Folkeafstemningen er mindretallets vetoret

 Historisk set var folkeafstemninger centrale styringsinstrumenter i de græske bystater for mere end 2000 år siden, men da tanken om folkets andel i statens styrelse blev genoptaget i Europa og Nordamerika det 18. århundrede, skete det ved hjælp af repræsentation i et parlament, hvor vælgerne kun får indirekte indflydelse. Kun i Schweiz anvendes folkeafstemninger rutinemæssigt i lovgivningsprocessen.

Også i Danmark står traditionen for indirekte folkestyre stærkt. Derfor er valglovene også helt centrale, fordi de fastslår, hvem der har lov til at blive repræsenteret, og hvem der har lov til at repræsentere. Grundlovens § 56 sikrer, at de valgte repræsentanter ikke kan bindes ”ved nogen forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at der er skudt et armslængdeprincip ind mellem vælgerne og de valgte. Populært sagt betyder det, at det ikke er imod Grundloven at bryde sine valgløfter. Positivt forstået betyder det, at de valgte kun er bundet af deres samvittighed. Repræsentativt demokrati er altså en tillidssag.

Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev den direkte folkeafstemning indført som en instans i forbindelse med grundlovsændringer. Det var dog ikke Grundloven, der var grundlaget for den første folkeafstemning i Danmark i 1917 om salget af De dansk Vestindiske øer til USA. Afstemningen var kun vejledende, men blev dog retningsgivende for, at salget kunne gennemføres. Befolkningen på øerne blev som bekendt ikke hørt i spørgsmålet.

I 1939 vedtog Rigsdagen en ny grundlov, som imidlertid faldt ved folkeafstemningen. Hvis det var blevet gennemført, ville grundlovsforslaget have vist vejen for en løsning på det nuværende bededagsproblem, idet § 71 i forslaget tilkendegav, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold, kun kan gennemføres efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Dermed ville bispekollegiet være blevet indført som en form for synode. Det var en logisk følge af, at udpegningen af biskopperne siden 1922 var sket efter valg, hvor alle menighedsrådsmedlemmer i det pågældende stift havde valgret.

Det afgørende brud kom med grundlovsændringen i 1953. Indtil da havde Landstinget i kraft af mere konservative valgrets- og valgbarhedsbestemmelser været opfattet som et drivanker, der sikrede mod Folketingets ungdommelige og impulsive trang til at lave alting om. 1953-grundloven afskaffede

Landstinget, men indførte til gengæld i § 42 folkeafstemningen som et generelt politisk instrument: "Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedag fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemningen om lovforslaget."

Meningen er, at vælgerne gennem et folketingsmindretal sikres et veto, f.eks. hvis et flertal blandt de valgte i alt for høj grad betragter § 56 som et fripas til at gøre, hvad der passer dem. Folkeafstemningen som grundlovssikret ret er en institutionalisering af forholdet mellem det indirekte og det direkte demokrati. Instrumentet er dog kun blevet brugt en gang i forbindelse med jordlovene i 1963. Men truslen om, at et forsmået mindretal kan bruge dette middel har nok også været en anledning til at søge brede forlig i afgørende spørgsmål. 

De fleste folkeafstemninger involverer andre paragraffer i Grundloven, hvor folkeafstemningen anvises som instrument, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om valgretsalder (§ 29) og ikke mindst spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (§ 20). Valgretsalderen er gradvist sat ned til de nuværend e18 år efter folkeafstemninger, og Danmarks forhold til EF/EU har også været genstand for flere folkeafstemninger. 

Fordi Folkekirken i forvejen befinder sig i et juridisk vakuum, hvor der hersker betragtelig tvivl om,  hvem der har jurisdiktion over hvad, bliver politikerne ofte bragt i forlegenhed, når de forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Dertil kommer, at fagforeningerne betragter bededagsspørgsmålet som en indblanding i arbejdsmarkedets indre anliggender. Når man så i tilgift ventilerer muligheden for at bringe Grundlovens § 42 i anvendelse, er der lagt op til en interessant juridisk holmgang.

