Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.


(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.
Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)