Monarkens ægtefælle

Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks ægtefælle dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på engelsk kalder Queen consort.

Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på engelsk Queen regnant. Hvis vi forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.

Danmark har aldrig før Margrethe II haft en Queen regnant. Det er det, der gør nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor, Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag kendt som Den Første, selv om hun aldrig selv officielt førte titel af monark.

Begge de første margrether var enker, så det lader spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria. Hun overlevede også sin mand, der få år inden sin død officielt fik status af Prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere politisk indflydelse end som så.

Der findes et interessant eksempel på, at en regerende dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit ægteskab.

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.

Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes med at være kongelig højhed. På den anden side har den kønslige ligestilling i Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en funktion af deres mands stilling. Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge. Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til lande som Portugal for at finde fortilfælde i nyere tid.


(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2015. Anledningen var, at prins Henrik endnu engang var citeret for at være utilfreds med sin status. Efter at jeg fik et par henvendelser er en sætning slettet, der udnævnte det portugisiske eksempel som sjældent. Det viser sig, at det ikke var helt så ualmindeligt i tidlig moderne tid, at mænd gift med queen consorts fik titel af konge, nogle endda funktion af konge. De yngste eksempler er fra Portugal.)

Hvor blev Danmark til?

Danmark som politisk og territorial enhed blev til på et tidspunkt i jernalderen eller vikingetiden. De første omtaler af danerne og deres land, Danmark, stammer fra denne tid. Hvad begreberne dækkede i praksis, geografisk, politisk og etnisk er imidlertid højst usikkert.

Flere steder bejler til titlen som Danmarks fødested. Jelling rummer foruden "Danmarks dåbsattest", den store runesten, hvor Harald Blåtand praler af sine bedrifter, angiveligt også Gorm den Gamles grav. Ribe bryster sig af at være Danmarks ældste by. I Gudme på Fyn hævder man at have fundet en kongehal. Også Lejre på Sjælland gør krav på at være Danmarks første hovedstad.

Fælles for de fire lokaliteter er, at deres status som betydningsfulde bygger på arkæologiske fund. Der findes skriftlige vidnesbyrd, der understøtter Ribes og især Lejres krav på denne værdighed, men de er behæftet med betydelig usikkerhed.

I Lejre og Gudme har man fundet stolpehuller, der vidner om tilstedeværelsen af en række store bygninger i jernalderen. Umiddelbart virker det ironisk, at arkæologer graver for at finde huller, men der er en mening med det. Organisk materiale som for eksempel en bærende stolpe af træ forgår med tiden, men den efterlader en farvning i den jord, hvor den har været nedgravet, og hvis man skræller jordlagene af med tilstrækkelig finesse, kan man identificere disse stolpehuller og danne sig et billede af den bærende konstruktions støttepunkter i jorden og dermed forsøgsvis rekonstruere bygningen.
Problemet ligger et andet sted. For det første gælder den regel, at man kun finder noget der, hvor man leder. Ribe er et godt eksempel. I Ribe har arkæologer gravet i længere tid og med større flid end i de fleste andre danske købstæder.

Det skyldes ikke mindst byens fortjenstfulde antikvariske samling og ditto selskab fra henholdsvis 1855 og 1887. Af samme grund har man fundet en masse spor fra byens tidlige historie. Byer som Kalundborg, Aalborg, Nakskov eller Viborg ville antagelig også blive betydeligt ældre, hvis de ansatte flere arkæologer.

For det andet er der spørgsmålet om, hvad politisk magt overhovedet er? I dag er vi vant til at se den politiske magt manifesteret i form af lokalitet og pragt. Det vil sige, at den centraliserede politiske magt i en moderne stat gerne rodfæster sig et bestemt sted og bygger stort og dyrt til sig selv. Københavns slotte med det nuværende Christiansborg som det seneste i række, færdigbygget i 1928, er gode eksempler.

Det betyder imidlertid ikke, at der altid har eksisteret den samme forbindelse mellem lokalitet, bygningspragt og politisk magt som nu. Fænomenet " hovedstad" forstået som en bymæssig bebyggelse med pragtbyggeri, der udgør en stats administrative og symbolske centrum, er i Nordeuropa et fænomen fra den sene middelalder. Så " stor bygning" er ikke nødvendigvis lig med " magt" i historisk perspektiv. Heller ikke deciderede forsvarsanlæg som for eksempel voldstederne fra den tidlige middelalder er nødvendigvis udtryk for centraliseret magt. De er nok snarere bygget som forsvar mod en centraliseret magt.

Hvis man finder arkæologiske vidnesbyrd om en stor bygning fra jernalderen i for eksempel Lejre, kan man kun slutte deraf, at der dengang stod en stor bygning. Hvad bygningen rummede, ved vi ikke. Det kunne være en sal, hvor stormænd fylkedes og rådslog om rigets fremtid. Det kunne også være en stald eller en lade. At der fandtes landbrug og husdyr i Gudme og Lejre er nogenlunde sikkert. Om der også fandtes centraliseret magt, beror på gisninger.

(Kristeligt Dagblad 7. oktober 2015)