(Kristeligt Dagblad 20. januar 2023)

Danmarks Radio har mistet orienteringen

 Ved årsskiftet nedlagde Danmarks Radio Orientering-redaktionen og erstattede den med en forkrøblet udgave af den selv. Et to timers velredigeret nyheds- og baggrundsprogram med stof fra ind- og udland er blevet reduceret til en collage af podcasts med stof fra andre af husets redaktioner. Podcast-formatet er der ikke noget i vejen med, hvis man bryder sig om en langsommere, konverserende stil tilsat lydeffekter og underlægningsmusik. Intensiteten fra live-udsendelserne er væk. Et emne, hvis indhold kunne berettige et indslag af 5-10 minutter, skal nu strækkes, så det passer til et kvarter eller en halv time. Det indebærer en stadig hyppigere forekomst af spørgsmål af typen: ”Det, jeg hører dig sige, er…” For noget skal tiden jo gå med.

Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio i disse år kæmper en kamp for at finde sine ben. Nøgleordet er ’public service’. Det er et omdiskuteret begreb, men for DR er det ganske konkret, idet det er udmøntet i den kontrakt, der er indgået med politikerne:

”Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie. DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.”

Danmarks Radio skal altså intet mindre end samle alle danskere. Engang gav det samlende sig selv, for der var ikke andet at samles om. I min barndom og ungdom (jeg er født i 1966) kunne man som udgangspunkt for en samtale stille spørgsmålet ”Så du fjernsyn i går?” uden at skulle specificere det yderligere, for der var kun en kanal. Vi talte heller ikke så meget om ”danskerne”. Det gav sig selv, at det var dem, vi var. DR’s public-service-kontrakt er for så vidt et nostalgisk ønske om at skabe en institution, der på en intens global mediekonkurrences stormomsuste vilkår skal kunne det samme Danmarks Radio kunne gøre i monopoltidens skærmede, nationale drivhus. Alle drømmer om et nyt ”Matador”, der kan blive et fælles referencepunkt på tværs af generationer. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, og det skal vi måske heller ikke ønske os. Det er en tinde, som Danmarks Radio aldrig kommer til at bestige igen.

Men det burde som minimum kunne lade sig gøre at skabe et udbud, der lever op til de kvalitetskrav, som public-service-kontrakten faktisk stiller. DR’s budget er på 3,8 mia. kroner. Det er godt 400.000 kroner i timen, hele døgnet, alle årets dag. For de penge burde det kunne lade sig gøre at udbyde to timers daglig nyhedsjournalistik af høj kvalitet. At det ikke længere er defineret som en kerneopgave, er tegn på, at Danmarks Radio har mistet orienteringen.

(Debatindlæg, Kristeligt Dagblad 17. januar 2023)

Ledende redaktionschef Anders Emil Møller svarede i avisen den 25. januar:

