Skaden fra 1968


Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved hvor de befandt sig den 26. august 1968. Ved frokosttid udbrød der brand i Roskilde Domkirke. Det skete mens der var ved at blive lagt sidste hånd på renoveringen af kirkens tagrytter, Margrethespiret. Man mistænkte håndværkerne for skødesløs omgang med ild, men årsagen til branden er vist aldrig opklaret.

Det fortælles, at folk gik og græd i gaderne, mens de måtte se til, at ilden fortærede det meste af den østlige ende af kirkens tag og Margrethespiret. Det lokale brandvæsen, der dengang holdt til blot 100 meter fra kirken, måtte have assistance fra kollegaer i Frederikssund, Glostrup, Holbæk, Ringsted og København. På sit højeste var 200 brandfolk sat ind i slukningsarbejdet, foruden soldater fra den lokale kaserne og mandskab fra Civilforsvaret.

Ilden brød heldigvis ikke igennem hvælvingerne, så kirkens enestående inventar blev ikke skadet. Den fuldstændige katastrofe blev undgået. På dette tidspunkt havde kirken været forskånet for ildsvåde i mere end 500 år.

Historien om domkirkens brand var forsidestof i de landsdækkende aviser, også i Kristeligt Dagblad. Den tog for en stund opmærksomheden fra den store krise i international politik efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.

Margrethespiret blev oprindeligt sat op over kirkens korsskæring efter at dronning Margrethes lig blev overført til Roskilde i 1413. Spiret befinder sig omtrent lige over Margrethes sarkofag i højkoret, og kirken fremstår derfor som et majestætisk monument centreret over denne bemærkelsesværdige ”fuldmægtige Frue og Husbonde”. Margrethespiret er også et af kirkens klokketårne, og herfra er der siden Middelalderen blevet ringet til bøn flere gange om dagen. Efter højmessen på højhelligdage er der tradition for tårnblæsning. En gruppe messingblæsere spiller koraler fra Margrethespiret ud over byen.

Brandsikring har efter 1968 været en førsteprioritet i Roskilde Domkirke. Da det dengang nyopsatte spir skulle erstattes, anvendte man den nyeste teknik inden for brandsikring, herunder imprægnering af det anvendte træ. Det havde imidlertid nogle utilsigtede konsekvenser, idet det forårsagede såkaldt galvanisk tæring. Margrethespiret holdt i 30 år og blev udskiftet i 1999. Det var i sidste øjeblik. Det var da så porøst, at det antagelig ikke havde kunnet modstå den voldsomme storm i december måned samme år.

Det stod klart, at det ikke var gjort med udskiftningen af spiret. Også taget over kirkens korsskæring var nødlidende. Det var en skønnet udgift på et trecifret millionbeløb at rette op på de fejl, der blev begået i 1968. Regningen påhvilede egentlig menighedsrådet, som dog umuligt kunne løfte opgaven alene. Heldigvis trådte nogle folketingsmedlemmer fra den daværende Roskilde Amtskreds til og fik sat restaureringsarbejdet på finansloven.

Hovedprincippet for istandsættelsen af taget var, at man kun skulle bruge materialer og metoder, som var blevet anvendt oprindeligt. Den bærende betonkonstruktion, der var blevet lavet til Margrethespiret lod man dog blive. Farende svende eller navere, som de også kaldes, det vil sige omrejsende håndværkere fra både Tyskland og Schweitz deltog i arbejdet. De bidrog med nødvendig ekspertise og udgjorde med deres karakteristiske arbejdsbeklædning et festligt bidrag til bybilledet.
Efter at kirken nærmest havde stået på den anden ende i flere år kunne arbejdets afslutning endelig fejres med en festgudstjeneste i 2010. De sidste skader fra 1968 var dermed udbedret med godt fyrre års forsinkelse.
(Kristeligt Dagblad 30. august 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne


Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.
Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.
Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)