenforstående at forstå, hvad der foregår. Stillingsannoncer er i den forbindelse en interessant genre. De er midlertidige vinduer, der giver indblik i arbejdspladsens selvforståelse. I stillingsannoncen er man tvunget til at forklare sig for omverdenen eller blotte sig, om man vil. Her er et eksempel fra Sorø Kommune. Først fastlægges stillingskategorien:

"Sorø Kommunes Udviklings- og Byrådssekretariat søger en dygtig udviklingskonsulent, der kan tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver. Udviklings- og Byrådssekretariatet er en central stabsfunktion (et ledelsessekretariat knyttet til direktionen), der har til opgave at understøtte og udvikle organisationen og dens opgaveløsning, så borgere og brugere også i fremtiden oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet."

Dernæst remses den række af opgaver op, som den nye medarbejder skal løse:

"Projektledelse af udviklings- og implementeringsprojekter på tværs af organisationen, Analyseopgaver og sagsforberedelse til det politiske system og administrative beslutningsfora, Konsulentbistand til organisationen, Udvikling af ledelsesinformationsværktøjer, Facilitering af processer, Evaluering."

Det første, man bemærker, er, at det ikke fremgår af annoncen, hvad en kommune egentlig er til for. Ganske vist står der i den generelle stillingsbeskrivelse, at formålet er, at borgerne "oplever kommunale velfærdsydelser af høj kvalitet", men hvis man ser på de konkrete opgaver, som skal løses, er det klart, at man vil ansætte en bureaukrat, der skal servicere de øvrige bureaukrater. Vedkommende skal ansættes i et sekretariat, der har til opgave"at understøtte og udvikle organisationen" og løse opgaver, som ingen forstår. Skatteborgerne tror jo, at kommunen skal vedligeholde veje, slå græsset i parken, passe børn, drive skoler, pleje ældre og den slags.

Kommunaldirektøren burde tvinges til at gå ned på Torvet i Sorø og forklare tilfældige forbipasserende hvad det vil sige at "tage teten på skiftende analyse- og udviklingsopgaver" eller hvad der menes med "ledelsesinformationsværktøjer" eller "facilitering af processer"? Han ville komme til kort, for skatteborgerne vil ikke "opleve" kommunen, og de interesserer sig ikke for "udviklings- og implementeringsprojekter". De vil have ældrepleje, børnepasning, græsslåning, kloakvedligeholdelse og den slags.

Man kan finde et fuldstændig tilsvarende opslag fra Stevns Kommunes nyetablerede stabsenhed, Udvikling og Digitalisering, som "understøtter direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde."Arbejdsopgaverne for den nye "projekt- og procesleder" beskrives som "Analyse-og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"specificeret som "opgaver indenfor Udvikling & Digitaliserings brede opgavefelt, specielt med fokus på analyser, projektledelse, udvikling af styring og organisation m.v."

Der er uden tvivl tænkt meget over disse formuleringer på direktionsgangen, og der er ingen tvivl om, at de kommunale direktioner mener, at det er vigtigt, at disse opgaver bliver løst, men de ansvarlige politikere bør hæve blikket et øjeblik og spørge sig selv, hvorfor det er vigtigt med "analyse- og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen"? Er det en kommunal kerneydelse at "understøtte direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde"?

Disse jobopslag er meget tydeligt tegn på, at der er nogen på Stevns og i Sorø, der for alvor har tabt overblikket, symptomer på forvaltninger, der har vokset sig til en størrelse og en sammensætning, der gør, at de skaber flere opgaver end de løser, og at de forsøger at overvinde dette problem ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen ved hjælp af uklare stillingsbeskrivelser og en diffus kompetencefordeling, så alle myldrer rundt på de uden tvivl meget store og flotte rådhuse og holder retningsløse møder "på tværs af organisationen", imens de egentlige opgaver forsømmes.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 22. marts 2013)

Prins Henrik er allerede ligestillet

Når man spørger efter ligestilling for prins Henrik, skal man være opmærksom på, hvad man mener. En regent kan aldrig være ligestillet med sin ægtefælle, for der er kun ét statsoverhoved. Ægtefællen skal naturligvis forlenes med en værdighed, men der er aldrig tvivl om, hvem der står øverst i rangordenen.

Mere præcist handler det nok om, hvorvidt en mand gift med en regent kan sidestilles med en kvinde gift med en regent. Først og fremmest handler det om ord, der stammer fra en gammel og i overvejende grad mandsdomineret kultur. Dronning er traditionelt, hvad man bliver, når man gifter sig med en konge. Først med Margrethe II er dronning også blevet betegnelse for en regent. Dronning Margrete I kaldtes »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«, fordi dronningeværdigheden i sig selv ikke indeholdt regent myndigheden. Konge derimod er identisk med regent.

Det er i den bestemte betydning, ordet optræder i grundloven. Der er altså en asymmetri mellem begreberne konge og dronning, men ikke noget der i sig selv indeholder en diskrimination af dem, der bærer titlen.

Det er snarere i titulaturen, at man skal søge humlen. Skal det være H. M. eller H. K. H.? Majestæt er kun regenten. En kvinde gift med en konge tituleres traditionelt Hendes Majestæt. Det er ikke udtryk for, at hun er regenten, men at hendes mand er det og at hendes titel og status er afledt af mandens. For to generationer siden kunne man stadig træffe på kvinder, der uden at blinke kaldte sig »fru højesteretssagfører Alfred Hansen«. Det har vi naturligvis forladt, fordi vi har ligestilling. Nu har en tilsvarende kvinde ikke alene sin egen jobtitel, men sandsynligvis også sit eget efternavn, og det er kun godt sådan.

Skal vi med andre ord overføre denne ligestilling til kongehuset, må vi altså ophøre med at kalde kvinden gift med kongen for Hendes Majestæt og i stedet - sådan som det er med prins Henrik - kalde hende kongelig højhed. Helt moderne bliver det jo aldrig i det glücksborgske hus, men der er dog en pointe i, at dronningens funktion som regentens ægtefælle er selvstændig, om end underordnet.

Skal prins Henrik med andre ord ligestilles i bare tilnærmelsesvis overensstemmelse med moderne normer, skal han altså bevare sin nuværende titulatur.

(debatindlæg i Berlingske Tidende 12. juni 2009)