Med et indlæg her i avisen gør lektor og historiker Jes Fabricius Møller sig til talsmand for, at DR har mistet orienteringen, fordi vi er i gang med at udvikle og forandre DR's journalistiske flagskib Orientering. Det billede kan jeg nu ikke genkende. Vi har en klar strategi for DR, som er i fuld gang med at blive udlevet, så vi kan fortsætte med at være noget for alle danskere og servere public service af fineste karat, der underbygger danske fællesskaber, dansk demokrati og kultur. På samme måde har vi også en klar retning for, hvad vi vil opnå med udviklingen af Orientering. Vi er meget bevidste om, at vi har kastet os ud i en opgave, der er svær og tager tid, og som piller ved noget, der for mange er meget vigtigt. Men vi gør det alene for at sikre, at den publicistiske ambition for Orientering og programmets kerne kan langtidssikres. For radiobranchen er under stor udvikling, og branchen ser meget anderledes ud end for bare fem år siden. I dag bliver der lavet taleindhold i en helt anden skala og mangfoldighed, og samtidig er danskernes lyttevaner under forandring og bevæger sig mod streaming. Det øger kravene til os i DR, for vi har ambitioner om, at endnu flere skal få glæde af og lytte med på det journalistiske kvalitetsindhold, som altid har været en del af Orienterings dna. Derfor har vi sat os for at udvikle Orientering for at bevare det. Vi ved, at forandringer af noget, som mange værdsætter, kan være svært og kræver tilvænning. Det gælder også for Orientering. Men vi skal passe på med ikke at gøre mindet om det gamle stærkere end potentialet for det nye. Siden den 2. januar har lytterne således fået dagens vigtigste nyheder fra både ind- og udland, for selvfølgelig skal DR være en troværdig formidler af en verden i højt tempo. Men der er også et fast og fyldigt udsyn med fordybelse i historier, du ikke kan gætte på forhånd, og intenst fokus på dansk politik – begge dele på et helt andet niveau end før nytår. Ambitionen er så yderligere, at især de to sidste elementer også skal skabe glæde for lyttere, der ikke er på P1, men i stedet finder deres radioindhold i appen DR Lyd, uagtet om klokken er 16 eller ej; altså et format der også passer til et forandret brug af lyd. Mange har allerede taget lydstreaming til sig, og flere vil komme til. Det er selvfølgelig en stor opgave for os at mestre fra den ene dag til den anden, så vi kommer helt sikkert til at udvikle løbende og sikkert også ændre igen og igen. Allerede nu lyder det hele langt mere harmonisk, og vi har haft et hav af stærke historier med langt flere journalistiske kræfter bag end før. Så retningen er sat for at sikre, at Orienterings høje journalistiske kvaliteter også er en del af DR mange år ud fremtiden. Vi håber, at rigtig mange vil give det nye format en chance, og vi kan i hvert fald love, at lytter man med, så bliver man helt sikkert klogere sammen med os.

Billeder på døden er ikke udtryk for berøringsangst

 Når Allehelgen nærmer sig, får vi også igen diskussionen om, hvordan man egentlig skal tale om døden. Sidste år ved samme tid var der i avisen en debat om, hvorvidt udtryk som f.eks.  ”gået bort” er en unødvendig omskrivning, der er kendetegnende for en moderne modvilje mod at tale ligefremt om døden. Men man kan også vende diskussionen om og se på, hvad den sproglige gestaltning af døden siger om vores opfattelse af livet.

På Allehelgens søndag synges gerne Grundtvigs ”At sige Verden ret Farvel” fra 1844. Allerede titlen er en metafor for døden som afsked. Grundtvig skildrer også livets afslutning med det klassiske billede af timeglasset, der rinder ud. Salmen er – på næsten brorsonsk manér - henvendt direkte til Jesus, hvem Grundtvig beder tale til sig, ”Før døden med sin istap-hånd/ gør skel imellem støv og ånd”. Netop fordi livet for Grundtvig var en forening af støv (legeme) og ånd, var døden for ham ensbetydende med adskillelsen af de to. Referencen er bibelsk, idet Adam blev givet liv ved at Vorherre blæste en levende ånde ind i hans næse, som det hedder i Christian III’s bibel, den første fuldstændige danske bibeloversættelse fra 1550. Ifølge samme oversættelse beskrives Jesu død som at han ”udgav sin ånd”. I den nugældende bibeloversættelse taler evangelisterne Matthæus og Johannes om, at Jesus ”opgav ånden”, mens han hos Markus og Lukas ”udåndede”.

