Journalisten er ikke historien

Danmarks Radios P1 har foretaget en omfattende omlægning af sin programflade i et forsøg på at tilpasse sig en ny tids lyttevaner. Det betyder, at alle programmer ikke kun kan høres på FM-båndet, men systematisk gøres tilgængelige på nettet, hvilket man kun kan synes godt om. Det betyder imidlertid også, at stadig flere programmer tilpasses podcasten som genre.

For nyhedsprogrammernes vedkommende betyder det, at klassiske journalistiske formater som reportage og interview må vige pladsen for en fortællestruktur, der gør journalisten til hovedpersonen.

Man kunne tage programmet ”Genstart” fra den 5. maj som eksempel. Det handler om ’Skyggekrigen’, russiske efterretningsaktiviteter i Norden. Eller det gør programmet faktisk ikke. Det meste af tiden går med, at lytteren introduceres til de journalister, der arbejder med sagen. De kører i bil og ringer til hinanden, taler engelsk, fortæller om sig selv, sammenligner lister og tænker højt.

Formatet er bygget op om en dramaturgisk model, en spændingskurve, der kommer til at handle om, hvordan journalisterne er kommet på sporet af den pågældende historie, og ikke om historien selv.

Journalistik handler ikke om journalister. Ikke desto mindre skal jeg høre om, hvordan journalisterne er klædt eller hvordan de har fået deres redaktionschef til at bevilge en ekstra kollega til at deltage i undersøgelsen. Det er som et teaterstykke, hvor man ikke alene får alle regibemærkningerne læst højt, men også instruktørens kommentarer og revisionsprotokollatet fra teatrets årsregnskab.

Fra TV-versionen: Journalist kører bil

Det format, som nyhedsformidlingen på P1 tidligere har været bygget på – og, indrømmet til dels stadig er bygget på – er magasinprogrammet, hvor journalisterne ganske vist er tydeligt til stede som værter, interviewere og reportere, men det er ikke, hvad de selv gør, der er historien. Historien er historien.

Podcastformatet er imidlertid blevet en invasiv art, der gør den redaktionelle proces til en stadig større del af historien. Hvis journalisten i forbindelse med sit arbejde har gjort sig en eller anden form for ulejlighed, skal det med djævelens vold og magt meddeles lytteren. Det betyder så, at hvis jeg vil vide noget om de russiske aktiviteter i Norden, skal jeg nu bruge en halv time på at få informationer, der i et klassisk journalistisk format kunne være blevet formidlet på max 10 minutter. Det er spild af min – og journalisternes – tid.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 6. juni 2023)

Stormflod

Da den vestlige del af Østersøen for godt en måned siden blev ramt af en voldsom stormflod, var et en påmindelse om, at ikke kun den jyske vestkyst er udsat for den risiko. Inden for de seneste 10 år har Østdanmark, bl.a. Roskilde Fjord, været ramt flere gange, heldigvis kun med materielle skader til følge. 

Når skaderne som følge af den seneste storm ikke er større, end de er, skyldes det et forbedret beredskab på grund af de seneste års erfaringer, men også en meget ældre begivenhed, nemlig en næsten tilsvarende stormflod for godt 150 år siden. 

I begyndelsen af november 1872 havde længere tids vestenvind stemmet vandmasser op i den østlige del af Østersøen, hvor der blev konstateret et usædvanligt højvande helt oppe i Den Finske Bugt. Den 10. november skiftede vejret imidlertid til en kraftig vind fra nordøst, og enorme vandmængder blev tvunget vestover og samtidig blev udløbet gennem bælterne besværet på grund af vindretningen. Den 13. november kulminerede stormfloden med meget høje vandstande i havnebyer i hele den vestlige del af Østersøen. I Eckernförde blev der målt 3,76 meter over daglige vande. I Tyskland var hele kyststrækningen fra Vorpommern over Mecklenburg til Slesvig-Holsten ramt.

Fra Sydfalster under Orkanen den 13de November 1872 - Digitale samlinger (kb.dk)

I det daværende Danmark blev der rapporteret om oversvømmelser i blandt andet Kolding og på den fynske lillebæltskyst, på Ærø, i Dragør, Køge Bugt, Præstø, på Bornholm og Ertholmene. Værst gik det imidlertid ud over Lolland og Falster. Bortset fra en smal tange ud mod Guldborgsund var hele Sydfalster oversvømmet, herunder det nyligt tørlagte Bøtø Nor. Det sydlige Lolland var så hårdt ramt, at da det stod værst til var Rødby Fjord forbundet med Nakskov Fjord, hvilket for et øjeblik gjorde det sydvestlige Lolland til en selvstændig ø adskilt fra resten af Lolland. Regn, slud og temperaturer omkring frysepunktet bidrog til katastrofens omfang. Flere hundrede menneskeliv gik tabt. Hvor der ikke var oversvømmelser, forårsagede den orkanagtige storm desforuden mange ødelæggelser på land og adskillige forlis til søs.

Der blev iværksat indsamlinger til de skadelidte. Mange af de overlevende havde mistet både hjem, bohave og husdyr. I maj måned 1873 vedtog Rigsdagen en lov, der skabte forudsætningerne for etableringen af et digeanlæg, der skulle beskytte Lolland og Falster mod en tilsvarende katastrofe i fremtiden: 

”Regjeringen bemyndiges til at paabyde Anlæg af et Dige mellem Elkenøre og Gjedser paa Falsters Østkyst af indtil 12 Fods Høide over daglig Vandstand samt af et Dige af samme Høide i en Udstrækning, som nærmere bestemmes af Indenrigsministeren, langs Lollands Vest- og Sydkyst.”

Disse omfattende anlægsarbejder, hvor også eksisterende diger blev forhøjet, kendes f.eks. af de mange feriegæster, der besøger et af landets største sommerhusområder, Marienlyst på Falster. Det var disse diger, der måtte stå deres prøve i oktober.

I forlængelse af anlæggelsen af digerne blev blandt andet dele af Nakskov Fjord og hele Rødby Fjord inddæmmet og indvundet til agerland. Ved samme lejlighed blev Bøtø Nor genindvundet. Disse lolland-falsterske inddæmningsprojekter kom siden til at høre med til fortællingen om ”hvad udad tabtes, det maa indad vindes”, som digteren H.P. Holst havde skrevet i sommeren 1872 om genrejsningsprojektet efter nederlaget i Den anden slesvigske Krig i 1864. Men de lolland-falsterske landindvindinger var altså ret beset resultatet af en anden katastrofe.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2023)