Forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Vilnius i juli måned tyder på, at Sverige vil blive optaget i forsvarsalliancen. Hvis det sker, vil der være tale om en meget afgørende forandring, for historisk set har Norden været mere splittet end samlet, når det handler om sikkerheds- og forsvarspolitik.
Vi er vante til at tale om Norden som en
enhed, men det er i givet fald en enhed med en hel masse undtagelser. Det
eneste nordiske land, der indtil Finlands optagelse i NATO i april, har været medlem af både NATO og EU, er Danmark.
Det gælder dog ikke hele Rigsfællesskabet, idet Færøerne og Grønland står uden
for EU. Til gengæld er Grønland næsten tættere integreret i NATO end resten af
Rigsfællesskabet pga. den amerikanske militære tilstedeværelse. Finland er i
dag fuldt integreret i det monetære samarbejde i EU. Island, Danmark, Norge og
Sverige har bevaret kroner og øre som navn for deres valuta. Den fælles
betegnelse fra stammer den skandinaviske møntunion af 1873. Det var dog et
fællesskab mere af navn end af gavn, da de nationale valutaers kurser hurtigt
gled fra hinanden igen.
Den politiske samling af Norden, som blev
tilvejebragt under Margrethe I’s myndige ledelse i slutningen af 1390erne,
kalder vi sædvanligvis Kalmarunionen. Historikeren Markus Hedemann har peget
på, at det var så som så med den union. Hvorom alting er, kan der skabes
nogenlunde enighed om, at dronning Margrethe var arkitekten bag en samling af
de lande, der i dag udgør de fem nordiske lande. Union eller ej brød projektet endelig
sammen i begyndelsen af 1520erne, da Christian II med et fejlslagent greb søgte
at undertvinge svenskerne.
I de følgende 200 år udspillede der sig en
rivalisering mellem Danmark-Norge på den ene side og Sverige-Finland på den
anden, hvor sidstnævnte vandt terræn på førstnævntes bekostning. De krigeriske mellemværender
mellem de nordiske brødre sluttede i al væsentlighed 1720 ved afslutningen af
Store Nordiske Krig, men det betød ikke afslutning på spændingerne. Sverige
måtte afstå Finland til Rusland i 1809, og Danmark måtte afstå Norge til
Sverige i 1814. Danmark bejlede forgæves efter svensk-norsk støtte i 2.
slesvigske krig i 1864.
Norge opnåede selvstændighed i 1905, Finland i
1917 og Island i 1918. Kongeriget Danmark opnåede sin nuværende afgrænsning i
1920. Et norsk krav på Østgrønland blev afvist ved international voldgift. Danmark
kunne stadig ikke regne med svensk – eller britisk - militær støtte i en frygtet
og forventet konflikt med Tyskland, der blev virkelig i april 1940. Dog blev
Færøerne og Island besat af briterne.
Efter 1945 blev det forsøgt at oprette en
nordisk forsvarsunion, men det slog fejl. Danmark endte sammen med Norge og
Island med at blive stiftende medlemmer af NATO, mens Finland og Sverige
forblev neutrale under hele Den kolde Krig. Norden var delt mellem en baltisk
og en atlantisk orientering. Den splittelse blev meget tydelig for Danmarks
vedkommende, ikke mindst fordi Bornholm og Grønland var genstand for
henholdsvis sovjetisk og amerikansk opmærksomhed på et tidspunkt, da der boede
dobbelt så mange mennesker på Bornholm som på Grønland.
Efter Murens fald høstede vi den såkaldte
fredsdividende. Der var ikke længere nogen fjende, så der var heller ikke brug
for noget territorialforsvar, antog vi. De eneste i Norden, der ikke købte den
fortælling, var finnerne, der har opretholdt et effektivt forsvar af deres land
mod truslen fra øst.
Gennemføres optagelsen af Sverige i NATO, vil det betyde en styrkelse af forsvarsalliancen. Østersøen vil for alvor blive et indhav i NATO som det allerede er i EU, og Norden vil være samlet i det samme forsvarsforbund for første gang i mindst 500 år.
(Kristeligt Dagblad 2. juni 2023. Enkelte rettelser i teksten. Jeg havde overset, at Finlands optagelse allerede var fuldgyldig på dette tidspunkt.)