Dødsannoncer er en interessant kilde til det sprog, som anvendes for livets afslutning. I 1834 indrykkede enkefru Wilhelmine Petersen en annonce i en københavnsk avis: ”At jeg efter min Mands, Slagtermester Niels Petersens dødelige Bortgang, ved Hjælp af duelige Svende vedbliver at drive hans Næringsvei, giver jeg mig herved Frihed at bekjendtgjøre den Afdødes ærede Kunder og Velyndere, samt Enhver, som for Fremtiden ville forunde mig sin Søgning.” Normalt var kvinder på dette tidspunkt afholdt fra selvstændig økonomisk virksomhed, men enker, der fortsatte deres afdøde mands bedrift, var undtagelsen, således også Wihelmine Petersen.

At gå bort er en vending, der understreger, at nogen forlader og at nogen forlades. Men inden for Indre Mission har man set lidt anderledes på den sag. Det kan man se bevidnet i dødsannoncer i Kristeligt Dagblad, der havde og har mange læsere med tilhørsforhold til Indre Mission. ”Gud kaldte i Nat min elskelige Mand, Fuldmægtig Christian Børgesen hjem”, skrev enken Natalie Børgesen i en annonce i 1910. Fuldmægtig Børgesen havde altså ikke taget afsked, men var kommet hjem.

Laura Korch indrykkede den 12. juni 1929 en annonce med ordlyden: ”Herren tog i Gaar min kære Ven Sophie Nissen hjem til sig.” Betegnelsen ’Ven’ – og altså netop ikke ’Veninde’ – var almindelig brugt som hilsen og prædikat blandt medlemmer af Indre Mission. Samme dag skrev Flora Frederiksen i en annonce: ”Min kære Mand Sagfører P. Frederiksen gik i Dag stille hjem til Gud.”

Mellem de to annoncer stod en tredje og for avisen lidt væsensfremmed: ”Min kære Mand, vore Børns elskede Fader, Direktør V. Bergenholz, døde stille og roligt i Dag.” Enken, Anna Bergenholz, meddelte derudover, at bisættelsen fandt sted fra Bispebjerg Krematorium. Både annoncens mere profane ordlyd og den omstændighed, at afdøde skulle kremeres, antyder, at afdøde ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold og i hver fald ikke tilhørte Indre Mission, der dengang foretrak jordbegravelser. Kun dødens stilhed havde direktør Bergenholz til fælles med sagfører Frederiksen.

Forestillingen om døden som hjemkomst, tab eller blot død afspejles også i de følgende årtier f.eks. i Kristeligt Dagblad den 11. juni 1970. Her finder man dødsannoncen for Elna Maibom, hvem Herren har hjemkaldt, annoncen for forhenværende kobbersmed Ole Westergaard-Jørgensen, som enken har mistet, og endelig annoncen for forhenværende kasserer Herman Larsen, der ”er afgået ved døden under en rejse i Tyskland”. Larsen var altså bortrejst, da han døde, men hverken mistet eller kommet hjem.

Dødsannoncer er fortsat en rig kilde til den sproglige og symbolske gengivelse af døden. Den gængse vending i dag er at afdøde er ”sovet ind” eller ”sovet stille ind”. Men ellers er der mindre vægt på hjemrejse eller tab og mere vægt på begivenhedens tidspunkt, idet de fleste dødsannoncer i dag nøjes med at angive fødsels- og dødsdato, sjældnere end før typografisk ledsaget af henholdsvis en asterisk og et kors – nøgternt og måske også tømt for betydning.

(Kristeligt Dagblad 2. nov. 2022)

Efternavnet handler i stigende grad om individet, ikke om slægten

 Kort før jul kunne Kristeligt Dagblad bringe historien om, hvordan stadig færre danskere benytter sig af de traditionelle efternavne som Jensen og Hansen. Det er imidlertid ikke en ny tendens.

Historisk set er et efternavn, der ender på -sen, et såkaldt patronymikon, det vil sige et navn, der er afledt af faderens fornavn. Jens Hansens far hed Hans. Det gjaldt også kvinder. Karen Madsdatter var således datter af Mads. Hvis der var brug for at specificere yderligere for at kende forskel mellem forskellige Jens’er, hvis fædre hed Hans, kunne folk få eller tage et tilnavn efter deres funktion eller tilhørssted. Så kunne man kende forskel på Jens Hansen Møller og Jens Hansen Søndergaard.

Nogle af disse tilnavne kunne blive til slægtsnavne, der blev båret videre ubrudt fra far til søn. De ældste slægtsnavne tilhører den såkaldte uradel, familier som Brahe, Bille, Friis, Juul eller Krabbe, der begyndte at føre slægtsnavn i den sene Middelalder. I 1700- og 1800-tallet blev det stadig mere almindeligt for borgere og bønder også at føre slægtsnavn. Når flere flyttede til byerne, skete det, at folk tog navn efter det sted, de kom fra. Således opstod f.eks. efternavnene Fynbo og Thybo. I militæret brugte man at registrere de meniges navn sammen med hjembyen eller -sognet, og det kunne blive hængende som tilnavn og siden efternavn. Nogle blev lidt prætentiøse og gav sig af med latiniserede navne. Kom man fra Skagen, blev det til Scavenius, og var man smed blev det til Fabricius.

I 1828 forsøgte staten at sætte slægtsnavnet i system. Der blev udstedt en dåbsforordning, der havde til hensigt, at alle børn skulle have et ”Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.” Det holdt hårdt med at få undersåtterne til forlade lokale navneskikke, men efterhånden skete der det, at -sen-navnene ophørte med at være personlige tilnavne og blev slægtsnavne. I slutningen af 1800-tallet var det fast praksis, at børn blev døbt med mindst et fornavn og faderens efternavn, hvis faderen var kendt. Så Maren kom til hedde Hansen, selv om hendes far ikke hed Hans og hun ikke var hans søn. På Island, der dengang hørte under den danske krone, har man dog indtil i dag fastholdt princippet om, at efternavnet dannes som patronymikon.

Det førte imidlertid til det, der dengang blev opfattet som et decideret problem, nemlig at mange mennesker, der ikke var i familie med hinanden, bar det samme efternavn. Fra myndighedernes synspunkt var der tale om et forskelsløst kaos, fordi den ene Maren Hansen ikke var til at skelne fra den anden. På den anden side var der den bekymring, at borgere, der indgav ansøgning om navneændring, ”havde meget ringe Sans for at vælge Navne af virkelig dansk Klang og Form”, som det hed i en bog fra 1902, der var blevet til på Justitsministeriets opfordring. Den rummer cirka 16.000 forslag til slægtsnavne, som folk kunne – og kan – antage, vel at mærke navne, som forfatterne Verner Dahlerup og Joh. Steenstrup selv havde konstrueret med gammel dansk sted- og personnavneskik som matrice. De undgik bl.a. helt bevidst tyskklingende bogstavforbindelser som sch eller tz. I bogen finder man navneforslag som Arnfred, Jarnvig, Jerkel og Skalvig, der har den nødvendige klang af agtværdig ælde. Bogen blev fulgt op af en navnelov i 1904, der gav adgang til at ændre slægtsnavn mod et gebyr på 4 kroner, hvis navnet ikke var taget i forvejen, og det benyttede mange sig af.

Senest ved indførelsen af CPR-nummeret i 1968 ophørte myndighedernes interesse i, at borgerne fik individualiserede navne. Til gengæld har borgerne i dag selv overtaget individualiseringstrangen, således at stadig færre fører de hyppigst forekommende efternavne som f.eks. Hansen eller Møller. Det er dog stadig således i 2022 ifølge Danmarks Statistik, at  233.713 danskere anvender Jensen som efternavn. Og historien har endda slået en knude på sig selv. Navneloven af 2005 åbner for, at børn kan få efternavn efter deres mors eller fars fornavn med tilføjelse af -datter eller -søn.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2023)